Prædiken 1. søndag efter Hellig Tre Konger

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 

Hvert år tog Jesu forældre til Jerusalem til påskefesten. Også da han var blevet tolv år, drog de derop, som det var skik ved festen. Da påskedagene var omme, og de skulle hjem, blev drengen Jesus i Jerusalem, uden at hans forældre vidste det. I den tro, at han var i rejsefølget, kom de en dags rejse frem og ledte efter ham blandt familie og bekendte. Da de ikke fandt ham, vendte de tilbage til Jerusalem for at lede efter ham dér; og efter tre dage fandt de ham i templet, hvor han sad midt blandt lærerne, lyttede til dem og stillede dem spørgsmål. Alle, der hørte det, undrede sig meget over hans indsigt og de svar, han gav. Da forældrene fik øje på ham, blev de slået af forundring, og hans mor sagde til ham: »Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os? Din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelige.« Men han sagde til dem: »Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?« Men de forstod ikke, hvad han sagde til dem. Så fulgte han med dem tilbage til Nazaret, og han var lydig mod dem. Hans mor gemte alle ordene i sit hjerte. Og Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker.

Lukasevangeliet 2,41-52

Vi er netop blevet færdig med julefejringen, som mest foregik ved gudstjenester i fjernsyn og radio og via videoer på nettet. Desværre var det ikke muligt for os at samles her i Kirken. I evangelieteksterne til juleaften er fokus, ikke overraskende, på Jesu fødsel. Og ud over juleevangeliet er dagens evangelietekst faktisk det eneste, vi hører om Jesu barndom og ungdom. Det man kan kalde de ”skjulte” år.

Sammen med sin mor Maria og Josef besøger Jesus Templet i Jerusalem i anledning af den jødiske påskefejring. Han er 12 år gammel. På vej ind i voksenlivet. Teksten fortæller os. at Maria og Josef plejer at tage dertil hvert år – som rettroende jøder – og vi må forestille os, at det er første gang de tager Jesus med.

Efter festlighederne i Jerusalem begynder den lille familie den 104 km lange hjemrejsen fra Jerusalem – nordpå – til Nazareth. Og det må have været noget af et syn. For at sikre sig mod landevejsrøvere og vilde dyr rejste man i karavaner. Man rejste sammen med familie og naboer fra Nazareth, og andre der var på vej nordpå efter påsken. De voksne har talt om deres oplevelser, om festen, hvad der var sket siden sidst de sås, og så var det en kærkommen mulighed for at høre nyt om slægtninge og venner i andre byer. Og mens de langsomt har bevæget sig af sted nogle på æsler, de fleste til fods har børnene løbet og leget, som børn nu gør.

Men hen ad aften, da karavanen stopper for natten, er den unge Jesus ikke at se nogle steder. ”Har I set Ham? ” spørger Maria og Josef, mens de går fra gruppe til gruppe i rejsefølget. Men ingen har set Ham – Han er væk! Er man forælder, kan man levende forestille sig deres følelser i situationen. De skynder sig tilbage til Jerusalem. Med bankende hjerter og varme kinder prøver de at finde drengen. Er der sket Ham noget? Er Han blevet kidnappet? Måske arresteret af myndighederne? Slavehandlere? Kriminelle? Tankerne farer gennem hovederne på de to, mens de søger efter Ham i Jerusalem, og frygter det værste. ”Hvor var vi sidst sammen med Ham?” spørger de sig selv.

På torvet? Han er der ikke!

Måske hos bekendte? De går fra dør til dør – ingen har set Ham!

Hele tre dage søger de efter Ham i byen. Endelig beslutter de sig for at lede efter Ham i Templet. Om ikke andet er der vel ikke et bedre sted at søge hen, når man er fortvivlet.

Og her – i Templet – finder de Ham! Men de finder ikke en bange og ensom dreng, som man måske kunne vente, men derimod en dreng, der er centrum for en større samtale med de skriftkloge. Og som der står: ”Alle, der hørte det, undrede sig meget over Hans indsigt og de svar, Han gav”

Hvad er der mon gået gennem Maria og Josefs hoveder ved dette syn? Her sidder Han – tolv år gammel – og diskuterer med de skriftkloge.

Maria siger, som enhver forælder der er lettet og vred på en gang: »Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os? Din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelige.«

Men Han svarer dem ganske uanfægtet: »Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?«

Det er tydeligt for Maria og Josef – ja for enhver, at der er sket noget med den unge Jesus i de tre dage, de har ledt efter Ham. Han kom med Maria og Josef til Jerusalem som en dreng, men Han tager derfra som en bevidst ung mand.

***

Et spørgsmål jeg stiller mig selv, når jeg læser dagens Evangelium, er om Jesus allerede som dreng, da Han løb og legede i bakkerne omkring Nazareth med sine venner vidste, hvad Han var. At Han tænkte: Jeg er jo egentlig den anden person i treenigheden – de skulle bare vide! Men jeg siger det ikke til nogen! Endnu!”

Jeg ved det ikke!? Han har måske ikke været fuldt bevidst om det, men når Han er blevet fortalt om sin fødsel og begivenhederne i Betlehem, må Han have haft en fornemmelse – en følelse – af at være speciel. Måske er det først på her i Templet, at sandheden går op for Ham; at Han er Guds Søn og hvem Hans Far er.

I kirkekunsten fremstilles den unge Jesus ofte stående midt i Templet, hvor Han belærer de ældre. Men det vi hører er: ”Han sad midt blandt lærerne, lyttede til dem og stillede dem spørgsmål. Alle der hørte det undrede sig meget over hans indsigt og de svar, han gav. ”  Den unge Jesus stiller spørgsmål til de skriftkloge, overvejer deres svar, kommer med indvendinger, diskuterer – som enhver ung mand eller kvinde gør, når de finder interesse i noget. Og her i Templet – sker der et frembrud i Hans inderste sjæl.

Der er gået tolv år siden den julenat, hvor Han kom til verden. Siden har vi, som sagt, ingen beretninger om Maria eller Josef skulle have haft flere besøg af engle eller modtaget åbenbaringer. De ved, hvem Han er, men man kan forestille sig, at de ikke har sagt noget til Ham? Hvordan fortæller man et barn – uden at give det nykker – at det er Guds Søn. De er nok blevet enige om at se tiden an og vente. Vente til det rette tidspunkt bød sig, og Han var nået den rette alder! Men tidspunktet kom da de mindst ventede det. Gud valgte, at det rette tidspunkt var her i Templet.

***

Maria og Josef var fromme jøder, der lærte Jesus det, de selv havde lært om troen, og tager Ham med i Templet til Påskefesten. Man kan måske sammenligne det med, at vi i dag sender børnene til konfirmationsundervisning. Men som vi ved, kan konfirmationsundervisning kan kun vise vejen til Gud. Det er ved at tænke, reflektere og stille spørgsmål, som Jesus gjorde i Templet, at troen kommer ved Helligånden. Når vi fordyber os i tanker om troen.

***

Derfor er der også for os voksne en vigtig lektie at lære af dagens Evangelium. For som Maria og Josef gribes vi af karavanen, der bevæger sig afsted. Vi gribes af dagligdagens trummerum – pligterne, gentagelsen, travlheden.

Vi glemmer ofte den underen, som får Jesus til at opsøge de skriftkloge. Vi glemmer underen, der hører til livet til som barn og ung. Vi glemmer den glæde ved livet som Gud har givet os. Vi glemmer, hvordan små børn begejstres over skaberværket i dagligdagen, som når de får øje på en sommerfugl eller en snegl. Vi ser ikke Guds værk, selv om det er lige foran os. I stedet rejser vi afsted med karavanen, og glemmer som Maria og Josef, Jesus. Vi glemmer Gud!

Måske har vi svært ved at tro. Det er ikke sært, når vi møder livet med dens modgang, at det kan være svært at få øje på Gud. I stedet søger vi på samme måde som Maria og Josef gjorde det til en start. Vi leder det ene og andet sted i overført betydning efter Jesus. Vi søger en mening med livet. Vi opstiller mål, som bør gøre os tilfredse – mål som eksempelvis lønforhøjelser, status – mål som giver livet mening. Noget som gør livet værd at leve. Men ofte vil vi, når vi – hvis vi – opnår vores mål – bare sætte os endnu større mål! Misforstå mig ikke; den eneste måde vi bevæger os fremad i livet er ved at sætte os nye mål. Det er menneskeligt – havde vi ikke nogle mål, så har vi ingen grund til at foretage os noget. Så bliver livet formålsløst! Vi skal have mål i livet, men ofte fokuserer vi kun på de materielle mål.  Men det vigtigste mål – målet der sætter vores liv i perspektiv – er Kristus. Har vi vores forening med Kristus som mål, får vores andre mål retning og sørger for, at de ikke bare bliver egoistiske mål, men derimod mål som også gavner andre.

Vi skal gøre som Maria og Josef til sidst gjorde. De søgte i templet, og det skal vi også gøre. Ikke templet i Jerusalem selvfølgelig – det står desuden heller ikke mere. Men søge det Tempel som er Jesus! Det er dér, vi skal søge Guds Ord. I Kirken, i Biblen og ikke mindst i bønnen.

I bønnen taler vi direkte med Gud. Vi kan sige, hvordan vi virkelig har det – hvad vi glædes over, hvad vi ængstes over, vores bekymringer, vores håb. Vi kan bede om hjælp til at styrkes i troen, når den vakler eller svigter. ”Søg og I skal finde, bank på og der skal lukkes op”, siger Jesus i Matthæusevangeliet. I sin store kærlighed til mennesket kom Gud til os i sin elskede Søn Jesus Kristus for tale til os som en bror. Han taler til os som mennesker – uanset hvor vi er i livet. Han taler til børn, unge, voksne, gamle – mænd eller kvinder. Han elsker os uanset, hvem vi er!

Han elsker os så meget, at Han gik i døden for os for vore synders skyld! Men Hans kærlighed rækker endnu videre – den rækker ud over døden. Han lover os, at også vi – hvis vi følger Ham – skal få det evige liv. Og håbet og troen på at livet ikke slutter ved døden fra denne verden gør, at vi kan leve livet her uden bekymring. Vi kan leve livet til fulde. Selv om vi ofte kan komme på afveje, og vi kan have svært ved at se Ham, så er Han der altid. Han forlader os ikke.  Men det er op til os selv at søge Templet – gør vi det – så vil vi – som Maria og Josef – finde Ham der.

 Og for det siger vi: Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

God søndag, og Guds Fred til Jer alle
Pastor Schønberg



Kategorier:Bibel, Gudstjeneste, Helligtrekongerstiden, Jul, Lukasevangeliet, Prædikener, Teologi

Tags: , , , , ,

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Kursus i ikonmaling - Galleri St. Helene

Ikonmaleri for begyndere og øvede, undervisning i at tegne en ikon og male i tetrachrome, salg af ikonplader og pigmenter

Christian Roar Pedersen - præst, samtale - sorg - skyld - skam - foredrag

Sognepræst, sjælesørger, debattør - samtale - sorg - skyld - skam - foredrag

%d bloggers like this: