Velkommen til det første indlæg i serien ”Bliv ven med din Bibel”. Over ti indlæg (et hver fjortende dag) vil jeg prøve at give en kort indføring i Bibelen.

Nogle vil nok klandre mig, at jeg går let hen over (eller ikke behandler) visse temaer og beretninger, men sådan må det nødvendigvis være i en kort indføring, og i det format som en blog nu engang er. Derfor vil en egentlig teologisk behandling eller tolkning heller ikke være i fokus. Serien er udelukkende tænkt som en let og overskuelig gennemgang af Bibelen med fokus på udvalgte beretninger og personer.

Men…er der emner, du gerne vil have uddybet eller  behandlet mere indgående, så er du altid velkommen til at skrive til mig på mail@pastorschoenberg.com eller benytte kontaktformularen, så kan jeg forhåbentligt tage spørgsmålet op i et senere indlæg.

I dette første indlæg vil vi kigge på Bibelens fem første bøger, som også kaldes Mosebøgerne eller Moseloven.  Navnet ”Mosebøgerne” blev givet, da man i tidligere tider anså Moses som forfatter til bøgerne. En teori, som langt de fleste forskere i dag dog har opgivet.  På hebraisk kaldes de fem Mosebøger ”Torah” der kan oversættes med ”vejledning” eller ”Lov” – deraf Moseloven.

Mosebøgerne indeholder en række beretninger, der spænder fra verdens skabelse og frem til tiden, hvor Moses fører israelitterne ud af Ægypten og til det forjættede land, som Gud har lovet dem.

Første Mosebog

Første Mosebog inddeles traditionelt i tre underafsnit:

Urhistorien (kapitlerne 1-11) handler om verdens skabelse og beskriver årsagerne til menneskenes grundvilkår, hvor de to efterfølgende dele specifikt handler om jøderne som Guds udvalgte folk.

Patriarkhistorien (kapitlerne 12-50) handler om jødernes stamfædre; Abraham, Jakob og Isak, tilblivelsen af de tolv jødiske stammer og slutter ved israelitternes ankomst til Ægypten. Sidste del af Patriarkhistorien indeholder dog også:

Josefhistorien (kapitlerne 37 og 39-50) der beretter om Isaks søn Josef, der er den person, der er årsagen til israelitternes flytning til Ægypten.

URHISTORIEN

Verdens skabelse
(1 Mos 1-2)

I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden.
Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene. Gud sagde: »Der skal være lys!« Og der blev lys. Gud så, at lyset var godt, og Gud skilte lyset fra mørket. Gud kaldte lyset dag, og mørket kaldte han nat. Så blev det aften, og det blev morgen, første dag.

1 Mosebog, kapitel 1, 1-5

De kendte ord, der indleder 1. Mosebog (og dermed Bibelen), sætter scenen for menneskets tilværelse og Guds handlen i historien.

Skabelsesberetningen fortæller os, hvem Gud er – nemlig Skaberen af alt der er til. Det vigtige er ikke dagene eller rækkefølgen.

I umiddelbar forlængelse af beretningen om verdens skabelse, følger fortællingen om skabelsen af det første menneske – Adam. Gud former mennesket af jorden og indblæser livsånde idet, hvorved det understreges, at vi er ikke alene er skabt af Gud, men at vi, gennem Hans ånd i os, har et særligt forhold til Ham – at vi har en særlig status i Skaberværket.

Gud sætter mennesket Adam i Edens Have, hvor han kan leve evigt side om side med Gud. Her har Adam alt, hvad han behøver. Det eneste forbud han er underlagt er, at han ikke må spise af træet i midten af haven:

Du må spise af alle træerne i haven. Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag, du spiser af det, skal du dø!«

Mosebog, kapitel 2, v. 16-17

Som selskab for Adam skaber Gud Eva.

 Syndefaldsberetningen
(1 Mos 3)

Syndefaldsberetningen er fortællingen om syndens tilblivelse og, hvordan mennesket, ved dets ulydighed over for Gud, mister det evige liv og dermed underlægges denne verdens vilkår.

Eva fristes af slangen til at spise af frugten på træet – det eneste, som Gud har forbudt mennesket. Eva indvender, at Gud har forbudt dem at spise af træets frugt, da det vil betyde døden. Men slangen lyver og overbeviser hende om, at det ikke er rigtigt; Gud har kun sagt, at hun og Adam ikke må spise af træet, fordi Gud ved, at frugten vil gøre, at de bliver som Ham.
Eva lader sig friste, spiser af frugten og giver efterfølgende også Adam frugten. De lader sig friste af at kunne blive ligesom Gud.

Da Gud indser, hvad de har gjort, forviser Han dem fra Edens Have. Med udvisningen mister mennesket udødeligheden og sættes i denne verden med de betingelser for vores tilværelse; at arbejde hårdt for føden, at føde vores børn i smerte og leve et liv i modgang og trængsler, der eksisterer her. Det evige liv, mennesket mistede ved udvisningen, er det Jesus Kristus igen tilbyder os (som vi vil se på i senere indlæg).

Syndfloden
(1 Mos 6,5 – 9,17)

Selvom ordet syndfloden kan være en udmærket betegnelse for den oversvømmelse, som vi hører om i syndflodsberetningen, så stammer ordet faktisk fra det tyske ord ”Sinflut”, der betyder stormflod. Men da stormfloden rammer på grund af menneskets, er navnet ”syndflod” ganske rammende.

Syndflodsberetningens historie om Noa er en af de mest kendte fra Det Gamle Testamente.

Mennesket har spredt sig ud over jorden, og i takt med at menneskeslægtens voksende antal, forøges også deres ondskab, og da Gud ser deres ondskab, fortryder han, at Han har skabt det.

(Herren sagde) »Menneskene, som jeg skabte, vil jeg udslette fra jordens overflade, både mennesker, kvæg, krybdyr og himlens fugle, for jeg fortryder, at jeg skabte dem.«

Mosebog, kapitel 6, vers 7

Men blandt alle de onde mennesker, finder Gud dog ét retfærdigt menneske; Noa.
Gud beslutter, at Han ikke vil udrydde hele menneskeslægten, men begynde forfra med Noa og hans familie (hans hustru og tre sønner Sem, Kam og Jafet, samt deres koner). Gud giver Noa instrukser om at bygge en ark – et skib, og befaler ham at tage syv par hanner og hunner af alle rene dyr og et par af urene dyr, en han og en hun, med på arken, for dermed at sikre arternes overlevelse.

Så snart Noa har gjort, som Gud har befalet ham, begynder vandet at stige og regnen falder i fyrre dage og nætter, til vandet skjuler bjergene, og alt levende væsener på jorden er døde.

Efter et hundrede og halvtreds dage begynder vandet at trække sig tilbage. Noa og hans familie forlader arken, og Noa bygger et alter og ofrer nogle af dyrene som et takoffer til Gud. Gud indgår en pagt med Noa, hvor Han lover aldrig igen at ødelægge jorden eller udrydde menneskeheden, og sætter som påmindelse på sin pagt regnbuen på himlen.

Babelstårnet
(1. Mos 11,1-9)

Umiddelbart efter en slægtstavle over Noas sønner, følger fortællingen om Babelstårnet.

Med det samme ophav (Noa) har mennesket stadig et fælles sprog. Men Noas efterkommer er ikke så gudfrygtige som han var. Deres trang til selvhævdelse og deres gudløshed, fører til at de beslutter at opføre et tårn der når helt til Himlen, så de kan opnå ære for dem selv. Da Gud ser deres planer, beslutter Han sig for at stoppe dem. Ved at forvirre deres sprog, så de ikke længere forstår hinanden, går arbejdet i stå og folket spredes.

Beretningen, der er ganske kort, tjener som forklaring for oldtidens menneske på oprindelsen til de forskellige sprog.

PATRIARKHISTORIEN
(1. Mosebog 12-50)

Med beretningen om Babelstårnet slutter urhistorien, og Patriarkhistorien tager sin begyndelse, og begynder nu at handle om det jødiske folk.

Efter en slægtstavle over Noas søn Sem, føres vi frem til Abram (der senere bliver til Abraham).

Hvor Adam og Eva er menneskeslægtens stamforældre, bliver Abraham og hans hustru Saraj (Sara) jødernes stamforældre.

Abram udvandrer fra Ur-Kasdim i Mesopotamien, vore dages Irak (1. Mosebog, kapitel 11, 28-32), for at rejse til Kana’ans land. Undervejs slår han sig ned i Karan, i vore dages Syrien, inden han fortsætter rejsen til Kana’an, hvor Gud viser sig for ham, og giver ham løftet om, at landet en dag skal tilhører hans efterkommere.

Da hungersnød rammer landet, fortsætter Abram til Ægypten. Her lykkes det ham at samle sig rigdomme, som han tager med, da han atter vender tilbage til Sydlandet, syd for Hebron. Her slår han sig ned mellem byerne Betel og Aj, sammen med Lot. Men da landet ikke er stort nok til at brødføde begge, rejser Lot videre til Sodoma. Endnu engang forsikrer Gud Abram om den pagt, Han indgår med ham:

»Se ud over landet, derfra hvor du står, mod nord og syd, mod øst og vest. Hele det land, du ser, vil jeg give dig og dine efterkommere for evigt. Jeg vil lade dine efterkommere blive som jordens støv; hvis nogen kan tælle jordens støv, kan også dine efterkommere tælles. Drag nu omkring i landet, så langt og bredt det er, for jeg giver det til dig.«

1. Mosebog, kapitel 13, 14-17

Abram slår sig efterfølgende ned ved Hebron ved Mamres Ege, hvor han bygger et tempel til Herren. Men der er dog et problem med Guds løfte om at give Abram efterkommere – nemlig at hans hustru Saraj er ufrugtbar (1 Mos 18,11). Men som det var kutyme i oldtidens Mellemøsten, overlader Sara sin ægyptiske slavinde, Hagar, til Abram, og sammen med hende får han sønnen Ismael. Ismael vil nu kunne arve Abram, medmindre Abram får et barn med Saraj.

Navneændring og omskærelse

Da Abram er nioghalvfems år, viser Gud sig igen for ham og indgår endnu en pagt med ham. Først befaler han, at Abram nu skal kaldes Abraham og Saraj, Sara. Derefter følger tegnet på hans pagt; omskærelsen:

Alle af mandkøn hos jer skal omskæres. I skal lade jeres forhud omskære, og det skal være tegn på pagten mellem mig og jer. Otte dage gammel skal hver dreng hos jer omskæres, slægt efter slægt. Det gælder såvel den træl, der er født i dit hus, som enhver fremmed, du har købt, og som ikke hører til din slægt. Både den, der er født i dit hus, og den, du har købt, skal omskæres. Sådan skal I bære min pagt på kroppen som en evig pagt.

Mosebog 17: 10-13

Og Gud lover endnu engang Abraham, at han skal få talrige efterkommere, og ikke kun gennem hans uægte søn Ismael, men med Sara.

Isak
(1. Mosebog kapitel 21)

Efter at have haft besøg af Herren, bliver Sara i sin høje alder gravid og føder sønnen Isak, og sørger for at Hagar og Ismael sendes væk. (1 Mos 22,1-9)

Isaks ofring
(1. Mos 22,1-9)

For at prøve Abrahams tro, befaler Gud ham at ofre Isak. I sidste øjeblik stopper Gud dog Abraham, og befaler ham i stedet af ofre en vædder (1 Mosebog 22:13).

Ud over at være en fortælling om Abrahams troskab mod Gud, kan der i beretningen også lægge en afstandtagen til andre kulturer i oldtiden, hvor der synes at have eksisteret en praksis med ofring af førstefødte (se f.eks. 2. Kongebog, 3,26).

Isak – Jakob og Esau
(1 Mos 25,21-34 og 27)

Da Abraham nærmer sig sit livs slutning, sørger han for en hustru til Isak, og sikrer dermed slægtens fortsættelse. Han sender en betroet tjener langt mod nord til byen Karan, hvor hans bror Nahor slog sig ned, og hans sønnesøn Laban bor. Tjeneren får Labans søster Rebekka med tilbage, for at hun kan blive viet til Isak. 

Sammen får Isak og Rebekka to tvillinger: Esau og Jakob. Som den førstefødte, om end kun med minutters mellemrum, er det Esau, der skal videreføre forjættelsen. Men Esau overgiver sin førstefødselsret til sin bror (i 1 Mos 25;29-34 sælger han sin førstefødselsret for et måltid mad, mens vi i kapitel 27 hører, hvordan Jakob snyder sin næsten nu blinde far Isak til at give ham den førstefødtes velsignelse ved at udgive sig for at være Esau). Hvorom alt er, frygter Jakob for sit liv. Han flygter til sin morbror Laban i Karan.  Her arbejder han i syv år for ham som hyrde mod at få Labans yngste datter Rakel til hustru. Men på bryllupsnatten går det op for ham, at han er blevet snydt; bruden er ikke Rakel, men hendes storesøster Lea. Mod at arbejde yderligere syv år bliver han dog endelig også gift med Rakel. Jakob opnår stor velstand i sin tid hos Laban og rejser tilbage til Kana’ans land, hvor han forsones med Esau og slår sig ned ved Sikem, øst for det nuværende Nablus.

Jakobs sønner – Israels stammer

Jakob får tolv sønner, seks med Lea, to med Rakel, to med Leas slavinde og to med Rakels slavinde. Disse tolv sønner bliver, hver især stamfædre til Israels tolv stamme (Ruben, Simeon, Levi, Juda, Zebulon, Issakar, Dan, Gad, Asher, Naftali, Benjamin og Josef). (1 Mos 35;23-26)

JOSEFHISTORIEN
(1 Mos 37-50)

Af sine tolv sønner holder Jakob mest af Josef. Ud over sin skønhed besidder Josef en særlig evne til at tyde drømme. Han drømmer, at han med sine brødre er ude og samle neg: Hans neg rejser sig, mens hans brødres neg slår ring om det og bøjer sig for det (1 Mos 37: 5-7). Da han fortæller om drømmen til sine brødre, der i forvejen misunder ham, at han er Jakobs yndlingssøn, beslutter de at slå ham ihjel. Men Ruben stopper det. Han foreslår, at de i stedet smider Josef i en brønd (så han senere kan trække ham op og bringe ham tilbage til deres far). Men da nogle handelsmænd på vej mod Ægypten kommer forbi, beslutter brødrene at sælge Josef til dem i stedet. De slagter derefter en gedebuk og stænker blodet på Josefs kjortel, og fortæller deres far, at Josef er blevet ædt af et rovdyr.

I Ægypten sælges Josef til Potifar, en af faraos hofmænd. Men Potifars hustru vil gerne have mere en bare den almindelig opvartning af den nye slave. Josef nægter på grund af sin troskab mod Potifar. Men vred over afvisningen anklager Potifars hustru ham for at gøre tilnærmelser, og Josef smides i fængsel.

I fængslet møder Josef faraos hofmundskænk, og tyder hans drømme for ham. Få dage efter bliver hofmundskænken tilgivet af farao og genindsat i sit embede, men han glemmer alt om Josef.

Efter to år har Farao en drøm, hvor han ser syv smukke og velnærede køer komme op af Nilen, efterfulgt af syv magre køer, der spiser de første. Han hidkalder sine mirakelmagere og vismænd, men ingen er i stand til at tyde drømmen. Nu kommer mundskænken i tanker om Josef og nævner ham for farao. Josef hentes ud af fængslet og tyder faraos drøm: Der skal komme syv fede og frugtbare år, der vil blive fulgt af syv år med hungersnød. Imponeret over Josef udnævner farao ham til minister:

Så sagde Farao til Josef: »Siden Gud har ladet dig vide alt dette, kan der ikke være nogen så forstandig og klog som du. Du skal styre mit hus, og hele mit folk skal adlyde dig. Kun tronen vil jeg have frem for dig.«

Mosebog 41, 39-40.

Josef går straks i gang med at forberede landet på hungersnøden ved at bruge de gode år til at samle korn til de dårlige år. Og da hungersnøden rammer har ægypterne korn nok til, at de kan sælge af det til de omkringliggende lande.

Hungersnøden rammer også landet, hvor Josefs far og brødre bor. Hans far, Jakob, befaler sine sønner at drage til Ægypten for at købe korn. Her møder de Josef, men genkender ham ikke. Han sælger korn til dem og sender dem hjem igen. Men hungersnøden fortsætter, og brødrene må endnu engang rejse til Ægypten efter korn. Nu afslører Josef for dem, hvem han er. Men han straffer dem ikke for deres udåd mod ham, men forsones med dem, og sender dem tilbage efter deres far, så de kan komme og bo hos ham i Ægypten.

Josef dør 110 år gammel, men udsiger endnu engang forjættelsen:

Josef sagde til sine brødre: »Jeg skal snart dø. Men Gud vil tage sig af jer og føre jer op fra dette land til det land, han lovede Abraham, Isak og Jakob.«

1 Mosebog 50, v. 24-25.

2. Mosebog

Ved begyndelsen af 2. Mosebog er Josef og hans brødre gået bort. Deres efterkommer er blevet talrige, men er ikke længere velsete i Ægypten, hvor de nu lever som slaver. For at sikre sig mod, at de ikke bliver så talrige, at ægypterne en dag vil blive fordrevet fra deres eget land, befaler farao, at alle nyfødte drengebørn skal smides i Nilen.

Men Farao befalede hele sit folk: »Hver eneste dreng, der bliver født, skal I kaste i Nilen; men pigerne kan I lade leve.«

Mosebog, v. 22

Moses’ fødsel

En af de mødre, der skal smide sit drengebarn i Nilen, vælger dog at skjule sit barn. Hun skjuler ham i tre måneder, inden hun til sidst lægger ham i en sivkurv, og sætter ham ud på Nilen. Faraos datter får øje på kurven, tager barnet til sig og giver ham navnet Moses (Navnet Moses er beslægtet med andre ægyptiske kongenavne som Ramses og Tuthmosis)

Da Moses er vokset til, overværer han en ægypter slå en af sine landsmænd ihjel. Han bliver optændt af vrede og slår ægypteren ihjel. Men han er blevet opdaget og vælger af frygt for konsekvenserne at flygte fra Ægypten. Han rejser til Midjan, hvor han møder præsten Jetro og gifter sig med hans datter Sippora.

I Ægypten fortsætter israelitternes lidelser under farao. Men Gud hører deres klageråb og husker på sin pagt med Abraham, Isak og Jakob. Han beslutter at sende Moses til Ægypten for at udfri israelitterne. Gud viser sig for Moses i en brændende tornebusk og befaler ham at rejse til Ægypten og fører israelitterne ud af landet og lede dem til et land, der flyder med mælk og honning.

I tvivl om han kan klare opgaven, vender Moses modvilligt tilbage til Ægypten, hvor han modtages af sin bror Aron, som Gud har befalet at hjælpe Moses i sit forehavende.

Sammen går brødrene til Farao og beder ham om at lade israelitterne gå. Farao nægter, men øger i stedet israelitternes arbejdsbyrde. For at tvinge farao til at efterkomme kravet, lader Gud ti plager komme over Ægypten (vand bliver til blod, frøer, myg, fluer, kvægpest, bylder, hagl, græshopper, mørke og endelig drabet på de førstefødte). Farao nægter gang på gang at lade dem gå. Først da den tiende plage kommer over landet, og koster faraos søn livet, lader han israelitterne forlade landet.

Farao fortryder dog sin eftergivenhed og sætter efter Moses og israelitterne med sin hær. Da israelitterne kommer til havet, befaler Gud Moses, at han skal hæve sin stav over vandet: havet deler sig, så israelitterne kan flygte til den anden kyst. Da israelitterne er kommet over, lukker havet sig igen over de forfølgende ægyptere.

Tre måneder efter udvandringen kommer israelitterne til Sinaj-bjerget, hvor Moses modtager de ti bud.

Ud over beretningen om guldkalven, som israelitterne bygger og tilbeder, mens Moses er på bjerget, omhandler den resterende del af Anden Mosebog instruktioner i opførsel af helligdommen, hvor Gud skal tilbedes.

Tredje Mosebog

Tredje Mosebog kan med rette kaldes Moseloven, da hele bogen består er en opremsning af regler vedrørende offerdyr, spiseregler, præsteskab, samliv og meget mere. Regler som rettroende jøder den dag i dag stadig efterlever.

Fjerde Mosebog

Fjerde Mosebog begynder, hvor tredje Mosebog slap med opremsning af regler og love.
Inden israelitterne fortsætter deres rejse mod det forjættede land, bliver deres tal opgjort. Efter en optælling af de våbenføre mænd i de elleve af stammerne hører vi, at deres tal udgør 603.550. Den sidste og tolvte stamme – levitterne – tælles ikke med, da de bliver undtaget militærtjeneste, fordi de skal gøre tjeneste i templet.
I de følgende kapitler planlægges den videre færd, inden israelitterne i kapitel 10, begiver sig afsted.

Snart begynder folket at klage over deres genstridigheder på vandringen. De plager Moses med deres utilfredshed og for at hjælpe Moses med at holde styr på folket, befaler Herren Moses, at han skal udpege halvfjerds mænd blandt de ældste, til at fungere som hans hjælpere.

Til at undersøge vejen foran dem sender Moses på Guds befaling tolv spejdere i forvejen for israelitterne. Spejderne vender tilbage til lejren efter fyrre dage. To af spejderne, Josva og Kaleb, fortæller, at de har været i det forjættede land, der flyder med mælk og honning, og anbefaler at man indtager landet med det samme. Men de ti andre spejdere får folket til at vende sig mod tanken ved at fortælle dem, at landet bebos af kæmper (4 Mos 13;30-34).

Snart begynder folket igen at klage over deres trængsler, og giver Moses og Aron skylden for deres lidelser. De kræver, at de fører dem tilbage til Ægypten. Som straf for deres ulydighed straffer Gud dem, ved at pålægge dem at vandre fyrre år i ørkenen, før de vil nå deres mål – det forjættede land:

Jeres sønner skal leve som hyrder i ørkenen i fyrre år, og de skal bære straffen for jeres utroskab, indtil I alle sammen ligger som lig i ørkenen. Ligesom I brugte fyrre dage til at udspejde landet, skal I bære jeres straf i fyrre år, et år for hver dag, og I skal erfare, hvad det vil sige at have mig til fjende.

Mosebog 14: 33-34

Efter yderligere prøvelser, oprør og straffe ankommer israelitterne til amoritternes land. De fordriver amoritterne og erobrer derefter Østjordanlandet. De drager efterfølgende til Shittim, hvor nogle af israelitterne begynder at tage del i den moabitiske dyrkelse af guden Ba’al-Peor og bedrive hor med de derboende midjanitiske kvinder. Gud befaler Moses at straffe folket ved at henrette folkets ledere, og som straf dør yderligere fireogtyve tusind israelitter.

Efter endnu en opremsning af love og regler, befaler Gud israelitterne at angribe midjanitterne. Det er straffen over dem for at have forført israelitternes mænd og lokket dem væk fra Ham som deres gud. Landet indtages og deles mellem Rubens, Gads og det halve af Mannases stammer.

Femte Mosebog

Femte Mosebog begynder med et tilbageblik på ørkenvandringen for derefter igen at opremse lovgivning og regler.  I kapitel 27-29 anføres straffen for at bryde lovene og pagten med Gud, og kapitel 30 nævnes de velsignelser, som de, der er tro mod Gud, skal få del i.

I Kapitel 31 indsætter Moses Josva som sin efterfølger og leder dertil op til Josvabogen, der følger umiddelbart efter Mosebøgerne.

Femte Mosebog slutter med at Moses, på toppen af Nebobjerget, får lov at se ind i det forjættede land, som han gennem lange og hårde prøvelser har ført Guds folk frem til.

Herren sagde til ham: »Det er det land, jeg lovede Abraham, Isak og Jakob, da jeg sagde: Jeg giver det til dine efterkommere. Du har fået det at se, men du kommer ikke derover!«

5. Mosebog, kapitel 34, 4

Og til disse ord fra Gud, udånder Moses.

Jeg håber, at du har nydt dette første indlæg i “Bliv ven med din Bibel”. I næste indlæg om fjorten dage vil vi se på fortsættelsen til Mosebøgerne – de historiske bøger. Her vil vi se på erobringen af det forjættede land og de genstridigheder og succeser, der følger.

Husk – hvis du ikke allerede følger bloggen, så gør det nu!
Indtast din email-adresse og få besked, hver gang et nyt indlæg slås op.

Du er også meget velkommen til at støtte bloggen med et lille beløb. På den måde hjælper du til at støtte arbejdet med at øge kendskabet til Jesus Kristus og sprede det glædelige budskab – tryk her for at støtte bloggen.

Guds Fred til Jer alle og husk at Gud elsker dig
Pastor Schønberg

Kategorier:Bibel, Bibelstudie, Kirkehistorie, Serier, Teologi

Tags: 1 Mosebog, 2 Mosebog, 3 Mosebog, 4 Mosebog, 5 Mosebog, Abraham, Adam og Eva, Bibel, Bibelhistorie, Isak, Josef, mosebøgerne, Noa