Nogle gange hænder det, at man som præst ikke skal prædike juledag – i år er en af disse dage. Men I skal ikke snydes for en prædiken på denne Herrens fødselsdag; så i dag kan man læse en prædiken af biskop H. L. Martensen (1808-1884).

Frygter ikke!

Du, som har givet os din eenbaarne Søns Evangelium, hans Fødselsglædes Evangelium, vi takke Dig, vor Fader i Himlene, at Du i dette Evangelium har aabenbaret os, at Du ikke blot er den hellige, den retfærdige Gud, hvem Syndere maae frygte, man har aabenbaret os, at Du er kjærlighed, som vil gjøre Syndere salige formedelst Barnet, som er født os! O, giv os at annamme det i troende Hjerter, giv os at elske Dig og Ham, som elskede os først, elske Ham i den Aand, Han har givet os, ikke en Trældoms Aand atter til Frygt, men en sønlig Udkaarelsesaand, ved hvilken vi raabe: Abba! i Jesu Navn! Amen.

Luc. 2,1-14.

Men det begav sig i de Dage, at en Befaling udgik fra Keiser August, at al Verden skulde skrives i Mandtal. (Denne første Indskrivning skete, der Qvirinius var Landsherre i Syrien.) Og alle gik, at lade sig indskrive, hver til sin Stad. Men Joseph gik ogsaa op fra Galilæa fra den Stad Nazareth til Judæa til Davids Stad, som kaldes Betlehem (fordi han var af Davids Huus og Slægt), at lade sig indskrive tilligemed Maria, sin trolovede Hustru, som var frugtsommelig. Men det skete, da de vare der, blev Tiden fuldkommet, at hun skulde føde. Og hun fødte sin Søn, den Førstefødte, og svøbte ham, og lagde ham i en krybbe, thi de havde ikke Rum i Herberget. Og der vare Hyrder i den samme Egn, som laae ude paa Marken, og holdt Nattevagt over deres Hjord. Og see, Herrens Engel stod for dem, og Herrens Klarhed skinnede om dem, og de frygtede saare. Og Engelen sagde til dem: Frygter ikke; thi see, jeg forkynder Eder en stor Glæde, som skal vederfares alt Folket. Thi Eder er i Dag en Frelser født, som er den Herre Christus i Davids Stad. Og det skal være Eder et Tegn: I skulle finde et barn svøbt, liggende i en Krybbe. Og strax var med Engelen en himmelsk Hærskares Mangfoldighed, som lovede Gud og sagde: Ære være Gud i det Høieste! Og Fred paa Jorden! Og i Mennesker en Velbehagelighed!

Glæder Eder i Herren altid; og atter siger jeg: glæder Eder! Denne apostoliske Opfordring til at glæde sig i Herren altid, burde vistnok ogsaa altid efterkommes af de Christne, naar vi betænke, hvor store de Velsignelser ere, der ere os skjænkede af Gud. Dog føle vi det vistnok, at denne Opfordring mere betegner et Maal, hvortil vi skulle stræbe at nærme os, end det, som i Virkeligheden finder Sted. Thi om end Evangeliet selv som Glædens evige Kilde vistnok altid skal være i det Inderste af en Christens Sjæl, om end enhver Christen i sit Inderste bør have et Sted, hvor denne Verdens Magter ikke kunne naae hen; dog skeer det os saa ofte, at den virkelige, den fulde Glæde ikke kan komme til at gjennembryde de verdslige Skyer. Men Gud være lovet, de komme der ogsaa Tider, der paa en særegen Maade ville forhjælpe os til Glæde i Herren, idet de ligesom lægge os Evangeliet nærmere, Tider, i hvilke det lyder til os: denne er Dagen, som Herren gjorde, lader os frydes og glædes i den! En saadan Tid er denne glade Julehøitid. Der atter prædiker Evangelium for de Fattige, ikke blot for de udvortes Fattige, nei, ogsaa for de indvortes Fattige, for alle fattige Hjerter! Vort Evangelium har ført os tilbage til hiin første Julenat, og dermed ogsaa til hiin store Nat, Vankundighedens og Syndens og Dødens Nat, som dengang indhyllede denne Verdens Riger og deres forfængelige Herlighed, indhyllede den romerske Keiser Augustus i hans Keiserborg. Det fører os atter tilbage til Betlehems stille Herberge, hvor vi finde Maria og Joseph og Barnet svøbt, liggende i en Krybbe. Og Moderens Blikke hvile paa  Barnet, dette Barn, om hvilket hun, den Velsignede iblandt Qvinderne, har modtaget den underfulde Bebudelse: Han skal vorde stor og kaldes den Høiestes Søn, og Herren vor Gud skal give Ham hans Faders Davids Throne, og der skal ikke være Ende paa hans Kongedømme; dette Barn, om hvilket der blev sagt til Abraham: I din Sæd skulle alle Jordens Slægter velsignes! Og hun, den fattige Moder i Betlehems fattige Herberge, og Barnets Pleiefader Joseph forstaae ikke, hvorledes dette skal skee.  Og derude paa Marken, i den natlige Stilhed ere Hyrderne, der omskinnes af den himmelske Klarhed og blive forfærdede. Men Engelen staaer for dem og siger til dem: Frygter ikke, thi see, jeg forkynder Eder en stor Glæde. Som skal vederfares alt Folket, thi Eder er i dag en stor Glæde, som skal vederfares alt Folket, thi Eder er i dag en Frelser født, som er den Herre Jesus Christus af Davids Stad. Og de hører de himmelske Hærskarers Lovsang: Ære være Gud i det Høieste, Fred paa Jorden og i Mennesker en Velbehagelighed! Og den himmelske Lysaabenbarelse forsvinder, og der er atter stille paa Jorden. O, at vi dog i een stor Forestilling kunde samle alt det jordiske Mørke, samle al Verdens Synd og Sorg og Elendighed, og al Verdens Frygt og Angst og Rædsel og Forfærdelse, hvilket vi jo mere og mere lære at kjende, jo mere vi fordybe os i denne Verden og jo længere vi leve deri; men at vi da ogsaa i een stor Forestilling kunde samle alt det himmelske Lys, samle al den Naade og Velsignelse, al den Glæde og Kjærlighed, og Fred og frihed, som i Christi Evangelium er nedstegen til os; og at da denne Forestilling ogsaa maatte gaae os igjennem Hjertet i een stor Følelse: da skulde ogsaa Lyse seire over Mørket, da skulde ogsaa Glæden feire over Sorgen, da skulde Haabet og Kjærligheden feire over Frygten i vore Hjerter! Og hertil ville vi nu ved Guds Naade søge at forhjælpe hverandre, idet vi med troende Hjerter ville tilegne os Engelens Forkyndelse: Frygter ikke, the see, jeg forkynder Eder en stor Glæde, thi Eder er i dag en Frelser født!

     Frygter ikke! – for Hyrderne havde dette Ord vistnok sin særegne Betydning. De blev forfærdede, da de pludseligt omskinnedes af den himmelske Klarhed, efterdi den syndige Skabning nødvendigt maa frygte det Helliges umiddelbare Nærværelse, og gjennem det gamle Testamente gaaer jo den Forestilling, at Ingen kan se Gud og leve, idet den syndige Skabning maa forgaae, maa svinde hen ved Synet af Guds Helligheds Majestæt.

     Men dette: Frygter ikke! – har det ikke ogsaa en almindelig, en omfattende Betydning for hele Menneskeslægten? Thi med Synden indkom ikke blot Døden og Sorgen i Verden, men med Sorgen indkom ogsaa Frygten i Verden. I Paradisets Have, hvor Menneskene vandrede som Guds elskelige Børn, hvor der endnu var Fred paa Jorden, hvor der endnu kunde siges: I Mennesker har Gud Velbehagelighed! I kjendtes ikke Frygt og Angst og Forfærdelse. Først efter Syndefaldet, læse vi, at da de hørte Gud Herrens Røst i Haven, først da frygtede de. Og siden hiin Dag er denne Frygt med alle dens Angster vedbleven at være i Menneskeslægtens Hjerte og i ethvert enkelt Menneskes Hjerte; og som Apostelen Johannes siger, først den fuldkomne Kjærlighed driver Frygten ¹ ud. Thi skjøndt Apostelen nærmest siger dette om Menneskets Kjærlighed til Gud, dog har det viselig sin dybeste Anvendelse paa Guds fuldkomne Kjærlighed, der driver Frygten ud af Menneskets Hjerte. Hvor trængte dog Israels Folk til at høre det store: Frygter ikke! at lyde fra Himlen. Thi skjøndt Israels Folk vistnok kan kaldes Haabets og Forjættelsens Folk, skjøndt de store, de naaderige Forjættelser vare dem givne, der fra Slægt til Slægt forklarede dem den første Forjættelse, at Qvindens Sæd skal sønderknuse Slangens Hoved; de store Forjættelser, der forvissede dem om, at engang skulde han dog komme, den store Fredens Fyrste, der skulde stifte Fred mellem Gud og Menneskets Hjerte, at der atter maatte kunne siges: I Mennesker har Gud en Velbehagelighed; skjøndt det saa ofte lyder iblandt dem: Trøster, trøster mit Folk, taler kjærligt til Jerusalem; dog er der i deres Hjerter en uovervunden Frygt og Sjæleven, ikke blot den hellige Ærefrygt, der stammer fra det Gode, men en Trældomsfrygt, som Synderens Frygt, der skjælver for den hellige Gud, hvem han har fortørnet, skjælver for Guds retfærdige Dom, skjælver for den stærke, den forfærdelige og nidkjære Gud, der hjemsøger Fædrenens Misgjerninger paa Børnene. Thi skjøndt Forjættelserne ere dem givne, dog er jo Opfyldelsen endnu ikke kommen; dog vedblive de jo endnu at frembære de blodige Offere, der ikke kunde rense Samvittighederne; og naar vi undtage enkelte Udvalgte, saa vedbliver der altid for Israels Øie ligesom at glimte Noget af Lynene fra Sinai, og i Isarels Hjerte at lyde en forfærdende Gjenlyd af Sinais Tordener. Derfor trængte de vel til at høre det store: Frygter ikke! thi see, jeg forkynder Eder en stor Glæde. Thi nu er den fuldkomne Kjærlighed aabenbaret, den Kjærlighed, der driver virkelig Frygten ud. Og vende vi os fra Israels Folk til Hedningernerne, hvor trængte ikke ogsaa Hedningerne til at høre det store: Frygter ikke! Thi skjøndt Hedningerne ikke kjende den hellige Gud og vandr deres egne Veie, skjøndt de synes saa livsglade, saa trygge i den nærværende Verden og alle dens Herligheder, dog gaaer der en hemmelig Frygt, en hemmelig Gru igjennem Hedenskabet, og med Samvittighedens Uro, der rører sig i Sjælens Dyb og vidner om et Frafald, en Skilsmisse fra den sande Gud, forener sig en hemmelig Frygt for Døden og for den sande Gud, forener sig en hemmelig Frygt for Døden og for det kolde Skyggerige, hvorom de have hørt nogle gamle Fabler, med hvilke de ofte have spottet, men paa hvilke de til deres egen Elendighed dog ikke ganske kunne opgive Troen, at der deri dog turde skjule sig en ængstende Hemmelighed. Og skulle vi mene, at det kun var hine gamle Slægter, der trængte til at høre det store: Frygter ikke, thi see, jeg forkynder Eder en stor Glæde! Visselig, mine Venner! vi trænge Alle til – en stor Glæde. Er dog Menneskets naturlige Hjerte ikke endnu altid det samme? Vi ville nu ikke tale om dem, der leve hen i verdslig Tryghed og Syndesøvn. Men har dit Hjerte aldrig skjælvet imellem Haab og Frygt, naar Du tænkte paa din egen Fremtid, her og hisset? Og har det aldrig skjælvet, naar Du tragtede efter at fyldestgjøre Loven, der talede i din Samvittighed, tragtede efter Fuldkommenhedens Maal og ideligt følte din Afmagt, erfarede det, at Du ikke kunde forløse Dig selv, erfarede det: det Gode, som jeg vil, det gjør jeg ikke, og det Onde, som jeg ikke vil, det gjør jeg! Og har dit Hjerte aldrig skjælvet, naar Du saae ud i Tiderne, saae ud over Menneskeslægten, og det tykkes Dig, at de forstyrrende Kræfter vare stærkere end de skabende og opholdende, naar Historien viste, at efter enhver Blomstringstid, enhver Opbyggelsens Tid følger en Opløsningens og Nedbrydelsens Tid, og det tykkes Dig, at Forstyrrelsen, at Fordærvelsen kun udbredte sig mere og mere, og at Maalet kun var dette, at det Hele skulde ende i Forvirringens, i Intethedens Nat. Kjender du denne Skjælven imellem Haab og Frygt, denne Trang til et usvigeligt Pant paa den det Godes Seier udenom Dig og indeni Dig, da kjender Du ogsaa Trangen til dette Julebudskab: Frygter ikke! thi see, jeg forkynder Eder en stor Glæde, thi Eder er i dag en Frelser født, en Frelser, hvem al Magt er given i Himlen og paa Jorden, men hvis fuldkomne Kjærlighed driver Frygten ud!

Lader os da gaae til Betlehem og see, hvorledes Herren har kundgjort os dette. Det lyder til os i Julebudskabet: Dette skal være Eder Tegnet, I skulle finde Barnet svøbt, liggende i en Krybbe. Er det ikke den fuldkomne Kjærlighed, som her er aabenbaret, at Gud har sendt os sin enbaarne Søn, at Han, som var i Guds Skikkelse, ikke holdt det for et Rov at være Gud liig, men fornedrede sig selv til Betlehems Krybbe, indsænkede sig i vort Kjød og Blod, blev os liig i alle Ting, dog uden Synd, for saaledes at kunne have Medfølelse med vore Skrøbeligheder; ja, lod sig føde i Ringhed, i Armod, at vi ved hans fattigdom skulde blive rige! Thi stor er vor Gud tilvisse i sin skabende Kjærlighed, den Kjærlighed, der har Almagten til sin Tjener og ved hvilken han tændte Lysene paa Himlens udstrakte Befæstning, kaldte Aander frem af dette Ikke-Værenedes Nat, skabte Englene og Mennesket i sit Billede, at der skulde være Vidner paa hans Herlighed. Men den skabende Kjærlighed, der stiger ned for at opsøge og frelse det Fortabte, sætter sig i Synderes Sted for atter at gjøre dem til Guds elskelige Børn. Og maa da Barnet i Betlehems Krybbe dog ikke drive Frygten ud af vore Hjerter? idet vi i Barnet have Pantet paa, at vi uagtet at vor Synd og Skyld og Uværdighed dog ere elskede af Gud, kaldede til hans Naades og Saligheds Rige. Og maae vi ikke sige med vor gamle Psalme:

I vær velkommen, Du ædle Gæst,

For Synderes Skyld Du kommen est

I Verdens Jammer ned til mig,

Jeg aldrig kan fuldtakke Dig!

Den fuldkomne Kjærlighed driver Frygten ud. Er det ikke dette, som er aabenbaret i hans hele Liv og Vandel paa Jorden, da han gik omkring og gjorde vel og helbredede alle dem, som vare overvældede af Djævelen! Og er det ikke denne Gjerning, han vedvarende udøver paa Menneskenes Hjerter, denne Gjerning, han ogsaa i denne Juletid udøver iblandt os, idet han siger til enhver bekymret Sjæl; Frygt ikke, men tro ikkun ² Og kan Du troe, da skal Du see Guds Herlighed, da skal De see Guds Herlighed, da skal hans Evangeliums himmelske Klarhed omskinne Dig, ikke forfærdende, men trøstende, opløftende, beroligende, og Du skal istemme de himmelske Hærskarers Lovsang: Ære være Gud i det Høie, Fred på Jorden og i Mennesker en Velbehagelighed! Frygt ikke, men tro ikkun! Er det denne Verdens Magter, Du frygter, de dunkle, ubestemte Fremtidskjæbner, der kunne ramme Dig og Dine, kunne ramme Menneskenes Slægt paa Jorden; den fuldkomne Kjærlighed er nedstegen til Dig for at drive Frygten ud af dit Hjerte. Han siger Dig vistnok, hvad Du skal frygte. Han skjuler ikke Livets Farer og Afgrunde for Dig. Men han forkynder Dig ogsaa med usvigelig Vished, at Du har en Fader i Himlene, hos hvem alle dine Hovedhaar ere talte og som vil lade alle Ting tjene dem til gode, som elske Gud. Og naar Du frygtsom seer ud i Tiderne, han peger selv hen paa Mørkets fordærvende Magter, men viser Dig jo ogsaa det Himmeriges Rige, som gjennem Kors og Trængsel skal stride frem til Herlighed og Seier, vil ogsaa kalde Dig til den Forsamling, til hvilken Han siger, medens Verdensbølgerne bruse: Frygt ikke, du lille Flok, thi det er Eders Fader velbehageligt at give Eder Riget ³. Eller er det ikke de udvortes Magter, Du frygter, men en indvortes Magt, Samvittighedens Magt, der taler om Synd og Dom, er det Lovens Trusler og Lovens Anklage; den fuldkomne Kjærlighed er nedstegen til Dig med Ordet om Naade, om Syndernes Forladelse, med Ordet til alle bodfærdige, angrende Sjæle: Frygt ikke, men tro ikkun; hvo som kommer til mig, ham vil jeg ingenlunde kaste ud. Den fuldkomne Kjærlighed er ogsaa for Dig nedstegen til Golgathas Kors, den lidende, den miskjendte, forskudte Kjærlighed, der ogsaa har fundet en Forsoning for dine Synder. O kommer da, I bange, frygtsomme Sjæle, kommer og hører det:

Gud er os ikke længer vred,

Det kan vi deraf vide,

At han har sendt sin Søn herned

For Verdens Synd at lide.

Eller er det Døden, du frygter, det dunkle Skyggerige med det uigjennemtrængelige Mørke; spørger Du i din Sjæls hemmelige Angster:

Hvor kommer jeg henover,

Jeg gruer for den mørke Dødens Dal,

den fuldkomne Kjærlighed er ogsaa for Dig nedstegen til det mørke Rige, har ogsaa for Dig bragt Liv og Uforkrænkelighed for Lyset ved sin Opstandelse fra de Døde, vil ogsaa kalde Dig til de Troendes, de Haabendes Forsamling, hvor det lyder: Død, hvor er din Braad, Helvede, hvor er din Seier? Lovet være Gud, som gav os Seier ved Jesum Christum ⁴. O, skulle vi da ikke glade holde Juul, love, takke, prise af Hjertens Grund for dette Evangelium: Eder er en Frelser født! Og har han ikke givet os den Forjættelse: Jeg er med Eder alle Dage! Og har han ikke opfyldt den indtil denne Dag formedelst sin Helligåaand, formedelst hvilken han allerede paa Pinsedagen begyndte at drive Frygten ud af de tvivlende, forsagte Disciple, gav dem Viisdom og Mund, som deres Modstandere ikke kunde modstaae, gav dem Frimodighed i Trængsler, frimodighed i Døden, som Stephanus, der døende sagde: Jeg seer Himlen aaben og Menneskens Søn hos Guds høire Haand! Og denne Aand, Han giver den ikke blot til de store Hellige og Udvalgte, han giver den til Alle, de Fattige i Aanden, til Gamle og Unge, giver os i Troen at sige: Vi have ikke annammet en Trældoms Aand atter til Frygt, men en sønlig Udkaarelsesaand, ved hvilken vi raabe: Abba Fader! ⁵, forvisser os om at Intet, Intet skal skille os fra Guds Kjærlighed i Christo vor Herre, naar vi i Troen blive i Ham!

Lader so da holde Høitid og takke Gud for Barnet som er givet os. Og lader os fortrøstningsfuldt gjentage det: Han som ikke sparede sin egen Søn, men gav Ham hen for os Alle, skulde han ikke give os alle Ting med ham ⁶? Vel kjende vi ogsaa det andet apostoliske Ord: Hvem som frygter er ikke fuldkommen i Kjærligheden ⁷. Og just fordi de Troende, just fordi vi selv endnu ere saa ufuldkomne i Kjærligheden, just derfor er der jo endnu saa ofte, selv naar vi i Troen bede: Abba Fader! det i os, som frygter, skjælver, bæver og zittrer, thi saalænge som Synden ikke fuldkomment er udstødt, saalænge er Frygten jo heller ikke fuldkomment drevet ud. Men ogsaa da lyder det til os: Frygter ikke, thi see, jeg forkynder Eder en stor Glæde! Thi Han som begyndte den gode Gjerning i os, han vil fuldføre den indtil sin herlige Aabenbarelsesdag. Har han ikke lært os at kaste al vor Sorg paa Gud, ikke blot vor Sorg for de timelige, jordiske Anliggender, men fremfor Alt vor Sorg for vore Sjæle, vor Bekymring for vor Frelse? Har han ikke lært os, at Guid antager sig Lilierne paa Marken og Fuglene under Himlen, og har han ikke sagt os: Ere I ikke langt bedre end de? og dermed lært os, at ogsaa vore Sjæle vil Gud forsørge ved sit Ord og ved sin Helligaand, vil klæde os med Salighedsklæder, der forarbeides, vi vide ikke selv hvorledes, gjennem vort Livs Førelser, naar vi ikke selv forhindre det, at det ogsaa paa os omsider maa vorde opfyldt i dets hele fuldstændige Betydning: I Mennesker har Gud en Velbehagelighed! Og lad det ikke tykkes dig for stort, for overvættes, at ogsa dig vil han omsider gjøre fuldkommen i Christo. Thi for vor Gud er Intet for stort, og Han er mægtig til at gjøre langt overflødigere, end vi kunne bede efter forstaae. Og derfor, lader os ikke frygte, men elske, elske Ham, som elskede os først, elske Ham i Troen. Thi hvad er Troen Andet, end Kjærligheden selv, den modtagende Kjælrlighed, i hvilken et Menneske oplukker sit Hjerte for den himmelse Naade, liig Marken, liig Blomsten, der aabner sig for Solens Straaler! Opluk Du da ogsaa i denne Julehøitid dit Hjerte for dette livsalige Evangelium og lad en straale af dets Herlighed paany falde ind i din Sjæl!

Og Du, o fuldkomne Kjærlighed, gjør du os selv fuldkomne i Kjærligheden, at vi med hver Juul, der oprinder for os, end fuldkomnere maae takke Dig, end fuldkomnere maae blive Guds elskelige Børn, thi uden vi blive som Børn, kunne vi jo ikke indgaae i Himmeriges Rige. Lads ogsaa denne Julehøitid kaste en Lysets straale ind i alle fattige, bekymrede, anfægtede Hjerter, sige dem: Frygter ikke, thi see, jeg forkynder Eder en stor Glæde! Frygter ikke for de dunkle, de ubestemte Skjæbner, ikke for Lovens Trrudsler, ikke for Dødens Skyggedale. Vi have jo det Evangelium, at hver den, som troer paa Ham, skal ikke fortabes, men have et evigt liv. Og naar I see ud i Tiderne, og see de mørke Uveirskyer, see Mørkets Magter at stige op fra Afgrunden: frygter ikke; han har jo sagt os det Alt sammen forud. Og selv om hans hellige Kirke, selv om hans Troendes Menighed synes Eder at være i Fare, selv naar det synes Eder at Herren sover og Bølgerne gaae hen over Kirkeskibet og synes at opsluge det, siger ikke: Vi forgaae! Thi Han vil dog staae op og sige: Hvi ere I saa frygtagtige, I lidet Troende? Vil byde tormen og Bølgerne at lægge sig. Ja, dette den fuldkomne, den almægtige Kjærligheds: Frygter ikke, o Fader i Himlene! Lad det altid være hos os under vort Livs Kampe og Skjæbner! Og i Dødens Time, den Time, der af de Dødelige fra Slægt til Slægt er nævnet som Frygtens og Angstens Time, lad din Trøstensaand tale det ind i vore Hjerter: Frygt ikke, the see, jeg forkynder Dig en stor Glæde, den himmelske Juleglæde! Amen.

1) 1 Joh, 4,18

2) Marc. 4,36

3) Luc. 12,32

4) 1 Cor. 15,55,57

5) Rom. 8,15

6) Rom 8,32

7) Joh. 4,18

Glædelig og velsignet jul til Jer alle, og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg

Giv dig selv en julegave, der bliver ved med at give: Tilmeld dig med email-adresse herunder og få besked, hver gang et nyt indlæg lægges på bloggen!

Kategorier:Andagtsord, Bibel-Lukasevangeliet, Gæsteindlæg, Højtider, Højtider-Jul, Jesus Kristus, Jomfru Maria, Kirkeåret-Advent og Jul, Kirkehistorie, Kristenliv, Prædikener, Prædikener-Historiske

Tags: Biskop H. L. Martensen, Jesus Kristus, Jul, Juleprædiken, Lukasevangeliet, Prædiken