Olfert Ricard (1872-1929), der var præst ved Sankt Johannes Kirke og siden Garnisons Kirke, og gennem en årrække generalsekretær for Danmarks KFUM, skrev i 1914 bogen “Med Mund og Pen”, hvor han gør en række betragtninger over samfundet fra et kristeligt perspektiv.

Uddraget i dagens indlæg er overvejelser om København kan kaldes en kristen by.

København en kristen By?

Overvejelser frem og tilbage                   1909.

   Dickens har en skizze, hvor han skildrer, hvorledes Byen London vaagner, – hvorledes de tomme, stille Gader efterhaanden befolkes og lever op.

   Saadan vaagner ogsaa København hver Morgen. Gaderne ligger tomme og tause, kun en Gadebetjent tramper frem og tilbage i Skæret af de døsige Lygter for at holde sig varm, og en og anden forsinket Svirebroder, en stakkels Vagabond eller jagtlysten Kat sniger sig langs Husrækken. Spurvene vaagner allerførst og holder strax et frygteligt Sjov. Saa tændes et Skær i Baggaarden oppe paa en Femtesal, det er en Lampe, der sættes paa Køkkenbordet: Klokken er halvfire, og Mælkedrengen er allerede paa Benene og tager sin Pengetaske ned af Væggen, mens den blaa Morgendis siver ind ad Vinduet. Nogle Timer efter begynder den første elektriske Sporvogn at klingre og skure mod Skinnerne, Mens det lyner blaat mellem Hjulene. Nu skrider en hel trampende Hær ad Stenbroen, det er Mændene, der gaar paa Arbejde; Fabrikspiberne fløjter. Tidlige Vogne fra Landet rumler midt ad Gaden. Tjenestepigernes Hær med Kurven paa Armen er de næste, der rykker ud; Butiksdrengen tager Skodderne fra Ruderne. Vinduer lukkes op; der gøres morgenrent. Morgenhimlen rødmer bag de lette Taagegardiner, – nu er Skolebørnene allerede paa Vej, de smaa med Far og Mor ved Haanden. En ny Dag er begyndt, og København er igen paa Benene med al sin Støj og Støv og Mylder.

   Men tænk, om København engang aandeligt talt vilde vaagne op.

   En national Vækkelse vilde allerede friske herligt. En national Vækkelse som i 1801, da Kanontordenen fik Københavnerne til at vaagne. Da vilde meget smaaligt blæses bort og mange gode og ædle Kræfter komme for en Dag. Partikævlet vilde forstumme og fælles store Opgaver kalde alle gode Borgere sammen. Tornerose vilde rødme og smile, og Køkkendrengen faa den Lussing, han længe havde fortjent.

   Og en litterær Vækkelse vilde være godt for meget. Som i Digtningens Guldalder, da unge Adam satte Guldhornene for Mund og kaldte en hel Sangerskare til. Da vilde de snavsede Lilleputdigtere krybe i deres Musehuller, og Forbryderromanerne kunde sælges som Indpakningspapir. Vort dejlige Modersmaal skulde atter hviske os frydefulde Ting i Øret og store Syner faa vore Øjne til at straale.

   Vi kunde ogsaa have en moralsk Vækkelse nødig. Saa Folk ikke lod sig alting byde; saa Smudsbladenes Redaktører døde af Sult, hvis de ikke tog sig noget nyttigt for, og Biografaktier sank ned under pari; så Boghandlere skammede sig ved at udstille sjofle Billeder for halvvoxnes nysgerrige Blik, og Slynglerne forlod Landet eller deres Slyngelstreger.

   Men det, København mest af alt trænger til, er alligevel en kristelig Vækkelse, saa skulde alt det andet nok komme.

—

   Det er en daarlig Københavner, som ikke holder af København. Denne smukke By, – for København er ogsaa en smuk By; man sér det de to eller tre første Dage, efter at man er kommen hjem fra en Udenlandsrejse, at her er i Grunden mange kønne Prospekter. Der er. f. Ex. Udsigten fra Stormbroen; og der er Petri Spir, som jeg i mange Aar har været forelsket i (i gamle Dage da kunde de bygge Spir; det kunde selv Nyrop ikke!); der er Andreaskirken, set fra Nansensgades Forlængelse, et arkitektonisk Mesterstykke; der er Bagsiden af Glyptotheket, som i Maaneskin virker som en Drøm i Sten. Og vi glæder os baade til Spiret paa Nikolaj (blot hele Kirken dog engang kom der!) og til at Fælledparken skal voxe op og til Christiansborg Slot, og savner kun en virkelig københavnsk Domkirke og et Sted, hvorfra man kan se Solen gaa ned. Selv vi, som sletikke bruger de københavnske Forlystelser, har denne By overmaade kær. Og naar vi engang imellem forvilder os ud i den landlige Idyl og overvældes af Stilheden og Tidløsheden og Horisontens Vidde og tænker: Lykkelig den, der kunde blive herude al sin Tid! – saa er det dog kun en kort Anfægtelse. Thi vel gyser vi en Smule, naar vi nærmer os Valby og ser Ruderne i Kasernerne glo os i Møde med tusinde tomme Øjne og tænker: ak, Menneskene er dog gale, at de vil klumpe sig saaledes sammen og gøre det uhyggeligt for hverandre! –  men har vi været her en Dag igen i Strømmen og Larmen, saa siger vi igen til os selv: her er det dog, du skal være! Det er dog København – og fremfor alt Københavnerne, alle disse Mennesker, der er Ben af dine Ben og Kød af dit Kød, det er dog dem, du har kær.

Ja, og det er en daarlig Dansker, som ikke holder af København. Det er et daarligt Legeme, som lever i Krig med sit Hoved. Og det er nu engang saa, at København er Nervecentret, er Hjærne og Hjærte for det hele Land. Her suger Strømmen stedse Skarer af Landboere til. Herfra gaar Impulser idelig ud over det hele Land. Det er den sletteste af alle Former for Bondesnobberi, den der har set sin Regning i at ville lægge „Københavnerne” for Had hos det øvrige Folk. Selv i kristne Kredse kan man stundom spore lidt af det. Lidt, siger jeg; thi der er sikkert en langt større Kreds af de Kristne paa Landet, som ser med Bekymring paa meget herinde, men som med desto større Kærlighed tænker paa dem, der kæmper paa Livets Side herinde. Kirkesagen kan fortælle derom; et skønnere Svar har Lægfolket paa Landet sjældent givet paa sin Hovedstads Nød og Bøn om Hjælp; thi de fleste nye Kirker blev byggede for Landboers Penge. Men der er dog ogsaa dem, der vejrer Letbenethed og Overfladiskhed, hvor de hører om københavnske Arbejdsmethoder. Og dog er jeg slet ikke vis paa, om Lægfolket i Hovedstaden ikke lever et Kristenliv, der ofte er nok saa intenst og vaagent som det paa Landet. Den simple Nød driver nemlig dertil. Her forgaar man, hvis man ikke lukker sin Dør og beder til sin Fader, der er i Løndom. Her er Kampen haardest, her maa Vaabnene slibes bedst. Her tvinges man til at søge Stilhed, fordi Larmen ellers døver. Paa Landet er man mere udsat for at falde i Søvn end herinde; herinde er man mere udsat for at falde i Afgrunden end derude.

   Lad dette være, som det vil. Hvad vi her vil spørge om, er dette: kan København med Rette siges at være en kristen By? Eller, hvis dette Spørgsmaal maa besvares med Nej: – er der da Haab om, at den vil kunne blive det?

—

Bibellæsere vil vide, at der i den hellige Skrift gaar to Strømninger Side om Side i Synet paa den store By.
Det ene – og overvejende – er det mørke Syn. I en vis Forstand kan Bibelen ikke ret med de store Byer. Det var allerede galt med Babelstaarnet, og det blev ikke bedre med Ninive og Babel. Selv Jerusalem har Patent paa at slaa Profeter ihjel. Og i Aabenbaringens Bog er Storbyen den store Skøges Hjemsted og dens Undergang malt med de stærkeste Farver. Og den store By er Frafaldets Arnested; her fjæler Synd sig bedst, her breder den sig værst. Men læg saa paa den anden Side Mærke til, hvorledes Herrens Apostle og fremfor alle Paulus altid gør Storbyen til sit Arbejdssted. Jerusalem, Antiokia, Athen, Korinth, Efesos, Rom – ikke sandt, det er Paulus’ Liv og Rejser i Omrids. Her staar Slaget. Her er Arbejdsmarken. Her er den aabne Dør. Her er Port Arthur. Her er Hjærtet, hvorfra Livet vil strømme videre ud til Land og Smaabyer. Fordærvelsens Sæde – og Evangeliets Udgangspunkt, det er Bibelens dobbelte Syn paa Storbyen.

   Og nu da København. Hvad vil det sige, at den er en kristen By – eller skulde være det?

Det vil naturligvis ikke sige, at alle Indbyggerne er troende Kristne. Det har de aldrig været i nogen By, det man véd af. Men det vil sige, at Hovedstaden blev „kristen” paa samme Maade, som den nu er antikristen. At Aanden og Tonen og Præget blev kristent. At Kristendommens Indflydelse sporedes i det offentlige Liv, at dens Moral og Tankegang blev den raadende i Hjemmene. At det blev saa let og naturligt som muligt for Mennesker at vælge et afgjort kristent Stade. At saa mange som muligt af Københavnerne blev vundne for Kristendom.

Er der nogen Mulighed for eller Haab om, at dette kunde ske?

Ja, der er.

Lad mig pege paa nogle af de Omstændigheder, der kan begrunde dette.

Den hellige Historie kender Exempler paa Storbyers Vækkelse. Der var Ninive, hvor de alle, lige fra Kongen til de fattige og smaa, klædte sig i Sæk og Aske og gjorde Bod. Kritikken sætter Spørgsmaalstegn ved den historiske Virkelighed og vil gøre hele Jonasskriftet til et Digt. ikke for „Hvalfiskens” Skyld, som slugte Jonas; den kan en Kritiker til Nød sluge, thi det ene Under er ikke vanskeligere end det andet. Men man savner samtidige assyriske Beretninger om en saadan Folkevækkelse. Det turde nu være et Spørgsmaal, om den Slags Ting vilde blive ristet i Sten; man plejede dengang kun at forevige, hvormange Konger man havde lænket og hvormange Fjender man havde. dræbt. Selv i Nutidens Historie faar Kirkelivet kun en kummerlig Plads. Nu vel; – men saa de 3000 Sjæle i Jerusalem paa Pinsedag? Eller Vækkelsen i Samaria, hvor en hel By kom i Røre ved Filips Ord.

   Vi bar sét noget i samme Retning til visse Tider i Københavns Historie. Det var saaledes paa Reformationstiden, da Evangeliet kom nyt og friskt til Danmark; og naar Hans Tausen og de andre prædikede om Ugedagene i Nikolaj, vilde Borgerne fylde Kirken, og var der ikke Plads der, stod en af de nye Forkyndere frem paa en Raadhustrappe, og Sælgekoner og Skippere lyttede betagede til. Jo det var mere end Klosterplyndring og fremmede Moder; det var en By og et Folk, som fornam Evangeliets nye Livsstrømme vælde frem og blev glad derover. Man talte ikke om andet paa Gaderne og i Husene. At meget af det nu ikke blev til personligt Liv og Afgørelse, er en Sag for sig. Ogsaa i Ninive synes Vækkelsen kun at have været en flygtig Krusning paa Overfladen. Chancerne var der ligefuldt. Og vi kan sige: noget lignende var Tilfældet, om end i ringere Grad, da Mynsters og siden Grundtvigs Røst lød herinde. Husk, hvor lille København endnu var, og hvor toneangivende de „dannede” Klasser dengang var. Men saa at sige alle de, som gav Tonen an herhjemme, Oehlenschläger iberegnet, var Tilhørere hos en af disse to og lod sig i det mindste stemme derved. Folkevækkelsen blev det ikke til, som i Jerusalem paa Peters Forkyndelse, men Muligheden forelaa. Skulde den da ikke kunne komme tilbage?

   Det er værd at betænke, at der findes meget faa bevidste Fritænkere i denne By, – men de forstaar til Gengæld til Fuldkommenhed den Kunst at gøre sig gældende. De har besat de vigtigste Poster: Redaktørernes og Docenternes. Disse faa Personer myldrer, som var de et helt Regiment. De fører det store Ord i Pressen og tildels i det offentlige Liv. De er Mestre i Reklamen. Men de er snart talt. Og det Spørgsmaal ligger da nær: naar en lille Haandfuld Mænd har kunnet faa det store Slæng paa deres Side, skønt de vitterlig ikke havde andet end Negativiteter at byde paa, – skulde da ikke en lille Kreds af overbeviste Kristne kunne have samme Held, da de dog har de højeste Livsrealiteter at byde paa? Naar de har kunnet, – hvad kan da ikke vi?

   Den store Portion af Københavns Befolkning er ligegyldig. Den er ikke imod, – i det højeste paa Valgdage og ved extraordinære Lejligheder. Man beder f. Ex. ikke Absalons Efterfølger med til Indvielsesfesten i det Hus, hvor Absalon staar udenpaa. Man er saa kneben som muligt i Bevillinger til det kristelige Arbejde. Men paa To­mandshaand er der i Reglen baade venlig Stemning og ofte Lyst til at tale om Tingene. Vi Præster kan tale med herom bedre end de fleste. Men den ligegyldige Masse kan lige saa godt gaa til den ene som til den anden Side. Den kan ligesaa godt vindes for Kristus som for Antikristen. Og vi oplever det Gang paa Gang, at Mænd, som ingen kristelig Statistik havde Tal paa, lytter til Evangeliet og kommer for at tale om det. Ja, at de, som var kendte som Fritænkere eller dog som ligegyldige, alligevel gærne ser, at deres Ungdom gaar i en anden Retning. De ved selv, at Lykke for Sjælen fandt Gennembrudsmændene ikke. Jeg siger ikke, at det er Tid at blæse en Sejrsfanfare nu; – langtfra. Men at der er en Mulighed for en vækkelse, at mange Sind er beredte, det er uomtvisteligt.

   Vi har endnu Lov at pege paa det lidt, der er udrettet. De tyve nye Kirker eller flere staar der, trods alt. Og i en af dem kom jeg ret ofte i nogle Aar, – ikke fordi Prædikanten var saa særlig fremragende, men fordi man der sad i en Menighed, en Forsamling, der bestod af Mennesker, som for de flestes Vedkommende var nye i deres Tro. Jeg vidste det, og man kunde næsten se det paa Ansigterne og høre det paa Sangen. Af dem findes nogle i alle nye Sogne. Og nu erkender Jeg iøvrigt, at Resultaterne er tarveligere, end man skulde vente, at der f. Ex. er sørgelig faa fremtrædende kristne Lægfolk*), at Samfundene er altfor smaa og altfor let fristes til at blive i tilvante Former, – alt det erkender jeg, og dog maa man sige: her er meget at takke for. Man kan ogsaa tænke paa Ungdommen for tyve Aar siden – og nu. Hvem kender ikke den røde Borg i Gothersgade, og hvormange kan ikke takke Gud for den? Hvad betyder ikke F. D. F. for en smuk og velsignet Indsats i Drengenes Verden? Hvem vilde for ti Aar siden tro, at Studenterforeningens Sal kunde fyldes af Studenter til akademisk Gudstjeneste? Eller at der ikke kunde skaffes Lokaler store nok, da John Mott var her sidste Gang? Der er Muligheder og Haab.

   Men hvorledes skal de blive opfyldte? Et Par Antydninger faar være nok.

   Forkyndelsen i Kirkerne er endnu en væsentlig Faktor at regne med. Der er alligevel ikke faa Kirker i København som nu er fulde hver søndag. Og lad „Nutids­ forkyndelsen” være mangelfuld nok, – den staar ialfald langt over, hvad denne Verdens Forkyndere præsterer. Overvær et Vælgermøde eller en Rigsdagsforhandling- Ord, Ord, Ord! Og kan Præsternes Ligtaler være slemme, – de Prøver, som d’Herrer Skønaander har præsteret i de senere Aar ved Baalfærd og Jordefærd, det er dog Vadmel af endnu forfærdeligere Art. En Tale ved borgerlig Begravelse for nogen Tid siden endte saaledes: „Du var en trofast Kammerat, og du skal have Tak fra dine Kammerater, en Tak fra Fagforeningen, men sidst af alle takker din Hustru dig!” Vi trænger ikke til „aktuelle” Prædikener, men til klare Vidnesbyrd af overbeviste Mænd, som er tro mod Skriften og kender deres Tid og beder Gud om hans Aand og om stadig voxende Erkendelse, – og som ikke prædiker altfor længe. Hvor de Mænd taler, vil Folket komme og høre og tro.

Missionsarbejdet i alle Skikkelser vil stedse have Guds Velsignelse, hvor det sker med rene Motiver og Bøn om Visdom. Den geografiske Inddeling, som Sognedelingerne har bragt, skal nok svare Regning. Jævnsides med den vil Arbejdet for enkelte Samfundskredse, taget hver for sig, sikkert have en Fremtid. Jeg talte ved en ung Kellners Begravelse engang i Sommer og fik ved at se alle disse unge Kammeraters lyttende Ansigter den største Lyst til at drive Kellner-Mission. Inddelingen efter Alder er allerede anerkendt: de Unges Tid er inde, og de Gamles Tid ved at komme.

   Nu vil jeg sige noget saare almindeligt. Det er man nødt til engang imellem. Af og til vender Menneskene som Rousseau – tilbage til Robinsontilstanden, til det enkle og elementære. I Guds Rige maa vi gøre ligesaa. Alting i Guds Rige kommer ved Bøn. Hvor den standser, standser Riget. Vækkelsen kommer kun i København, hvis Guds Folk beder Gud derom og holder ud i Bønnen. Men jeg ved ogsaa om Smaakredse, som igennem Aaringer har været, samlede regelmæssigt med det bestemte Formaal, at bede Gud om en Vækkelse i Hovedstaden.

   Endnu et: Engang imellem forfærdes man over den Selvfølgelighed, hvormed Verdsligheden og Gudløsheden driver Propaganda. Thi hvorledes vindes de fleste for Verden? Ikke ved Organisationer, ikke ved Agitation, ikke ved Bevisgrunde, – uden Foreninger, uden Sekretærer, vinder Verden aarlig Tusinder af nye Tilhængere ved den ligeglade Selvfølgelighed, hvormed de verdslig lever deres Verdensliv.

   Det er det, der sker paa vore Arbejdspladser og Kontorer og Kaserner og allevegne. At naar de mærker, en ung Lærling er lidt. kristelig og gaar i en kristelig Forening eller ikke vil med paa Sjov eller til Drik og Liderlighed, saa lyder det med den største Forbavselse: Hvad S-, du er da vel ikke hellig? Det er ikke engang ondartet; de bliver blot saa forbavsede ved den Mulighed – at man ikke skulde være et Svin?

   O, Kristne, lær heraf! Hvad hjælper det dog at prædike og fomane: „I skal vidne for de Vantro” Vidnesbyrd paa Opfordring og paa Kommando, – de har ingen Art. Jeg tror tidt, de gør en Smule Fortræd. Men Livets Vidnesbyrd, Livets selvfølgelige Vidnesbyrd. At her var Kristne, for hvem det var utænkeligt andet, end at man naturligvis var Kristen og bekendte det. Som undrede sig, hver Gang de mødte Synd. Som gav Verden det Indtryk, at Kristendommen var en Virkelighed, det eneste rette, det menneskeligste af alt. Nogle flere af den Slags Kristne, – paalidelige, venlige, overbeviste Mænd, – spredte over hele København, og København havde Udsigter til at blive en kristen By. Maaske „Vækkelsen” slet ikke skal komme paa store Møder, hvor Hundreder paa engang staar op og bekender, at de vil høre Jesus til. Der var ogsaa noget i den første Kirkes Dage, som hed, at „Herren føjede daglig nogle til, som lod sig frelse.” En permanent Vækkelse altsaa, hvorved der daglig Aaret rundt var Sjæle, som gik over fra Døden til Livet. Jeg ved snart ikke, om jeg ikke allerhelst vilde se den Form for Vækkelse i min By, og om den ikke vilde vise sig at have de varigste Resultater.

        *) Eksempel: Da jeg for 20 Aar siden som ung Student var Marskal ved » Bethesdamøderne«, var de ordførende, ledende Lægfolk Mænd som Professor Westergaard, Dr. K. Koch, Kontorchef Bangert, Bibliothekar H. ø. Lange, Kontorchef Borgen.  20 Aar hengik, og Bethesdamøderne blev genoplivede, og som værdig, graasprængt Præst skulde jeg da hen og overvære dem. Og hvem er det i Lægfolket, som møder op og fører Ordet? Bangert – Westergaard – Koch – H, O. Lange – Borgen – Koch- Westergaard – H. O. Lange – Bangert! Bogstavelig de samme Folk og kun de, ikke en eneste ny – efter 20 Aars Arbejde, hvor Kirkesagen har virket i vor By! Der maa være noget i Vejen med Modenheden hos det kristne Lægfolk. 

Du kan finde flere indlæg af Olfert Ricard herunder:

Guds Fred til Jer alle og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg

Skriv din mail-adresse herunder – og få besked direkte i din indbakke, hver gang et nyt indlæg lægges op på bloggen!

Kategorier:Andagtsord, Bøger, Debat, Diverse, Kirke, Kirkehistorie, Kirkesamfund, Kristenliv, Mission, Samfund, Teologi

Tags: Garnisons Kirke, Jesus Kristus, København, KFUM, Med Mund og Pen, Olfert Ricard, Sankt Johannes Kirke