Denne hellige lektie skrives i Apostlenes Gerninger:
Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet. Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige. I Jerusalem boede der fromme jøder fra alle folkeslag under himlen. Da nu denne lyd hørtes, stimlede folk sammen, og de blev forvirret, fordi hver enkelt hørte dem tale på sit eget modersmål. De var ude af sig selv af forundring og spurgte: »Hør, er de ikke galilæere, alle de, der taler? Hvordan kan vi så hver især høre det på vort eget modersmål? Vi parthere, medere og elamitter, vi der bor i Mesopotamien, Judæa og Kappadokien, Pontus og provinsen Asien, Frygien og Pamfylien, Egypten og Kyrene i Libyen, vi tilflyttede romere, jøder og proselytter, kretere og arabere – vi hører dem tale om Guds storværker på vore egne tungemål.«
Apostlenes Gerninger, kapitel 2, 1-11
I dag er det Pinse, eller Kirkens fødselsdag, som det også kaldes. Det er nemlig på denne dag, at Helligånden kom over disciplene, der var forsamlet i Jerusalem og gav dem evnen til at tale og forstå alverdens sprog. Og dermed satte dem i stand til at forkynde det glædelige budskab om frelsen i Jesus Kristus for hele verden.
I dagens andagtsord ser vi på det, der i kirkerne læses op som den anden læsning ved gudstjenesten, den såkaldte epistellæsning: Disciplene er forsamlede i Jerusalem, hvor Jesus inden sin Himmelfart befalede dem at blive og vente på det, der skulle ske: ”Johannes døbte med vand, men I skal døbes med Helligånden om ikke mange dage”.
Og her venter de, disciplene, i ”salen ovenpå, hvor de plejede at opholde sig” i Jerusalem, men de er stadig uvidende om det, der skulle ske. Men på dagen for Shavout, den jødiske højtid, hvor man ihukommer, at det jødiske folk modtog Loven ved Sinajbjerget, sker underet. Formentlig sidder de og læser i Toraen (traditionen bød, at man ved shavout var vågne hele natten for at læse i toraen og om morgenen afsluttede med at læse de ti bud – Vi ved fra Peters tale i Apostlenes Gerninger, kap. 2, 14-16, at det skete om morgenen), da de pludselig afbrydes af en høj lyd, som et kraftigt vindpust, fylder rummet, hvor de opholder. Og flammer – tunger af ild – viser sig og sætter sig på hver enkelt af dem, og de fyldes af Helligånden.
Disciplene begynder nu at tale alle verdens sprog, og de mange mennesker, der var til stede i Jerusalem på grund af højtiden, stimler sammen ved den høje lyd. Og da de hører disciplene tale på deres egne sprog, bliver de forvirrede og udbryder: »vi hører dem tale om Guds storværker på vore egne tungemål.«
Med Helligånden komme gives disciplene gaven at kunne forkynde evangeliet til alle verdens folkeslag.
Men pinseberetningen indeholder mere end dette! Helligåndens komme viser også, at Gud er hos os. Han kom til os julenat, hvor Han lod sig føde som menneske i sin søn Jesus Kristus. Og selv da Gud Sønnen steg til Himmels, forlod Han os ikke, men blev hos os som Gud Helligånd. Og gennem Helligånden sørger Gud for, at det fællesskab, som Jesus skabte på jord med sine disciple, blev til den Kirke, der i dag er bredt ud over hele jorden.
Og Helligånden fortsætter med at virke i verden gennem den hellige Kirke. Den Kirke som Gud, som den største bygmester har bygget – ikke på sandgrund, hvor den styrter om, når vandet eller stormen rammer – men på den stærkeste klippe – Jesus Kristus. Det er Ham alene, der er grundvolden. Det er Ham, der er hovedhjørnesten i i den Kirke, som består af levende stene – af de troende.
Og gennem snart to tusind år, i modgang, prøvelser, forfølgelser og uenigheder virker Helligånden forsat i Kirken og sørger for, at Jesu evangelium stadig lyder. Det evangelium som mennesker vil prøve at fordreje for at tilpasse efter denne verdens ønsker eller deres egne interesser. Men Helligånden er den flamme, der hjælper os til at læse og tolke Bibelen i troens lys og lader os stå på det sande evangeliums grund og stå i mod dem, der misbruger Guds Ord til i deres sekter at bedrage troende og fremstille sig selv som profeter for at vinde magt og penge, og hjælper os til at stå imod dem, der vil fjerne Kristus fra Evangeliet, fordi det er en anstødssten for mennesker. Helligånden blæser alt det tomme og falske omkuld, og lader den sande tro stå tilbage.
Men også i vores egne liv virker Helligånden: Den styrker os og peger os hele tiden hen til det allervigtigste: nemlig Jesus, Guds Søn, vores Herre og Frelser, der forsikrer os om, at vi er Guds egne kære børn der, hvis vi holder fast i Ham, skal få del i det evige liv med Gud.
God Pinse
Guds Fred til Jer alle og Gud elsker Jer
Pastor Schønberg
Kategorier:Andagtsord, Højtider, Højtider-Kristi Himmelfart, Helligånd, Kirke, Kirkeåret-Pinse
Pastor Schønbergs Blog 
Skriv et svar