Jeg – en evangelisk-katolsk

Nogle gange bliver man som præst spurgt om, hvor man hører til blandt de retninger, der findes i Den Danske Folkekirke: grundtvigianer, indre mission, tidehverv eller andet?

Men det er ikke så ligetil at svare på. Der kan være elementer i ens teologi, der gør at man har nogle meninger eller holdninger som forbindes med, lad os kalde det retning A og retning B, selvom man i bund og grund tilhører retning C. Og måske kender man en anden der tilhører retning C, men har holdninger man finder hos andre der tilhører retning D. Som du kan se, kære læser, kan det meget hurtigt blive forvirrende og uoverskueligt.

Og der er altid den fare, ved den slags inddeling i kategorier, at man folk i en bås, som de måske ikke tilhører.

Nå, trods det vil jeg i dette indlæg prøve at besvare spørgsmålet, så godt jeg evner (og skulle du, kære læser, have spørgsmål, eller formår jeg ikke at forklare mig godt nok, så skriv endelig og så vil jeg prøve efter bedste evne at give en uddybende forklaring).

Hvor står jeg så? Hvilke retning tilhører jeg?

Ja, i virkeligheden er der vel ikke tale om en egentlig retning, da den ikke er organiseret som de andre ovenfor nævnte retninger, men derimod ikke er organiseret og rettere følger en bundethed af og respekt for kirkens væsen og tradition, frem for egentlige teologiske særstandpunkter.

Så skulle jeg karakterisere mig selv må det være som evangelisk-katolsk, eller måske rettere evangelisk-katolsk lutheraner!

Men man kan da ikke være katolik og præst i Folkekirken! hører jeg nu straks den vågne læser udbryde.

Og det er fuldstændig rigtigt. Man kan ikke være katolik i den forstand, som vi almindeligvis bruger ordet, nemlig i forbindelse med den romersk-katolske kirke! Men selve ordet katolsk betyder i virkeligheden kun; almindelig eller universel. Det er det der forstås, når vi i den apostolske trosbekendelse siger: Jeg tror på den hellige, almindelige kirke (i den romersk-katolsk udgave lyder det ”jeg tror på den hellige katolske kirke”, men har samme betydning).

Men man kan også forstå udtrykket ’katolsk’ som man læner sig op ad den katolske tradition, som fandtes og stadig findes i Folkekirken.

Men måske vil det være mest nyttigt, at vi først kigger på det navn som Folkekirken har, nemlig at den er evangelisk-luthersk. For hvad vil det egentlig sige, at kirken er evangelisk-luthersk?

Evangelisk-luthersk

Navnet evangelisk-luthersk har – ikke overraskende – sin baggrund i reformationen, hvor Martin Luther påpegede den romersk-katolske kirkes fejl; pavestolens magt, cølibatet, helgendyrkelsen, afladshandlen med mere, som han afviste som fejllære, fordi disse ting ikke havde baggrund i Bibelen, og derfor krævede at disse misbrug blev rettet. Som konsekvens af uenighederne der fulgte brød mange lande med den romersk-katolske kirke og kom til at udgøre de kirkesamfund, vi betegner som protestanter.

Ved den danske reformation i 1536 løsrev landet sig fra den romersk-katolske kirke og tilsluttede sig det kirkesamfund, som holdt sig til Luthers lære. Og det er her vi finder oprindelsen til betegnelsen ’evangelisk-luthersk’.

Ordet ’evangelisk’ var nøgleordet for reformatorerne. Det er nemlig i evangelierne man finder Kristus. Det er i evangelierne, vi lærer Gud at kende og ikke gennem menneskelige påfund. Derfor brugte man ordet evangelisk, om de kirker, der så evangeliet som det primære udgangspunkt for troen og forkyndelsen.

Men hvorfor bruge Luthers navn, hvis det ikke er mennesker, der er i centrum for troen?

Når vi kalder os lutherske, betyder de derfor ikke, at vi er forpligtet os på alt det, som Martin Luther sagde eller skrev? Martin Luther var farvet af sin tid og havde eksempelvis nogle kradse bemærkninger om jøder, som vi i dag tager afstand fra, ligesom han ikke altid var en enig med sin kollega dogmatikeren Philip Melanchthon, der var hovedansvarlig for Den Augsburgske Bekendelse (på latin: Confessio Augustana), som er et af Folkekirkens bekendelsesskrifter.

Men Martin Luther adskilte sig fra andre reformatorer i nogle lærespørgsmål (f.eks. Luthers opfattelse af Jesu tilstedeværelse i nadveren, der stod i kontrast til de reformerte kirkers opfattelse, hvor deres reformatorer Huldrych Zwingli og Jean Calvin udelukkende så nadveren som et mindemåltid). Når vi bruger Martin Luthers navn, er det altså på den ene side et spørgsmål om hans lære, som vi tilslutter os, men også fordi hans navn fungerer som en afgræsning fra de andre protestantiske kirker som anglikanere og reformerte (også blev kaldt zwinglianisme eller calvinisme).

Så på sin vis giver det rigtig god mening at bruge betegnelsen evangelisk-luthersk, da det henviser til evangeliet som centrum for troen og Luthers navn som udgangspunkt for vores lære, kirkesyn og som afgræsning til andre protestantiske kirkesamfund.

På den måde er vi evangelisk-lutherske!

Hvad er så evangelisk-katolsk?

Nu har vi slået fast at Folkekirken er evangelisk-luthersk, og således bør præsterne også være det!

Men hvad betyder så evangelisk-katolsk? Og kan man være både evangelisk-luthersk og evangelisk-katolsk? Hvordan hænger det sammen? Hvad er særegent ved det evangelisk-katolske?

For at forstå udtrykket evangelisk-katolsk, eller evangelisk-katolsk lutheraner, er det nødvendigt endnu engang at vende tilbage til baggrunden for reformationen.

Luthers kritik af den romersk-katolske kirke bundede ikke i et ønske – i hvert fald til en begyndelse – om at skabe en ny kirke, forskellig fra den romersk-katolske. Hans kritik var drevet af et ønske om at reformere kirken – at bringe den tilbage til rødderne før den kom på afveje. Derfor er det også en fejl, mener jeg, at se den evangelisk-lutherske kirke som modsætning til den romersk-katolske kirke. Den bør derimod ses som en videreførelse af kirken, renset for de misbrug (afladshandlen, helgendyrkelse etc.), som den romersk-katolske kirke led under ved tiden for reformationen.

Men desværre er vi lutheranere et langt stykke hen ad vejen kommet til at smide barnet ud med badevandet. I et forsøg på at afgrænse sig fra den romersk-katolske kirke og andre protestantiske kirkesamfund har man også taget afstand fra ting i den katolske tradition, som ikke nødvendigvis er i modstrid med den evangelisk-lutherske kristendom, og som Luther ikke selv tog afstand fra, eller endog i nogle tilfælde selv anbefalede at fortsætte med.

I dette indlæg vil jeg nøjes med at fremhæve tre eksempler (så indlægget ikke bliver alt for langt), på områder, som jeg tror, kan give et godt indtryk af, hvad der måske vil kunne ses som evangelisk-katolsk, uden det dog nødvendigvis ikke også kan gælde for andre folkekirkelige retninger.

Helgener

I Den Danske Folkekirke bliver helgener af mange anset for værende romersk-katolsk overtro. Og derfor har man gennem århundrede luget helgenerne ud af kirken, fordi man frygtede det kunne føre til helgendyrkelse, som tilfældet var i den romersk-katolske kirke. Til trods herfor har vi dog stadig bevaret en del af de gamle helgendage, som Sankt Stefansdag (26. december), Sankt Hans (23. juni), Mortensaften (11. november) og Mariæ Bebudelsesdag (25. marts).

Men helgenerne og deres historier indeholder en rigdom, som vi går glip af når vi luger dem ud. Helgener er nyttige som forbilleder for vores trosliv – læs eksempelvis mine indlæg fra Sankt Stefansdag og Mariæ Bebudelsesdag! Helgener er mennesker som os, men gennem deres liv har de tjent Gud på en forbilledlig måde, og kan tjene som inspiration til efterfølgelse for os. Derfor bør de æres, så længe det ikke slår over i tilbedelsen af helgenerne selv. Ved at fordybe os i helgenernes liv kan vi finde ny styrke i vores eget trosliv.

Derfor kan bønner som den kendte Maria-bøn, der bedes med rosenkransen (som jeg vil behandle i et senere indlæg) også bruges til at styrke troen og hjælpe den troendes bønsliv. Martin Luther benyttede selv Maria-bønnen, som han også tog den med i sin bønnebog fra 1522. (Bønnen lyder: Hil dig Maria, fuld af nåde! Herren er med dig! Velsignet er du iblandt kvinder og velsignet er dit livs frugt, Jesus, hvorefter man så kan indskyde led, der minder os om Jesu liv som man kan meditere over. Ved den romerske-katolske kirkes tridentiner-koncil, der begyndte i 1545 og sluttede i 1563, tilføjedes: Hellige Maria, Guds Moder! Bed for os syndere, nu og i vor dødstime. Amen. Denne tilføjelse, hvor det er Maria selv, der bedes til, gør at den ikke kan bruges i lutherdommen, da man i stedet for at bede til Jesus beder til Maria).

Som et alternativ til Maria-bønnen og rosenkransen har den svenske biskop Martin Lönnebo skabt en nyere form for bedekrans, den såkaldte Jesuskransen, som har samme formål: nemlig at fordybe sig i bønnen.

Højmessen

Et punkt hvor den evangelisk-katolske praksis nok skiller sig ud er synet på højmessens form. Den danske højmesse har et smukt og rigt udtryk, som med de ændringer der er kommet ind over årene stadig, har bevaret sit udgangspunkt i den romersk-katolske messe, som den var før reformationen, og som understreger den samhørighed og fælles oprindelse, der er mellem de to kirkesamfund. (Læs om højmessens liturgi her).

Desværre synes neglieres den tradition som højmessen bygger på, og den rigdom den indeholder alt for ofte. Derimod foreslås der med mellemrum at man skal forsøge at gøre højmessen mere vedkommende, gennem diverse sprog-, musik- og ritualændringer (se indlæg om liturgiændringer), samtidig med at man ønsker at gøre den mere åndelig. Og de to ting passer ikke sammen (jeg har i hvert fald indtil nu ikke hørt en løsning der er gangbar, men måske kommer det en dag). Jo mere hverdagsagtig man gør gudstjenesten, des mere mister man den oplevelse, som jeg mener hører med til højmessen: nemlig, at man ved højmessen træder ind i en anden virkelighed, en anden verden en den vi kommer fra. Ved højmessen får vi et glimt af Guds rige gennem læsningerne, forkyndelsen og sakramenterne.

Det er i den forbindelse interessant, at man til tider hører en kritik af højmessens manglende sanselighed (smag, duft, lyd, farver og lignende) og, at vi derfor bør ændre højmessen. Men i virkeligheden behøver vi ikke ændre den. Den nuværende højmesseordning giver mulighed for at præsten messer læsningerne i stedet for at læse dem, mange kirker har smukke messeklæder (stolaer og messehagler), som desværre benyttes af alt for få præster, og man kan i virkeligheden også benytte røgelse, selv om der ikke er tradition for det (Luther selv mente, at det var op til den enkelte menighed, om man ville gøre brug af det eller ej). I stedet for at ændre højmessen i retning af at gøre den mere forståelig og dagligdags, bør vi i stedet arbejde på at gøre den mere højtidlig og festlig med farver, glæde og duft – så vi kan gøre det, som højmessen er der for, nemlig at fejrer opstandelsen og løftet om det evige liv, som vi har fået.

Økumeniske bestræbelser

Som et sidste punkt i dette indlæg vil jeg pege på de økumeniske bestræbelser, som jeg tror mange evangelisk-katolske deler. Økumenisk vil sige arbejdet for at de forskellige kristne trossamfund, der er spredt over hele verden, kommer til en bedre forståelse og accept af hinanden og dermed se sig selv som en del af Kristi Kirke, trods forskellene.

Gennem dialog kan man udrydde mange fordomme om andre kristne, som i alt for mange århundrede har delt kristenheden.

Den evangelisk-katolske retning er – håber jeg, det fremgår af dette indlæg – ikke i strid med Folkekirkens evangelisk-lutherske lære, men er måske en i virkeligheden ude i Luthers ærinde: at besinde kirken på evangeliet og dens åndelige arv og tradition.

Husk: skriv endelig en kommentar. Jeg vil gerne vide, hvad du synes om udtrykket evangelisk-katolsk? Deler du mit syn på kirken eller i hvilke kirkelig retning ser du dig selv. Måske er du enig eller…?

Guds Fred til Jer alle
Pastor Schønberg


Skriv din mail-adresse herunder – og få besked direkte i din indbakke, hver gang et nyt indlæg lægges op på bloggen!



Kategorier:Bøn, Bibel, Debat, Diverse, Gudstjeneste-Liturgi, Højtider, Højtider-Helgendage, Helligånd, Jesus Kristus, Jomfru Maria, Kirke, Kirkehistorie, Kristenliv, Teologi, Teologi-Kristologi, Teologi-Liturgi

Tags: , , , , , , , , , , ,

2 replies

  1. Veldig interessant å lese!
    Det nok endel vi ikke er enige i, og mye av det henger sammen med de tradisjoner vi tilhører, men det viktigste er vi enige om; Jesus Kristus, hans verk og vårt behov for ham. Vi har mye å lære av hverandre, og raushet i forhold til hverandres ståsted er viktig for å kunne reflektere over hvorfor vi selv tror hva vi gjør. For er det Guds Ord som styrer min forståelse eller er det mer denne tidsalder, mine preferanser, den tradisjon jeg kommer fra og/eller egne meninger om Gud og hans ord?
    Guds fred og velsignelse!

    Like

  2. Kære Cecilie,
    Tusind tak for kommentaren. Du har fuldstændig ret. Det vigtigste er Jesus Kristus. Det er Ham der binder os sammen trods forskellene. Det er Ham der er i centrum. Jeg tror, du har ret i, at mange af forskellene langt han ad vejen bunder i temperament og tradition.
    Og det er et spændende spørgsmål, du stiller: Er det Guds Ord som vi læser det der styrer os eller tidsalder, tradition eller præference? For det er klart at vores tolkning også afhænger af det omgivende samfund, opdragelse (herunder den tradition vi er vokset op i), vores temperament (om vi drages af det karismatiske, det æstetiske eller andet). Det er spændende at reflektere over, fordi det kan give os en forståelse af os selv, og af andre retninger indenfor kristendommen.
    Det er her sjovt, at se hvordan man ofte kan være mere uenig med folk indenfor sin egen tradition end andre kirkesamfund. Tænk bare på, hvor mange forskellige retninger der er indenfor protestantismen, selv om vi egentlig burde være enige på de fleste punkter.

    Guds Fred til dig
    Pastor Schønberg

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Små Epistler

Søg indad og forstå verdenen

Guds Ord

Bibelvers fordelt på tema

%d bloggers like this: