I dag bringer bloggen endnu en prædiken af vores gode gamle ven Olfert Ricard (1872-1929), der gennem en årrække var generalsekretær for Danmarks KFUM og siden præst, først ved Sankt Johannes Kirke og siden Garnisons Kirke.
Prædiken der bringes i dag blev givet under hans virke i Sankt Johannes Kirke, 1. juledag, og kan findes hans bog “Sommer og Høst ” fra 1918.
Prædiken bringes som den er trykt i bogen, dvs. med stort begyndelsesbogstav ved navne ord, dobbelt aa osv.
Syndernes Forladelse
Han kom til sin egen Stad, og han kom med sit eget Navn, som Menneskesøn kom han, ja og han kom med sin egen Gave, med den Gave, han var den eneste, der kunde bringe, med Syndernes Forladelse. Og han kommer, hvergang Kristenfolket samles til Gudstjeneste, igen til sin egen Stad og har den samme Gave at bringe endnu i dag. Om den vil jeg da tale i dag, om Syndernes Forladelse, o men mens I høre, husk da paa, at jeg kan kun tale om den, men Menneskesønnen kan virkelig give den, og husk, at det nytter os lidet, kun at høre om den, men det gælder om, at vi virkelig tage imod den.
I.
Syndernes Forladelse er Kærnen i vor Religion. Med denne Befaling sendte Jesus sine Apostle ud: at de skulde prædike Syndernes Forladelse i hans Navn (Luk, 24,47).
Men medens han selv vandrede hernede, uddelte han selv sin Gave. Og da han første Gang tog Ordet til de mange paa Bjærget, saa var Syndernes Forladelse Kærnen i Budskabet, thi alle disse Syndere, som var samlede for hans Fødder, sagde han: Salige er de Fattige i Aanden og de, som sørge, og som hungre og tørste efter Retfærdighed (Matt. 5,3); og da han holdt sin Tiltrædelsesprædiken i sin Fosterstad Nazareth, forkyndte han, at Naadeaaret fra Herren var kommen med Løsladelse for de Fangne og Befrielse for de Plagede (Luk. 4,18); og her i hans egen Stad ser vi ham strax nævne Gaven ved sit rette Navn og skænke den Syge, der blev lagt for hans Fødder, Syndernes Forladelse.
Og med dette Evangelium gik Paulus ogsaa ud og udbredte den nye Religion over Landene. Det er søgt og kunstigt, naar de Lærde har villet konstruere en Modsætning imellem Jesus og Paulus. Der er ingen Modsætning imellem dem end Modsætningen imellem Forløseren og den Forløste. Men Midtpunktet i Paulus’ Evangelium, saaledes som det især med Klarhed er fremstillet i Romerbrevet, det er just Syndernes Forladelse – af Guds frie Naade, ved Jesu Kristi Blod. Til det sidste er dette hans Vidnesbyrd: Det er en troværdig Tale og vel værd at annamme, at Jesus Kristus er kommen til Verden for at frelse Syndere, af hvilke jeg er den største. (1. Tim. 1,15).
Og dette er ogsaa Kærnen i vor evangeliske Kristendom. Det var Sandheden om Syndernes Forladelse, som atter blev stillet i Forgrunden ved Reformationen. Sandheden om den; men den kom kun for Dagen ved at opleves som en Virkelighed i et Synderhjærte. Og derfor tog Reformationen ikke sin Begyndelse paa et Katheder, i et Universitet, hvor Humanisterne docerede, ikkeheller paa en Rigsdag, hvor Kejser og Fyrster havde det store Ord; men i en bange Samvittighed, i Morten Luthers Hjærte, da han stred sin Sjælestrid i Klostercellen. Og saa klinger det igennem alle vore reformatoriske Skrifter som den stærke, dybe Tone, og atter og atter fremhæver de, at Læren om Syndernes Forladelse, den alene fremmer Kristi Ære og giver de bange Samvittigheder Fred og Trøst. Det vil just sige, at den er Kærnen i vor Religion – naar den giver Kristus hans Ære og Synderen Fred og Trøst.
Men derfor maa vi endelig forstaa, at Syndernes Forladelse det er ikke et Dogme, et Lærestykke, men den er en Gave fra Gud, en Virkelighed, et Livsforhold, som opleves i Hjærtet. Den er det, vi først og fremmest og mest af alt trænger til, – thi det første, Jesus siger til den stakkels Værkbrudne, er det Ord: „Søm, vær frimodig, dine Synder forlades dig!” Han er den eneste, der kan give den, – intet Menneske kunde give en saadan Gave, derfor sagde de jo ogsaa: „Han taler bespotteligt,” fordi de mente, han var som en af de andre. Han skænker Gaven aledels uden Fortjeneste, thi der forlyder intet om, at han kendte den Værkbrudne, og han saa mere paa de andres Tro, som bar ham hen til ham, end paa hans egen. Men han skænker den virkelig – det er ligesaa virkelig en Gave, som det andet Under, han gør med ham, da han rejser ham op og giver ham hans Førlighed. Han har Magt dertil, thi han kommer paa Guds Vegne og taler og handler paa hans Vegne.
Og ved Syndernes Forladelse i Jesu Navn kommer vi derfor i Forbindelse med Gud. Det er det værste, der er at sige om Synden, at den skiller os fra Gud; men naar vi faar vore Synders Forladelse, saa er vi igen kommet i Livssamfund med ham.
Er der da sletingen Betingelser for Syndsforladelsen? Plejer man ikke at sige, at Troen er den nødvendige Betingelse? Jo det plejer man vist nok, – men det er ikke engang noget rigtigt Udtryk. Thi vi kan jo ikke engang præstere Tro, kan vi vel? eller anstrænge og tvinge os til at tro? Saa ogsaa Troen er jo fra først af en Guds Gave, Gud maa komme og vække Troen hos os, den hører med til Syndsforladelsens Gave, ja Troen er jo egentlig selve Hjærteforbindelsen med Gud. Læg derfor ogsaa Mærke til Mandens forunderlige Passivitet i Evangeliet, hans fuldstændige Mangel paa Selvvirksomhed: vi høre ham ikke sige et Ord, ikke bede en Bøn, vi høre intet om hans Tro, – han lader sig bare bære hen af de andre og lægge ned for Frelserens Fødder.
Men en viss Syndserkendelse maa der dog til som Betingelse, maa der ikke? Ja og Nej; kun i en viss Forstand. Den er ikke Betingelsen heller; thi hellerikke den kan vi jo virke hos os selv, og vi formaar jo ligesaa lidt at fremkalde den hos andre. Begge Klager høre vi jo ofte nok. Jeg kan ikke føle Sorg over min Synd, siger Mennesker, det er vist meget galt af mig. Og atter og atter støder vi jo paa dette – baade hos skikkelige ældre Kvinder og hos verdslige, ligegyldige og overmodige Mænd: de mangler rent Syndserkendelse. Saa ogsaa den er igrunden en Gave fra Gud, den hører med til selve Syndernes Forladelse. Derfor høre vi jo hellerikke det mindste i denne Retning hos den Værkbrudne, hverken at han har ført et særligt syndefuldt Liv, eller at Synden trykkede ham særligt. Vi høre ikke et Ord om Synd, førned Jesus siger til ham: Dine Synder ere dig forladne!
Og dog maa der naturligvis findes en viss Modtagelighed hos Mennesket, forat det kan tage imod og virkelig faa i Besiddelse den Gave fra Gud, der hedder Syndernes Forladelse. Gud giver den jo ikke til døde Stene, men til levende Mennesker. Der maa alligevel have været en viss Modtagelighed hos denne Værkbrudne, siden Jesus strax giver ham sin store Gave. Han siger jo ogsaa til ham: „Søn! Vær frimodig!” Han har altsaa været trykket og nedslaaet. Det gør Sygdommen jo ofte Mennesker; det gjorde den især i Israel, hvor de var vante til at se saaledes derpaa, at Sygdom var et Tegn paa Guds Mishag.
Hvori bestaar da denne Modtagelighed, og hvordan vindes den?
Ikke ved at synke meget dybt, tro endelig ikke det. Jeg tror netop, at Grunden til, at saamange Mænd i vore Dage er saa uimodtagelige for Evangeliet, er den, at de er sunket saa dybt; og Grunden til, at Kvinder lettere tilegner sig det, er den, at de ikke er sunket saa dybt ned som Mænd. Man taler om faldne Kvinder; der er mange flere faldne Mænd. Og det er det værste ved at fælge de onde Drifter, at mange derved mister Evnen til at modtage Evangeliet. Læg mærke til, at Paulus, den store Prædikant om Syndernes Forladelse, var ikke en dybt sunken Mand. Tværtimod, han havde overgaaet sine unge Jævnaldrende i Iver for Loven (Gal. 1,14), – og dog hører du i Romerne det 7de, hvor han klager over dette Dødens Legeme, over den Syndens Lov, der er i hans Lemmer, saa han gør det onde, han ikke vil, og ikke gør det gode, han vil, – du skal ikke let i Verdenslitteraturen finde dybere Udtryk for Syndserkendelse end disse. Og ligesaa Luther. De onde Løgne, Munkene i sin Tid udspredte om, at han skulde have ført et vildt og udsvævende Ungdomsliv, har selv katholske Historieskrivere maattet tage tilbage. Denne dygtige Student, denne muntre Svend, denne hæderlige unge Mand – han vaanede sig og vred sig som en Orm under Vægten af sin Synd. Indtil han naaede det Nulpunkt, da hans Nød var naaet saa dybt ned, at den slog over i Salighed, da den fattgie i Aanden havde Himmeriges Rige, og den sørgende var husvalet, da han havde den Modtagelighed, som gjorde, at han laa der ligesom den Værkbrudne for Frelserens Fødder og hørte Ordet af hans egen Mund: Søn, vær frimodig, dine Synder forlades dig!
Hvordan vindes den da, denne Modtagelighed? Hvordan faar jeg den, og hvordan hjælper jeg andre til den?
Ikke ved at synke dybt, ikkeheller ved at tordne højt, ikkeheller ved at bruge store Ord om sin egen Elendighed og Uværdighed. Jeg vilde sige: den naaes ved, at Gud kommer et Menneske nær. Ja derved, Ved at Gud kommer et Menneske nær, – saa vaagner Trangen, saa føles Skylden. Jesus traadte nær og bøjede sig over den stakkels tause, sløve Værkbrudne, – og da løstes Trangen, da fik Taarerne Løb, da kunde han strax sige det lige ind i hans tørstige Sjæl: Dine Synder forlades dig! Naar Jesus kommer Mennesker nær, saa længes Folk efter Syndsforladelse. Derfor skal vi prædike Kristus. Saa kommer han til sin egen Stad, og saa føler Sjælene deres Nød. Og derfor skal vi leve Kristus, – saa møder Mennesker jo atter Menneskesønnen, de møder noget af Kristus i os, og Trangen til Gud vaagner hos dem. Og en Ting til – dette er en stor Hemmelighed – vi kan ogsaa bede Kristus hen til Mennesker. Vi bliver ved at bede for dette ligegyldige, uimodtagelige Menneske, og tilsidst, uden at han vidste det, har vi brudt Hul i Taget og paa Bønnens Baare lagt ham ned for Jesu Fødder – i ufattelig Længsel efter Syndernes Forladelse, efter sin Sjæls Frelse.
II
Men Syndernes Forladelse er ikke blot Kærnen i vor Religion; den er ogsaa det levende Udgangspunkt for hele Kristenlivet.
Vi ser det afbildet i dette, at idet Jesus giver den Værkbrudne Syndernes Forladelse, giver han ham paa samme Tid den nye Livskraft, saa de syge Lemmer bliver rettede og raske. Før vi har faaet en levende Tro paa vore Synders Forladelse, før bliver vi aldrig istand til at leve et helligt Liv, som kan behage Gud.
Det skal ikke forstaas saaledes, at Gud tilgiver os, fordi han ser, at vi bagefter vil leve et pænt og ordentligt Liv. Saa blev det alligevel os, som bagefter skulde gøre os værdige til vore Synders Forladelse. Og det er og bliver altid en Guds Gave, af fri Naade, aldeles uforskyldt. Men med denne Gave følger ogsaa det nye Livs Gave. Det er det, de ikke forstaar, de Moralister, som spotter Kristendommen for dens Lære om Syndernes Forladelse. Det er jo ganske umoralsk, siger de, ganske letsindigt, det er jo at lære Folk at synde paa Naaden – de kan jo gøre, hvad de vil, de har jo deres Synders Forladelse! Den Indvending er saa gamnmel som selve Budskabet om Syndernes Forladelse, Paulus mødte den overalt paa sine Rejser af forstokkede Jøder (Rom. 3,8; 6,1-2), jeg har hørt en Professor ved Universitetet snakke disse efter Munden, men han blev ogsaa ligesom hine mødt med Romerbrevet det 3dje og 6te Kapitel.
Hvor taabeligt og udvendigt disse Folk dog tager paa aandelige Ting! Somom Syndernes Forladelse var en Lærdom – eller en Genstand, man saadan kunde have liggende i en Skuffe, og der havde man den saa, hvordan man saa var. Den er jo et Forhold og ikke en død Skat, en Forbindelse med Gud, et Under med os. Aldeles som med et Barn overfor sin Fader. Er da hine vantro Spottere Ravnefædre? Tør de aldrig tilgive deres Børn, naar de har syndet? er det ogsaa umoralsk? Eller tilgiver de dem ikke af Kærlighed, ufortjent, – og netop derfor bliver Børnene bedre og artigere. Just saaledes er det med Synderens Forladelse. Af fri Kærlighed giver Gud os den, og gør os til hans Børn, som har hans Velbehag, – og just derfor faar vi Mod og Lyst til at blive helligere og bedre og lydigere og vil saa nødigt gøre ham imod og bedrøve ham ved at synde. Vi er hans egne Børn.
Og saa forstaar vi ogsaa dette, at vi har Barneret hos Gud, derfor tør vi bestandig komme og bede om Tilgivelse, ganske som Børn beder deres Forældre derom. Og bad de ikke derom, – saa vilde de jo tilsidst miste Syndsforladelsen, de vilde miste Barneforholdet til Forældrene.
Og derfor staar det ved Magt: mister vi vor Tro paa Synderens Forladelse; er den Tro ikke levende og virkelig for os, – saa gaar vi istaa, og saa gaar vi tilbage. Og er der Stilstand og Tilbagegang, Fald og Modløshed i vort Liv, – hvordan er det saa med vor Tro paa Synderens Forladelse? Undersøg den, og du vil finde, at den var ved at sygne hen.
– Saaledes er Synderens Forladelse gennem hele Livet Urgrunden til hele vort aandelige Liv. Du kan tænke dig en Mand, som maa leve et stærkt optaget Liv i Verden, i Arbejdet til den sene Nat, i omfattende Spekulationer og Foretagender, i skarp Konkurrence, i politiske Kampe, miskendt, hadet, angrebet, ikke engang hans egen Hustru kan følge ham, hun forøger maaske endda hans Sorger ved Ødselhed og Letsind, hellerikke hans Børn, de lever højt paa Faderens Navn og Penge, og til Tider er han som et jaget Dyr. Men inde i en stille Gade, i en halvmørk Stue sidder der en gammel, fin og viis Kvinde, med gamle arvede Ting omkring sig, rynket og bøjet – og véd alt. Til hende kommer den travle Mand engang imellem, ogsaa naar han har fejlet. Dér naar ingen Dom ham. For det er hans Moder. Ved hendes Hjærte hviler han, dér standser al Livets Larm, og naar hun slutter ham i sin Favn og lægger sin kolde, rynkede Haand om hans Nakke, saa er han slet og ret Barn. Ingen Bebrejdelser, ingen Spørgsmål; kun Forstaaelse, Ømhed og Kærlighed. Naar han har været der, – saa kan han igen.
Saadan er Synderens Forladelse hos Gud. Den venter altid paa os; – og saa kan vi tage vor Strid op igen.
III.
Tilsidst dette. Synderernes Forladelse er ikke blot Kærnen i det religiøse Liv, og ikke blot det levende Udgangspunkt for alt Kristenlivet; – men den skænker ogsaa det sunde, rolige, glade Syn paa vort Kald og paa hele vort Menneskeliv.
Jeg vil kun sige faa Ord derom, en anden Søndag kan jeg vende tilbage dertil. Men Jesus sagde: „Staa op, tag din Seng og gaa!”, det vil sige: Jeg sender dig ud i Menneskelivet igen! Jesus sendte altid Folk ud i Menneskelivet og havde Sans for de smaa Ting. Da den lille Pige var oprejst fra Døden, sagde han til hendes Forældre: Giv hende at spise! (Mark. 5,43) Det var ogsaa Luthers og Reformationens store Syn og herlige Vinding: med Syndernes Forladelse fik de Frejdigheden i deres jordiske Kald. Det har man kun, hvor Frelsen gives som Guds Gave af Naade. Skal Mennesket selv fortjene sin Frelse, – saa føres man enten ud i vild Askese eller i den farlige Lære om to slags Sædelighed, en højere og en lavere, en for de Fuldkomne og en for de Jordbundne. Saa gaar Folk og piner sig selv: Jeg brude vist være Missionær, jeg burde vist Dit og Dat. Men Syndernes Forladelse vil sige Guds Velbehag over mit Liv. „At vente alt godt fra Gud,” kaldte de gamle det. Det er ret Gudstjeneste, at gaa bort fra Synagogen med sin Seng – og tjene Gud i sit Kald, tryg og glad. En alvorlig Kristen er for Alvor glad. Jeg gentager det: en alvorlig Kristen, han er ikke skræmt og sky, mørk og sur, men han er for Alvor glad, han har Guds Himmel hvælvet over sin jordiske Gærning. Han gaar, ligesom Jesus, til sin egen Stad, til sin egen Gærning og til sit eget Hus og Hjem og gaar der gærne.
– – Og dog, dog bliver vi naturligvis aldrig hjemme her, ligesaa lidt som Jesus nogensinde blev det i Kapernaum. Først naar vi engang er færdige med alt det hernede, kan vi sige, at vi gaar til vor egen Stad. Det er hjemme hos Gud. Men det er Forberedelsen til Himlen at tjene Gud i vort Kald hernede; – og Begyndelsen til det alt sammen, ogsaa til det at komme i Himlen, ja og Vejen lige til det sidste Skridt, det var og blev: Syndernes Forladelse. Amen.
Du kan læse flere prædikener af Olfert Ricard har:
Foran et nyt kirkeår – prædiken 1. s. i Advent
Se på dit flag – tale på Valdemarsdag
Barnedåben er rigtig nok! – et forsvar for barnedåben
Fuldkommen som Faderen – prædiken 4. s. e. Trinitatis
Guds Fred til jer alle og husk: Gud elsker dig
Pastor Schønberg
Tilmeld dig med din email-adresse herudner, og få besked, hver gang et nyt indlæg slås op på bloggen
Kategorier:Jesus Kristus, Kirkehistorie, Kristenliv, Prædikener, Prædikener-Historiske
Pastor Schønbergs Blog 
Skriv en kommentar