Bloggen bringer i dag et indlæg fra Re-formatio, bladet for Foreningen Kirkelig Fornyelse. Indlægget med titlen ’Højkirkelighedens dilemma’ rører ved noget centralt i højkirkeligheden – nemlig ønsket om bevarelsen af den sande autentiske kirke og en kirke, der ikke bøjer sig efter tidsånden.

Indlægget er skrevet af daværende redaktør Olav Fog, og blev bragt i bladet August 2007, nr. 2.

Højkirkelighedens dilemma

Nej, vort dilemma er ikke, at så få finder vej til vore rækker. Selvfølgelig ville det da være rart, om mange flere sluttede sig til os. Men vi ligger ikke under for talmajestæten! Det er der alt for mange, der gør i vor tid. Man tror, at kvalitet og ægthed er afhængig af antal og popularitet. Men det er det ikke. Spørgsmålet frem for alt er, om det er autentisk kristendom. Hvis det er det, skal vi fastholde det – også selv om vi kom til at stå alene med det.

Nej, vort dilemma er, at vi bliver mere og mere hjemløse i vor kirke. Vi får simpelthen ikke lov til at være her med den kirke, man har overdraget os. Man tager vort nedarvede embede fra os, man tager sakramenterne fra os. Man tager evangeliet fra os! Hvordan dog det? Lyder evangeliet da ikke klart i vore kirker? Ikke altid, men det er dog muligt at finde det. Jamen, hvad brokker jeg mig så over? Fordi evangeliet ikke bare skal lyde, men også ske ved rette befuldmægtigede udsendinge, der forvalter de af Kristus befalede sakramenter aldeles efter hans indstiftelse. Evangeliet er ikke bare rigtige ord om Gud og vort menneskeliv, men det er en begivenhed, som skal ske. Evangeliet er et offer, Kristi offer på korset for vore synders skyld, et offer som skal være nærværende, hver gang menigheden forsamles til gudstjeneste. Kirkens gudstjeneste er ikke religiøs underholdning af et publikum, men Gud, vor Faders offer af sin enbårne søn, et offer som fandt sted én gang for alle, men som dog er nærværende på kirkens alter.

Vi lider nemlig stadig under middelalderens katastrofale misbrug af sakramenter og embede, et misbrug så stort, at Luther blev nødt til – for at redde evangeliet – at gribe ind i både embede, sakramenter og gudstjeneste og derved radikalt ændre kristendommen. Fordi evangeliet lød så sjældent og menighederne var så uvidende om, hvad kristendom gik ud på, måtte gudstjenesten ændres, så prædikenen kom i højsædet – som et pædagogisk middel! Gudstjenesten blev således ændret til ukendelighed: fra at være en offertjeneste til at være en prædiketjeneste og embedet fra at være et offerembede til at være et prædikeembede.

Fordi kirkens ledere, pave, biskopper og præster, var så korrumperede, måtte Luther finde en måde, hvorpå han kunne vride dem magten af hænde. Hvordan kunne han gøre det? Jo, ved at appellere til adelen og fyrsterne. Jamen de havde jo ikke kirkens apostolske embede! Altså måtte Luther finde en udvej. Han fandt de troendes almindelige præstedømme, som jo altid havde været der, men aldeles ubegrundet og uden hjemmel tillagde han det nu alle de funktioner, som vor Herre Jesus Kristus ellers havde overdraget til det apostolske embede. Under parolen om, at de som døbte var lige så gode præster, som de ordinerede, skabte han mod sin inderste intention faktisk en helt ny kirke – den protestantiske. Hermed indledtes forfaldet i kirken. De protestantiske kirker har begyndt deres dødskamp – det gælder i hvert fald de anglikanske, lutherske og reformerte kirker. At pinsekirkerne stadig opretholder livet, skyldes ikke så meget deres troskab mod evangeliet, som deres appel til kødelig poptrang. Romerkirken ser ud til at klare skærene – i hvert fald under pave Benedikt XVI. Også de ortodokse kirker ser ud til at overleve. Det er de to store apostolske kirker, som har fremtiden for sig. Det nytter ikke noget at købe sin egen kanon og begynde for sig selv. Den slags har hverken sandheden, erfaringen eller fremtiden for sig. Nej, vi må holde os til de overleverede apostolske og historiske kirker.

Når Luther handlede, som han gjorde, skyldtes det ikke, at han holdt op med at være katolik, men en dyb forargelse over kirkens forfald. Han følte sig tvunget til at handle, som han gjorde. Men dermed kom han til at smide barnet ud med badevandet.

For os i dag står vi i et dilemma, fordi det bliver stadig sværere at blive stående i vor kætterske kirke samtidig med, at den katolske kirke stadig nægter at anerkende, at vi retfærdiggøres forensisk ved Kristi fremmede retfærdighed.

Men måske kan pave Benedikt den XVI komme os til hjælp, sådan som det antydes i artiklen på side 54 (her refereres til artikel i bladet). Hvad med om han omsider optog os i den romerske kirke tillige med Augustana, Luther Lille katekismus, vor økumeniske messe med kun ganske få ændringer, vore salmer og hele åndelige liv mod, at vi til gengæld modtager embede og sakramentsforvaltning fra Romerkirken???

Det sker nok ikke lige med det samme. Men med tiden???

For at læse mere om højkirkelighed og Foreningen Kirkelig Fornyelse kan man besøg: www.ansgarius.dk

Du kan også besøge vores webbutik: Sursum Corda for at finde bøger af Olav Fog og højkirkelighed.

Guds Fred til Jer alle, og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg

Skriv din mail-adresse herunder – og få besked direkte i din indbakke, hver gang et nyt indlæg lægges op på bloggen!

Kategorier:Debat, Diverse, Gæsteindlæg, Højkirkelighed, Kirke, Kirkehistorie, Kirkesamfund, Kristenliv, Mission, Sakramenter, Samfund, Teologi

Tags: Artikel, Debat, FKF, Højkirkelig, Højkirkelig Bevægelse, Olav Fog, Re-formatio