Efter at gennemgået den indledende del af højmessen frem til og med den gammeltestamentlige læsning, er vi i vores gennemgang af Højmessens liturgi er vi nu kommet til salmen efter den gammeltestamentlig læsning og leddene frem til salmen før prædiken.

Epistelsalme

Salmen efter den gammeltestamentlige læsning kan også kaldes epistelsalmen, da den følger umiddelbart før epistellæsningen (se næste punkt om epistler). Som regel vælges en salme der lægger sig op ad epistlens indhold eller kirkeåret.

Epistellæsningen

Epistel er et græsk ord der betyder brev. Det Nye Testamente indeholder i alt 22 epistler skrevet af Sankt Paulus, Sankt Peter, Sankt Johannes og andre. Brevene er adresseret til personer eller til de kristne menigheder, der var spredt ud over det romerske rige. Epistellæsningen kan også være fra Apostlenes Gerninger eller Johannes Åbenbaring.

Hvor Evangelielæsningen omhandler Jesu liv og gerninger, kan epistellæsningen siges at berører menighedens, den enkelte troendes eller Kirkens liv.

Epistellæsningen indledes med ordene: Epistlen skriver apostlen …, eller, hvis læsningen er fra Apostlenes Gerninger eller Johannes Åbenbaring: Denne hellige lektie skrives i …

Under epistellæsningen står menigheden op.

Trosbekendelse

Umiddelbart efter epistellæsningen bliver trosbekendelsen fremsagt. Menigheden stående under trosbekendelsen.

Trosbekendelsen indledes ved at præsten, vendt mod menigheden, siger: Lad os bekende vor kristne tro.

Herefter siges eller synges trosbekendelsen af præst og menighed i fællesskab.

Der kan vælges mellem to trosbekendelser:

Den Apostolske Trosbekendelse.

Den apostolske trosbekendelse (lat. Apostolicum) er en af de tre økumeniske (dvs. fælleskirkelige) trosbekendelser. Man anså i mange år den Apostolske Trosbekendelse som værende forfattet af apostlene (heraf navnet). I dag er der dog bred enighed om, at den først har nået sin endelige udformning omkring år 200 e. kr.f.

Den Apostolske Trosbekendelse bekender troen på den Treenige Gud (altså Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd). Som noget særegent dansk har vi den såkaldte forsagelse som indledning.

Ordlyden af den apostolske trosbekendelse:

Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen.

Vi tror på Gud Fader, den almægtige,

himmelens og jordens skaber.

Vi tror på Jesus Kristus,

hans enbårne Søn, vor Herre,

som er undfanget ved Helligånden,

født af Jomfru Maria,

pint under Pontius Pilatus,

korsfæstet, død og begravet,

nedfaret til Dødsriget,

på tredje dag opstanden fra de døde,

opfaret til himmels,

siddende ved Gud Faders, den almægtiges, højre hånd,

hvorfra han skal komme at dømme levende og døde.

Vi tror på Helligånden,

den hellige, almindelige kirke,

de helliges samfund, syndernes forladelse,

kødets opstandelse og det evige liv.

Amen.

Den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse (eller mere simpelt nikænum)

Den nikæno-konstantinopolitanske Trosbekendelse – eller nikænum – blev vedtaget på et økumenisk (fælleskirkeligt) kirkemøde i år 325 i byen Nikæa (i dag Iznik, Tyrkiet), senere endeligt redigeret ved endnu et møde i Konstantinopel i 381.

Den nikænske trosbekendelse bruges hovedsageligt – hvis den bruges – i den Danske Folkekirke ved kirkens festdage, altså ved jul, påske og pinse.

Den Nikænske Trosbekendelse lyder:

Jeg (vi) tror på én Gud, den almægtige Fader, himmelens og jordens, alt det synliges og usynliges skaber.

Og på én Herre, Jesus Kristus, Guds enbårne Søn, som er født af Faderen før alle tider, Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af sand Gud, født, ikke skabt, af samme væsen som Faderen, ved hvem alt er skabt, som for os mennesker og for vor frelse steg ned fra himlene og blev kød ved Helligånden af Jomfru Maria og blev menneske, som også blev korsfæstet for os under Pontius Pilatus, blev pint og begravet og opstod på tredje dagen ifølge skrifterne og opfor til himmels, sidder ved Faderens højre hånd og skal komme igen i herlighed for at dømme levende og døde, og der skal ikke være ende på hans rige.

Og på Helligånden, som er Herre, og som levendegør, som udgår fra Faderen og fra Sønnen, som tilbedes og æres tillige med Faderen og Sønnen, som har talt ved profeterne. Og på én, hellig, almindelig og apostolisk kirke. Jeg (vi) bekender én dåb til syndernes forladelse og forventer de dødes opstandelse og den kommende verdens liv.

Amen

Efter trosbekendelsen sætter menigheden sig igen.

Salme før prædiken

Under salmen før prædiken afklæder præsten sig alba og messehagel, inden han skal på prædikestolen.

Salmen før prædikenen peger gerne hen på den efterfølgende Evangelietekst.

Salmen kan kaldes også gradualesalmen, da den oprindeligt blev sunget mellem epistellæsningen og Evangelielæsningen (for oversigt over Højmessens led se 1. del). Graduale betyder trinvis, og blev kaldt således, fordi præsten stadig stod på trinnene til læsepulten, mellem de to læsninger. (Nogle vil mene at gradualesalmen svarer til epistelsalmen, da vi før i tidligere tider ikke havde en gammeltestamentlig læsning som den første læsning, hvorfor denne salme så ville have ligget mellem den første (epistel) og anden læsning (Evangelium)).

Det var vist det for denne gang! Næste gang skal vi se på Evangelielæsningen, prædiken, og kirkebønnen.

Gå til tredie del af serien her

Guds Fred til Jer alle og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg

Skriv din mail-adresse herunder – og få besked direkte i din indbakke, hver gang et nyt indlæg lægges op på bloggen!

Du kan også vælge at donere et fast månedligt eller årligt beløb her

Kategorier:Gudstjeneste, Gudstjeneste-Højmesse, Gudstjeneste-Liturgi, Gudstjeneste-Salmer, Gudstjenste-Nadver, Kirke, Kirkehistorie, Sakramenter, Serier, Teologi, Teologi-Liturgi

Tags: Apostolske trosbekendelse, Det Nye Testamente, Epistelsalme, Gradualesalme, Gudstjeneste, Højmesse, Læsning, Liturgi, Messe, Ritual, Salme, Trosbekendelse