“Jeg søgte at høre Guds stemme og kravlede op i det højeste tårn, men Gud sagde: ”Gå ned igen – Jeg bor blandt folket.” sådan skrev en af den engelske højkirkelige bevægelses største skikkelser og en af nøglepersonerne i den såkaldte ’Oxfordbevægelse’¹, John Henry Newman, om sin søgen efter Gud.

Oxfordbevægelsen bestod af en række teologer fra Oxford, der i årene 1834-1841 udsendte en række skrifter, hvor de talte for en tilbagevenden til en kristendom med rødder i den tidlige kirke. Trods et konservativt syn på kirken og kirkens rolle i samfundet, bevidst om at forsamlingen af Kristustroende, ligesom i de tidligste menigheders tid, ikke nødvendigvis var at finde blandt de bedre stillede og i de mægtiges haller.

Derfor fandt, bevægelsen, til trods af at den var startet som en universitetsbevægelse, heller ikke sit udtryk i den akademiske verden, men derimod blandt folket. Størstedelen af præsterne der udsprang af bevægelsen, påtog sig derimod embeder i de engelske industribyers fattigste slumkvarterer. Og her midt i elendigheden bragte de ved deres diakoni og deres gudstjenesters skønhed med røgelse og messeklæder og hellighed, lys i mørket. I slummen bragte de budskabet om Guds kærlighed og løftet om Frelsen i Kristus, til de der mest havde brug for det, omkring tyve år før Frelsens Hær begyndte deres missionsarbejde. Selv under koleraepidemierne, der jævnligt hærgede mange engelske storbyer, var det især disse præster, der besøgte de syge og døende og modtog skriftemål og gav dem den sidste olie, trods faren for eget helbred.

Som Kirke – både som præster og som lægfolk – er der to ting, som vi bør lære af Oxfordbevægelsen og omsætte i praksis: Både i forhold til corona-pandemien og i forhold til missionsarbejdet.

Corona-pandemien har måske tvunget verden i knæ, men ikke Kirken! Trods rygterne om at kirken er angst og helst vil lukke, er det ikke tilfældet. Vi er underlagt restriktioner (som alle andre dele af samfundet) i forhold til, hvor mange der må være til en gudstjeneste og hvor lang tid en gudstjeneste må vare; men det betyder ikke, at Kirken ikke er her. For Kirken er ikke kun sten og mørtel. ”Kirken den er et gammelt hus, står, om end tårnene falde”, som Grundtvig skriver i sin salme ”Kirken den er et gammelt hus”. Kirken er fællesskabet af Kristustroende og ikke kun en bygning. Og Guds ord når stadig ud til folk ved hjælp af blogs (som denne du læser nu), livestreams, podcasts, Facebook og andre medier. Landet over sidder præster klar ved telefonen, for at besøge og tale med de der har brug for det. Og jeg tror ikke, at man finder en præst, der vil afvise at besøge et sognebarn, der har brug for sjælesorg.

Kirken er der, hvor kristne er! Jesus forsikrer os om, at hvor to eller tre er forsamlet i Hans navn, dér er Han midt iblandt dem (Matt 18:20).

Men vi kan også lære af Oxfordbevægelsens missionsbestræbelser. Alt for ofte ser vi i Folkekirken en tendens til at prædike for de omvendte. Vi laver arrangementer for de, der er brugere af Kirken i forvejen; eller vi laver arrangementer, der har til formål at trække folk ind i kirkerne eller sognegårdene for at kunne vise, at man som Kirke er vedkommende, moderne og spændende. Men vi glemmer alt for ofte, at Kirkens allervigtigste opgaver er at fejre gudstjenesten, hvor vi hører Guds Ord og modtager sakramenterne, og forkynde Jesus som Herre og Frelser for verden.
Det gør vi i Kirkerne ved højmessen om søndagen og de øvrige kirkelige handlinger, men vi skal også gøre det i det daglige kirkelige arbejde. Succeskriteriet skal ikke være, hvor mange der kommer til et arrangement, men hvor mange der er kommet til Kristus!

Præster, menighedsråd og menigheder bør holde sig dette mål for øje: Vi skal ud blandt dem, der har mest brug for Kirken! Er de på bodegaen, er det dér, vi skal gå hen. Er de i ghettoérne, er det dér, vi skal gå hen. Er de på villavejen, er det dér, vi skal gå hen. Hvor de er, der skal vi også være! Vi skal ikke søge Gud i det højeste tårn, men blandt folket. Det er dér Gud bor!

Lad os gøre 2021 til et vækkelsesår!

Guds fred til Jer alle
Pastor Schønberg

 ¹Ikke at forveksle med den senere Oxfordgruppe, også kendt under navnet moralsk oprustning

Skriv din mail-adresse herunder – og få besked direkte i din indbakke, hver gang et nyt indlæg lægges op på bloggen!

Du kan også støtte bloggen med et fast månedligt eller årligt beløb her

Kategorier:Diverse, Kirke, Kirkehistorie, Mission, Samfund, Teologi, Teologi-Liturgi

Tags: Frelsens Hær, Højkirkelighed, John Henry Newman, Mission, Oxfordbevægelsen, Tractarians