Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 

Jesus sagde: »Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen. Mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes. Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed. Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.« Og han fortalte dem en lignelse: »Se på figentræet og alle de andre træer. Så snart I ser dem springe ud, ved I af jer selv, at sommeren allerede er nær. Sådan skal I også vide, når I ser dette ske, at Guds rige er nær. Sandelig siger jeg jer: Denne slægt skal ikke forgå, før alt dette sker. Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå. Tag jer i agt, så jeres hjerte ikke sløves af svir og drukkenskab og dagliglivets bekymringer, så den dag pludselig kommer over jer som en snare; for den skal komme over alle dem, der bor ud over hele jorden. Våg altid, og bed om, at I må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen.«

Lukasevangeliet 21,25-36

Når ens svigermor ringer og siger, at hun kommer på besøg, er der så tale om en simpel information eller skal man tolke det som en trussel.

Nogenlunde samme tvetydige følelse kan man sidde med i dag 2. søndag i advent, når man hører dagens Evangelium.

For her med 18 dage til jul, mens vi forbereder os på juleaften, tænder det andet lys i adventskransen, tænder kalenderlyset, køber julegaver, bager og hygger os, hører vi Jesus sige:

»Mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes. Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed. Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.«

Hvorfor i alverden skal vi midt i juleglæden pludselig til at forholde os til Jesu genkomst og dommedag? Det er næsten tarveligt, sådan at komme og spolere julehyggen. Ja – det er lige til at ødelægge det gode julehumør!

Grunden til at det skurrer i vores ører er måske at Jesu genkomst – eller dommedag om man vil – ikke er noget, vi taler meget om i Kirken i dag. Dommedagstalen er i dag afløst af talen om Guds kærlighed.

Omvendt var det i middelalderen. Her havde Jesu genkomst og dommen en særlig stor plads i kristendommen. Derfor var adventstiden i middelalderen – advent betyder jo Herrens komme – ikke bare ventetid på Herrens komme i den forstand, at vi venter på at Jesus blev født julenat – som de fleste ser det i dag – Adventstiden var i lige så høj grad også ventetid på Herrens komme på dommedag. Derfor var adventstiden bodstid – en tid hvor man forberedte sig på dommedag, angrede og gjorde bod – derfor er også messehagelen, der bæres i adventstiden lilla – der er bodens farve.

Det var en tid, hvor man gjorde bod fordi alle ens gerninger i det jordiske liv ville blev målt og vejet ved Jesu genkomst, og afgjorde om man kom i Himmerig eller ej. Og frygten for fortabelsen gjorde at glæden over Jesu kærlighedsbudskab blev nedtonet til fordel for frygten for dommen. Fremfor at elske Gud frygtede man Ham.

Og det kan det ikke undre, at man tænkte sådan. Man var overbevist om, at dommedag var lige om hjørnet. Dagligdagen var en kamp for overlevelse. Langt de fleste var bundet til den jord de var født på, og dermed underlagt den lokal fyrstes luner. 10-25% døde inden de var et år gamle. Af dem der blev over et år døde halvdelen inden de nåede voksenlivet. Og gennemsnitslevealderen var betydeligt lavere end i dag. Krige og borgerkrige var dagens orden krævede sin del af befolkningen. Læg dertil at pesten med jævne mellemrum hærgede Europa, hvor den slog op mod 40% af befolkningen ihjel. Nogle steder lagde den hele landsbyer øde.

Der er intet at sige til, at man frygtede dommedag var nær.

Men over tid – måske fordi hygiejne, hospitaler, behandlinger blev bedre og der blev længere mellem krigene, gled frygten for dommedag i baggrunden. Og i stedet begyndte man at fremhæve Guds kærlighed i stedet.

Men det betyder ikke, at der ikke er dommedagsvarsler nok i dag, hvis man vil tolke dem sådan – ligesom det heller ikke betyder, at man som menneske ikke kan føle sig tynget af verdens begivenheder. tilstand.

Verden over er der krige, borgerkrige, forfølgelser af folkegrupper, terrorangreb, global opvarmning, ekstreme vejrfænomener, flygtningestrømme, voldelige masse-bevægelser på både venstre- og højrefløje, spændinger mellem Israel og Iran truer stabiliteten i Mellemøsten, Kina arbejder på at knægte Hong Kongs demokratiske bevægelse og forfølger muslimer og kristne – ja, alle der ikke indordner sig under kommunistpartiet. Og så har vi oveni en pandemi, der om noget har defineret 2020 og vist os, at vi trods tekniske fremskridt og moderne lægevidenskab er vi stadig er skrøbelige stillet overfor naturen, når den viser sig fra sin værste side.

Men i modsætning til middelalderens frygt for dommens dag, så synes det moderne menneskes dommedagsfrygt at være fokuseret på denne verden og ikke den næste. Eller sagt på en anden måde: vi har ikke det åndelige for øje når vi snakker om dom. Vi tænker ikke på det vores sjæl, når vi tænker på dommedag, men udelukkende på denne verdens undergang. Sekulariseringen har gennemsyret vores tankegang.

Og i et samfund hvor økonomisk vinding og status er succeskriterier er der ikke plads til Jesus. Og det giver jo mening. For hvem gider at høre om Jesus og næstekærlighed. Det giver os bare dårlig samvittighed, for vi ved jo godt at vi ikke lever som vi burde. Så vi gemmer Ham af vejen, og tager Ham frem når vi for eksempel skal fejre jul og helst i en ufarlig udgave – uden tale om dom. Og det er lettere at pakke Gud væk og følge med strømmen. For tror på Kristus som Herre og Frelser, så betyder det jo, at der er visse ting man forpligter sig til, og det er ikke noget det moderne menneske gerne gør. Eller sagt på en anden måde: At tro betyder, at man tager ansvar for sig selv og ens handlinger – og anerkender at man ikke er verdens centrum.

I stedet for at tage ansvar for os selv, så går mange i stedet til diverse bevægelser, for gennem dem at skabe en bedre verden. Black Lives matter, meeto, køns- og identitetspolitik, klimapolitik. Men det er et paradoks, at mange der ikke vil tale om dom, når det gælder dem selv, ikke er blege for at dømme andre. Man peger fingre ad andre, der ikke har samme holdning som en selv. Man bryster sig af sin tolerance – men den rækker kun til dem man er enige med. Men det er så som så med ansvaret for os selv.

Mange ville gøre klogt i at huske Jesu ord, da folkeskaren vil stene kvinden der er grebet i ægteskabsbrud: »Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten på hende.« 

Belært at historien så ved vi at mange bevægelser, der til en start vil det gode, ofte ender med at forfølge folk, der ikke tænker som dem. Man fratager dem deres menneskelighed, og ser dem kun som modstandere – fjender. Man glemmer at også de er skabt i Guds billede.

Og det er netop det, Jesu tale om Hans genkomst taler lige ind i. Det er en påmindelse om, at intet menneske undgår at blive målt og vejet for det de har gjort her i livet. Det er den enkeltes egne handlinger vi bliver bedømt på.

Derfor skal Hans genkomst heller ikke ses som en trussel, som når svigermor siger, at hun vil komme på besøg. Det er en opfordring til hver eneste af os om at tage vores liv og vores forhold til Gud op til genovervejelse. Er vi selv skyld i livet – eller har Gud givet os livet?

Og det er spørgsmål, der rører ved vores grundvilkår i livet. Vi er alle blevet kastet ind i denne verden – til et liv vi ikke selv har valgt. Vi vælger ikke, hvor vi er født i verden, vi vælger ikke selv vores familie, om vi bliver født rige eller fattige, vi vælger ikke vores køn eller hudfarve, og vi bestemmer ikke selv om vi har diverse skavanker, handicaps eller talenter og så videre.  Men vi kan bestemme, hvordan vi vil vælger at leve vores liv. At spille det bedste vi kan med de kort vi har fået. Men det er et ansvar vi må tage på os – ansvaret for vores liv.

Jeg tror, de fleste her kender vendingen: ”Du skal leve dit liv, som hver dag er den sidste”. Mange opfatter det som en opfordring til at slå sig løs, opleve en masse, og sørge for at have det så godt som muligt. Fest mens du kan – i morgen er det slut.

Men det er en forvanskning af meningen. At leve hver dag som det var den sidste vil sige, at hvis man lever med bevidstheden om at det kan være slut i morgen, så må man afgøre med sig selv, hvordan man møder livet, hvordan vi lever det bedst muligt og hvordan vi tager ansvaret for vores liv. Vi må leve med bevidstheden om, at det vi gør, har konsekvenser – både i dette liv og i det hinsides?

Vi må leve med vores ansvar og vores fejl. Og hvis der er noget der er sikkert, så er det at vi undervejs i livet vil fejle.

Men vi behøver ikke hænge fast i vores fejl. Det er det løfte, som vi får ved dåben. Her lover Gud os, at hvis vi holder os til Ham, så vil Han holde fast i os. Han tilgiver os de fejltrin og synder – vi som mennesker vil komme til at begå. Han tilbyder os et nyt liv i Jesus, som enhver kan få, hvis de tager imod Ham som Herre og Frelser.

I den ortodokse kirke – altså kirken i for eksempel Rusland og Grækenland – har man begrebet ”theosis”. Theosis betyder guddommeliggørelse – eller at blive ligesom-gud. Ja, vi kender det fra det danske udtryk – kriste-lighed. Og det er målet med kristendommen – at blive ligesom Kristus – ikke at blive Gud, men at ligne Kristus i det vi gør – handle i kærlighed og med omsorg for næsten og for Guds skaberværk.

Og hvis vi skal bevæge os fremad mod at blive kriste-lig og være med til at skabe en bedre verden kræver det, at vi kan bevæge os fremad uden at hænge fast i fortiden – og det er det vi får ved tilgivelsen – ved syndsforladelsen. Men det kræver at vi holder fast ved Gud.

Derfor er dommedagsforudsigelsen, som vi hører i dag heller ikke en trist eller forfærdelig forudsigelse.

Der er ikke noget at frygte. Jesus opfordrer os til at fokuserer på endemålet. At se fremad mod den dag, hvor Gud vil komme til os – ligesom Han kom til os julenat. Han opfordrer os til at leve et liv med Gud, og giver os løftet som vi hører i dåben, at Han: ” vil være med os alle dage, indtil verdens ende”.

Derfor er det ikke en advarsel om, at vi skal gemme os i frygt for dommen. Derimod siger Jesus »ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.« For på den dag skal jord og himmel skal nyskabes, og vi vil leve uden smerte og pine – uden gråd og sorg. Men evigt sammen med Gud i herlighed.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Guds Fred til Jer alle, og Husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg

Skriv din mail-adresse herunder – og få besked direkte i din indbakke, hver gang et nyt indlæg lægges op på bloggen!

Du kan også vælge at donere et fast månedligt eller årligt beløb her

Kategorier:Bibel, Bibel-Lukasevangeliet, Højtider, Højtider-Jul, Kirkeåret-Advent og Jul, Prædikener

Tags: Bod, Dommedag, Jesu genkomst, Kriste-lighed, Kristenliv, Lukasevangeliet, Prædiken, Theosis