Julen nærmer sig, men vi er stadig i adventstiden og venter på, at Han kommer. Så her på tredie søndag i advent får I en prædiken af pastor emeritus Jørgen Bækgaard Thomsen. Prædiken udkom i Danmarks højkirkelige blad Re-formatio i 1976 (nr. 6).

Han kommer – men hvordan?

Prædiken til 3. s. i Advent

Af Pastor Jørgen Bækgaard Thomsen, Rinkenæs

Advent betyder: komme. Der er en, der skal komme Og det skal vi forberede os til. Nu er det egentlig så mange der kommer – eller påstår, at de kommer – med fremtid. Og der er så meget, vi glæder os til. Nu først julen.
Den er advent forberedelsestid til. Men hvordan forberede sig til jul? Er det bare noget med at komme i træning, så vi skal holde jul hele adventstiden?

For mange er det sikkert tidligere gået sådan, at selv julen blev en skuffelse. Der manglede noget. Trods klingklang og papmaché og vatnisser og juleforkoster. Der manglede noget.
   Tiden var kommet, men forventningerne blev ikke opfyldt. Den materielle rigdom kunne ikke alene skabe den rette fest. Men i stedet for så at gøre bod, fik anfægtelsen og forargelsen lov til at gnave sig frem. Og julen blev ikke takkefest for Frelseren. I drømmene havde vi forestillet os noget andet – og så fik da de lov til at bestemme.
   ”Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?”

Vi kan nøjes med at lade tiden vise, om det skal gå sådan igen i år.
Men vi kan også prøve at lytte til dette Evangelium, om det ikke kan hjælpe os til de rette forberedelser til julen. Så den virkelig bliver glædesfest.
   Johannes Døberen havde fået sin forventninger opfyldt, synes vi. Han havde set Himlen åben over Ham, han var forløber for. Og så alligevel dette: ”Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?”
   Johannes stiller sit spørgsmål på baggrund af det, han hørte om Jesus. Der må være tænkt først og fremmest på de undergerninger, der berettes om i Matt. 8-10. Velgerninger var det. Men først og fremmest: de var tegn på at Jesus kom med Guds rige til mennesker. Jesus så det ikke som sin vigtigste opgave at gøre godt ved at helbrede eller ved at give de sultende brød. Han kom for at frelse verden fra synd og død og dom. Fra synd først. Til liv. Ingen kom ind ved en helbredelse eller en mæt mave, men ved omvendelse og tro på Ham.

  ”Er du den, der kommer, eller skal vi vente en anden?”
   Johannes havde vel ventet noget andet af Jesus. Noget ”mere”. Ydre pomp og pragt omkring Frelseren. Et fremfarende vejr, der i et nu gjorde ende på al elendigheden, og ved sin styrke overbeviste mennesker. Virkeligheden skuffede, og så vendte han tilbage til sin forventning.
Forventning kan man forme efter sit eget hoved og egne ønsker. Mens virkeligheden bare kræver, at vi indordner os under forholdene. Da kan drømmene have så mange fordele. Også i forholdet til Gud. Vi vil ikke bindes fast til noget bestemt, sålænge det ikke svarer til vore forventninger. Så hellere drømme videre og leve ud af os selv.
   Nu er der ikke noget ondt i at drømme og sætte sig store mål. Det hører til menneskelivet at kaldes opad. Men virkeligheden må ikke helt glemmes.
   Jesus kom og kommer. Han kommer til den, der venter Ham eller sukker efter Ham. Men vist næsten aldrig som vi venter Ham. Eller som vi ville have Ham, hvis Han skulle være efter vort hoved.
   Han var kommet til Døberen – og dog spurgte han nu: ”Er du den, som kommer…?”

Gud lader sig ikke indordne i vore drømme og krav. Og faren for mennesker er da altid, at de forarges på Ham. Altså: falder fra troen, fordi Gud ikke er, som vi vil have Ham.
Vi synes hver især, at det er mig og mine kære, der har krav på lykken. Herren må holde sorgen og ulykken fra mit hus.
   Eller vi frygter, at Han skal gå hen og beskære vor personlige frihed. Friheden til at tænke og tale og handle selvstændigt. Friheden til at leve. Derfor vil vi have lov til at foreskrive Gud, hvordan frelsen og kærligheden skal være.
   Jesus kommer – men hvordan?

Der er jo ikke fordi der ikke er forventning eller længsel efter frelse, efter hjælp og trøst. Også kirken er man begyndt at spørge igen. Men mange er dog de, der blev skuffede, De fandt ikke, hvad de søgte. De drømte om noget andet. Mente, det var noget andet, de havde brug for.
   Han kom med korset. Med ydmygelsen og fornedrelsen. Med dommen over vort liv. Men noget, der i ydre glans ikke kunne måle sig med de skinnende bobler, vi pustede op, og ville have Ham til at stå mål med.
Sådan er tilgivelsen. Han lover glæde og kraft. Han lover sejr over synd og død. Men gennem dommen.
Uvilkårligt spørger mange vel sig selv: Kom Han i det hele taget med glæden, med sejrsfølelsen, med oprejsningen af al vor magtesløshed? Kom Han med kraften til os? – Det kom i alt fald sidst. Til mange kom det måske slet ikke rigtigt i dette liv. Det var ikke det, men tilgivelsens ord, Han ville kendes på.

Nogle holder fast ved troen alligevel. Andre falder fra. Men for os alle gælder, at vi finder ikke sandheden om, hvordan Han skal være, hvis Han virkelig skal hjælpe os, ved alene at ransage vore drømme. For i dem er Han anderledes.
   Og det er så det store hos Gud: at Jesus kom – trods det, mennesker venter og håber. Kom som Frelseren måtte komme. Kom med andet end skinnende bobler. Og selvom det måske gør ondt at få sine drømme knust, så var det alligevel nåden.
   Han kom med frelsen. Og kommer med den. Frelsen fra det onde i os selv.

Så er adventstid da ikke kun gaveindkøbstid. Og ikke kun bagetid. Og heller ikke kun en tid, hvor alle drømme og syner skal knuses. Men en tid, hvor vore drømme om Gud skal gennem en prøvelse: bodens. Under Guds ord og bøn og ved nadverbordet. Så kan vi forberedes til at fejre Ham. Og tro, at Han er Frelseren. Guds gave til os.
  

Guds Fred til Jer alle, og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg

Tilmeld dig med email-adresse herunder og få besked, hver gang et nyt indlæg lægges på bloggen!

Kategorier:Andagtsord, Bibel-Det Nye Testamente, Gæsteindlæg, Højtider - Advent, Kirkeåret-Advent og Jul, Prædikener

Tags: Advent, Højkirkelighed, Jørgen Bækgaard Thomsen, Jesus Kristus, Johannes Døber, Prædiken, Re-formatio