Bed så der skal gives Jer

v/ Pastor Schønberg

Men rygtet om ham spredtes mere og mere, og store skarer samledes for at høre ham og for at blive helbredt for deres sygdomme. Men han trak sig tilbage til øde steder og bad. (Luk 5:15-16)

At Jesus trækker sig tilbage fra folkeskarerne og disciplene for at bede, støder vi på flere gange i de fire evangelier. Med den modgang Han har mødt under arbejdet med at forkynde Evangeliet, er Han blevet styrket ved at være alene med sin himmelske Far. Det nok stærkeste eksempel på, at Jesus trækker sig tilbage for at bede, finder vi i Lukasevangeliets kapitel 22. Efter den sidste nadver forbereder Jesus sig på lidelsen og døden Langfredag. Han trækker sig tilbage for at bede i Gethsemane. Og gennem bønnen styrkes Han til at gå døden i møde i visheden om, at Gud vil oprejse Ham på tredjedagen.

Ligesom Jesu, kan vi føle os forladte. Vi kan føle, at vi befinder os et sted, hvor tingene ikke giver mening. Et sted, hvor vi mærker ensomheden knuge. Hvor alt er trøstesløst. Hvor livet som det burde være, ikke er det. Det er følelser, som vi alle kan blive ramt af i livet, men siden Danmark den 11. marts blev lukket ned, mærker flere det endnu mere end i normale tider.

Vi taler ofte om, at vi som kristne skal bestræbe os på, at leve som Jesus lærte os. Oftest forbinder vi det med at være fyldt af næstekærlighed. Men det er ikke kun i livet udadtil – over for næsten – vi skal efterfølge ham. Vi skal også bede, som Jesus gjorde.

I Matthæusevangeliet lærer Han os selv at bede Fadervor, og fortæller os, hvordan vi skal gøre det: ”… når du vil bede, så gå ind i dit kammer, og luk din dør, og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.” (Matt 6:6)

Det er når vi er alene med Gud, at vi kan have den tætteste samtale med Ham.

Og i bønnen forsikres vi om, at Han er hos os. Selv om vi kan føle os ensomme, så er vi ikke alene. Selv om alt er trøstesløst, så er det det ikke. For ligesom Gud var til stede i den ensomhed og trøstesløshed Jesus følte, så lyttede Han til sin søns bønner. Og vi har med vores tro på Jesus forsikringen om, at Gud også lytter til vores bønner.

Forladt af venner og hånet af sine fjender, blev Jesus korsfæstet for vores skyld. Men selv her på korset bad Han. Men Han bad ikke for sig selv, men for dem der korsfæstede Ham. Han bad for os, hvis synder Han døde for: Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør. (Luk 23:34)

Og i sine sidste øjeblikke på korset, hvor Han oplever ensomheden og trøstesløsheden stærkere end nogensinde før udbryder Han: Min Gud, min Gud! hvorfor har du forladt mig? (Matt 27:46). Men selv her i den yderste desperation og mørke stoler Han på sin himmelske Fars kærlighed, og beder i tiltroen til livet og opstandelsen: Og Jesus råbte med høj røst: »Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.« Da han havde sagt det, udåndede han. (Luk 23:46)

Lad det også være vores bøn I disse svære tider. En bøn om håb, trøst og tillid: I dine hænder betror jeg min ånd, du udfrier mig, Herre, du trofaste Gud. (Sl 31:6)

Denne lille tanke kan også findes på Ledøje-Smørum Kirkes hjemmeside; www.lskirker.dk

Skriv din mail-adresse herunder – og få besked direkte i din indbakke, hver gang et nyt indlæg lægges op på bloggen!

Du kan også vælge at donere et fast månedligt eller årligt beløb her

Kategorier:Andagtsord, Bibel-Lukasevangeliet

Tags: Andagtsord, Bøn, Fadervor, Jesus, Lukasevangeliet