I øjeblikket finder en debat om Folkekirkens liturgi, iværksat af biskopperne, sted i kirkelige kredse.

Der er mange holdninger til, hvad der kan eller ikke kan, skal eller ikke skal ændres ved liturgien.

På Twitter så jeg et opslag, der fik mig til at tænke, at jeg hellere måtte skrive om min holdning til spørgsmålet.

Forfatteren at dette tweet mente, at ikke-kirkevante følte sig ubekvemme under gudstjenesten, fordi liturgien var for stram. En løsning var at bløde op! Blandt andet ved hjælp af at præsten byder velkommen, kommer med regibemærkninger og viser at de er mennesker og ikke maskiner.

Hvorfor vil man have liturgien ændret?

Mit største problem i forhold til liturgi-debatten er, at jeg har svært ved at forstå; hvorfor!? Hvorfor man vil ændre den?

Jo, vil tilhængerne af ændringer sige, højmessen fremstår gammeldags eller kedelig, og skræmmer folk væk, eller som Twitter-brugeren skrev; den gør ikke-kirkevante ubekvemme. Ved at gøre liturgien lettilgængelig vil flere komme i kirke om søndagen.

Men spørgsmålet man nødvendigvis må stille er: er det et kriterium, der er holdbart for en Kirke?

Kirken er ikke et spillested, hvor vi skal sælge biletter og derfor må føje publikum i deres præferencer for musikken.

Kirken har ikke til formål at generere et overskud, eller sælger billetter, men derimod at forkynde Guds Ord og uddele de hellige sakramenter – hverken mere eller mindre.

Pastor Emeritus Johannes N. Christensen rammer hovedet på sømmet i en kronik i sidste onsdags (27. jan. 2021) udgave af Kristeligt Dagblad, hvor han skriver:

Man kan stille et nødvendigt spørgsmål, som ingen af dem, der for tiden bearbejder gudstjenestens liturgi, synes at stille sig selv: Hvem er gudstjenesten for? For de troende, naturligvis. Selvom ikke-troende er velkomne til at være med, men ikke til at sætte deres præg på gudstjenesten.

Johannes N. Christensen (KD 27.01.2021)

Gudstjenesten er for de troende.

Faren ved opblødning

Twitter-brugeren foreslår en opblødning af den stramme liturgi er en del af løsningen!? Og kommer selv med eksempler på, hvordan; præsten skal byde velkommen, komme med regibemærkninger og vise at de er mennesker og ikke maskiner!

Det der i virkeligheden tales for her er en gudstjeneste, hvor den ikke-kirkevantes forståelseshorisont skal være hele omdrejningspunktet for gudstjenesten. Det er ikke længere forkyndelsen eller traditionen, men den individuelle uforstående person, der skal være centrum for højmessen. På den måde vil gudstjenesten komme til at foregå efter laveste fællesnævner. Hver gang en ikke-kirkevant føler sig forvirret, eller ikke inddraget, skal vi sænke barren endnu mere til det punkt, hvor ethvert genkendeligt led i højmessen er forsvundet. Det vil være den uundgåelige konsekvens!

Højmessen kører efter et skema, der består af elementer, der bygger på en tusindårig tradition, og for nogles vedkommende er indstiftet af Kristus selv. Således har hvert led har sin skønhed, sin funktion, sin iboende mening og er med til at knytte højmessen sammen til et helstøbt hele. Se min gennemgang af højmessen her.

Hvad med prædikenen?

Er målet at få flere i kirke ved at ændre liturgien, så rejser det spørgsmålet om prædikenen? Er den også for gammeldags eller indforstået (prædikenen tager jo udgangspunkt i Biblen, og hovedparten af ikke-kirkevante, læser som regel ikke særlig meget i den)!

Skal vi ikke længere bruge Biblens beretninger i vore prædikener. Biblen taler jo om synd og frelse, og det kan jo gøre, at nogle føler sig stødt (og det skal man et eller andet sted helst føle, hvis en prædiken skal virke)!? Vil man i jagten på at fylde kirkerne ved at gøre dem let tilgængelige, hellere have at præsten kun taler sukkersøde ord, der ikke støder og helst undlader at tale om ting, der kan gøre folk ubehageligt til mode? Og i stedet sende dem hjem med en feel-good-følelse i kroppen over, hvor gode og perfekte mennesker de er?

I så fald er det ikke længere evangeliet vi prædiker, men derimod menneskeord. Jesus forargede ved sin forkyndelse, skulle vi ikke søge det samme, er vi i sandhed nogle sørgelig præster; og det ville være bedre om vi lukkede kirkerne.

Fyldte Kirker – Ja tak!

Men misforstå mig ikke: Enhver præst så selvfølgelig helst, at Kirken var fyldt hver søndag. Men det skal ikke være for enhver pris.

For mit eget vedkommende vil jeg hellere prædike for to eller tre troende, end have kirken fyldt af folk, der alene kommer for at overvære en dåb, men derudover er ligeglade med troen og højmessen, og mener at deres kirkeskat betyder, at de har et ejerskab til kirken, der berettiger dem til at opføre sig som de vil (uden hensyntagen til de faste kirkegængere) og er årsag til støj og uro i Kirken.

Vi skal fylde Kirkerne. Vi skal have dem fyldt hver søndag!!!  Men det skal ske gennem mission – at lede folk til Jesus – ikke ved at sænke barren for, hvad der af nogle måtte opfattes som kedeligt eller gammeldags.

Dannelsestab

At få folk til at føle sig hjemme i højmessen, det vil sige; forstå betydningen af leddene og værdsætte rytmen i gudstjenesten, begynder ikke ved at ændre den, men derimod rette op på det generelle dannelsestab, som vi har oplevet de sidste 30-40 år (hvis ikke længere)!

Og her er vi flere der bærer skylden:

Forældre

Lader man sit barn døbe i Folkekirken bør man bestræbe sig på, selv som ikke-troende, at gøre sit barn bekendt med kirkens gudstjenester. Som forældre eller fadder accepterer man jo ved sin deltagelse, at man tager det ansvar på sig. Så lever man op til det ansvar, giver man børnene en stor gave, der kan komme dem til gavn senere i livet.

Skolens ansvar:

Som præster oplever vi ved vores konfirmandundervisning; at den i stor grad lider under skoleelevernes (store) mangler på grundlæggende kundskaber i kristendomsfaget. Selv de mest grundlæggende beretninger fra Det Gamle Testamente, som Skabelsen, Adam og Eva, Babelstårnet og Noas Ark, er det kun et fåtal, der kender: Og nævner man den treenige Gud så er resten stået af! Skoleelever skal undervises i de grundlæggende bibelkundskab, fremfor i kristendomsundervisningen at beskæftige sig med religionsmøde, identitet og kultur.

Og bemærk her; jeg taler ikke for at de mangler en forkyndende undervisning; men den undervisning, der giver dem de basale redskaber til at forstå kristendommens budskab og historie. Hvis borgerne allerede fra skolealderen ikke får et kendskab til kristendommen, kan det ikke undre at gudstjenesten forekommer fremmedartet.

Kirkens ansvar:

Kirken bærer også sin del af skylden. Gennem mange år har en stor del af konfirmationsundervisningen været fokuseret på andre ting, end det vi kalder den kristne børnelærdom og fortroligheden med højmessen. Det er præsterne, der gennem blandt andet konfirmandundervisningen, lærer de nye medlemmer (ja, også de eksisterende medlemmer) af menigheden, hvordan indholdet af Højmessen hænger sammen.

Vi skal som præster sørger for, gennem konfirmandundervisning, sognearrangementer, introduktionsarrangementer og meget andet, ikke bare at fortælle, hvad der sker i Højmessen, men meningen af de ting der sker. Det er en pligt, som hviler på præsterne!

Bemærk her, at der intet er til hinder for, at præster holder introduktionsgudstjenester (i mangel af et bedre ord) en aften i løbet af ugen eller en lørdag formiddag, hvor man gennemgår højmessens forløb og fortæller om dens historie og traditioner. Det kræver så til gengæld, at de ikke-kirkevante, hvis de virkelig brænder så meget for at forstå højmessen ulejliger sig med at deltage (hvilket det ofte ikke vil være tilfældet).

Den enkeltes ansvar

Hvis man som ikke-kirkevant føler, at man ikke forstår højmessen og endog føler sig så ubekvem ved at være til en, så har man som voksen også et eget ansvar.

Man kunne for eksempel ringe til en præst og høre om man kan få en gennemgang! Jeg tror ikke, jeg kender nogle præster der ville sige nej.

Man kan søge på google med ordene: højmessens forløb. Og straks vil de første mange sider med oversigter og forklaringer dukke op.

Man kan prøve at gå i kirke om søndagen. Tag fat i et af de faste medlemmer af menigheden (eller spørg præsten dom han kan præsenterer dig for en) du kan sidde sammen med, og som kan føre dig igennem højmessen. De fleste vil være glade for at hjælpe.

Hvis man oprigtigt har et ønske om at forstå den, så er der hjælp at hente, hvis man vitterlig vil!

Mennesker – ikke maskiner?

Et af Twitter-brugerens ønsker til kirken er at præsterne skal vise, at de er mennesker og ikke maskiner.  Præster er mennesker, der er kaldet til at tjene Gud og tage hånd om deres menighed. Præster er ikke maskiner, men lige så forskellige som andre mennesker er det. Derfor kan man møde præster, der er introverte, udfarende, smågnavne, glade eller reserverede. Gudskelov er præster lige så forskellige som mennesker, du ellers møder.

Guds Fred til Jer alle
Pastor Schønberg

Skriv din mail-adresse herunder – og få besked direkte i din indbakke, hver gang et nyt indlæg lægges op på bloggen!

Du kan også støtte bloggen med et fast månedligt eller årligt beløb her

Kategorier:Bibel, Debat, Diverse, Gudstjeneste, Gudstjeneste-Højmesse, Gudstjeneste-Liturgi, Kirke, Kirkehistorie, Mission, Sakramenter, Salmer, Samfund, Teologi, Teologi-Liturgi

Tags: Biskopper, Dannelsestab, Folkekirken, Gudstjeneste, Ikke-kirkevant, Kirkegang, Konfirmandundervisning, Kristeligt dagblad, Liturgi, Liturgidebat, Liturgikommision, Ungdom