Denne hellige lektie skriver profeten Ezekiel: Herrens ord kom til mig: Du, menneske, dine landsmænd sidder langs murene og i døråbningerne og taler om dig. De siger til hinanden: »Kom dog og hør det ord, der udgår fra Herren!« Så stimler de sammen hos dig, og mit folk sætter sig foran dig; de hører på dine ord, men de handler ikke efter dem, for de handler efter deres egne elskovsord; de jager efter vinding. For dem er du som en, der synger om elskov med dejlig stemme til smuk musik; de hører på dine ord, men de handler ikke efter dem. Når det kommer – og det vil komme – skal de forstå, at der er kommet en profet blandt dem.Ezekiels Bog 33,23.30-33

* Epistlen skrives i brevet til hebræerne: Se til, brødre, at der aldrig i nogen af jer skal være et ondt, vantro hjerte, så der sker frafald fra den levende Gud, men forman hinanden hver dag, så længe der er noget, der hedder »i dag«, for at ingen af jer skal blive forhærdet ved syndens bedrag; for vi har del i Kristus, hvis vi indtil det sidste holder urokkeligt fast ved den tillid, vi havde i begyndelsen.Hebræerbrevet 3,12-14

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Men hvad skal jeg sammenligne denne slægt med? Den ligner børn, der sidder på torvet og råber til de andre: Vi spillede på fløjte for jer, og I dansede ikke; vi sang klagesange, og I sørgede ikke. For Johannes kom, han hverken spiste eller drak, og folk siger: Han er besat. Og Menneskesønnen kom, han både spiser og drikker, og folk siger: Se den frådser og dranker, ven med toldere og syndere!« Dog, visdommen har fået ret ved sine gerninger. Da begyndte Jesus at revse de byer, hvor de fleste af hans mægtige gerninger var sket, fordi de ikke havde omvendt sig: »Ve dig, Korazin! Ve dig, Betsajda! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i jer, var sket i Tyrus og Sidon, havde de for længst omvendt sig i sæk og aske. Derfor siger jeg jer: Det skal gå Tyrus og Sidon tåleligere på dommens dag end jer. Og du, Kapernaum, skal du ophøjes til himlen? I dødsriget skal du styrtes ned! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i dig, var sket i Sodoma, havde den stået den dag i dag. Derfor siger jeg jer: Det skal gå Sodomas land tåleligere på dommens dag end dig.« Matthæusevangeliet 11,16-24

Men hvad skal jeg sammenligne denne slægt med?

Sådan begynder dagens Evangelium. Med noget så besynderligt som et spørgsmål. Men det er ikke kun indledningen, der er besynderlig. Evangeliet i dag viser os en side af Jesus, som ikke umiddelbart stemmer overens med det gængse billede af Jesus som tilgivende og blid. Derimod ser vi en rasende Jesus.

At det er spørgsmålet: Men hvad skal jeg sammenligne denne slægt med? der indleder læsningen, skal findes i den del af beretningen, der går forud for det vi netop har hørt. Jesus taler til Folkeskarerne om Johannes Døberen, der som I nok husker, jo forudsagde Jesu komme. Johannes klædte sig i kameluld, levede af græshopper og vilde biers honning, og prædikede omvendelsesdåb (Matt 3:1-6). Og på grund af hans simple levevis og hårde tale var der mange, der afviste ham og sagde, at han var besat.

Og ærlig talt må man sige, at han jo ikke virker særlig munter eller omgængelig. Han deltog ikke i hverdagslivet blandt de andre jøder, men trak sig tilbage til ørkenen, døbte folk i Jordanfloden, og afviste at spise og drikke som andre.

Men da Jesus – som Johannes havde forudsagt – træder frem, og i modsætning til Johannes i den grad deltager i det offentlige liv, går til bryllupper og fester og spiser og drikker –- bliver Han klandret for at være en fråser og en dranker.

På hver deres måde – anset som for streng eller for slap – støder Johannes og Jesus folk omkring dem.

Og det er folkets konstante brok, der får Jesus til at sammenligne dem med forkælede børn, der aldrig kan stilles tilfredse, men sidder på torvet og råber. I ved nok, hvordan børn er. Børn efterligner de voksnes gøren og laden. De leger for eksempel at de laver mad eller leger far mor og børn. Og det var ikke anderledes på Jesu tid. Her efterlignede børnene de voksnes fester – bryllupper og begravelser – med deres sange og danse. Johannes er som begravelsen med det hårde budskab, mens Jesus kommer med bryllupsfesten. Men ingenting vil de være med til.

Og det Jesus siger til dem er: Det er hverken Johannes eller jeg der er problemet. Vi har samme budskab. Det er Jer, der er problemet. I er nogle forkælede møgunger. Lad os lege bryllup: Nej, Lad os lege begravelse: Nej. Uanset, hvordan Gud taler til Jer vil I ikke lytte. I er kun optaget af Jeres egne ønsker.

Og Jesus er slet ikke færdige endnu. For hvor Han før – som så mange gange før – svøber sit budskab ind i en lignelse og forklarer tingene ved andre ord, så smider Han nu ethvert omsvøb væk. På godt dansk – flipper Han ud.

Han gør det klart for folket, hvordan det vil gå en række navngivne byer eller rettere indbyggerne i dem.

Nøglen til at forstå, hvad Han siger får vi ved at kigge på de seks byer Han taler om. Han sammenligner tre velkendte jødiske byer, med tre hedenske byer.

De tre jødiske byer er Korazin, Betsajda og Kapernaum. Korazin optræder kun dette ene sted i Biblen, men ud fra sammenhængen kan vi slutte, at Jesus har prædiket og udført mirakler i byen. Betsajda optræder til gengæld flere gange i Bibelen. Disciplene Andreas, Filip og Peter stammer herfra (Joh 1:44), og det er her Jesus får en blind til at se, og bespiser de fem-tusind (Mark 8:22). Og endelig er der Kapernaum byen, hvor Jesus boede, under sit virke i Galilæa – ja, i Markusevangeliet får man endda indtrykket af, at Han har et hus i byen (Mark 2:1).

De tre hedenske byer er Tyrus, Sidon og Sodoma. Sodoma kender I sikkert. I Det Gamle Testamente læser vi, at byen blev ødelagt af Herren på grund af indbyggernes synd, og den eksisterede altså ikke på Jesu tid (1 Mos 19:23-25). Byerne Tyrus og Sidon ligger i vores dages Libanon, og var på Jesu tid livlige havnebyer med alt, hvad der hører sig til, når der handles og købes, og når sømænd går i land. Så har jeg vist ikke sagt for meget.

Lad os vende tilbage til, hvad Jesus siger om dem:

»Ve dig, Korazin! Ve dig, Betsajda! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i jer, var sket i Tyrus og Sidon, havde de for længst omvendt sig i sæk og aske. Derfor siger jeg jer: Det skal gå Tyrus og Sidon tåleligere på dommens dag end jer.«

Hvordan går det til, at to jødiske byer som Korazin og Betsajda skulle have en værre skæbne end to hedenske byer, som Tyrus og Sidon var det? Lyder det underligt for os – så var det utænkeligt for datidens jøder.

Årsagen er at Jesus aldrig besøgte Tyrus og Sidon. De havde ikke hørt Ham prædike. De havde ikke set hans mirakler. Det var ikke her, Hans mægtige gerninger havde fundet sted. Men i Korazin og Betsajda havde de både hørt og set. De havde fået det serveret på et sølvfad, men afviste Ham alligevel. De ville gerne se mirakler og tage imod maden Han gav dem – men følge Ham – nej tak. De havde hørt Evangeliet – det glædelige budskab – men afviste det.

Og det bliver værre endnu. For nu kommer turen til Kapernaum, hvor Jesus som sagt boede en overgang.

»Og du, Kapernaum, skal du ophøjes til himlen? I dødsriget skal du styrtes ned! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i dig, var sket i Sodoma, havde den stået den dag i dag. Derfor siger jeg jer: Det skal gå Sodomas land tåleligere på dommens dag end dig.«

Kapernaum kommer det til at gå endnu værre. Skal du ophøjes til himlen? spørger Han. Det er her Han helbredte manden med en vissen hånd, den lamme på båren, Peters svigermor. Det er her Han har boet – her valgte Gud at slå sig ned blandt folket – og alligevel afviser de Ham. Selv Sodoma ville sammenlignet med Kapernaum have fået en lettere straf. Sodoma kendte ikke Gud, men Kapernaums indbyggere havde haft Gud boende midt iblandt sig.

***

Selv om der er gået to tusind år, så er Jesu raseriudbrud også rettet mod os. Det Jesus siger overskrider grænser og tid, og taler til ethvert menneske til alle tider overalt på jorden.

Jesus virkede blandt jøder, der troede at de i kraft af deres medfødte jødedom var frelste. De havde deres love og bøger, men kunne ikke forstå eller se at Jesus var Gud.

Bare fordi man er døbt og medlem af Folkekirken betyder det ikke at man er frelst. Medlemskabet af Folkekirken er ikke en entrebillet til Himlen. Hører vi Jesu Ord, men vælger ikke at tage imod det, hjælper det ingenting. Så er vi ikke bedre end Korazin, Betsajda og Kapernaum. Vi hører, men lytter ikke. I Lukasevangeliet siger Jesus: »Enhver, som har fået meget, skal der kræves meget af. Og den, der har fået meget betroet, skal der forlanges så meget mere af. (Luk 12:48)«

Den der har fået meget betroet, skal der forlanges så meget mere af. Med andre ord: Hvis du ved, hvem og hvad Jesus er – så må du handle derefter.

Vi får Guds Ord gennem Bibelen. Vi kender Jesus gennem Bibelen. Vi hører, om Hans gerninger og mirakler. Han taler til os gennem Bibelen. Fortæller os, hvad Han ønsker af os.

Men det er desværre ikke en sjældenhed, at folk i dag ikke lytter til Ham, men sammensætter deres egen tro. Jeg tror på Jesus, men mere at Han var en klog mand, en slags healer – end Guds Søn. Eller: Jeg bryder mig ikke rigtig om det der med dommedag – det lyder lidt for mørkt og surt – så det stryger jeg, men det der med næstekærlighed og himlen er fint – det tager jeg. Ideen om reinkarnation – at man få en chance til – er også fin, den kan vi også tage med. Næstekærlighed er fint, meeen min nabo er et fjols, så jeg gør en undtagelse med ham osv. osv.

Men sagen er, at når man skaber sin egen tro ved at fjerne eller lægge ting til troen, fordi der er ting, man ikke bryder sig om, fordi de kræver for meget eller lyder for ubehagelige, så må man stille spørgsmålet, om man virkelig tror på Jesus.

Er man i virkeligheden så ikke som de børn, Jesus taler om, der sidder på torvet og råber, det gider jeg ikke – det vil jeg ikke.

Den går ikke! Som kristne skal vi være som børn – den der ikke tager imod Guds Rige som et lille barn kommer slet ikke ind i det, siger Jesus (Mark 10:13-16). Men at være som et barn betyder ikke vi skal være barnlige. Som voksen ved man, at vi ikke bare kan sige nej, hvis tingene ikke går efter vores hoved.  Sammensætter man selv sin tro, så er det ikke troen på Gud det handler om, men i stedet at man laver sin egen Gud. Så ser man ikke sig selv som skabt i Guds billede, men skaber i stedet en Gud i ens eget billede – en afgud, der er tilpasset ens egne ønsker.

I Lukasevangeliet optræder veråbet over Galilæas byer også, og her afslutter Jesus veråbet med følgende ord: den, der forkaster mig, forkaster ham, som har udsendt mig.(Luk 10:16)

Kort og godt: Hvis du ikke følger Jesus, følger du ikke Gud.

Det er ikke svært at forstå, at folk vælger ting fra, når det kommer til troen. Det ligger i vores natur, at vi helst vil have verden til at indrette sig efter os – og ikke omvendt. Og det er ikke altid let at forpligte sig. At sætte sig nogle mål man vil prøve at leve op til. At prøve at være som Jesus var det. Det er noget af en byrde. Noget af et åg at bære.

Men sagen er, at det der kan synes som en tung byrde, når vi hører hvad Jesus forventer af os, ikke er en tung byrde. Tværtimod.

Som sagt kaldes dagens Evangelium Jesu veråb, og læser man videre i Matthæusevangeliet vil man se, at den følges op af det der kaldes Jesu fryderåb. Her siger Han: »Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.« (Matt 11:25-30)

Jødernes åg var Det Gamle Testamentes love. Love der var umulige at holde, og fik folk til at føle sig tynget af troen. Vi har ikke samme byrde som jøderne, men vores byrde – eller åg – er måske vores selvoptagethed. Vores angst for, hvad andre mener om os. Vores jagt på succes og penge, Vores jagt på det perfekte liv, som vi ser det fremstillet i ugeblade, eller på instagram og Facebook osv.

Men vores tungeste åg er, at vi har ophøjet os selv – mennesket – til at være den øverste ansvarlige for livet. Du er herre over dit eget liv råber selvhjælpsguruer. Men hvis det er rigtigt, så er det også rigtigt at du; hvis du bliver syg selv er skyld i det, og hvis dit liv skævt selv er skyld i det. Og fordi du er herre over dit eget liv, så skylder du heller ikke andre noget. Du kan være ligeglad. Vores åg er, at vi ikke stoler på Gud, men på os selv. Og hele tilværelsens byrde er på vores egne skuldre som et tungt åg, der kører os trætte.

Tager vi derimod Jesu åg på os. Vil vi finde ud af, at det er en let byrde.

For Han fortæller os at vi som Guds skabninger – hvis vi vil – kan gøre verden til et bedre sted. Det er derfor vi i Fadervor siger: Komme Dit rige, som i Himlen – således også på jorden. Og Han forsikrer os, at Han altid er med os, hvis vi følger Ham. Med Jesus får vi visheden om, at vi er elsket, tilgivet og omsluttet af Guds stor nåde, selv om vi fejler. Og Han lover os, at vi ikke skal frygte døden, men er sikret det evige liv, hvis vi holder os til Ham.

Og for det løfte siger vi:

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Guds Fred til Jer alle, og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg

Skriv din mail-adresse herunder – og få besked direkte i din indbakke, hver gang et nyt indlæg lægges op på bloggen!

Du kan også vælge at donere et fast månedligt eller årligt beløb her

Kategorier:Bibel, Bibel-Matthæusevangeliet, Gudstjeneste, Kirkeåret-Trinitatistiden, Prædikener, Teologi

Tags: Bibel-Matthæusevangeliet, Dommedag, Jesus, Johannes Døberen, Kapernaum, Moseloven, Veråb