Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus:
De bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; disciplene truede ad dem, men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem: »Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.« Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem.
Markusevangeliet 10,13-16
Det er i dag 1. søndag efter helligtrekonger og dermed 14 dage siden, vi fejrede juleaften og 13 dage siden; at vi fejrede Jesu fødsel. Hos vores ortodokse brødre og søstre fejrer en del af kirkerne dog først Jesu fødsel i dag, som I måske har set eller hørt, da de følger den gamle julianske kalender, mens vi følger den gregorianske kalender. .
Udover at vi her fra Kirken kan ønske nogle af vores ortodokse medtroende glædelig jul, så er grunden til at jeg nævner den ortodokse kirke, at man her – i de kirker – der følger vores kalender, i går fejrede den såkaldte Epifanifest, som man gjorde i den tidlige kirke, hvor det er Jesu dåb, der er i centrum. Epifani betyder ’manifestation’ eller ’åbenbaring’. Hos os i den evangelisk-lutherske kirke er det de hellige tre konger, der er i centrum, med dåben som undertema, som vi ser i teksten i dag.
Har man overværet en dåb i Folkekirken så vil dagens evangelielæsning lyde bekendt: »Lad de små børn komme til mig. Det må I ikke hindre dem i, thi Guds Rige er deres. Sandelig siger jeg Jer; den, der ikke tager imod Guds Rige ligesom et lillebarn kommer slet ikke ind i det!«
Det er den ene af to læsninger, der lyder ved dåbens sakramente, og det er samtidig en af de mest klare fordringer til os, der ønsker at leve et liv i Jesus Kristus.
Evangelisten Markus beretter, hvordan Jesus er brudt op fra Kapernaum og er draget til Judæa og landet øst for Jordan, hvor folkeskarerne samler sig om Ham. Og som sædvanligt, når Jesus dukker op kommer også de stedlige farisæere og forsøger fange Ham i ord, og som sædvanlig har de ikke held med deres forehavende. Efterfølgende går Jesus og disciplene inden døre, og det er her, at dagens Evangelium udspiller sig. For medens de sidder her, banker det på døren. Nogle af kvinderne i skaren vil nemlig ikke bare nøjes med at se og høre Jesus, de vil have, at Han velsigner deres børn, som det ikke var ualmindeligt at rabbinere gjorde på Jesu tid. Men disciplene truer af kvinderne. »Væk med Jer! Ved I ikke, at Mesteren er en travl og vigtig mand, Han har ikke tid til jer og jeres børn. Han har ikke tid til det pjat. Væk med Jer! Ud!«
Men da Jesus hører, disciplene true kvinderne bliver Han vred: »Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.«
Og så tager Han én for én de små børn på armen. Og jeg forestiller mig, at Han taler fortroligt til dem med en rolig og mild stemme, beder en bøn og velsigner dem. Og de større børn lægger Han sig knæ ved, lægger armen om dem, taler med dem og velsigner dem.
Disciplene må have stået tilbage med en følelse af overraskelse og skam. De troede, at de gjorde det rigtige. For i samfundet, som det var på Jesu tid, var fattige, syge og kvinder ikke nogen man regnede for det store. De var socialt og religiøst i samfundets bund. Så disciplene troede, at de ville høste ros hos Jesus, når de holdt kvinderne og deres børn væk fra Ham – men tværtimod. Og den myndighed disciplene tror de har, som Jesu nærmeste, forsvinder som dug for solen. For det står klart for dem, at disse kvinder og børn er vigtigere for Jesus, end de er. Ja, Han fremhæver endda børnene status som arvinger til Guds Rige over disciplene.
Det er de lave i samfundet; børnene, kvinderne, de fattige og udstødte, der har en særlig plads i Jesu hjerte. Dem, de andre afviser som værdiløse, har for Gud en uendelig stor værdi. Han ser dem, som ingen andre ser. Han ser dem, andre ikke vil se. Det er derfor, at Gud lader sig føde som menneske i Jesus Kristus; så Han kan komme så tæt på dem som muligt. Det er ikke de rige, de magtfulde eller den religiøse elite, der følger Ham. De er de udstødte, der når de hører Ham, kender de Hans stemme, som fårene kender deres hyrdes stemme og følger Ham (Joh 10,26-28).
Men hvad betyder det, når Jesus siger, at vi skal modtage Guds Rige som små børn? Og hvorfor er Evangelielæsningen i dag, en af de vigtigste fordringer til os som kristne? Svarene på begge spørgsmål- er: at vi skal være som børn, når det gælder vores forhold til Gud.
Normalt forbinder vi børn med det at være umoden eller barnlig. Men det er ikke det, der menes. Tværtimod. At være som et barn i forhold til Gud er, at komme til Ham med et barns tillid, et barns kærlighed og et barns lydighed. Det vil sige, stole på Guds kærlighed, elske Ham, som Han elsker os, og gøre det Han ønsker af os.
Og især det sidste er det sværeste. At gøre det, som Han ønsker af os. Det rimer ikke rigtig på vores samfund i dag. Skal vi blive i Evangelielæsningens sprog, så opfører de fleste af os som trodsige og dårligt opdragede børn, der nægter at lytte og kun gør det vi selv vil.
I store dele af kristenheden ser vi en tendens til at opfatte kristendommen enten som noget rent kulturelt, altså kulturkristendom, eller som en moralsk rettesnor, som vi bør følge: ikke fordi Jesus Kristus er Gud, men fordi det er sådan, man bør være overfor andre mennesker. Men i virkeligheden er det man her kalder en moralsk rettesnor en elastik. En elastisk moralsk rettesnor, som man kan strække så langt det passer en. Man prøver at tilpasse Evangeliet til sit liv – og ikke omvendt.
Og jeg taler af erfaring. Jeg har selv været der. Som de fleste er jeg barnedøbt og har altid opfattet mig selv om kristen. Men det var først senere i livet, da jeg kom til tro og jeg begyndte at læse i Bibelen og lytte til Guds Ord, at jeg forstod, hvad det var Kristus ønskede af mig. Det var først her jeg forstod, hvad det vil sige at være kristen. Indtil da havde jeg samme tilgang til kristendommen som størstedelen af dem, der kalder sig kristne.
Jeg tog det, som jeg følte, jeg kunne bruge og sagde til mig selv, at Jesus var jo en rar og mild mand, og derfor accepterer Han alt – så længe jeg forsøger at være et godt menneske. Og gjorde jeg noget, som jeg tænkte; det her er vist ikke helt i overensstemmelse med det vi hører Jesus sige, så brugte jeg undskyldningen; ja, men det blev sagt for snart 2.000 år siden i en anden tid – et andet sted – i et andet samfund. Vi må tilpasse troen til den tid, som vi lever i. Og som følge deraf mente jeg heller ikke, at jeg havde brug for Kirkens tradition eller menighedens forsamling. Gud er jo over det hele, sagde jeg til mig selv – og i sidste ende, så tror vi jo alle på samme Gud, ikke sandt? Jeg har ikke brug for en præst til at udlægge teksten for mig, sagde jeg til mig selv, jeg ved bedst. Så jeg reducerede, som mange gør, Kirken til kun at være et sted på linie med et museum, hvor man kom til særlige begivenheder og måske kunne reflektere over sin tilværelse, men ikke som et helligt og indviet sted, hvor vi ved gudstjenesten kommer Gud så tæt, det er muligt i dåben og nadveren. Jeg ville have tingene på min måde – Gud måtte indrette sig efter mig.
Men jeg fandt ud af at sandheden er, at man ikke kan lave sin egen kristendom. En selvskabt kristendom er ikke kristendom. Det viste sig at være en hul skal uden noget indhold. Det var en parodi på kristendom. Jeg var som, det står i Johannes Åbenbaring i brevet til menigheden i Laodikea; hverken varm eller kold, men lunken (Åbn. 3,15-16). Når jeg ville have Gud til at indrette sig efter mig, så levede jeg et liv i synd – det lyder voldsomt – men et liv i synd er ikke bare, hvis man stjæler eller lyver etc. det er kun symptomer på syndens sygdom. Synden er at vende sig bort fra Gud, at tro at man er sin egen herre.
Men da jeg dykkede ned i troen, forstod jeg, hvad det vil sige at være kristen; at være kristen er at følge Kristus, deraf navnet kristen. Og her gælder det at følge – ikke os selv – men Gud, som blev menneske i Jesus Kristus. Her gælder det at lytte til det, Han siger til os! Og når jeg læste Hans Ord, som det kommer til os i Bibelen, så jeg alle mine fejl.
Jeg forstod, at vi ikke være kristne alene og undvære at være sammen om gudstjenesten, som Jesus siger i Matthæusevangeliet: »For hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem.« (Matt 18,20). Og jeg forstod, at kirken er ikke bare en bygning, hvor man forsamles, men at kirken er en levende organisme, hvor alle troende har deres opgave at udfylde, som Paulus skriver: »vi (er) alle ét legeme i Kristus, og hver især hinandens lemmer.« (Rom. 12,5), og hvor vi som kristne har brug for hinanden. Og jeg forstod, at vi ikke alle sammen tror på den samme Gud. Der er kun én Gud og den eneste Vej til Ham er Jesus Kristus. Og jeg forstod, at jeg ikke kunne være kristen uden af gøre alt, hvad jeg kan for at efterligne Kristus, som Han selv siger det i Lukasevangeliet: »Min mor og mine brødre, det er dem, der hører Guds ord og handler efter det.« (Luk 8,21). Og gør man ikke det, som man ved der det rigtige, så er det en synd (Jak 4,17). Og så var jeg så heldig, at jeg mødte en præst, der med sin mildhed og glæde over troen, viste mig, hvilken glæde Kristus kan give et menneske.
Så når jeg fortæller jer det her, så er det ikke for at pege fingre, men for at vise at Kristus tager imod alle, der vil tage imod Ham.
Men selv i dag, hvor jeg gør alt, hvad jeg kan for at efterligne Kristus, så fejler jeg til tider, alt for ofte, og lader alt for ofte min egen barnlige trods komme i vejen, så jeg ikke opfører mig, som jeg ved jeg burde. Og det vil du også opleve, hvis du vil efterfølge Kristus.
Han står klar til at vise dig Vejen, hvis du vil følge Ham. Og når du følger den vej, så vil du være som et barn, der skal lære at gå. Og som et barn vil du også komme til at falde over dine egne fødder – flere gange. Og så tænker du måske: »jeg lærer det aldrig, det hele kan være lige meget!« Men her skal du, igen som et barn, række ud efter din Faders hånd og så vil Han hjælpe dig på benene igen og du kan fortsætte af Vejen, i tillid til at Han er ved din side, klar til at gribe dig, hvis du falder. Det er det barn, der hører Guds Rige til. Det er det barn, Gud ønsker du skal blive!
Og der er ikke nogen, som Han ikke vil holde i hånden og gå med, hvis de ønsker det. For Evangeliet er ikke kun forbeholdt nogle få mennesker. Guds Rige er ikke kun forbeholdt nogle særligt udvalgte. Guds kærlighed omfatter ikke kun dem, der kan deres salmer og Fadervor udenad. I Kristus viser Gud os, hvem Han er: at Han vil frelse alle mennesker; lige fra de uskyldige børn til røveren på korset. Han vil frelse alle; om du er kriminel eller betjent, narkoman eller alkoholiker, arbejdsmand eller direktør, rig eller fattig, mand eller kvinde – der er ingen, der er udenfor Hans kærlighed. Som en god og kær kollega ynder at sige, når vi ser på den kærlighed, som Jesus Kristus kommer med; sådan er Kristus – sådan er Gud!
Og husk på, når du går på Vejen, at du først når målet, den dag, hvor du står foran Kristus. Det er en lang vej, der kan bugte sig, det går op ad bakke og ned ad bakke, somme tider er der som i disse dage frost og is på Vejen, så man kommer til at glide, medens der andre dage er solskin, varme og fuglesang: uanset hvordan det stykke af Vejen, som du befinder dig på nu; om du lige er begyndt din rejse eller om du snart er ved Vejs ende; så vær altid som barnet, tag Kristus i hånden og gå med Ham i vished om og tillid til, at Han er med dig alle dage indtil verdens ende.
Og for den store glæde siger vi: Lov og tak og evig ære, være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen!
Guds Fred til Jer alle, og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg
Skriv din email herunder og få besked, hver gang der kommer et nyt indlæg
Kategorier:Andagtsord, Bibel-Markusevangeliet, Gudstjeneste-Dåb, Gudstjeneste-Højmesse, Højtider - Epifani, Højtider - Helligtrekonger, Jesus Kristus, Kirke, Kirkeåret-Helligtrekongerstiden, Kirkehistorie, Kirkesamfund, Kristenliv, Mission, Prædikener, Sakramenter, Teologi - Dåb
Pastor Schønbergs Blog 
Skriv en kommentar