Dagens andagtsord er fra Apostlenes Gerninger.

Denne hellige lektie skrives i Apostlenes Gerninger: 

Fuld af nåde og kraft gjorde Stefanus store undere og tegn blandt folket. Da trådte der nogle frem af dem fra den synagoge, der hed De Frigivnes, Kyrenæernes og Alexandrinernes Synagoge, og nogle fra Kilikien og provinsen Asien, og de kom i diskussion med Stefanus. De kunne dog ikke modstå den visdom og ånd, som han talte med. Så fik de i al hemmelighed nogle mænd til at sige: »Vi har hørt ham tale spottende om Moses og Gud.« De ophidsede folket og de ældste og de skriftkloge og kastede sig over ham, slæbte ham med og førte ham for Rådet, og de stillede med falske vidner, som sagde: »Denne mand taler ustandselig imod dette hellige sted og imod loven. Vi har nemlig hørt ham sige: Denne Jesus fra Nazaret vil bryde dette sted ned og forandre de skikke, som Moses har overleveret os.« Da de hørte dette, blev de ramt i deres hjerter og skar tænder imod ham. Men fuld af Helligånden stirrede Stefanus mod himlene, og han så Guds herlighed og Jesus stående ved Guds højre side. Og han sagde: »Nu ser jeg himlen åben og Menneskesønnen stå ved Guds højre side.« Da skreg de højt, holdt sig for ørerne og fór alle som én løs på ham. De drev ham uden for byen og begyndte at stene ham. Vidnerne lagde deres kapper ved fødderne af en ung mand, der hed Saulus. Så stenede de Stefanus, mens han bad: »Herre Jesus, tag imod min ånd!« Han faldt på knæ og råbte med høj røst: »Herre, tilregn dem ikke denne synd!« Og da han havde sagt dette, sov han hen.

Apostlenes Gerninger 6,8-14 ; Apostlenes Gerninger 7,54-60

Dagen i dag – 2. juledag – hedder også Sankt Stefans dag, opkaldt efter Stefan, eller Stefanus, minde om den første kristne martyr Stefanus.

Ordet martyr er græsk og betyder vidne. Og i kristen tradition er en martyr en der vidner om Kristus, og ofrer sit liv, mens de gør det. Sådan et vidne var Stefanus. Han vidnede om Kristus – og satte livet til på det.

***

Stefanus var en af de første apostles hjælpere – en såkaldt diakon, der havde til opgave at hjælpe fattige og enker i menigheden, og derudover gør Stefanus også store undere og tegn. Men opmærksomheden han tiltrækker sig og den nye kristne kirke, fører til en ophedet diskussion med de lovtro jøder. Da de ikke kan fange ham i ord, skaffer de vidner der anklager Stefanus for at nedbryde folkets skikke.

Men som han står her anklaget på falsk grundlag, opfyldes han af Helligånden – og siger ”Nu ser jeg himlen åben og Menneskesønnen stå ved Guds højre side. ”

For de lovtro jøder er det dråben, der får bægeret til at flyde over. De tilstedeværende går løs på ham, slæber ham udenfor byen og stener ham til døde.

***

I mange lande verden over bliver kristne stadig forfulgt og slået ihjel for deres tro. Her samles man i husmenigheder og prøver at holde sig under myndighedernes radar. Gudstjenester fejres i hemmelighed, bibler skjules for myndighederne og må smugles ind i landene, og man deler kun sine tanker om troen med sine nærmeste.

Gud ske tak og lov er det ikke sådan i Danmark. Udover at være et land, hvor kristendommen er tradition og har været med til at forme og skabe landet, er vi beskyttet af Grundloven der sikrer os religionsfrihed.

Men kan vi så bruge Sankt Stefan til noget i dag?

Ja. For på trods af vi ikke bliver forfulgt som i andre lande, så er kristendommen under pres.

Mange politikere understreger gang på gang sekulariseringen som en af Danmarks styrker. Man anerkender at kristendommen er en af de ting, der har været med til at skabe det moderne Danmark, men derudover ser man helst at kirke og kristendom holder sig uden for samfundsdebatten og spiller så lille en rolle som mulig.

Tydeligst ser vi afkristningen ved det årlige julesalg i butikkerne. Man bruger gerne den kristne højtid til at sælge flere varer. Men Jesus er man ikke interesseret i, så butikkernes julepynt er reduceret til stjerner, nisser og glaskugler – Kristus er fraværende. Baggrunden er, at man ikke vil støde nogle – eller med andre ord skræmmer potentielle kunder – der kunne tage anstød af, at det bliver lidt for helligt – væk. Og så er der jo også den politiske korrekthed at tage hensyn til: man skulle nødig ekskluderede anderledes troende.

Og de senere år har sekulariseringen nået nye højder (der måske hænger sammen med at den almene dannelse har nået et lavpunkt). I takt med at kritikken af kristendommen vokser, daler kendskabet til den. Det skyldes ikke mindst, at man i folkeskolerne har nedprioriteret kristendomsundervisningen (som man ynder at kalde religionsundervisning) i en sådan grad, at man som præst møder konfirmander, der aldrig har hørt om de mest basale historier fra Bibelen. Derimod har eleverne lært at universet blev skabt ved ”The big bang”. Det vidner om at man enten, hverken har begreb om kristendommen eller videnskaben, da det ene ikke udelukker det andet, eller at man med overlæg vil opponere mod den kristne tro.

Og måske derfor er det i den brede offentlighed blevet en almindelig opfattelse, at folk der bekender sig som kristne, må være bagstræberiske, naive og overtroiske.

Især de identitetspolitiske bevægelser har deres udeståender med den kristne kirke og andre trossamfund. Og desværre er der mange medløbere til stede blandt landets politikere – velsagtens i forsøget på at virke inkluderende og forstående (og sikkert for at høste stemmer).

Mange af disse bevægelser vil skyde troende en masse ting i skoene: Er folk med baggrund i deres tro for eksempel imod abort eller vielser mellem homoseksuelle, må de være nogle intolerante og snæversynede mennesker, der ikke ønsker andre det godt. Eller når den romersk-katolske og ortodokse kirke ikke anerkender kvindelige præster, så kan det jo kun være udtryk for systemisk misogyni (altså had til kvinder) i kirkens ledelse.

Man kunne selvfølgelig indvende – i de fleste tilfælde forgæves – at den fri abort er vedtaget som lovgivning af folketinget. Det kan abortmodstandere jo ikke bare lave om. Vielser i kirken mellem homoseksuelle kan jo finde sted, og er også vedtaget ved lov, men præster har muligheden for ikke at vie homoseksuelle, hvis det strider imod deres teologiske standpunkt. Og når det gælder kritikken af de romersk-katolske og ortodokse kirkers syn på kvindelige præster, så bunder det nok mest i uvidenhed om disse kirkesamfunds teologi og tradition. Og bryder man sig ikke om de to trossamfund kan man jo bare lade være med at melde sig ind (eller man kan melde sig ud) – de er jo ikke støttede af staten.

I virkeligheden er det jo ikke lighed man ønsker at understrege med kritikken af trossamfundene, men derimod ønsker man magten til at knægte alle man er uenige med. Den frihed man selv vil have, vil man ikke unde andre fordi man sidder inde med sandheden. Og da kristendommen netop understreger den enkeltes ansvar og afviser en ren subjektiv moral, er den i opposition til de totalitære identitetspolitiske bevægelser.

Og stillet overfor anklagerne om hvad en kristen er fra bevægelser, politikere, meningsdannere, ateister og andet godtfolk, er det måske ikke overraskende, at mange kristne i dag holder sig tilbage, når det gælder at bekende deres tro åbent. De afholder sig fra det for ikke at blive gjort til grin eller skudt holdninger i skoene de ikke har.

Og her kan vi bruge Sankt Stefan som forbillede. Han talte frit og modigt mod de lovtro jøder, Det samme skal vi gøre, både overfor politikere, bevægelser, ateister og andre. Vi skal vidne om Kristus. Vi skal virke i samfundet og fortsætte med at sprede det glædelige budskab i ord såvel som i gerning.

Og møde vores modstandere med kærlighed og overbærenhed. Vi skal tale åbent og ærligt om vores tro. Og som Sankt Stefanus – og som Vor Herre Jesus Kristus gjorde – skal vi bede for dem der står imod os. Bede for at også de vil få del i troen.

Saulus som vi hører om i forbindelse med Stefans stening, er jo ingen anden end apostlen Paulus. Til en begyndelse forfulgte han kristne med en iver og fanatisme, der kunne ryste selv hans med-farisæere. Vi hører, at han bifaldt mordet på Stefanus, og efterfølgende søgte at tilintetgøre menigheden i byen. Han trængte ind i det ene hus efter det andet, slæbte både mænd og kvinder ud og fik dem fængslet.

Men på vejen til Damaskus kommer Paulus til selv til tro, da Jesus Kristus åbenbarer sig for ham. (ApG: 9,1-20) Og Paulus blev ikke bare kristen, men hvad nogle kalder den vigtigste apostel, da det er ham der begynder missionen blandt ikke-jøder.

Man kan ikke tvinge folk til at tro. Sand tro kommer af kærlighed – sand tro kommer af tillid til Ordet der høres. Kristendommen er kærlighed. Gud kom til os som menneske. Han steg ned og levede blandt os som vores bror. Han ofrede sig selv, led og døde på korset for vores skyld. Og Han stod op fra de døde og gav os løftet om, at også vi skal leve evigt, når vi bekender Ham som Herre og Frelser.

Lad os derfor ligesom Sankt Stefan vidne frit og glædeligt om Jesus Kristus. Altid gå foran med et godt eksempel og ikke frygte dem, der står mod os, men have tålmodighed med dem og bede for, at også de vil finde sandheden: at Jesus Kristus er Herre og Frelser.

Guds Fred til Jer alle, og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg

Hvis du vil læse mere om forfulgte kristne i verden og støtte arbejdet for at hjælpe dem kan du besøge organisationen Åben Døres hjemmeside: www.opendoors.dk/

Skriv din mail-adresse herunder – og få besked direkte i din indbakke, hver gang et nyt indlæg lægges op på bloggen!

Du kan også støtte bloggen med et fast månedligt eller årligt beløb her

Kategorier:Andagtsord, Bibel, Højtider-Helgendage, Højtider-Jul, Mission, Prædikener

Tags: åbne døre, Helgener, Ideologi, Martyr, Martyrium, opendoors, Paulus, Sankt Stefan, Saulus