Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: 

Jesus gav sig igen til at undervise nede ved søen. Og en meget stor skare flokkedes om ham, så han måtte gå om bord og sætte sig i en båd ude på søen, mens hele skaren stod på bredden inde på land. Og han lærte dem meget i lignelser, og i sin undervisning sagde han til dem: »Hør her! En sædemand gik ud for at så. Og da han såede, faldt noget på vejen, og fuglene kom og åd det op. Noget faldt på klippegrund, hvor der ikke var ret meget jord, og det kom straks op, fordi der kun var et tyndt lag jord; og da solen kom højt på himlen, blev det svedet, og det visnede, fordi det ikke havde rod. Noget faldt mellem tidsler, og tidslerne voksede op og kvalte det, så det ikke gav udbytte. Men noget faldt i god jord og gav udbytte; det voksede op og groede, og noget bar tredive og noget tres og noget hundrede fold.« Og han sagde: »Den, der har ører at høre med, skal høre!« Da han var blevet alene med sine ledsagere og de tolv, spurgte de ham om lignelserne. Og han svarede dem: »Til jer er Guds riges hemmelighed givet, men til dem udenfor kommer alt i lignelser, for at de skal se og se, men intet forstå, de skal høre og høre, men intet fatte, for at de ikke skal vende om og få tilgivelse. Og han sagde til dem: »Forstår I ikke denne lignelse? Hvordan skal I så kunne forstå de andre lignelser? Sædemanden sår ordet. Med dem på vejen, hvor ordet sås, er det sådan, at når de har hørt det, kommer Satan straks og tager det ord bort, der er sået i dem. De, der bliver sået på klippegrund, er dem, der straks tager imod ordet med glæde, når de har hørt det; men de har ikke rod i sig, de holder kun ud en tid, så når der kommer trængsler eller forfølgelse på grund af ordet, falder de straks fra. Andre er dem, der bliver sået mellem tidslerne; det er dem, som har hørt ordet, men denne verdens bekymringer og rigdommens blændværk og lyst til alt muligt andet kommer til og kvæler ordet, så det ikke bærer frugt. Men de, der bliver sået i den gode jord, det er dem, der hører ordet og tager imod det og bærer frugt, tredive og tres og hundrede fold.« 

Markusevangeliet 4,1-20

Det er tide vi begynder at så!

I dagens evangelium hører vi lignelsen om sædemanden. Lignelsen stammer fra Markusevangeliet, hvor store skarer har samlet sig for at høre Jesus prædike. Ja, folkeskaren er så stor, at Han må gå ombord i en båd for, at de alle kan se og hører Ham.

Og her blandt bønderne i sin hjemegn bruger Jesus noget i sin lignelse, som enhver bonde kendte fra sin dagligdag – nemlig såningen.

En bonde – en sædemand – er ude for at så. Nogle af frøene falder på vejen, hvor fuglene straks spiser det. Noget falder på klippegrund med lidt jord. Her vokser kornet hurtigt op, men da solen står højt på himlen svedes det af, da det ikke har rødder til at suge vand og næring. Noget falder mellem tidsler. Men når tidslerne vokser bliver det spirende korn kvalt. Og så er der endelig noget der falder i god jord, og giver udbytte.

***

Selv om det kunne virke som et foredrag om landbrug, og hvor man skal så eller ej, er det en lignelse, altså en måde, hvorpå Jesus fortæller noget om Gudsriget på, men ved hjælp af andre ord og begreber.

***

Men hans disciple har svært ved helt at afkode lignelsen, og da Jesus er alene med dem, forklarer Han det derfor for dem – og for os.

Såsæden er Ordet. Og såmanden er Jesus, og andre der forkynder Guds Ord. Og hver gang man forkynder om Guds Rige sås ordet. Når folk hører om Guds Rige kan der ske én af fire ting. Enten falder det på vejen, hvor det ikke kan vokse overhovedet og bliver spist af fuglene; altså folk er ikke interesseret, ryster på hovedet og går videre.

Noget forkyndelse – det der falder på lidt klippegrund med lidt jord, griber folk midlertidigt. De tænker: ”Sikke et fantastisk budskab.” De gribes først af begejstring, men snart er der andre ting der trækker, og de mister begejstringen og troen.

Forkyndelsen, der falder blandt tidsler, falder i jord, hvor det kan vokse.  De der hører det begejstres og begynder at dykke ned i troen. Men stillet overfor for forfølgelser eller trængsler, mister de troen.

Og endelig er der forkyndelsen der falder i god jord. Det er billedet på dem, der tager imod forkyndelsen og holder ud. De begynder at leve efter det de høre – ikke alle på samme måde – men de gør Gudstroen til en del af deres liv. Og når Jesus siger, at de bærer tredive, tres eller hundrede fold – så er det både åndeligt, fordi de vokser i troen, men også i forhold til den indflydelse de har på andre, når de fortæller andre om Jesus Krisya til andre, og bringer andre til tro.

***

Når vi hører Evangeliet, ser man at vi – trods to tusind års forskel i tid – ikke er så forskellige fra bønderne i Galilæa endda.  Det er samme reaktioner vi oplever i dag, som dengang, når vi taler om troen.

Derfor kan det også synes op ad bakke, når man prøver at fortælle folk om Gud.

Men formålet med Jesu lignelse er heller ikke at give os en opskrift på, hvordan man missionerer eller imødekommer modstand mod Evangeliet.

Det Jesus beskriver for disciplene og tilhørerne, er hvordan mennesker reagerer, når de hører om Gud. Og Han forbereder dem – og os – på, hvad de vil møde, når de,  som apostle – altså udsendinge for Ham  – selv skal ud og tale med folk om troen.

Og det Jesus siger, gælder enhver Kristustroende. Alle kristne har en opgave i at dele Jesu budskab.

Men at fortælle andre om ens tro sker ikke nødvendigvis kun gennem ord – det kan også forkyndes gennem handlinger.

Frans af Assisi – der grundlagde franciskanermunkeordenen – udtrykte sit syn på mission på følgende måde: ”Sørg for hele tiden at prædike evangeliet og brug om nødvendigt ord.”

Det Frans mener er, at vi ved at tage Jesus ind i vores hverdag, i vores levede liv, forkynder Ham. Ved at være næstekærlige – hjælpe folk i nød, stå i genbrugsforretningen nogle timer om ugen, hjælpe den ældre nabo med indkøbene, og for Jer unge der læser med – og voksne for den sags skyld – ved at være den, der, når man ser at nogle mobbes eller holdes udenfor i skolen eller på arbejdspladsen, stopper det, ved at gå mod strømmen og tale med de, der er udenfor. Og når folk så lærer Jer at kende og Jeres forhold til Gud, så vil de kunne se Hans godhed og kærlighed – og gennem Jer få vist vejen til Gud.

***

På den måde er det Guds Rige, Jesus omtaler i Dagens Evangelium, ikke bare noget hinsidigt. Noget vi møder, den dag vi går bort herfra eller ved tidernes ende. Guds Rige er der hvor Jesus er – hvor Han forkyndes og Hans forkyndelse udleves.

Den anglikanske biskop Nicholas T. Wright har udtrykt det aldeles glimrende: ”Jesu opstandelse er begyndelsen på Guds nye projekt – ikke at tage folk fra jorden så de kan bo i himlene – men også at kolonisere jorden, med himmelsk liv. Det er det, som Fadervor-bønnen handler om.”

Gud har givet os opgaven – ikke bare at forberede os på det evige liv gennem vores handlinger, men ved vore handlinger også at hjælpe Hans Rige til at bryde igennem vej her på jorden.

Guds Fred til Jer alle
Pastor Schønberg

Skriv din mail-adresse herunder – og få besked direkte i din indbakke, hver gang et nyt indlæg lægges op på bloggen!

Du kan også støtte bloggen med et fast månedligt eller årligt beløb her

Kategorier:Andagtsord, Bibel, Bibel-Markusevangeliet, Kirkeåret-Faste, Kirkehistorie, Mission, Prædikener

Tags: Bibel-Markusevangeliet, Frans af Assisi, Jesus, Lignelse, Lignelsen om sædemanden, Markusevangeliet, Mission, Nicholas T. Wright