Biskoppernes Påskehilsen

I den pågående debat i Kristeligt Dagblad om biskoppernes påskehilsen har Søren Stidsen, Århus, skrevet et indlæg, som avisen dog valgte ikke at bringe. I sit indlæg rammer Søren Stidsen hovedet på sømmet i kritikken af ‘Biskoppernes Påskehilsen’ og forfatterens forsøg på at tale om påsken i et tilsyneladende sekulært sprog – der ender med at sige ‘ingenting’. Søren Stidsen bragte indlægget på sin Facebookside, og det gengives herunder i sin fulde ordlyd.

Indlæg af Søren Stidsen

Debatten om Folkekirkens famøse påskehilsen, der blev indrykket i flere medier, vidner i højere grad end digtet selv om, at der er noget alvorligt galt i Folkekirken. Vi har med tiden lært, at der skal være højt til loftet i Folkekirken, men sommetider er der grund til at råbe vagt i gevær. Biskop Peter Skov Jakobsens udtalelser her i avisen 15. april er et eksempel på dette. Han forsvarer digtet, og fortæller ganske kort, hvad han selv mener, påske er. Da han så bliver spurgt: ”Hvad med opstandelse og Kristus?”, så lyder svaret: ” Jo naturligvis. Det er så selvfølgeligt.”, og så er der tilsyneladende ikke nogen grund til at tale mere om det.

I en kirke, hvor Kristus og opstandelsen er holdt op med at være vigtigt, er der virkelig grund til bekymring, og der er endnu mere grund til bekymring, når det er blevet så selvfølgeligt, at der heller ikke er nogen grund til at tale om Kristus og hans opstandelse, når påskens budskab skal forkyndes ind i en sekulær sammenhæng, og det var jo netop formålet her ifølge digtets forfatter, Kirsten Jørgensen. Det forklarer hun 20. april, hvor hun blandt andet siger: ”Konteksten er med andre ord sekulær. Derfor skal der tales på en måde, så teksten kan forstås uden nogen form for teologiske forudsætninger og uden den støtte, som det religiøse rum og den religiøse begivenhed, som en gudstjeneste er, giver til et udsagn.”

Problemet er jo blot, at den læser, der ikke har de teologiske forudsætninger, som gudstjenestedeltagelsen giver, ikke får den mindste fornemmelse af, hvad påsken handler om. Han opfanger ikke Kirsten Jørgensens underforståede henvisninger til Bibelens påskeberetninger. Digtets forsøg på at tale i et ikke-religiøst sprog og undgå at være dogmatisk og indforstået resulterer i stedet i noget, der er dobbelt indforstået, fordi det er indforstået selv for de indforståede, mens den, der kommer uden forudsætninger, i stedet reagerer med et: ” Nej, hvor dejligt, her kan alle da være med.”, fordi han ikke forstår, at det kan alle jo netop ikke i påskens budskab. Sandheden er nok snarere, at provsten i bedste Mallebrok-stil holdt en tale og ingenting sagde.

Påskens budskab er jo ikke selvfølgeligt. Jeg tvivler i hvert fald på, at mine ikke-kirkevante venner finder det selvfølgeligt, at et menneske dør og opstår tre dage senere. Det er faktisk noget af det mindst selvfølgelige i hele verden, og netop derfor er digtets bevægelse grundlæggende forkert. Lige netop fordi konteksten er sekulær, må der endnu mere tales om påskens budskab uden hverken enkelt eller dobbelt indforståethed. Når påskens budskab skal formidles i en sekulær kontekst, så er der ingen vej uden om at tale konkret og uden omsvøb om Jesus, der langfredag bærer Verdens synd, rammes af Guds vrede, dør, begraves og på tredjedagen opstår af graven i herlighed, som den frelser, der har åbnet vejen ind for Guds trone for syndige mennesker. Ikke billedligt, men konkret, ikke i en ophøjet åndelig, symbolsk og poetisk betydning, men fysisk.

Men kan man virkelig kommunikere på den måde til moderne oplyste mennesker i 2020? Er det ikke en forargelig dårskab? Jo, bestemt. Det var det allerede på Paulus’ tid. Ordet om korset vil altid være en dårskab for dem, der fortabes, men for os, der frelses, er det Guds kraft, skriver han.

Sådan er det med nødvendighed, for talen om en døds opstandelse er aldrig noget selvfølgeligt. Det er enten en dårskab eller Guds kraft til frelse. Der er ingen mellemvej. Hvis kirken ikke længere vil kendes ved Kristus som korsfæstet og opstanden, så er det en overvejelse værd, om den overhovedet er kirke længere.

Når bispekollegiet til næste år igen vil indrykke en påskehilsen, vil jeg derfor anbefale, at man finder et digt, der mere direkte forkynder påskens budskab. Man kunne for eksempel citere Grundtvigs påskesalme, som både er mere forståelig, mere glædelig og mere påskelig end dette års hilsen, når han jubler:

”Opstanden er den Herre Krist, Halleluja, Halleluja!”


Skriv din mail-adresse herunder – og få besked direkte i din indbakke, hver gang et nyt indlæg lægges op på bloggen!


Støt pastorschoenberg.com

Vær med til at støtte Pastor Schønbergs blog og hjælp med til at sprede det glædelige budskab og kendskabet til den kristne kirke.

25,00 kr.

Du kan også vælge at donere et fast månedligt eller årligt beløb her



Kategorier:Anmeldelser, Debat, Gæsteindlæg, Højtider-Påske, Kirkeåret-Påske, Samfund, Teologi

Tags: , , ,

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Små Epistler

Søg indad og forstå verdenen

Guds Ord

Bibelvers fordelt på tema

%d bloggers like this: