De historiske bøger – I

I første indlæg af vores serie ”Bliv ven med din Bibel” kiggede vi på Mosebøgerne – de fem første bøger i Biblen. I dagens indlæg skal vi se på de første fem af de historiske bøger:  Josvabogen, Dommerbogen, Ruths Bog og 1. og 2. Samuelsbog.

De historiske bøger fortsætter historien om det jødiske folk, hvor Mosebøgerne slap. Moses har ført folket frem til det forjættede land og nu følger beretningen om erobringen af landet, frafald, omvendelse, kongedømmer og eksil. Det er historien om, hvordan israelitterne går fra tilværelsen som nomadestammer til bofaste bønder og byboere og etableringen af kongedømmet.

Josvabogen

Josvabogen kan deles op i omtrent to lige store dele. Første del (kapitel 1-12) omhandler erobringen af landet, mens anden del (kapitel 13-24) beretter om landets fordeling mellem de tolv stammer og tiden frem til Josvas afskedstale og bortgang.

Da israelitterne går ind i Kana’an består landet af forskellige mindre kongeriger, ikke ulig de græske bystater, hvor en central by udgør hovedbyen, mens de omkringliggende egne udgør landets territorium. Og fordi der er mindre eller mere diplomatiske og militære stærke stammer, er det først på Davids tid at Jerusalem endelig falder.

Josvabogen fortsætter, hvor Femte Mosebog slap. Josva (en af de spejdere som Moses sendte ind i Kana’an, som vi læste i Femte Mosebog og siden udnævnte til sin efterfølger), udpeges af Gud til at være folkets leder og får befalingen om at erobre landet og give det folket, sådan som Gud har lovet dem (Jos 1:6).

Josva sender spioner til Jeriko (Jos 2), for at undersøge landet og indbyggernes styrke. Spejderne vender tilbage og melder, at landet er modent til erobring:

»Herren har givet os hele landet i vores hånd, og alle landets indbyggere skælver i angst for os.«

Josvabogen, kapitel 2, 24

Josva og israelitterne overskrider Jordanfloden med præsterne, bærende Pagtens Ark, i spidsen. Som ved flugten fra Egypten trækker vandet sig tilbage, så folket kan gå tørskoet over (Jos 3:14-17). Til minde over overgangen og Guds godhed rejser de tolv sten i Gilgal (Jos 4)

Inden selve erobringen af landet begynder, fornyer Gud pagten med sit folk, og befaler Josva at omskære israelitterne, da de under ørkenvandringen endnu ikke var blevet omskåret (Jos 5:2-7).

Efter fornyelsen af pagten går erobringen i gang. Som det første belejrer og indtager israelitterne Jeriko (Jos 6). Byen jævnes med jorden og genopbygges først 350 år senere (1 Kong 16;34).

I de følgende kapitler erobres blandt andet byen Aj (Jos 8). Da kongerne i Bjerglandet, Lavlandet og over hittitterne, amoritterne, kanaanæerne, perizzitterne, hivitterne og jebusitterne hører om byens fald, slutter de sig sammen mod israelitterne (Jos 9:1-2).

Gibeonitterne, en af stammerne i landet, vælger dog at bruge list frem for våben, mod israelitterne. Deres sendebud, iklædt slidt tøj, opsøger Josva og fortæller, de kommer fra et fjernt land, og er blevet pålagt at sige til israelitterne, at de er deres trælle og vil at slutte pagt med dem (Jos 9). Det efterfølgende op for israelitterne at gibeonitterne i virkeligheden er naboer til dem i Kana’an. Men israelitterne kan bryde den pagt, de har indgået ved Israels Gud: de lader gibeonitterne leve – men gør dem til trælle (Jos 9:16-27).

I de to følgende kapitler berettes om erobringen af det sydlige (Jos 10) og nordlige Kanaan (Jos 11), fulgt af en opremsning af de besejrede konger – en og tredive i alt. Men hele landet er endnu ikke under israelitternes herredømme; også disse opremses (Jos 13:1-7), inden vi hører om lodtrækningen, der bruges til at fordele landet mellem stammerne (Jos 13 – 22).

Som Moses gjorde inden sin bortgang holder Josva en afskedstale, hvori folket mindes om loven, som de har fået og konsekvensen af frafald (Jos 23).

Dommerbogen

Dommerbogen fortsætter historien fra Josvas død og frem til Saul indfører kongedømmet og omfatter tidsrummet fra omkring 1200 til 1050 f.Kr. På tidspunktet for Dommerbogen har israelitterne, ud over nogle få større byer, herunder Jerusalem, erobret hele landet. Bogen beretter om konsolideringen af de erobrede områder, udvidelse af territoriet samt om overgangen fra nomade tilværelse til bofast folk.

I stikordsform kan Dommerbogen siges at handle om israelitternes gentagne frafald og omvendelse. Igen og igen vender folket sig væk fra Gud. og trues af undergang fra de omkringliggende nationer. Gud sender dommerne, der udover juridisk myndighed er folkets ledere, for at frelse landet. Snart går det atter godt, men så snart dommeren dør vender folket sig atter væk fra Gud.

Efter Josvas død fortsætter erobringen af landet. Men Josvas død varsler samtidig en nedgang for israelitterne: de der havde oplevet succeserne under Josva og været tro mod Gud var alle gået bort.

»Hele det slægtled gik til deres fædre, og efter dem kom et nyt slægtsled, som ikke kendte Herren og det, han havde gjort mod Israel«

Dommerbogen, kapitel 2, 10

På grund af den manglende troskab mod Gud begynder israelitterne at blande sig med landets oprindelige befolkning og værst af alt begynder de at dyrke de lokale guder som Ba’al og Astarterne. På grund af deres frafald straffer Gud israelitterne med modgang og giver dem i hænderne på deres fjender (Dom 2:11-15).

I et forsøg på at lede folket tilbage på den rette vej, lader Gud nogle frelserskikkelse fremstå; dommerne. Dommerne minder folket om deres pagt med Herren og frelser folket, når det atter vedkender sig deres tilhørsforhold som Guds folk. Men gang efter gang sker det samme: ikke så snart er de blevet frelst fra deres ulykke, før de vender sig bort fra Gud igen.

Den første dommer der fremstår er dommeren Otniel, der befrier israelitterne fra Aram-Naharajims konge Kushan-Rishatajim, hvilket indleder en fred på fyrre år. (Dom 3:7-11).

Men ved Otniels død falder israelitterne igen tilbage i deres synd. Denne gang straffes de ved at blive underlagt moabitternes konge Eglon i atten år. Endnu engang bønfalder israelitterne Gud om at sende en dommer, der kan frelse dem. Ehud fremstår som dommer og slår kongen ihjel og fører efterfølgende israelitterne til sejr over moabitterne, hvilket indleder en fredsperiode på firs år. (Dom 3:12-30).

Vi hører nu – nærmest parentetisk – om endnu en dommer; Shamgar, der frelser israelitterne ved at slå filistrene. (Dom 3:31).

I de to følgende kapitler hører vi om, hvordan profetinden og dommeren Debora og hærføreren Barak frelser landet fra kanaanæerkongen Jabin, som landet har lidt under i tyve år (Dom 4). I det følgende kapitel følger Deboras sejrssang, og vi hører at der er fred i fyrre år efter sejren (Dom 5).

Efter endnu en fredsperiode på fyrre år er det nu midjanitterne, der bliver sendt for at straffe israelitterne for deres frafald. Denne gang kaldes Gideon af Manasses hus som dommer. Han besejrer midjanitterne og sikrer endnu en fredsperiode på fyrre år. (Dom 7).

Men (endnu engang) falder israelitterne tilbage i afgudsdyrkelse og ulydighed. Abimelek, Gideons søn, bliver konge, men han er i modsætning til sin far ikke gudfrygtig. Hans vej til tronen går ikke gennem folket eller Gud men gennem mord på hans halvfjerds brøde. (Dom 9).

Efter Abimelek møder vi de to dommere Tola og Jair. Det eneste vi hører om dem er, at de er dommere i henholdsvis treogtyve og toogtyve år.

Efter Tola og Jair falder israelitterne (endnu engang) tilbage i synden og vender sig bort fra Gud. Gud straffer dem ved gennem atten år at udsætte landet for angreb fra de omkringboende folk. Og som før bønfalder israelitterne Gud om at sende dem en dommer; viser deres troskab ved at skaffe sig af med deres afgudsbilleder, og Gud forbarmer sig over dem, og sender dem dommeren Jefta. Jefta besejrer ammonitterne og efraimitterne, og er dommer i seks år, inden han udånder (Dom 12:1-7).

Endnu engang nævnes nogle dommere parentetisk: Ibsan, der er dommer i syv år; Elon, der er dommer i ti år og Ablon, der er dommer i otte år (Dom 12:8-15).

Som så mange gange før skete det »israelitterne gjorde på ny, hvad der var ondt i Herrens øjne, og Herren gav dem i filistrenes hånd i fyrre år.« (Dom 13:1)

Denne gang bliver dommeren, der redder dem manden Samson (Samson historien: Dom 13-16). Samson er en af de kendte figurer i Det Gamle Testamente. Han fra fødslen velsignet af Herren og opsat på at gøre Hans gerning. Han besidder en næsten overmenneskelig styrke, som han har i kraft af sit lange hår. Men da han forelsker sig i filisterkvinden Dalila, snydes han til at fortælle hemmeligheden bag sin mægtige kræfter. Mens han sover klippes håret af ham, efterfølgende lægges han i lænker, får øjnene stukket ud og ført til Gaza, hvor han arbejder som slave ved at dreje en kværn. Men håret vokser ud igen under hans fangenskab. Da de ledende fyrster hos filistrene er samlet til offerfest for deres gud Dagon, får de Samson hentet for at more sig over ham. Samson bønfalder Gud om at hjælpe ham til hævn over filistrene. Han vælter to bærende søjler omkuld i paladset, hvilket får taget til at styrte sammen over de omkring tretusind mænd og kvinder, der er tilstedeværende. Gennem sine tyve år som dommer sikrede Samson at filistrene ikke kom ind i Israel.

I de resterende kapitler følges israelitternes moralske deroute, og Dommerbogen slutter:

«På den tid var der ingen konge i Israel. Enhver gjorde, hvad han fandt for godt.«

Dommerbogen, kapitel 21, 25

Ruths Bog

Ruths Bog hører til blandt de historiske bøger og udspiller sig under dommertiden, men er ikke en del af den fortløbende historie, som de forudgående bøger er det.

Historien er kort og i hovedtræk som følger: Hungersnød rammer Betlehem i Juda, hvor manden Elimelek bor med sin kone No’omi og deres to sønner, Maklon og Kiljon. Familien flygter til Moab øst for Det Døde Hav. Her dør Elimelek, og hans sønner gifter sig med to moabitiske kvinder; Orpa og Ruth. Efter en snes år dør Maklon og Kiljon. No’omi rejser tilbage til Juda sammen med Ruth, hvor de ankommer netop som høsten af byg begynder (Ruth 1).

For at skaffe mad begiver Ruth sig ud på en af markerne. Her møder hun ejeren af marken Boaz, der er af samme slægt som Ruths afdøde svigerfar Elimelek (Ruth 2). Ruth opsøger efterfølgende Boaz på marken og tilbyder at blive hans hustru (Ruth 3). Efter forhandlinger i byporten med byens ældste overtager Boaz alt, hvad der tilhørte Elimelek af No’omi, samt Ruth, der tilhører familiens ejendom. De to bliver viet og Ruth bliver stammoder til kong David (Ruth 4).

FØRSTE OG ANDEN SAMUELSBOG

Med første og anden Samuelsbog tages tråden op fra Dommerbogen om israelitternes historie fra tiden, hvor denne slutter og frem til kong Davids sidste år, og behandler altså en periode på omkring 100 år. Og temaet – frafald, straf og omvendelse – som var gennemgående i Dommerbogen – er også fremtrædende i disse to bøger.

Første Samuelsbog

Eli er dommer i landet, der er sunket ned i et moralsk hængedynd. Den barnløse kvinde Hanna opsøger Eli i templet, hvor hun beder Gud om at skænke hende et barn:

»Hærskarers Herre, hvis du ser til din trælkvindes lidelse og husker på mig, hvis du ikke glemmer mig, men giver mig en søn, vil jeg overlade ham til Herren hele hans liv, og der skal aldrig komme en ragekniv på hans hoved.«

1 Samuelsbog, kapitel 1,11

Mirakuløst bliver hun gravid og føder sønnen Samuel. Da drengen er vænnet fra overgives han til Templet, så han – som lovet – kan tjene Gud dér. Samuel vokser til og passer sin tjeneste, da han en nat hører Guds stemme, der kalder ham til at være profet (1 Sam 3).

Mens Samuel virker som profet, indtræder en national katastrofe; Israel går i krig mod filistrene, men lider nederlag. I et forsøg på at få vendt krigslykken får israelitterne Pagtens Ark bragt til deres lejr. Men under et efterfølgende angreb mister israelitterne ikke alene tredive tusind mand, men også Elis to sønner Hofni og Phineas, og endnu værre falder Pagtens Ark i hænderne på filistrene (1 Sam 4:1-11). Ved nyheden om sønnernes død og tabet af Arken dør Eli (1 Sam 4:19).

Men erobringen af Pagtens Ark viser sig at blive en dyr affære for filistrene. De bringer Arken til templet i Ashdod. De stiller den ved foden af en statue af guden Dagon, men da statuen næste dag er styrte til jorden, gribes de af frygt og sender i al hast Arken til Gat. Men ikke så snart er den ankommet, før en byldeepidemi bryder ud i byen (1 Sam 5), og man beslutter at sende den tilbage til israelitterne (1 Sam 6).

Tyve år går efter at Pagtens Ark er bragt tilbage, og ”hele Israels hus sukkede efter Herren”. I Mispa opfodrer Samuel israelitterne til at vende tilbage til Gud, og bliver dommer. Ved nyheden om at folket er samlet i Mispa, udnytter filistrene muligheden for hævn og angriber. Med udsigt til krig med filistrene ofrer Samuel et lam til Gud, og filistrene rammes af et tordenvejr, der skaber forvirring blandt filistrene, der bliver besejret af israelitterne (1 Sm 7:10).

I sin alderdom indsætter Samuel sine to sønner, Joel og Abija, til dommere over landet. Men ingen af de to er nær så gudfrygtige som deres far, og folket kræver i stedet at få en konge. Samuel er modvillig, men Gud lader folket få deres vilje (1 Sam 8:9).

Gud udpeger Saul, søn af benjamitten Afia, til konge over Israel, hvilket bekræftes ved efterfølgende lodkastning (1 Sam 10:17-24).

Efter sin kroning drager Saul i krig mod ammonitterne som han besejrer (1 Sam 11).  På trods af at Saul er valgt til konge af folket og Gud, retter Samuel en hård kritik af kongedømmet, og advarer Saul og folket om, hvad der vil ske, hvis de ikke er tro mod Herren (1 Sam 12). Men det kan ikke undre, at Samuels ord falder for døve øren, for umiddelbart opviser kongedømmet gode resultater i krige mod filistrene, moabitterne, ammonitterne, edomitterne, Sobas konge og amalekitterne (1 Sam 13-14). Da amalekitterne besejres lægger Saul band på alt kvæg – undtagen det gode kvæg og skåner amalekitternes konge Agag.

Gud fortæller nu Samuel, at Han fortryder at Han har gjort Saul til konge.

»Jeg fortryder, at jeg har gjort Saul til konge, for han har vendt sig fra mig og har ikke holdt min befaling.«

1 Samuelsbog, kapitel 15, 10-11

Som følge af sin ulydighed mod Gud fratages Saul Guds ånd:

»Herrens ånd forlod Saul, og en ond ånd fraa Herren overvældede ham.«

1 Samuelsbog, kapitel 16, 14

David

Den eneste der kan få den onde ånd, som har tag i Saul til at falde til ro, er David, når han spiller på sin citer. Saul bliver først opmærksom på David, efter hans kamp mod Goliat. Kampen mod Goliat finder sted, under en krig mod filistrene. Mens de to hære står over for hinanden, træder filisteren Goliat frem og udfordrer israelitterne: Hvis en af dem kan besejre ham, vil alle filistrene underkaste sig israelitterne, men er det Goliat der vinder skal israelitterne underkaste sig filistrene. I fyrre dage udfordrer han israelitterne, og det er først da David tager udfordringen op, at Goliat finder sin udfordrer. David nedlægger Goliat med en sin stenslynge.

Saul og David bliver snart nære venner og David bliver endog gift med Sauls datter. Men i takt med at David popularitet vokser, vokser også Sauls misundelse, og han beslutter sig for at rydde David af vejen. En dag, da David spiller for ham på sin citer, forsøger han at spidde David, der dog undslipper (1 Sam 19:9-10).

I de følgende kapitler følger vi David og hans oplevelser, herunder hans tjeneste for filisterkongen. Under slaget mellem israelitterne og filistrene slås tre af Sauls sønner ihjel, mens han selv vælger døden for eget sværd (1 Sam 31)

Anden Samuelsbog

Med Sauls død deles riget i to –en nordlig og en sydlig del. Den nordlige del, Israel, holder fast i Sauls slægt ved at følge hans overlevende søn Ishboshet som konge, mens den sydlige del, Juda, slutter sig til David (2 Sam 2:8-10).

Det kommer til krig mellem David og Ishboshet. David sejrer og bliver konge over hele Israel (2 Sam 5:1-5), og indtager Jerusalem (2 Sam 5:6-12) og bringer Arken til byen (2 Sam 6).

I de følgende kapitler hører vi om Davids sejre og troskab mod Gud. Men da han møder Batseba, der er hustru til hittitten Urias, besegler han sin egen skæbne. David ligger med hende og hun bliver gravid. David rydder Urias af vejen ved at sætte ham i forreste linje i et slag. (2 Sam 11).

Men drabet på Urias går ikke ustraffet hen. Igennem profeten Natan lader Gud David vide, at han vil blive straffet for sin udåd (2 Sam 12). Og i resten af Anden Samuelsbog følger vi Davids nedtur. Hans søn Amnon bliver forelsket i sin søster Tamar, og voldtager hende (2 Sam 13:1-22). David bebrejder dog ikke Amnon noget, men det gør hans søn Absalom, der beordrer Amnon myrdet. Absalom flygter til Geshur (2 Sam 13:23-39), men bliver forsonet med David (2 Sam 14). Absalom anstifter dog et oprør da han lader sig udråbe til konge af Hebron (2 Sam 15:10), og driver David på flugt. Men krigslykken vender og Joab, Davids hærfører, dræber Absalom ved at drive tre spyd gennem brystet på ham (2 Sam 18:14).  David sørger resten af sine dage over sin yndlingssøn Absaloms død. Guds straf over David bestod i at ødelægge alt, hvad han havde kært.

Anden Samuelsbog afsluttes med Davids Lovsang (2 Sam 22) og hans sidste ord (2 Sam 23), samt nogle mindre løse beretninger fra hans regeringstid.

Det var det for denne gang. Om fjorten dage vil vi se på de resterende af sidste af de historiske bøger.

Guds Fred til Jer alle og Gud elsker Jer
Pastor Schønberg

HUSK – Er du ikke allerede følger af bloggen – så skriv din mail herunder, så får du besked, hver gang et nyt indlæg slås op.

Kategorier:Bibel, Kirkehistorie, Serier, Teologi

Tags: Dommerbogen, Historie, Josvabogen, Kong David, Ruth, ruths bog, Salomo, Samuel, samuelsbøgerne, Saul