I dag kan du læse min oversættelse af en af Oxford-bevægelsens skrifter fra de såkaldte Tracts of the Times. Traktaten, ”Overvejelser om den ministerielle kommission, Adresseret i respekt til gejstligheden”, er den første af de i alt 90 teologiske udgivelser (traktater), der blev udgivet i årene 1833-1845 af en kreds af teologer fra Oxford. Traktaterne er så at sige programmet for Oxford-bevægelsen, der var en højkirkelig gruppering i den anglikanske kirke. Med udgangspunkt i den tidlige kirkes traditioner og kirkefædrene arbejdede man på en fornyelse af anglikansk teologi og liturgi og en fastholdelse af Kirkens forpligtelse på at være Kristi Kirke.

Nærværende traktat blev udgivet 9. september 1833 og er forfattet af John Henry Newman (1801-1890), der kan betragtes som Oxford-bevægelsens hovedmand.

Selv i dag, 200 år efter dens udgivelse, giver den stof til eftertanke hos præster såvel som lægfolk.

Overvejelser om den ministerielle kommission,
adresseret i respekt til gejstligheden

JEG ER, som jer selv, en presbyter; og derfor skjuler jeg mit navn, for ikke at tage for meget på mig ved at tale i egen person. Men jeg må tale; for tiderne er meget onde, men alligevel taler ingen dem imod.

        Er det ikke, sådan det er? ”Ser vi ikke på hinanden” uden dog at gøre noget? Ser vi ikke alle den fare, som Kirken befinder sig i, men sidder alligevel tavst hver for sig i vores afsondrethed, som skilte bjerge og hav bror fra bror? Tillad mig derfor, medens jeg forsøger at trække jer frem fra de behagelige tilflugtssteder, som det hidtil har været vores velsignelse at nyde, at betragte vor hellige moders tilstand og fremtidsudsigten for hende på en praktisk måde; så vi alle kan aflægge den hule vane, som vi er vænnet til; at accepterer tingenes dårlige tilstand, uden at gøre noget for at afhjælpe det.

Overvej et øjeblik: Er det rimeligt; er det at opfylde vores pligt, at lade vores biskopper kæmpe slaget uden at gøre vores del for at støtte dem? De har fået pålagt “omsorgen for alle kirkerne”. Sådan må det være: ja, det er deres ære. Ingen af ​​os har det mindste ønske at fratage dem dette høje embedes pligter, slid og ansvar. Og, hvor mørk en begivenhed det end ville være for landet, kunne vi dog (hvad dem angår) ikke ønske dem en mere velsignet afslutning på deres forløb, end ødelæggelse af deres gods og martyrdøden.

        Vi overlader dem villigt og med kærlighed deres høje privilegier og æresbevisninger; vi vil ikke gribe ind i deres rettigheder som APOSTLENES EFTERFØLGERE; vi rører ikke ved deres sværd og hyrdestav. Men vi kan derved, uden at fornærme, tjene som deres skjoldbærere i kampen; og ved vor røst og gerninger være for dem, hvad Lukas og Timotheus var for den hellige Paulus.

        Lad mig nu straks vende mig mod det emne, som får mig til at henvende mig til jer. Skulle regeringen og landet glemme deres GUD og forkaste Kirken; fratage den dens timelige hæder og væsen, på hvilket grundlag vil I så lade det krav om respekt og opmærksomhed, som I stiller til jeres hjorde, hvile på? Hidtil er I blevet værnet i kraft af jeres fødsel, jeres uddannelse, jeres rigdomme, jeres forbindelser; skulle disse sekulære fordele ophøre, hvad er KRISTI tjenere da afhængige af? Er dette ikke et alvorligt praktisk spørgsmål? Vi ser, hvor elendig tilstanden er for religiøse samfund, der ikke støttes af staten. Se på disse mindretal omkring jer, og I vil straks se, at deres prædikanter alene er afhængige af folket, de bliver folkets håndlangere.

Er I tilfredse med, at dette skulle overgå jer?

Ak! kan en større ondskab ramme kristne, end at de skal vejlede deres lærere, fremfor at de selv skal vejledes? Hvordan kan vi “fastholde det ​​sunde ord” og “holde det, der er overleveret i tillid til os”, hvis vores indflydelse blot er afhængig af vores popularitet?

Er det ikke vores eget embedes pligt at modsætte os verden? kan vi så tillade os at bejle til den? at prædike forførende ting og profetere bedrag? at gøre livet let for de rige og sløve og bestikke de ydmygere klasser ved ophidselse og stærk berusende lære? Sådan må det aldrig blive; så spørgsmålet står stadig, hvorpå skal vi grunde vor autoritet, når staten lader os i stikken?

KRISTUS har ikke efterladt sin kirke uden at overlade den under menneskers opsyn. Bestemt ikke. Så hård en Mester kan Han ikke være at byde os at modsætte os verden, uden at give os nogen anvisninger til hvorledes vi skal gøre det. Der er nogle, der grunder deres guddommelige mission på deres egen grundløse påstand; andre grunder den på deres popularitet; andre på deres succes; og andre igen grunder den på deres timelige status. Det sidste har måske i for høj grad være tilfældet for vores eget vedkommende; Jeg frygter, at vi har forsømt det virkelige grundlag, som vores autoritet er bygget på; VORES APOSTOLISKE ARV.

        Vi er født, ikke af blod eller af kødets vilje eller af menneskers vilje, men af ​​GUD. HERREN JESUS ​​KRISTUS gav apostlene sin ÅND; de lagde til gengæld deres hænder på dem, der skulle efterfølge dem; og disse igen på andre; og således er den hellige gave blevet overleveret til vores nuværende biskopper, som har udpeget os til deres assistenter og i en vis forstand repræsentanter.

Det tror hver og en af ​​os på. Jeg ved, at nogle i første omgang vil benægte, at de gør det; men de tror det stadig. De har bare ikke i tilstrækkelig grad lagt sig det sinde. Men de tror på det; for det er præstevielsens lære, som de har anerkendt som værende sand i deres livs mest højtidelige tid. For at minde om og understrege, ikke for at bevise, beder jeg jer være opmærksomme på de ord, der blev benyttet, da I blev viet til præster i KRISTI Kirke.

        Embedet som diakon blev overdraget til dig således: “Påtag dig myndigheden til at udføre embedet som diakon i Guds Kirke der overdrages dig: I Faderens… etc.”

        Og præsteembedet således:

        “Modtag HELLIGÅNDEN til at udføre arbejdet og varetage embedet som præst i GUDs Kirke, som nu er overgivet til dig ved håndspålæggelse. Synder du tilgiver er tilgivet, og de synder du fastholder fastholdes. Og vær en tro forvalter af GUDS ord og Hans Hellige Sakramenter: I Faderens… etc.”

Disse ord, understreger jeg, blev talt til os og modtaget af os, da vi blev bragt nærmere GUD end på noget andet tidspunkt i vores liv. Jeg ved, at ordinationens nåde er indeholdt i håndspålæggelsen, ikke i nogen form for ord, men i vores eget tilfælde, (som det altid har været sædvane i Kirken), har velsignelsesord ledsaget handlingen. Således har vi over for GUD bekendt vores tro på, at vi gennem biskoppen, der ordinerede os, modtog HELLIGÅNDEN, kraften til at binde og løse, til at forvalte sakramenterne og til at forkynde. Hvordan er han nu i stand til at give disse store gaver? Hvorfra stammer hans autoritet til at gøre det?

Er disse ord meningsløse (hvilket ville være at misbruge GUDS navn), udtrykker de blot et ønske (hvilket sikkert er meget langt fra meningen med dem), eller antyder de ikke snarere, at den talende formidler en gave? De kan ikke betyde mindre end det. Men hvorfra, spørger jeg, stammer hans autoritet til at gøre det? Har han nogen autoritet, bortset fra at have modtaget magten fra dem, der indviede ham til at være biskop? Han vil ikke kunne give, hvad han aldrig har modtaget. Det er altså indlysende, at han kun videregiver; og at det kristne embede er en arvefølge. Og hvis vi sporer autoriteten til at ordinere tilbage fra hånd til hånd, vil vi naturligvis komme tilbage til apostlene. Vi ved, som en historisk kendsgerning, at det er tilfældet; og derfor anerkendte alle vi, som er blevet ordineret til præster, i selve ordinations form, læren om den APOSTOLISKE SUCCESSION.

        Og af samme årsag må vi nødvendigvis anse ingen for at være rigtigt ordinerede, hvis de ikke er blevet ordineret således. For hvis ordinationen er en guddommelig ordning, må den være nødvendig; og hvis den ikke er en guddommelig ordning, hvordan vover vi så bruge den? Derfor må alle, der bruger den, os alle, anse den for nødvendigt. Ellers kunne vi lige så godt lade som om, at sakramenterne ikke er nødvendige for frelse, mens vi gør brug af liturgien; når GUD udpeger nådemidlerne, så er de midlerne.

Jeg kan ikke se, hvordan nogen kan undsige sig dette klare syn på emnet, undtagen (som jeg allerede har antydet) ved at erklære, at ordene ikke betyder alt, hvad de siger. Men tænk blot over hvilket upassende tidspunkt det er at gøre brug af vilkårlige ord, hvor kirkens tjenere fjernes fra deres embeder. Benytter vi ikke en liturgi for at hindre et hensynsløst indholdsløst sprog, og skal vi i den allerhelligste af alle gudstjenester nedskrive, tilslutte os og igen og igen benytte tale, som ikke er blevet vejet og ikke kan tages for pålydende?

        Derfor, mine kære brødre, lev op til jeres embede. Lad det ikke siges om jer, at I har forsømt en gave; for hvis I besidder Apostlenes Ånd, er det bestemt en stor gave. “Lade den nådegave fra Gud, som er i dig, flamme op.” (2 Timotheusbrev, 1,6) Gør meget ud af det. Vis hvor højt I sætter pris på den. Læg jer den på sinde som et ærefuldt emblem, der er langt mere ophøjet end verdslig respektabilitet, kultur, ydre fremtræden, lærdom eller rang, som giver jer ørenlyd hos de mange. Fortæl dem om jeres gave. Tiderne vil snart tvinge jer til det, hvis I stadig mener at være noget. Men vent ikke på at denne tid skal komme. Bliv ikke tvunget til, ved at verden forsager jer, at vende tilbage, som uvillige, til den høje kilde for jeres autoritet. Tal nu, før I bliver tvunget, for at herliggøre jeres særrettigheder og for at sikre den retmæssige ære fra jeres folk. En forestilling, om at de kan tage jeres magt fra jer, har bredt sig. De tror, ​​de har givet den (ordinationen) og kan tage den fra jer. De tror, ​​den er en del af Kirkens ejendom, og de ved, at de har politisk magt til at konfiskere den ejendom. De er blevet vildledt til at tro at håndgribelig anvendelighed, frembringelige resultater, tilfredsstillelse af jeres hjorde, og ting som disse er prøvestenen jeres guddommelige opgave. Oplys dem i denne sag. Ophøj vores hellige fædre, biskopperne, som apostlenes repræsentanter og kirkernes engle; og herliggør jeres embede, som I er ordinerede til af dem for at tage del i deres tjeneste.

Men hvis I ikke vil antage mit syn på sagen, som jeg fremstiller det for jer, uden tvivl, så må I alligevel (håber jeg) respektfuldt, under alle omstændigheder: VÆLGE SIDE. At forblive neutral meget længere vil i sig selv være at vælge side. Vælg side; for I må vælge side snart, med den ene eller anden, selv hvis I ikke gør noget. Frygt for at være af nogle af de, hvis linje er bestemt for dem af tilfældige omstændigheder, og som måske kan finde sig selv på sammen side som KRISTI fjender, mens de tænker på helt at fjerne sig fra verdslig politik. En sådan afholdenhed er umulig i vanskelige tider. DEN, DER IKKE ER MED MIG, ER IMOD MIG, OG DEN, DER IKKE SAMLER MED MIG, SPREDER. (Lukasevangeliet 11, 23)

Guds Fred til Jer alle, og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg

Skriv din mail-adresse herunder – og få besked direkte i din indbakke, hver gang et nyt indlæg lægges op på bloggen!

Kategorier:Debat, Højkirkelighed, Helligånd, Jesus Kristus, Kirke, Kirkehistorie, Kirkesamfund, Kristenliv, Mission, Sakramenter, Teologi, Teologi-Liturgi

Tags: Højkirkelig, Højkirkelig Bevægelse, John Henry Newman, Oxfordbevægelsen, Tractarian, Tracts for the Times