Når troen spirer!
Prædiken holdt i Smørum Kirke, søndag Seksagesima – 2020
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus:
Jesus sagde: »Med Guds rige er det ligesom med en mand, der har tilsået jorden; han sover og står op, nat og dag, og kornet spirer og vokser, uden at han ved hvordan. Af sig selv giver jorden afgrøde, først strå, så aks, så fuld kerne i akset. Men når kornet er modent, går han straks i gang med seglen, for høsten er inde.« Og han sagde: »Hvad skal vi sammenligne Guds rige med? Hvilken lignelse skal vi bruge om det? Det er ligesom et sennepsfrø: Når det kommer i jorden, er det mindre end alle andre frø på jorden, men når det er sået, vokser det op og bliver større end alle andre planter og får store grene, så himlens fugle kan bygge rede i dets skygge.«
Markusevangeliet, kapitel 4, 26-32
I denne uge hørte vi at udmeldelserne af Folkekirken er på sit laveste siden 2007. Og det er jo dejligt at høre. Sådan er det med tal og statistikker. Det er noget, vi kan kigge på, glæde os over eller bruge til at spekulere over, hvordan vi får flere i kirke. Men vi må ikke glemme at medlemsstatistikker og antallet af kirkegængere er noget ydre. For sagen er at antallet af medlemmer af Folkekirken, eller hvor mange der måtte sidde på kirkebænkene, intet har at gøre med det Gudsrige som Jesus Kristus – der er Kirkens grund – taler om i de to lignelser, vi hører i Dagens Evangelium. Hos Jesus er det Gudsriget, der er i centrum. Og i Markusevangeliet, som dagens tekst er fra, er de allerførste ord, vi hører fra Jesus:
Tiden er inde. Guds rige er kommet nær. Omvend jer og tro på evangeliet!
Markusevangeliet, kapitel 1, 15
Det er det kristendommen handler om! Det som det er Kirkens opgave at forkynde er Gudsriget. Det er et rige, som vi ikke kan se – det er et rige, der ikke kan måles og gøres op i tal, kurver og statistikker, som man ynder at gøre i medierne. Men det er det, der er centrum.
For det er Gudsriget, der får os til at se ud over os selv og glemme os selv. Det får os til at tænke, at det ikke bare er mit eget velgående, min egen lykke eller min egen velfærd det drejer sig om, men også min næsten. Det får mennesker til at se den nødlidende næste overalt på kloden og opleve sig fælles med det om livet og det, som vi har fået at gøre med.
Det får mennesker, som er dybt nedbøjede af sorg og i meningsløshed til at rejse sig igen med nyt håb og en ny tro på livet. Det får os til at se en ny begyndelse, der hvor vi troede, at vi var nået til den yderste kant og at begynde forfra, der hvor vi synes, at det hele var spildt. Det kan ikke ses, ikke måles, ikke forklares. Men det er der!
***
I Dagens Evangelium bruger Jesus som Han gjorde så mange gange, lignelser til at forklare sin pointe. Han tager udgangspunkt i noget den almindelige bonde, som Han taler til, kender fra sin hverdag til at forklare, hvad Gudsriget er.
Den første lignelse handler om bonden, der tilsår jorden. Nok passer han jorden og ser udkommet, når jorden giver afgrøde – uden egentlig at vide hvordan frøet bliver til korn. Det sker bare. Og i den anden lignelse sammenligner Jesus Guds Rige med et sennepsfrø – et af de mindste frø i naturen – der, når det er vokset op – bliver så stort, at fuglene kan bygge rede i dets grene.
De to lignelser handler om Gud og om Gudsriget. De fortæller os, hvem der får Gudsriget til at vokse frem, og hvordan Gudsriget er.
Og stikordet til at forstå lignelserne er Jesus selv.
I den første lignelse er frøet, der bliver sået et billede på Jesu budskab om Gudsriget. Ligesom bonden sår frøet, så sår Jesus med sin gerninger på jorden frøet til Gudsrigets komme. Og ligesom bonden, der udover at så frøet og måske luge ukrudt og vande, ikke har indflydelse på væksten, så er Gudsriget komme helt og aldeles Guds sag. Og når høsten er klar – når frøet er blevet til plante, vil Jesus komme tilbage og høste.
Og i lignelsen om det lille sennepsfrø, der vokser sig stort, kan sennepsfrøet ses som et billede på Jesus. Ved sit virke på jorden og sin død (Han lægges ved sin død og gravlæggelse som et sennepsfrø i Jorden) sås Gudsriget. Og med opstandelsen vokser Gudsriget frem og give husly til de troende.
Lignelserne i Dagens Evangelium er således forbundet. Kristus er på en gang frøet, der med sin forkyndelse, sin død og opstandelse planter Gudsriget. Og Han på samme tid som bonden, der sår et frø i de troende, og ved Helligånden vander og varmer frøet, så det vokser hos de troende.
Men ligeså meget som det er en lignelse om Jesus, så er det også en lignelse om Kirken.
Kirken var til en start som sennepsfrøet – et lille frø, blandt de mindste i jorden. I begyndelsen udgjordes Kirken af en lille skare på 12 mennesker – de tolv disciple. Men efter Jesu død og opstandelse fortsatte de arbejdet, som Jesus havde pålagt dem; de fortalte andre om Jesus, og ved pinseunderet lod over 3.000 sig døbe og blev en del af Kirken. Og som sennepsfrøet blev til en busk og voksede sig stort, og gav de troende – himlens fugle – et sted at bygge rede, således er også Kirken vokset. Og den vokser stadig den dag i dag. Og vi skal huske, at Kirken er den verdensomspændende kristne Kirke – ikke bare Den Danske Folkekirke, men også vore katolske, ortodokse og andre kristne brødre og søstre. Og i Asien, Mellemøsten og Afrika lader stadig flere og flere sig døbe og blive en del af Kirken.
***
Men hvad betyder det så for os? Hvis Kirken nu vokser af sig selv. Hvis Gudsriget vokser af sig selv, hvad er så vores opgave? Kan vi så ikke bare læne os tilbage og lade tingene gå sin gang, vente på at Jesus vender tilbage for at dømme levende og døde, som vi siger i Trosbekendelsen?
Nej, for selv om Kirkens vækst afhænger af Gud, så har vi en opgave, som vi har fået af Jesus selv. En opgave som vi kan kontrollere – som vi kan styre. Det er den opgave, hvis ord lød ved vores dåb i den såkaldte dåbs- eller missionsbefaling, hvori Jesus siger til sine disciple:
Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer.
Matthæusevangeliet, kapitel 18, 19-20
Ligesom Jesus gjorde, skal vi – som bonden i lignelsen – så frøet til troen. For hvis vi ikke planter frøet, så vil det aldrig vokse. Hvis vi ikke taler om vores tro med andre, vil frøet til troen aldrig blive plantet i dem.
Men hvordan skal vi gøre det?
Frans af Assisi – en munk i middelalderen, grundlæggeren franciskanermunkeordenen, udtrykte den kristnes opgave på følgende måde:
Sørg for hele tiden at prædike evangeliet og brug om nødvendigt ord.
Frans af Assisi
Det Frans mener er, at vi ved at tage Jesus ind i vores hverdag, hele tiden skal bestræbe os på at følge Hans bud og fortælle om Ham. Vi skal ikke bare tale om troen – vi skal leve troen. Og det kan gøres på mange måder. Ved at være næstekærlig – hjælpe folk i nød, måske stå i genbrugsforretningen nogle timer om ugen, hjælpe den ældre nabo med indkøbene og for Jer unge der er her – og for de voksne også – ved at være den, der når man ser at nogle mobbes eller holdes udenfor i skolen eller på arbejdspladsen – for også blandt voksne er det er problem – at være den, der stopper det, den der går mod strømmen og taler med de, der holdes udenfor. Og når folk så lærer Jer at kende og undrer sig over, hvorfor I gør som I gør, og spørger ind til det, så vil de kunne se Guds godhed og næstekærlighed gennem Jer – og gennem Jer få vist vejen til Gud.
For at være kristen er ikke bare at være døbt eller være medlem af Folkekirken (eller et andet kristent trossamfund); at være kristen er, at man forsøger at efterfølge Jesus. Ikke at gøre gode gerninger for, at vise at vi er gode kristne –for så er det tomt. Så bliver det en gerning, der har til formål at hævde os selv i forhold til andre. Nej, vi skal gøre det, fordi vi i vores medmennesker – i vores næste – ser Guds skabning. Fordi vi i vores medmennesker ser Jesus selv. Og efterhånden som troen vokser, vil man ikke kunne lade være. Et godt træ bærer gode frugter.
At tro er at handle. At tro er at fortælle andre om det glædelige budskab, vi hører i Evangelierne. Og det budskab er, at Jesus med sin død og opstandelse gav os løftet om det evige liv.
***
Og det er netop det kristendommen handler om. Det som forkyndes i Kirkerne. At der er noget der er større end os selv. At der er noget der rækker ud over vores fatteevne. Ofte når jeg taler med folk, der ikke tror eller tvivler, så sprøger jeg dem gerne: Tror du, at du når du skal bort herfra, får dem der er gået bort at se igen? Og i 99% af tilfældene lyder svaret ”Ja” eller ”det håber jeg”. For der er noget inde i os, der fortæller os at det ikke slutter her. At der er noget der er større end os, noget der har skabt os, som vi kan stole på. Og selv om mange har svært ved – måske af forlegenhed, fordi det lyder for ”frelst”– at kalde det Gud, så er det lige netop Ham, de har i tankerne. Og derfor bør man heller ikke spekulere så meget over Folkekirkens medlemstal, selv om medierne ynder at fremstille Folkekirken som en kirke i krise.
Sandheden er at Kirken står godt i Danmark. Mange kommer ikke i kirke hver søndag, som vi præster selvfølgelig gerne så, men for de fleste der er døbt, står Kirken stadig som rammen om deres liv. Det er her i Kirken vi hører Guds Ord. Det er her, vi samles som fællesskab – som menighed. Det er her, vi beder og finder trøst, når livet går os imod. Og det er her vi priser Gud for Hans gode gerninger – for livet, for kærligheden, for naturen. Det er her, vi får del i Ham ved nadveren og bliver styrket i troen på Ham.
Til slut vil jeg give Jer endnu et citat af Frans af Assisi, der viser hvordan vi – hvis vi er villige til at tage imod Jesus kan forandre verden:
Helliggør dig selv, og du vil helliggøre samfundet.
Frans af Assisi
Lov, tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Guds Fred til Jer alle, og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg
Skriv din e-mail herunder og få besked, hver gang et nyt opslag lægges op på bloggen!
Kategorier:Andagtsord, Bibel-Markusevangeliet, Jesus Kristus, Prædikener
Pastor Schønbergs Blog 
Skriv et svar