Igen i dag har vi, på den virtuelle prædikestol, besøg af en velkendt stemme fra fortiden – Olfert Ricard (1872-1929).

Led os ikke i Fristelse!

1. S. i Fasten (1915)

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 

Så blev Jesus af Ånden ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen. Og da han havde fastet i fyrre dage og fyrre nætter, led han til sidst sult. Og fristeren kom og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive til brød.« Men han svarede: »Der står skrevet: ›Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.‹ « Da tog Djævelen ham med til den hellige by, stillede ham på templets tinde og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så styrt dig ned. For der står skrevet: ›Han vil give sine engle befaling, og de skal bære dig på hænder, så du ikke støder din fod på nogen sten.‹ « Jesus sagde til ham: »Der står også skrevet: ›Du må ikke udæske Herren din Gud.’« Igen tog Djævelen ham med sig, denne gang til et meget højt bjerg, og viste ham alle verdens riger og deres herlighed og sagde til ham: »Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig.” Da svarede Jesus ham: »Vig bort, Satan! For der står skrevet: ‘Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.‹ « Da forlod Djævelen ham, og se, der kom engle og sørgede for ham. 

Matthæusevangeliet 4,1-11

˶Led os ikke i Fristelse!” Saaledes beder vel mange af os hver Dag og har bedt saaledes i mange Aar. Maaske vi har bedt den Bøn saa ofte, at vi ikke mere undre os over dens besynderlige Form. Thi i Virkeligheden er den jo formet ganske mærkeligt: ˶Led os ikke i Fristelse” siger vi, og et andet Sted hedder det: ˶Gud frister ingen.”¹⁾
Vanskeligheden er denne: ˶Enten leder Gud ikke et Menneske i Fristelse; og saa behøver vi ikke at bede ham om at skærme os; eller ogsaa gør Gud det, – og saa maa det jo være ret, og saa skal vi ikke bede ham om at fritage os.
     Men nu har Jesus selv lært os at bede med de Ord. Og Bønnen er da for det første Udtrykket for en barnlig Tænkemaade, barnlig i Ordets bedste Forstand. Den tager Livets Tilskikkelser, dem alle sammen, som Guds Ledelse; og det er de jo netop ogsaa for Guds Børn. Den lægger det hele i Guds Haand, hvad der saa end skal komme, og hvor jeg saa end skal føres hen. Saaledes hed det jo ogsaa om Jesus – ikke, at Gud fristede ham; thi han frister ingen; men at han blev ˶af Aanden ført udi Ørkenen for at fristes af Djævelen.” Det kunde altsaa tænkes, at vor Vej maatte falde et Sted hen, hvor Fristelsen var uundgaaelig. Men fordi vi kender vor Svaghed, beder vi barnlig: Er det muligt, saa før mig ikke de steder hen; og føjer saa naturligvis til: men du, Fader, véd bedst, hvad der tjener mig og hvad jeg kan taale, gør med mig, hvad du vil! Og sker det, at vor Fader ikke kan opfylde vort Fadervor, at vi maa igennem en Fristelse, saa har vi det Ord at klynge os til: ˶Trofast er Gud, som ikke vil tillade, at I fristes over Evne, men som sammen med Fristelsen vil skabe ogsaa Udgangen af den.²⁾

     Saaledes er Bønnens Form et Udtryk for den barnlige Tillid til Gud. Men den er tillige præget af Jesu egen Oplevelse. Der ligger frygtelig alvorlige Minder bag den Bøn. Han har selv i sin Ungdom og før han gik til sit Kald været ledet i Fristelsen og véd, hvor bittert og svært det var. Derfor vilde han gærne forskaane sine Disciple for de Erfaringer, saavidt det var muligt. Derfor lærte han dem at bede: Led os ikke i Fristelse! og se paa Fristelsen med Alvor og Bæven, – men saa ogsaa at vide, at naar vi ikke gik der selv i formasteligt Vovemod eller Letsind, og Fristelsen dog km over os, saa var vi ogsaa da i Guds Haand, og da turde vi trygt regne med, at naar vor Fader ikke havde villet opfylde vor barnlige Bøn, saa vilde han til Gengæld staa os bi med sin Aands Kraft og atter lede os lykkeligt ud af den igen – som dem, der var blevet stærkere end før, lutrede og hærdede ved Striden, rigere på Erfaring og inderliggjorte i vort Gudsforhold.
     Saa lad os da paany betragte Jesu Fristelse i Ørkenen, og bede Aanden lede ogsaa os derud i dag, at vi kunne lære noget om vore egen Fristelser, Vi skal se tre Steder, hvor Mennesker kan ledes hen, og hvor Fristelsen kan lure paa dem, – om vi da fra i dag med større Inderlighed maa lære at bede: Led os ikke i Fristelse!

I.

     Jesus var i Nød. Da han havde fastet i fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter, blev han omsider hungrig, led altsaa Sult. Det kan man da for Alvor kalde Nød; jeg tænker, de færreste af os har prøvet Hungerens Kvaler. Til denne Hungersnød kom tilmed Følelsen af en stor Forladthed og Ensomhed, som maatte lægge det Spørgsmaal nær: ˶Er du Guds Søn?” Her er Mulighed for en stor Fristelse – enten til Tvivl om Guds Kærlighed eller til Fortvivlelsens Selvhjælp.
     Den Dag i dag er Nøden en stor Fristelse, især Fattigdommen og Næringssorgen. De Mennesker, som Maaned efter Maaned er dømt til Lediggang, fordi ingen har Brug for dem; som maa se det ene Stykke efter det andet vandre på Laanekontoret; som ikke véd, hvor de skal faa Penge til Huslejen, og tilsidst ikke kan skaffe Brød i Huset til sig selv og Børnene, – i Sandhed, de ledes i en haard Fristelse. De fristes let til at spørge sig selv: Kan der være en kærlig Gud til, naar hans Skabninger skal lide dette? Og der kan ogsaa opstaa farlige Tanker hos dem om at gøre Oprør mod hele det Samfund, der er saaledes indrettet, og tage selv, hvad ingen vil give dem.
     Dette er maaske ikke din Nød. Men saa har du lidt Skuffelse og Modgang paa anden Maade. Maaske Sygdom atter og atter krydser dine Planer og hindrer dit Arbejde. Maaske du bestandig føler dig tilsidesat, eller nages af svidende Savn og Ensomhed. Du er maaske ikke ligefrem syg, men du er altid halvsyg, afkræftet, og plaget af et tungt Sind. Visselig er dette en svær Nød, og kan ogsaa blive en Fristelse. Hvorfor lægger Gud dette paa dig? Er han magtesløs, eller er han ikke kærlig, eller er han sletikke til? Du fristes maaske til Tider til at kaste det hele fra dig og til fortvivlet Selvopgivelse.
     Bed den Bøn for dig selv: Led os ikke i Fristelse! naar du hører om, hvor megen Nød der rammer andre rundt omkring dig.

     Men dersom den har ramt dig selv, min Broder og Søster, – sig saa til dig selv det Ord, som Jesus sagde: ˶Der er skrevet: Mennesket skal ikke leve af Brød alene, men af hvert Ord, som udgaar igennem Guds Mund.” Thi det Ord er sandt, og det er netop dét. Nødens Fristelse skal lære os. Den, der altid er rask og altid har hvad han behøver, kommer saa let til at tage alt dette som en Selvfølge, – og Gud og hans Rige træder saa let i Baggrunden. Men naar vore Støtter bliver slaaet fra os, naar Helbredet vakler og Lykke svigter, – da mindes et Menneske om, at der er en anden Verden end denne, og at mit Forhold til den er uendelig vigtigere end Sundhed og Ære og Penge; ja, at den, der kun lever for dette, han lever i Virkeligheden sletikke. Guds Ord bliver dyrebare i saadanne Tider. Fra Dag til Dag bære de en oppe over alle Skuffelser og Savn og bringer Evighedslivet til vort Hjærte.
     Hvormange tusinde Mennesker, tror du ikke, har erfaret dette i disse forfærdelige Tider? Det Tog af Husvilde og Hjemløse i Tusindvis henad Belgiens Landeveje, de utallige Hjem, der er ramt af Sorg, de Ungersvende, der stønner af Smærte og døer en ensom Død af Saarfeber og Kulde, – nu ja, de kunde vel ogsaa fristes til at oprørers mod Tanken om en kærlig og retfærdig Gud og til fortvivlet Selvopgivelse; og det sker vel ogsaa for en Del. Men du vil ogsaa kunne høre et tusindtunget Vidnesbyrd fra alle de hjemsøgte Lande om det helt modsatte, – om fyldte Kirker, om ivrig Spørgen efter det gamle Evangelium, om Læber, som ikke mer kan tale, men som endnu bevæger sig i Bøn. Det er Mennesket, som atter har lært det og sagt det til sig selv: jeg lever ikke af Brød alene, jeg levede sletikke, dengang jeg troede det, troede at Kultur og Videnskab og Materialisme var nok; jeg sér nu, da den store Nød- er over os, at de foragtede Ord, som udgaar gennem Guds Mund og læses i Bibelen og tales af hans Kristne, – de har Næring for Sjælen, de bringer det evige Liv nær til mig og lærer mig Livets egentlige Værd. Alt det andet bliver saa ringe og ubetydeligt og fattigt mod dette, at turde tro på Guds Sejr hernede trods alt og Guds Magt til at frelse gennem Døden.
     Vi, som endnu gik fri, vil bede: Led os ikke i Fristelse! O lad ikke denne Landenød være nødvendig, for at vi skal lære at elske Guds Ord og agte os værdige til det evige Liv.
     Men til dem, der lider den store Nød, ogsaa herhjemme – til dem skal du ikke strax sige: Husk nu, min lidende Broder: Mennesket skal ikke leve af Brød alene, men af hvert Ord, som udgaar igennem Guds Mund! Det skal man sige til sig selv, men ikke til den, der er stedt i bitter Nød. Ham skal man hjælpe. Thi Bønnen lød: Led os ikke i Fristelse! – os, altsaa ogsaa de andre. Og da maa vi hellerikke lede dem i Fristelse ved at filosofere og komme med Talemaader om, at det er nok deres egen Skyld, og Fattigdom hører nu engang med til denne Jord, og de maa trøste sig med, at det bliver nok bedre i en anden Verden. Men vi skal kæmpe mod Nøden og Fattigdommen i vort Samfund og skal ikke blot give den Fortvivlede Guds Trøst, men ogsaa give den Hungrige Brød. Saa faar vi dem vel nok en Dag med os til Helligdommen.

II.

Men ogsaa i Helligdommen kan Fristelser lure på os. Djævelen førte Jesus op på Helligdommens Tinde og fristede ham til formastelig at kaste sig ned for at lade sig bære på Englehænder os ses af Mennesker.
     I son Nød søger et Menneske maaske til Kirke. Eller maaske han aldrig ret længe i sit Liv har glemt Kirkevejen. Men der staar i et gammelt Ord: ˶Forvar din Fod, naar du gaar til Herrens Hus!”³⁾ Ogsaa herinde i Guds Hus gør vi vel i at bede: Led os ikke i Fristelse!
     Talte jeg til Præster, saa vilde jeg tale om de Fristelser, der kan lure paa en Præst oppe i Guds Helligdom, saaledes som jeg har prædiket derom til mig selv. Der er Fristelser baade til Forfængelighed og Mennesketække og Menneskeforagt, baade til Hovmod og Forsagthed. Men nu taler jeg til Eder og mig selv som Kirkegængere. Og da er Herrens Text denne alvorlige: ˶Der er atter skrevet: Du maa ikke friste Herren din Gud.” Du maa ikke lege med det hellige; det er Meningen.
     Djævelen fulgte ham til Helligdommens Tinde. Djævelen er endnu en flittig Kirkegænger; vogt dig for hans Følgeskab. Tag ikke dit verdslige Sind og dine verdslige Vaner med dig i Guds Hus. Lad hellig Stilhed hvile over os i Herrens Helligdom, selvom vi kommer en halv Time før. Vi trænger alle til ˶en halv Times Tavshed.”⁴⁾ Lad dog den jordiske Hvisken og Passiaren om ligegyldige og verdslige Ting fare fra Guds Hus. Du forstyrrer baade din egen og andre Sjæles Stilhed dermed, og det er Djævelens Værk. Hæv dig hellerikke på paa Tinden i Kritik over den stakkels Præsts Prædiken, men lyt til Guds Ord: ˶der staar skrevet!” Kast dig hellerikke ned fra Tinden i latterlig, taabelig og modbydelig Præsteforgudelse Det er djævelsk Haan af det hellige.
     Lad os ogsaa vogte os for vore Stemningers Bedrag. Vi kommer ikke i Guds Hus for at faa en behagelig Flyvetur og bæres og vugges af blide Stemninger som paa Englehænder. Det fører kun til Fald, til Reaktion og Tilbageslag, naar vi atter forlader Kirken, og Stemningerne forlader os. Vi kommer her, for at vor Sjæl, vor inderste Personlighed og Vilje, skal lade sig ydmyge og opbygge.
     Lad os vogte os for at tage Ordet forfængeligt. Det er Djævelens Maade at bruge Bibelen paa: at plukke de enkelte Skriftsteder ud af deres Sammenhæng og anvende dem, som det passer ham. Vogt dig for at høre efter alt det, som behager dig, og som beroliger dig, saa du atter bæres som paa Englehænder; mens du lader alt det ligge, som stiller Krav til din Samvittighed og spørger efter Hjærtets Omvendelse. Vogt dig for at gøre Kirkegangen til en Forestilling og en Underholdning. Du er her for Guds Ansigt, forat dømmes af hans Ord, og saa hjælpes af hans Ord.

     Lad os vogte os for al Forfængelighed i Guds Hus, det er til Fornøjelse for Djævelen. Vi er her ikke for at ses eller for at se hinanden. Venligt og tjenstvilligt vil vi færdes mellem hinanden, glade over at være mange sammen paa Guds Kirkevej. Men lad os aldrig forstyrre hinanden eller dømme hinanden.
     Det er altid gaaet Kirken ilde, naar Djævelen har villet lokke den op paa Tinden, for at æres af Mennesker og herske over dem. Vi er her for at tjene, tjene Gud og tjene hverandre. Da vindes der herlige, skjulte Sejre ogsaa i Helligdommen. Da synger Engle med og tjener os, og Sjæle frelses.

III.

     Vi kan ikke altid blive i Kirken. Vi maa ud i Verden igen; – og dér venter Fristelsen os atter.
     Djævelen førte Jesus op paa et højt Bjærg og foregøglede ham Alverdens Herligheder: de var hans, blot han vilde gøre Knæfald for Satan. Men han viste ham bort med Foragt og rev Masken af hans Ansigt: ˶Vig bort, Satan! Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene!”
     Nogle fristedes af Nøden, og andre fristedes endog i Helligdommen, Men langt de fleste fristedes af Verden og al dens Herlighed, og dér vandt Djævlene de største Sejre. Den gamle Slange er snild. Han viser dem ikke Synden i dens Modbydelighed, men Verden i dens daarende Skikkelse: Indflydelse, Velstand, Glæde, Ære – og forlanger kun Tilbedelse, det vil sige, at den skal have hele Hjærtet, at Mennesket skal gaa op i denne Verden: saa véd han, at de senere vil blive Vantroens og Syndens og tilsidst Dødens Bytte. Saa ender de med at snyde og smugle og forføre andre og træde dem ubarmhjærtigt ned.
     Men Jesu Svar er dette: ˶Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene!” Og det skal du gøre – netop i Verden.
     Thi en kristen skal leve i Verden, det er Meningen, baade forat opdrages her og forat bruges her og derfor vilde Jesus ikke bede om, at Disciplene skulde tages bort af Verden, men at de maatte bevares fra det onde.⁵⁾ Og derfor skal vi altid bede: Led os ikke i Fristelse! Og den bøn opfyldes, naar vi altid tilbeder Herren i al Verdens Skønhed, altid takker ham for al den Herlighed, vort Øje ser, baade i Natur og Kunst og Videnskab og Poesi, – og naar vi tjener ham alene, indretter hele vort Liv som en Gudstjeneste, gør hele Verden til et Tempel, og i smaat og stort, i vort Hjem, i vor Gærning, i vor Politik, i vore sorger og Glæder, tjener ham alene, bruger alting til hans Ære og lever for hans Ansigt, og giver alt, Tid og Tanke og Evner og Kræfter, til ham som et helligt, indviet Offer.
     Da sender han os sine Engle til Hjælp. Vi sér dem ikke her, men naar vi engang skal dø og bort fra denne Verden, da faar vi dem at se. Amen.

1. Jakob 1,13
2. 1 Kor 10,13
3. Præd 4,17
4. Johannes Åbenbaring- 8,1
5. Johannesevangeliet 17,15

Du kan læse andre af Olfert Ricards prædikener her:

Fuldkommen som Faderen (4. søndag efter Trinitatis)

Ånden i den enkelte Sjæl (2. pinsedag)

Foran et nyt Kirkeaar (1. søndag i Advent)

Se på dit Flag! (»Tale ved indvielse af en fane for »Frivilligt Drenge-Forbund«)

Guds Fred til Jer alle, og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg

Skriv din mail-adresse herunder – og få besked direkte i din indbakke, hver gang et nyt indlæg lægges op på bloggen!

Kategorier:Andagtsord, Kirkeåret-Faste, Kirkehistorie, Kristenliv, Mission, Prædikener, Prædikener-Historiske

Tags: 1. søndag i fasten, Garnisons Kirke, Historisk prædiken, Olfert Ricard, Prædiken, Sankt Johannes Kirke