Prædiken 4. søndag efter Påske

Dagens Gammel Testamentlige læsning:

Salmisten skriver: Hvis ikke Herren havde været med os, det skal Israel sige, hvis ikke Herren havde været med os, dengang mennesker rejste sig mod os, da havde de slugt os levende i deres flammende vrede mod os, da var vandet skyllet over os, floden var strømmet over os, da var det brusende vand strømmet over os. Lovet være Herren, der ikke gjorde os til bytte mellem deres tænder! Vort liv blev reddet som fuglen fra fuglefængernes fælde. Fælden blev knust, og vi blev reddet. Vi har vor hjælp i Herrens navn, himlens og jordens skaber.

Salmernes Bog 124,1-8

Dagens Epistellæsning:

Saulus fnyste stadig af raseri og truede Herrens disciple med mord; han gik til ypperstepræsten og bad ham om breve til synagogerne i Damaskus for at fængsle dem, der hørte til Vejen, og som han kunne finde, både mænd og kvinder, og føre dem til Jerusalem. Men undervejs, netop som han nærmede sig Damaskus, skinnede et lys fra himlen pludselig om ham. Han faldt til jorden og hørte en røst sige: »Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?« Han svarede: »Hvem er du, herre?« Han sagde: »Jeg er Jesus, som du forfølger. Men rejs dig og gå ind i byen, så vil du få at vide, hvad du skal gøre.« Hans rejseledsagere stod målløse; nok hørte de røsten, men de så ingen. Så rejste Saulus sig op fra jorden, men skønt hans øjne var vidt åbne, kunne han ikke se. De måtte lede ham ved hånden og føre ham ind i Damaskus. I tre dage kunne han ikke se, og han hverken spiste eller drak. I Damaskus var der en discipel, som hed Ananias, og til ham sagde Herren i et syn: »Ananias!« Han svarede: »Ja, Herre!« Herren sagde til ham: »Rejs dig og gå hen i Den lige Gade og spørg i Judas’ hus efter Saulus fra Tarsus. For han beder, og han har i et syn set en mand, der hedder Ananias, komme ind og lægge hænderne på ham, så han igen kunne se.« Ananias svarede: »Herre, jeg har hørt af mange, hvor meget ondt denne mand har gjort mod dine hellige i Jerusalem. Og her har han fuldmagt fra ypperstepræsterne til at fængsle alle dem, der påkalder dit navn.« Men Herren sagde til ham: »Gå! For han er det redskab, jeg har udvalgt til at bringe mit navn frem for hedninger og konger og Israels børn, og jeg vil vise ham, hvor meget han skal lide for mit navns skyld.« Så gik Ananias, og da han kom ind i huset, lagde han hænderne på ham og sagde: »Broder Saul, Herren har sendt mig, Jesus, som viste sig for dig på vejen hertil, for at du igen skal kunne se og blive fyldt af Helligånden.« Og straks var det, som faldt der skæl fra hans øjne, han kunne se igen, og han rejste sig og blev døbt.

Apostlenes Gerninger 9,1-18

Dagens hellige evangelium:

Jesus sagde da til dem: »Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg intet gør af mig selv; men som Faderen har lært mig, sådan taler jeg. Og han, som har sendt mig, er med mig; han har ikke ladt mig alene, for jeg gør altid det, der er godt i hans øjne.« Da han talte sådan, kom mange til tro på ham. Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: »Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.« De svarede ham: »Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen. Hvordan kan du så sige: I skal blive frie?« Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl. Men trællen bliver ikke i huset for evigt, Sønnen bliver der for evigt. Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.«

Johannesevangeliet 8,28-36

Sandheden skal gøre dig fri!

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen

For seks dage siden, den 4. maj om aftenen, indløb for 75 år siden budskabet fra London at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark havde overgivet sig. Selv om overgivelsen først trådte i kraft den følgende dags morgen, den 5. maj, kl. 8:00, strømmede folk med det samme ud på gader og stræder i byer landet over for at fejre, at Danmark, efter fem års tysk besættelse, atter var frit. Og selvom der stadig bliver færre og færre der kan huske krigsårene, er det stadig en vigtig fejring. For det er en anledning til at mindes de mennesker der gav deres liv, og de der med fare for deres liv kæmpede for vores frihed, og det er en påmindelse om at friheden ikke er en selvfølge, men er dyrekøbt. Det er en fejring af friheden.

I dagens Evangelium er friheden også i centrum. Men det er ikke en politisk eller en social frihed der er tale om, derimod er det den frihed der findes i troen på Jesus som Herre og frelser.

De fleste mennesker vil, hvis man spørger dem, anse sig selv for at være fri. Vi lever jo i et frit land, hvor vi har ytrings-, religions- og pressefrihed. Og vores frihedsrettigheder sikrer, at myndighederne ikke, som andre steder i verden, kan spærre os inde efter forgodtbefindende. Men helt frie er vi alligevel ikke. Livet igennem er vi underlagt regler og lovgivning, der hæmmer vores frihed. Og overtrædelsen af lovgivningen kan føre til, at man mister sin frihed ved at man ved straf bliver frihedsberøvet. Udover over lovgivningen kommer selvfølgelig alle de uskrevne regler, som for eksempel de sociale spilleregler, som man helst ikke skal overtræde, hvis man ikke vil ses skævt til. Jo, friheden er langtfra absolut.

Og derfor har de fleste nok, ligesom drengen Palle i Jens Sigsgaards bog ”Palle alene i verden”, tænkt på hvordan det må være at have ultimativ frihed. At være alene i en verden, hvor ingen sætter grænser, og man kan gøre ligesom man vil – uden at skulle stå til ansvar for nogen. Tænk engang på hvad alle de ting man kunne gøre – mulighederne er endeløse. Og dog… For som Palle – der vågner af den drøm, der viser sig at være et mareridt – finder ud af så er det ikke sjovt at være Palle – når Palle er alene i verden.

Det er nemt at komme til at forveksle grænseløshed med frihed. Og det man troede var frihed kan vise sig at være en anden form for ufrihed.

I Jesu lignelse om den fortabte søn (Luk 15:11-32) hører vi netop om en søn, der vil have sin ”frihed”. Han går til sin far og kræver sin del af arven udbetalt – på forskud – og rejser derefter ud i verden, hvor han ødsler alle pengene væk på de ting, som han har lyst til. Og da en hungersnød kommer over landet, ønsker han sig tilbage til sine fars gård, hvor selv slaverne aldrig går i seng sultne. Han beslutter sig derfor for at vende hjem og bede om tilgivelse og tilbyde at blive daglejer hos sin far. Men da han vender hjem og beder om tilgivelse og giver afkald på sine rettigheder som søn, så bliver han hverken afvist eller ansat som daglejer. I stedet bliver han iklædt den fineste festdragt og får ring på, fedekalven bliver slagtet og det bliver fejret at han er vendt hjem.

Det den fortabte søn indså var, at det han troede var frihed ikke var frihed. I sin jagt på den ultimative frihed blev han i stedet slave af sit efter begær på at tilfredsstille sine behov og lyster. I det ydre var han fri, men ikke i det indre.

Den fortabte søn måtte opleve den fuldstændige fornedrelse, hvor han i sit arbejde som svinepasser, endda var villig til at spise svinenes mad, før han indså, hvad hans jagt efter frihed betød.

Og det er denne forveksling mellem frihed forstået som grænseløshed og friheden i Jesus, som dagens evangelium handler om. Det der gør dagens læsning lidt anderledes, end det vi normalt er vant til, er at det denne gang ikke er Jesu modstandere i det jødiske samfund, der gør indsigelser mod det Jesus siger, men derimod de omvendte jøder – hans egne tilhængere. Selvom de er kommet til troen og tager imod Hans lære med entusiasme, så bliver det for meget for dem, da Jesus taler til dem om friheden: “I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.” For i deres egen optik er de fri. De er frie mennesker – og ikke slaver. Og at Jesus antyder, at de ikke er fri, er mere end de kan klare. Mærkatet som ufri vil de ikke have siddende på sig: “Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen. Hvordan kan du så sige: I skal blive frie?” spørger de oprevet.

Men at påstå at de som Abrahams efterkommere aldrig har trællet for nogen, er dog en sandhed med modifikationer. Tænk bare på israelitterne i Ægypten, der trællede for Farao, indtil Moses førte dem ud. Og gennem historien har deres land været underlagt erobrere fra Assyrien, Babylonien og Syrien. Og i det øjeblik de står foran Jesus, er landet – trods et vist selvstyre – besat af romerne. Sandheden er at de gennem deres historie stort set aldrig har været fri.

Men trods fakta, bryder de sig ikke om nogle fortæller dem, at de ikke er fri. Som jøder er de jo Guds udvalgte folk.

Og selv om det kan virke som et noget underligt svar, så besvarer han ikke alene spørgsmålet, men forklarer samtidig, hvilke sandhed der gør fri: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl. Men trællen bliver ikke i huset for evigt, Sønnen bliver der for evigt. Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie

Sandheden er Sønnen! Det er Ham, der er sandheden – det er Ham, der gør fri. Det er et ekko af sidste uges Evangelium, hvor Han siger til disciplene: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.« (Joh 14:6-7).

Jesu svar er med andre ord, at de omvendte – for at blive i Guds hus – må man holde sig til Ham. For at være en del af Guds familie, er det ikke tilstrækkeligt at påberåbe sig jødedommen og Abrahams slægt. At blive en del af Guds hus og familie, er at gå ind i fællesskabet med Jesus, at gå ind i et fællesskab med Ham, der er vejen, sandheden og livet.

Som nævnt, så var det ikke modstandere Jesus taler til i evangeliet i dag men derimod hans følgere. Derfor bør vi også, som Hans følgere, lytte godt efter – for det er også møntet på os. Det er nemt at glide ind i samme selvtilfredse opfattelse af kristendommen i dag, som den de omvendte jøder havde. For de fleste af os gælder det, at vores forældre var medlemmer af den evangelisk-lutherske Folkekirke og derfor lod os døbe i Folkekirken, sidenhen gik vi til konfirmandundervisning og blev konfirmeret i Folkekirken, og måske blev vi viet i Folkekirken og fik – da tiden kom – vores egne børn døbt i Folkekirken. Og derfor – på grund af vores medlemskab af Folkekirken opfatter vi os selv som kristne. Men det er ikke vores familieforhold eller et medlemskab, der afgør om man er i fællesskab med Jesus. Og det er heller tilhørsforholdet til et bestemt kirkesamfund – om det så er luthersk, reformert, katolsk, ortodokst eller andet – der afgør, om vi er kristne eller ej. Det der gør en kristen, er troen på Jesus Kristus som Herre og Frelser. Det er Jesus, der er i centrum.

Når Jesus derfor siger: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.« er det for at understrege at det er Ham der er i centrum, at det er Ham vi skal følge, hvis vi vil være frie. Jesus siger ikke: ”Der er mange forskellige religioner og livsfilosofier, så find den der passer dig bedst, følg den – eller de dele du synes om – og så kan du blive frelst”. Det er Ham der er sandheden, og det er kun Ham der kan sætte os fri. Og den frihed Han tilbyder os er hverken materiel, social eller politisk, men derimod en frihed, hvor vi kan leve for og i Ham, i tjeneste for næsten, og leve livet uden at slave under frygten for døden med løftet om det evige liv hos Gud.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen



Kategorier:Det Nye Testamente, Gudstjeneste, Johannesevangeliet, Påske, Prædikener

Tags: , , , , , ,

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Kursus i ikonmaling - Galleri St. Helene

Ikonmaleri for begyndere og øvede, undervisning i at tegne en ikon og male i tetrachrome, salg af ikonplader og pigmenter

Christian Roar Pedersen - præst, samtale - sorg - skyld - skam - foredrag

Sognepræst, sjælesørger, debattør - samtale - sorg - skyld - skam - foredrag

%d bloggers like this: