Da jeg ikke prædiker denne søndag, vil jeg ikke lægge prædiken op, men tage fat på gudstjenestens liturgi – gudstjenestens forløb.

Jeg forskrækker nok ikke nogle, når jeg siger, at der er folk der mener, at søndagens højmesse i Folkekirken er kedelig. Klagepunkterne spænder fra, at højmessen er langtrukken over at der tales i et gammeldags sprog, som ikke er vedkommende for moderne mennesker til at musikken og salmerne er kedelige.

Er kritikken berettiget? Er der brug for at gøre den mere moderne og forståelig? Eller kunne det tænkes, at kritikken af Højmessen skyldes, ikke at den er gammeldags, men at vi som befolkning er blevet stadig mere kirkefremmede?

Forstår man ikke Højmessens gang – eller rettere rytme – og dens indhold, er det kun naturligt, at den kan forekomme uforståelig og langtrukken. Det kan sammenlignes med at se en fodboldkamp, hvor man ikke ved, hvem der spiller, hvor lang tid en halvleg varer og ikke kender reglerne. Det vil føles som en meget lang, forvirrende og uforståelig affære, som man ikke har lyst til at deltage i igen. Men forstår man reglerne og har et yndlingshold vil tiden flyve afsted. Således også med Højmessen!

For at få det fulde udbytte af Højmessen, må man først forstå dens led, der for nogles vedkommende er næsten to tusind år gamle, og er dens rytme, eller hjerteslag om man vil. Og når man forstår, hvorfor Højmessen er sat sammen som den er, så vil man opdage en rigdom, man ikke troede den indeholdte.

Jeg vil i denne serie – i ganske korte træk – forsøge at redegøre for Højmessens led og disses historie, trin for trin, og prøve at kaste en smule lys over dens rigdom og forhåbentlig få ansporet nogle, der synes Højmessen er kedelig, til at give den en chance til 🙂

Liturgien for Højmessen i Den Danske Folkekirke ser som regel således ud (variationer hvori nogle ting kan erstattes med andre kan forekomme, men dem ser vi nærmere på i et senere indlæg):

• Klokkeringning
• Præludium
• Indgangsbøn
• Indgangssalme
• Hilsen
• Dagens kollekt
• Læsning fra Det Gamle Testamente
• Salme
• Læsning fra Det Nye Testamente
• Trosbekendelse
• Salme
• Evangelielæsning
• Prædiken
• Kirkebøn
• Salme
• Nadverritual
• Salme
• Kollekt
• Hilsen
• Velsignelsen
• Udgangssalme
• Udgangsbøn
• Postludium

Det kan se voldsomt ud, når man stiller det op på denne måde. Og endnu voldsommere hvis man tager de underled med der er. Men vi tager det lidt ad gangen.

I denne første del vil vi se nærmere på den første del af Højmessen fra Klokkeringningen til og med Den gammeltestamentlige læsning.

Nogle steder vil der optræde nogle skriftsteder (for eksempel: II Tim. 4:22 – altså: Andet brev til Timotheus kap. 4 vers 22). Har De en Bibel vil de kunne finde forkortelserne der. Skriftstederne viser, hvor visse led har deres oprindelse i Biblen.

Højmessen begynder med:

Klokkeringning

Skikken med at ringe til gudstjeneste har været kendt siden 800-tallet i Vesteuropa, og det gør vi stadig den dag i dag.¹ Kirkens klokker når alle inden for hørevidde, og skelner ikke mellem høj eller lav. Forstået på den måde symboliserer ringningen, at Gud indbyder os alle – at Han kalder på os alle.

Der kan være lokale skikke i forhold til, hvordan man ringer, men det mest normale er, at der ringes henholdsvis en halv time, et kvarter og endeligt ringes der tre minutter før tjenesten, hvor bedeslagene afslutter ringningen.

Ved bedeslagene ringes der med klokken tre gange tre. Skikkene med bedeslagene er en skik, der går sig tilbage til 1300-tallet, hvor de kaldte til den romersk-katolske Ave-Maria bønnen. En skik som reformatorerne valgte at bevare efter Danmark blev evangelisk-luthersk².

Præludium

Når det sidste bedeslag har lydt begynder orgelpræludiet. Præludiet er ikke et stykke selvstændigt musik, men en del af gudstjenesten, der slår dagens temaet an eller peger på kirkeårstiden. Ordet præludium kommer fra latin og betyder ”før spil” (præ-”før” og ludus ”spil”)

Under præludiet går præsten for Alteret iført messeklæder, altså alba (den hvide messeskjorte) og messehagelen (hvis farver viser kirkeåret – mere om kirkeåret i et andet indlæg). Messeklæderne nævnes i Kirkeordinansen af 1537 som noget selvfølgeligt, men i dag bruges de mange steder kun ved nadver, og andre steder desværre slet ikke.

Navnet introitus kommer fra latin og betyder “han, der går ind i.”, da præsten under denne salme går op til alteret

Indgangsbøn

Efter præludiet bliver indgangsbønnen læst op.

Indgangsbønnen er et særligt dansk fænomen, som er blevet indskudt mellem præludium og indgangssalme.

Oprindeligt udgjorde præludium og indgangssalmen, det der svarer til den latinske introitus. Ordet introitus kommer fra latin og betyder “han, der går ind i.”, da præsten under denne salme gik op til alteret og sagde sin syndsbekendelse, mens menigheden hver især bad en stille bøn. Den stille bøn er i dag blevet til indgangsbønnen, og læses af kirkesanger, kordegn, kirketjener, graver eller en lægmand på vegne af menigheden.

Under indgangsbønnen knæler præsten ved Alteret – og har ryggen til menigheden. Jeg har før hørt en underen over at præsten vender ryggen til menigheden, men ideen er ikke at man vender ryggen til menigheden, men at præsten er en del af menigheden og derfor vender samme vej som menigheden.

Indgangssalme

Indgangssalmen vælges som ofte ud fra dagens tema, som findes i Evangelielæsningen, højtidsperioden eller årstiden.

Hilsen

Efter indgangssalmen vender præsten sig mod menigheden med ordene ”Herren være med Jer!”, hvortil menigheden svarer; ”og med din ånd” eller ”og Herren være med dig!”  (Ruth 2:4; Luk 1:28; II Thess. 3:16; II Tim. 4:22.)

Dagens kollekt

Efter at præst og menighed har hilst, beder præsten kollekten. Ordet kollekt betyder ”samling” (hvorfor man også taler om kirkekollekt ved pengeindsamlinger i forbindelse med gudstjenesten). Kollekten er da at forstå som en bøn, der samler dagens anliggende i en bøn, og peger på dagens Evangeliums indhold.

Kollekten indledes med ordene: ”Lad os alle bede!”

Efter kollekten svarer menigheden: ”Amen”.

Amen betyder ”det står fast!” eller ”må det ske!”, og understreger at det ikke bare er præstens bøn, men hele menighedens bøn, som fremsiges af præsten på menighedens vegne.

 GT-læsning

Den første læsning fra Det Gamle Testamente har som regel en tilknytning til dagens Evangelium, og knytter således Det gamle- og Det nye Testamente sammen. (1. Tim 4.13)

Det var nok for denne gang! Næste gang kigger vi på Højmessens led fra ”salmen efter Den gammeltestamentlige læsning” og frem til ”salmen før prædikenen”.

Gå til anden del i serien her

Har I nogle kommentarer eller uddybninger så husk at skrive en kommentar.

Note 1 og 2: Se: Højmessen i Den Danske Folkekirke – En liturgisk håndbog, Anis, 1999.

Guds Fred til Jer alle og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg

Skriv din mail-adresse herunder – og få besked direkte i din indbakke, hver gang et nyt indlæg lægges op på bloggen!

Du kan også vælge at donere et fast månedligt eller årligt beløb her

Kategorier:Bøn, Bibel, Gudstjeneste, Gudstjeneste-Højmesse, Gudstjeneste-Liturgi, Gudstjeneste-Salmer, Gudstjenste-Nadver, Kirke, Kirkeåret, Sakramenter, Serier, Teologi, Teologi-Liturgi

Tags: Bøn, Eukaristi, Gudstjeneste, Højmesse, kirkebøn, Kollekt, Messe, nadver, Ritual, Salmer