Juleaftenprædiken givet i Ledøje og Smørum Kirker 24. december 2023.

Denne hellige lektie skriver profeten Esajas: 

Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land. Du gør jubelen stærk, du gør glæden stor; de glæder sig for dit ansigt, som man glæder sig over høsten, som man jubler, når man deler byttet. For det tyngende åg, stangen over deres skulder, og slavefogedens kæp brækker du som på Midjans dag. Hver støvle, der tramper i larmen, og kappen, der er sølet i blod, skal brændes og fortæres af ild. For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre. Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste. Stort er herredømmet, freden uden ophør over Davids trone og over hans rige, så han kan grundfæste det og understøtte det med ret og retfærdighed fra nu af og til evig tid. 

Esajas’ Bog 9,1-6a

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 

Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: »Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!« 

Lukasevangeliet 2,1-14

Prædiken – Juleaften

I tiden op til december var der en del forvirring omkring datoen for 1. søndag i advent. Forvirringen havde sin baggrund, i hvorvidt første søndag i advent faldt den 26. november eller 3. december. En del – herunder fabrikanter af kalendere – antog fejlagtigt at 1. søndag i advent faldt 26. november. Deres tanke var: hvis der er fire adventssøndage før jul, så kan den jo ikke ligge den 24. december, hvor det er jul. Og med fire søndage regnet tilbage fra 24. december må 1. søndag i advent falde 26. november. Men svaret er at 1. søndag i advent var 3. december og at dagen i dag, udover at være juleaften, også er 4. søndag i advent. Det er jo først den 25. december, at Jesus bliver født – altså; det er først jul 25. december, så fire søndage tilbage er 3. december. Således vil sige 1. søndag i advent altid vil ligge indenfor dagene 27. november og 3. december.

Så hvis nogle her skulle have været nervøse for, at vores regering skulle have pillet ved endnu en dag i kirkeåret, som det skete med Bededag, kan man tage det helt roligt – i hvert fald indtil videre, men man ved jo aldrig, hvad vore folkevalgte kan finde på.

Så det er i dag altså både 4. søndag i advent og juleaftensdag. Og da det er advent, så er vi stadig – hvad en del ikke er klar over, i det der kaldes faste- og bodstiden – altså en tid, hvor man angrer sin synder, og af den årsag burde min messehagel være lilla, da det er den farve, vi bruger i fastetiden. Men da vi samtidig fejrer Jesu fødsel, har jeg valgt den hvide, der er festfarven i Kirken.
Men hvorfor nu al denne snak om de såkaldte liturgiske farver og faste- og bod, når gudstjenesten i dag er en fejring af Jesu fødsel i nat. Jo, fordi det giver os en mulighed for at kaste et nyt lys over betydningen af Jesu fødsel og dermed julefejringen. Fordi synden og Gud komme i Jesus hænger uløseligt sammen. Først når vi forstår det, forstår vi vigtigheden af Julen.

Vi har netop hørt Juleevangeliet, med de så velkendte ord: »Og det skete i de dage…«. Ordene leder straks vore tanker hen på jul og Jesu fødsel. Men som det ofte sker med noget, vi holder af, er der en fare for, at det bliver ren tradition, så vi ikke hører eller ser det egentlige budskab. Ligesom når vi sætter stjernen på juletræets top, så glemmer vi måske, at den symboliserer stjernen der lyste over Betlehem julenat. Og sådan kan det også ske med juleevangeliet. Men det der siges i juleevangeliet, er noget vi burde lytte godt til, det er er vigtigt, det der siges – ja, det er kernen i kristendommen, nemlig at Gud lader sig føde som menneske i Jesus Kristus.

Evangelisten Lukas beretter, at Josef og den højgravide Maria i anledning af folketællingen rejser til Betlehem, og her i en stald nedkommer Maria julenat med Jesusbarnet. Og på en af markerne omkring den lille by viser Herrens engel sig for nogle af hyrderne, der vogter deres får, og siger til dem »Frygt ikke! Se, jeg forkynder Jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født Jer en Frelser i Davids by; Han er Kristus Herren!«

» I dag er der født Jer en Frelser i Davids by; Han er Kristus Herren!«

Kristus eller Messias, er betegnelsen for den Frelser, som jøderne havde ventet på skulle komme og frelse folket.

Det er Ham, som er forudsagt i Esajas’ Bog, som vi hørte i den første læsning: »Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land.«

Esajas var en profet, der levede omkring 700 år før Kristi fødsel, og i sin profeti forudsagde han, at der skulle komme en Frelser – ikke bare sendt af Gud – men en Frelser, der er Gud selv. Det er derfor Esajas siger om denne Frelser: »For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre. Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste.« Han er med Esajas’ ord, det lys, der skinner for dem, der bor i mørkets land.

Mørket som Esajas taler om, er det mørke, vi som mennesker er fanget i, når vi lever vores liv uden Gud. Det er det mørke, der kom ind i verden, da Adam og Eva valgte at spise af frugten fra Kundskabens Træ i Edens Have. I husker nok beretningen: Adam og Eva må spise frugten af alle træerne i Haven, undtaget dette ene træ. Men slangen frister Eva; spiser de af træet vil de blive som Gud! Så hun spiser af træet og som enhver mand ville gøre det, når konen siger det er fint, så gør Adam det også. Hvem kan stå for fristelsen at blive ligesom Gud. Hvorfor skal Gud sætte grænser for, hvad de måtte og ikke måtte!? Er Han måske bedre end dem!? De ville ikke anerkende, at Han var deres skaber og, at der var begrænsninger for deres liv. De ville ikke lade andre sætte rammerne eller vilkårene for deres liv.  Og konsekvensen af det er, at de bliver forvist fra Edens Have og sendt ud i verden, hvor de ikke længere har det evige liv, men hvor døden hersker, hvor de ældes og hvor de skal slide for føden. Det var ikke den frihed, som de havde i tankerne, da de spiste den forbudne frugt.

Det er den verden, som vi mennesker befinder os i. Vi er ikke så frie, som vi ofte forsøger at tale os selv op til at være. Vi er underlagt naturens luner, vores behov, andre mennesker og døden.

Og vi prøver med vold og magt, at være vores egne herrer og bilder os ind, at vi er herrer over, hvad der sker omkring os, vi bilder os ind, at vi er herrer liv og død. Og når vi finder ud af, at det ikke forholder sig sådan, kan vores verden bryde sammen og vi kommer stadig dybere ind i mørket.

Vi er, som Esajas siger, et folk, der vandrer i mørket. Vi famler os frem i mørket for at finde en mening med vores tilværelse – en mening med vores liv. Men hvor mange finder den? Hvor ofte hører vi ikke om folk, der siger: »jeg skulle have gjort det ene eller det andet, medens jeg kunne«, eller; »jeg brugte for meget tid på mit arbejde!«, »Jeg fik ikke tilbragt nok tid med mine børn, da de var små!« eller »mit ægteskab gik i stykker fordi jeg hellere ville…«

Og stiller vi os selv spørgsmålet;  Hvornår har jeg nok penge? Hvornår er min status høj nok? Hvornår er jeg tilfreds med mit udsende? – så vil svaret være – aldrig!

For når vi lever livet for os selv, bliver vi blinde for livets sande værdier. Vi er fanget i vores egen egoismes mørke.

Men hvad med dem. der prøver at finde en mening ved at kæmpe for større sager og gøre verden til et bedre sted. De er vel ikke egoister? De der slutter sig til de nye ideologiske bevægelser for at finde en mening med tilværelsen. De der involverer sig i racespørgsmål, kønsideologi, miljø og hvad der ellers er oppe i tiden. Bliver de tilfredse? Nej, for som det er med alle ideologier, der har som deres erklærede formål at gøre verden til et bedre sted, så er de i stedet med til at dele folk op i dem, der er med os eller imod os. De ender med at gøre det de egentlig kæmper imod, nemlig  at inddele folk – ikke efter, hvem de er som mennesker – men, hvem de er i forhold til deres race og køn. Og det er egoisme i lige så høj grad, som de der går op i de materielle ting, her er sagen bare, at man i mange tilfælde sætter sig op på en piedestal i forhold til de andre.

Vi vandrer, som Esajas siger, i mørket, og famlende leder vi efter en mening med tilværelsen. Og det gælder os alle. Der er ingen, der er undtaget. Ikke dig – eller dig – eller dig – og for den sags skyld heller ikke mig. Vi rager rundt i mørket og støder i overført betydning ind i andre mennesker for selv at komme frem.

Den eneste, der kan føre os ud af dette mørke og give os et liv i lyset, er Gud, der bliver menneske i Jesus Kristus. Som englene forkyndte for hyrderne på marken: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.«

Her i stalden, i det lille barn i krybben, der ikke er optaget af status, penge eller materielle ting, men kun har det ene mål i sit liv at blive elsket, finder vi Gud. Først i vores samvær med Gud finder vi mening i livet – først her brydes mørket af det lys, der er Kristus.

Gud lod sig føde som menneske i Jesus Kristus for at vise os, hvem Han er og for at tilbyde os frelsen. Han blev menneske for at komme så tæt på os som muligt. Han kom til os for at vise os sin kærlighed til os, så vi til gengæld vil elske Ham. Han vil have, at vi skulle kende Ham – for du kan ikke elske nogen, du ikke kender!

Og den kærlighed Han har til os er så stor, , at Han langfredag gik i døden for os på korset og stod op fra de døde Påskemorgen, for at vi kan få del i det evige liv sammen med Ham. Det evige liv, som vi mistede, da Adam og Eva blev forvist fra Edens Have, giver Han os muligheden for at få igen. Han lover os at vi ikke skal vandrer i mørket, hverken i døden eller her på jorden, hvis vi bekender Ham som Herre og Frelser.

Det er populært at kalde julen for hjerternes fest, og vi fortæller os selv og hinanden, at det vigtigste er, at vi – især ved juletid – skal være gode mennesker. Men det Gud ønsker af os er ikke, at vi bare skal være gode mennesker. Han ønsker, at vi skal blive nye mennesker. Han ønsker, at du skal blive et nyt menneske og leve et nyt liv i fællesskab med Ham. Du skal leve et liv, hvor du arbejder for at ligne Kristus. Ikke forstået som, at vi, som Adam og Eva., skal forsøge at blive Gud, men vi skal forsøge at blive som Kristus i vores handlinger. Det er derfra udtrykket ’kristelighed’ kommer; at blive lig Kristus, at blive Kriste-lig, at handle mod næsten som Han gjorde det i lydighed mod Gud Faderen.

Og det ny liv, Han tilbyder dig, begynder allerede i dag, hvis du tager i mod Jesus som Herre og Frelser. Det er et liv, hvor det er Hans kærlighed, der vil lede dig. Det er et liv, hvor vores optagethed af penge, status, udseende og materielle goder mindskes, og vi i stedet sætter pris på de gaver Gud har givet os: vores børn, vores ægtefælle, vores familie, vores venner. Det er et liv, hvor du ikke har brug for ideologier, der vil skabe paradis på jorden, men i stedet arbejder på at sprede Guds Rige gennem det du selv gør, når du møder næsten. For tror du på Gud, så ved du at alle mennesker er lige meget værd, uanset køn eller hudfarve. Og tror du på Gud, så vil du tage vare på Hans Skaberværk, fordi det er Hans og ikke dit. Kort sagt: Tror du på Gud, viser du din kærlighed til næsten, gennem det du gør! At tro på Gud er at leve troen i praksis.

Så brug i det kommende år nogle timer om søndagen på at komme i Kirke og lytte til det glædelige budskab om Guds nåde og kærlighed. Læg telefonen fra dig og vær til stede i nuet med din familie og venner – de er en gave fra Gud. Og de likes du får på Facebook eller Instagram tæller ikke noget i forhold til, den kærlighed din familie kan give dig. Løft blikket fra jorden, når du er ude at gå og se på Guds Skaberværk. Bestræb dig på, hver dag at gøre noget godt for næsten, også helt fremmede – ikke fordi du skal bevise noget, men fordi andre mennesker også er Guds børn.

Og til sidst: Når du sidder ved træet i aften, så kast et blik på stjernen i toppen af træet, og husk hvad vi fejrer. Det er ikke bare Jesu fødselsdag. Det er ikke kun Hans fødsel, vi fejrer. Vi fejrer, det Han til stadighed gør for os; nemlig tilbyder os; Hans frelse, nåde, tilgivelse og et nyt liv og evigt liv sammen med Ham, og de der er gået forud til Ham før os. Og det er i sandhed, som englen siger: En stor glæde.

Og for det siger vi:

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen!

Guds Fred til Jer alle, og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg

Skriv din mail-adresse herunder – og få besked direkte i din indbakke, hver gang et nyt indlæg lægges op på bloggen!

Kategorier:Andagtsord, Bibel-Lukasevangeliet, Højtider, Højtider-Jul, Jesus Kristus, Jomfru Maria, Kirkeåret-Advent og Jul, Prædikener

Tags: Esajas, Esajas' Bog, Jesus Kristus, Jul, Juleaften, Lukasevangeliet, Prædiken