Prædiken – Juleaften 2020

Denne hellige lektie skriver profeten Esajas: 

Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land. Du gør jubelen stærk, du gør glæden stor; de glæder sig for dit ansigt, som man glæder sig over høsten, som man jubler, når man deler byttet. For det tyngende åg, stangen over deres skulder, og slavefogedens kæp brækker du som på Midjans dag. Hver støvle, der tramper i larmen, og kappen, der er sølet i blod, skal brændes og fortæres af ild. For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre. Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste. Stort er herredømmet, freden uden ophør over Davids trone og over hans rige, så han kan grundfæste det og understøtte det med ret og retfærdighed fra nu af og til evig tid.

Esajas’ Bog 9,1-6a

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: »Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!«

Lukasevangeliet 2,1-14


En anderledes jul

Det er unægtelig en anderledes og besynderlig jul vi fejrer i år – både i hjemmene såvel som i Kirkerne landet over. Ja, faktisk har det været på alle måder et anderledes og besynderligt år.

En lille bitte, usynlig virus har vendt op og ned på vores tilværelse, ja – på hele verden, som vi kender den. Ting vi før tog for givet, som at rejse, besøge venner eller få besøg bliver nu frarådet, eller er underlagt restriktioner om plads og antal. En tur i butikker for at handle vores dagligvarer foregår under skyldig hensyntagen til brug af mundbind, afstand og afspritning. Og skolegang og arbejde foregår for mange mennesker hjemme over ved hjælp af computere. Ja, selv vores julegudstjenester har været et hedt debatemne. Vores tilværelse er på alle måder i den grad blevet forandret.

Og det skyldes alt sammen en lille bitte usynlig virus. På grund af den har vi alle – uanset vores beskæftigelse, køn, alder, formue eller hudfarve – i højere grad end før fået en bevidsthed om, at vi holder næstes liv i vore hænder. Det vi gør, eller undlader at gøre, kan på en helt anden direkte måde, have vidtrækkende konsekvenser for andres liv.

***

Se, egentlig havde jeg allerede skrevet en prædiken – eller det vil sige jeg var omtrent halvt færdig – inden jeg opgav den for i stedet at skrive denne prædiken. I den oprindelig prædiken havde jeg oprindelig tænkt mig at undlade at nævne corona, da jeg ligesom mange andre er godt træt af det. Men bedst som jeg sad og skrev, mens nyhederne kørte på fjernsynet i baggrunden – hvor der igen blev talt om corona – slog det mig pludselig, hvordan små, tilsyneladende undselige ting kan få en enorm og omvæltende betydning for vores liv. Og som det jo er med tanker, så førte det mig videre til at tænke over, at det trods alt ikke kun gælder de dårlige ting vi oplever. En lille undseelig og tilsyneladende ubetydelig ting kan vise sig at være livgivende og fyldt med kærlighed, når den vokser.

***

Lad os gå tilbage i tiden til antikkens Judæa. Lad os forestille os, at vi befinder os i Betlehem for 2.000 år siden. Mørket er ved at falde på, og da vi går rundt i byens gader støder vi på to mennesker. En mand og hans hustru. Det er tømreren Josef og hans hustru Maria. En fattig håndværker og hans gravide teenagehustru. Der er stor chance for, at vi bare går forbi dem på gaden. Måske fanger de vores blik, men der er ikke noget nævneværdigt ved dem, der får os til at stoppe op. De er kun to mennesker blandt mange, der er i Betlehem i anledning af folketællingen som evangelisten Lukas fortæller. Men det er ikke til at finde et sted at sove – alle herberger er fyldte. Men en bonde, må vi formode han er, forbarmer sig over dem og lader dem overnatte i sin stald. Og her i stalden julenat ville vi se et lille bitte undseligt barn til verden. Et lille uskyldigt barn. Men dette barn vil komme til at vende op og ned på verden.

For det lille barn er Guds Søn. Det er Gud, der lader sig føde som menneske. Det er Ham, som vi hører i Esajas’ profeti fra læsningen før:

»For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre. Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste.«

Vi er vokset op med historien om Jesu fødsel, så vi forstår måske ikke, hvor provokerende det var i den tidlige kristendoms historie at påstå at Gud lod sig føde som menneske.  For religionerne i antikken var der et skarpt skel mellem vores verden og gudernes verden. De græske og romerske guder levede deres eget liv fjernt fra menneskene. De er ikke optaget af menneskernes liv, og man kan i bedste fald håbe på, at de hører ens bønner og påvirker tingenes gang til ens fordel, men derudover har ikke nogle synderlig interesse i menneskets verden.

Og for jøderne – som jo kendte Esajas’ profetier – var det gudsbespottelse påstå at et menneske var Gud. For dem var Gud fjern og utilnærmelig. Når Han henvendte sig til sin skabning, skete det gennem særligt udvalgte profeter. Og man kunne kun håbe, at man ved at overholde de regler og love, som var blevet givet i Mosebøgerne, kunne få et godt liv. Frelsen i kristen forstand og det evige liv var ikke noget man var synderlig optaget af. Frelsen blev forstået som oprettelse af et gudsrige på jord, regeret af en af Gud udvalgt konge. Tanken om Gud som menneske var – og er  – utænkelig.

Men med Jesu fødsel sker der noget ganske anderledes. For ved at lade sig føde som menneske, skjuler Gud sig ikke – men åbenbarer sig for os. Han viser os sit sande væsen. At Han er kærlighed.

Og Han taler til mennesket – ikke gennem profeter eller andre – men direkte. Han taler direkte til den enkelte, og understreger dermed at Han er Gud for os alle.

Og man kan vel sige, at forargelsen over, at Gud lader sig føde som menneske ikke er blevet mindre. Men i dag er kritikken især drevet af tilhængere af det naturalistiske verdensbillede – altså den idé at alt i verden kan reduceres til genstande og fænomener, og alt kan forklares ud fra videnskabelige principper. Her er der ikke plads til noget overnaturligt. Man afviser jomfrufødslen og at tanken om, at Jesus skulle være Guds Søn. Enhver kan jo sige sig selv, at det ikke kan lade sig gøre!?

Men det er jo netop det, der kendetegner et mirakel. Når der er noget vi ikke venter, noget der trodser naturlovene, når noget går ud over vores forstand. Det er det, der er miraklet. Det er ikke et spørgsmål om naturvidenskab – det er et spørgsmål om tro.

Jeg kommer til at tænke på en historie jeg læste for nogle år siden. En præst i USA havde et ugentligt radioprogram, og i en af udsendelserne diskuterede han Jesu opstandelse med en gæst. Nogle dage efter udsendelsen kom der et brev fra en lytter, der skrev: Jeg har talt med vores præst om Jesu opstandelse. Og han mener ikke det kan lade sig gøre at Jesus stod op fra de døde. Han mener, at Jesus måske har været bevidstløs på grund af torturen, da de tog Ham ned og blev plejet af disciplene, så folk troede han var opstanden. Hvad mener du?

Værten på programmet skrev tilbage: ”Kære lytter.  Jeg vil foreslå jer at prøve følgende: Pisk jeres præst med en ni halet kat (altså en pisk med ni haler) hårdt 39 gange, tæsk ham, korsfæst ham, lad ham hænge i den bagende sol i seks timer, stik ham i siden med et spyd… og smid ham ind i en grav med næsten ingen luft i 36 timer, og se, hvad der sker!

Det strider mod fornuften at Gud lod sig føde som menneske af en jomfru og at Han stod op fra de døde. Det er en forargelse at den lille bitte dreng skulle komme til at ændre verden.

For i modsætning til de græsk-romerske guder, der i høj grad var knyttet til familien, bystaten eller kejsermagten, eller jødedommen hvor man anså sig som Guds udvalgte folk – så begrænsede Kristus sig ikke til kun at være Gud for en bestemt gruppe af mennesker ud fra deres herkomst eller sprog eller kultur.  Vender vi tilbage til stalden i Betlehem, ser vi at hyrderne – nogle af dem med den laveste anseelse i samfundet – er de første gæster hos den nyfødte, og snart efter møder vi i evangeliet de vise mænd – som vi kalder de tre konger – i stalden. Det viser, hvordan der er plads til alle hos Gud. Der er ikke nogen, der står uden for Hans kærlighed. Han tilbyder frelsen til alle, der er villig til at tage imod den.

Og når vi samles her i dag – juleaftensdag – ligesom millioner af mennesker verden over – trods de svære tider vi befinder os i – så bliver vi mindet om, at Kirken er universel. Fra Kirke her i Ledøje til Peterskirken i Rom, Fra Vor Frue Aparecida katedralen i Brasilien til de hemmelige husmenigheder i NordKorea samles kristne. Verden over kommer folk sammen for at fejre det glædelige budskab, at Jesus Kristus kom til verden som vores Frelser. Han skelner ikke til verdslig status, formue, hudfarve, køn eller alder – vi er alle lige for Gud. Vi er alle lige værdifulde for Gud. Derfor er det også op til os, hvis vi virkelig bekender Ham som Herre og Frelser, at behandle andre mennesker som Guds skabninger. Ikke gøre forskel på folk, men se Kristus i næsten. Og huske – ikke kun i juletiden – men hele året at åbne vores hjerter for Guds Ord.

Som jeg indledte med har dette været et på alle måder besynderligt år – og en ligeså besynderlig jul. Men skal vi drage en lære af det år der er gået med dets bekymringer, problemer, sorg og tristhed, så lad det da være at vi fortsætter med at leve med bevidstheden om at vi holder næstens liv i vores hænder. Ikke alene når vi er ramt af en pandemi, men også i den dagligdag som forhåbentlig snart igen indfinder sig. Og lad os bruge denne aften på at glæde os over, at det lille bitte barn der kom til verden for 2.000 år siden og tændte et lys i mørket, også gennem os – hvor små og undseelige vi end måtte synes at være – kan tænde et lys i mørket for andre. Glædelig jul.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Glædelig jul og Guds Fred til Jer alle, og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg


Skriv din mail-adresse herunder – og få besked direkte i din indbakke, hver gang et nyt indlæg lægges op på bloggen!


Støt pastorschoenberg.com

Støt Pastor Schønbergs blog og hjælp med at sprede det glædelige budskab og kendskabet til den kristne kirke.

25,00 kr.

Du kan også støtte bloggen med et fast månedligt eller årligt beløb her



Kategorier:Andagtsord, Bibel-Lukasevangeliet, Gudstjeneste, Højtider, Højtider-Jul, Prædikener

Tags: , , , , , , , ,

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Små Epistler

Søg indad og forstå verdenen

Guds Ord

Bibelvers fordelt på tema

%d bloggers like this: