Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

Jesus sagde: »Der var en mand, som ville holde et stort festmåltid og indbød mange. Da festen skulle begynde, sendte han sin tjener ud for at sige til de indbudte: Kom, nu er alt rede! Men de gav sig alle som én til at undskylde sig. Den første sagde til ham: Jeg har købt en mark og bliver nødt til at gå ud og se til den. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. En anden sagde: Jeg har købt fem par okser og skal ud at prøve dem. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. Og en tredje sagde: Jeg har lige giftet mig, og derfor kan jeg ikke komme. Tjeneren kom tilbage og fortalte sin herre dette. Da blev husets herre vred og sagde til tjeneren: Gå straks ud på byens gader og stræder og hent de fattige, vanføre, blinde og lamme herind. Og tjeneren meldte: Herre, det er sket, som du befalede, men der er stadig plads. Så sagde herren til tjeneren: Gå ud på vejene og langs gærderne og nød dem til at komme, så mit hus kan blive fyldt. For jeg siger jer: Ingen af de mænd, som var indbudt, skal smage mit måltid.«

Lukasevangeliet 14,16-24

En lignelse er, siges det, en jordisk fortælling med en himmelsk mening. Det vil sige en beretning, som vi kan genkende den fra vores liv her på jorden, men som fortæller os noget om Gud.

Og i dag hører vi en lignelse fra Lukasevangeliet – lignelsen om det store festmåltid. En mand, der vil holde en stor fest, har sendt invitationer ud. Og da dagen for festen kommer og alt er gjort klar, sender han sin tjener ud for at fortælle de indbudte, at festen skal til at begynde og beder dem komme. Men alle de indbudte afslår! En undskylder sig med, at han skal se til et stykke jord, han har købt, hvilket er sært, da det tyder på, at han har købt det uden at tage det i øjesyn. En anden skal prøve de ti okser han har købt, hvilket virker skødesløst; at købe ti okser uden at vide, hvor gode de er! Og den sidste takker nej, da han er blevet gift – og altså er optaget af andre gøremål.

Men manden vil holde fest koste, hvad det vil, så han byder sin tjener at gå ud igen og indbyde de fattige, vanføre, blinde og lamme syge til festen. Men der er stadig plads til flere, så han beder tjeneren gå ud inviterer de fremmede mennesker – ja, han siger til tjeneren, at han skal nøde dem, dvs. bede dem indtrængende om at komme. Og så slutter Jesus lignelsen med ordene: “Ingen af de mænd, som var indbudt, skal smage mit måltid.“

Men hvad er det Jesus vil fortælle med sin lignelse? Manden i historien er Gud, der inviterer til fest – inviterer folk til at komme til Ham. Invitationen til den kommende fest er sendt til Hans udvalgte folk jøderne. De har fået invitationen ved Loven og profeterne, der forudsiger Guds Riges komme med Jesus Kristus. Men da tiden kommer og Gud sender sin søn Jesus Kristus – tjeneren – til jøderne, så afviser mange af de fromme og skriftkloge jøder at deltage, selv om de om nogle burde vide, hvad profeterne har forudsagt. Men da Jesus kommer og fortæller dem, at Guds Rige er kommet og festen begyndt, så afslår de! I stedet sender Gud Sønnen ud til de udstødte og svage og senere uden for grænserne; til hedningene – til alle – for at invitere dem, hvis de tager imod Jesus Kristus som Herre og Frelser.

Når de fromme og skriftkloge nægter at deltage i festen – altså at tage imod Sønnen og Guds Rige, så er det fordi de – trods det, at de ser sig selv som retfærdige i Guds øjne, altså trods deres religiøsitet – ikke er villige til at opgive deres jordiske goder; i lignelsen symboliseret ved deres marker, kvæg og kødelige begær. De er ikke villige til at opgive deres optagethed af deres materielle goder, deres status, penge, magt eller deres opfyldelse af egne behov til fordel for et liv med Gud. De overholder de religiøse bud og er troende, men når det kommer til stykket, er de ikke villige til at opgive denne verdens goder.

Men som næsten altid er Jesu lignelser ikke kun bestemt på en særlig episode eller en særlig gruppe mennesker, som her de jødiske skriftkloge. Lignelsen om det store festmåltid har også gyldighed for os – eller er rettet mod os! Vi har også modtaget invitationen, ja, i modsætning til de skriftkloge, har vi endog evangelisternes beretninger, der bekræfter profetierne. Vi har i virkeligheden endnu mindre grund til at afslå invitationen. Vi ved, at Guds Rige kom med Jesus Kristus og at festen er begyndt og allerede holdes nu og vil fortsætte i det kommende liv og i al evighed.

Men er det ikke sådan, at de fleste af os gør det samme som de indbudte i lignelsen i mindre eller større grad?!

Hvis vi bliver et øjeblik i festbilledet. Når vi får en invitation til fest, hvad plejer vi så at gøre, når festen nærmer sig? Vi bader, tager vores bedste tøj på, sætter håret – for kvindernes vedkommende – lægger makeup, vi køber en gave til værten eller værtinden; kort sagt, vi gør sig klar til at deltage i fejringen – vi forbereder os!

Men forbereder vi os med lige så stor omhu til festen hos Gud? Læser vi i Bibelen? Sætter vi tid af til bøn? Deltager vi i Kirkens fejring af Herrens dag? Og allervigtigst – prøver vi at leve, som Jesus gjorde det i kærlighed til Gud og næsten? Prøver vi at efterligne Jesus i vores liv? Prøver vi at være der for andre mennesker og ikke kun for os selv?

Er vi ikke altid fristet til at være mere optaget af vores mark – vores ejendele og penge; eller vores okser – vores arbejde og status eller i tilfredsstillelsen af vores egne behov på bekostning af næsten – fordi vi – jo er den vigtigste i verden?

Jeg tror, at de fleste, selv om vi prøver at forberede os til festen, bliver distraheret af de ting, som vi tror, tjener os selv bedst her og nu. Men vi ved inderst inde godt, at burde være mere opmærksomme på at forberede os. Når vi arbejder for meget og tilbringer for lidt tid med den Guds gave som familien er; når vi hele tiden kun har næste mål for øje i forhold til penge eller status finder vi ikke ro. Det er følelsen af hele tiden at jagte noget, der aldrig kan opnås. Det er noget af det, der kan give os stress – det er et symptom på, at vores prioritet er forkert. Det er nemlig ikke den, der har mest, der vinder! Det der giver ro og livsglæde er derimod det, at leve med visheden om, at vi alle er skabt og elsket af Gud, og dermed at vi ikke kun lever for os selv, men også for andre. Og når vi indser det så vil det ændre den måde, vi lever vores liv på.

Men selv om vi ofte glemmer, hvad Gud kan give os, så er det glædelige budskab, der lyder i Evangeliet, at vi selv vælger, om vi vil vende tilbage til forberedelsen til festen, for det fantastiske er, at festen ikke er slut. Døren til festen er ikke lukket. Gud ønsker vi skal være med til festen. Som der står i Johannes Åbenbaring: »Se, jeg står ved døren og banker på; hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham og holde måltid med ham og han med mig.« Jesus Kristus kommer til os og fortæller os, at invitationen står ved magt. For Guds kærlighed og nåde er så stor, at Han ikke viser os bort – også selv om vi falder, også selv om vi fejler – ja, selv om vi har vendt os bort fra Ham, står Hans invitation om at deltage i Hans fest ved magt.

Men det kræver, at vi er villige til at forberede os – hver dag. Det kræver, at vi hver dag forsøger at leve vores liv i efterfølgelse af Kristus og at vi, når vi fejler – og det vil vi – igen og igen begynder forberedelsen i visheden om, at vi stadig er indbudte. Uanset hvem vi er, så vil Han have os til at deltage i Hans fest.

Og for det siger vi:
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen!

Guds Fred til Jer alle, og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg

Tilmeld dig med email-adresse herunder og få besked, hver gang et nyt indlæg lægges på bloggen!

Kategorier:Andagtsord, Bibel-Lukasevangeliet, Gudstjeneste, Prædikener

Tags: 2. søndag efter Trinitatis, Det Store Festmåltid, Jesus Kristus, Lignelse, Lukasevangeliet, Trinitatistiden