Under corona-pandemien og den afledte nedlukning af samfundet, herunder kirkernes midlertidige nedlukning sidste efterår og den deraf følgende begrænsning på antallet af gudstjenestedeltagere er antallet af døbte børn faldet markant.

Det er et problem som Folkekirken må tage alvorligt. I Helsingør stift har man derfor nu udsendt et såkaldt inspirationskatalog med idéer til, hvordan vi vinder det tabte tilbage – altså få de der ikke er blevet døbt, døbt, forstås? Kataloget er lavet på baggrund af præster og konsulenters idéer. Så langt så godt! Men da jeg læste det foreløbige udkast igennem på Helsingør Stifts hjemmeside, sad jeg tilbage med følelsen, at idékataloget var lavet ud fra devisen; Noget må gøres – dette er noget – det gør vi?

En af de ting der slog mig (der var flere, men denne specielt), var det, der ikke stod; nemlig forkyndelsens plads ved de foreslåede dåbsarrangementer. Det synes, som det udelukkende handler om at få døbt børnene.

Fraværet af forkyndelsen er helt ude af trit med det, vi normalt anser de kirkelige handlinger for at være, nemlig stedet og muligheden for at forkynde det glædelige budskab. Hvad enten det er en barnedåb, vielse eller bisættelse, skal Ordet om Guds nåde og frelsen lyde til menigheden.
Ja, jeg mindes at der på pastoralseminariet, blev talt ofte, længe og varmt om, at det netop er ved de handlinger, vi skal gribe muligheden for at prædike for de, der normalt ikke sidder på kirkebænken om søndagen. Men i forslaget til liturgien, som anføres i idékataloget, luftes tanken om helt at undlade dåbstalen.

Man kan selvfølgelig anføre, at det vigtigste er at få døbt børnene for deres frelses skyld (dette forudsætter naturligvis, at man så anser dåben som nødvendig for frelsen, hvilket der er debat om i øjeblikket, og som jeg vil vende tilbage til i et andet indlæg), og at præstens prædiken i den forbindelse indtager en mindre vigtig – en sekundær – rolle. Men i vores evangelisk-lutherske tradition spiller ordet en vigtig rolle, hvilket alene ville tale imod det. Men selv hvis vi undlod traditionen, ville argumentet – med at undlade forkyndelsen –  kun være gangbart, såfremt forældre og faddere ved dåben var på det rene med, hvorfor barnedåben er nødvendig. Men da gruppen man sigter mod at ramme i idékataloget, synes at være dem, som vi vil kalde de ikke-kirkevante (de kirkevante, der ville kunne undvære prædikenen, da de ved, hvorfor de får døbt deres børn, behøver for langt størstedelen ikke særlige skræddersyede arrangementer, da de får døbt deres børn corona eller ej) ville det være et svigt. Man må også stille sig tvivlende i spørgsmålet om redeligheden af en praksis, hvor man vil lokke forældre til at få deres børn døbt, hvis det ikke gøres klart for forældre og faddere, hvad det er, der siges ja til ved dåben, men dækker det ind under det rene sjov og ballade.

Nå – selvfølgelig er idékataloget tænkt som inspiration og er ikke en ny vejledning eller ordning for dåbsritualet.

Derfor er dette indlæg heller ikke rettet mod idékataloget som sådan, men mod en tendens i kirken. En tendens til at anskue kirken – med et engelsk låneord – som Eventbureau, det vil sige som en forretning, hvis formål det er at tilbyde underholdning for at tiltrække flest mulig mennesker med alle til rådighed stående midler. Det er en tankegang, hvor man risikerer, at det bliver antallet af deltagere i gudstjenesterne, der er vigtigst, frem for det budskab, der prædikes ved gudstjenesterne – og det kan føre til, at man glemmer kirkens egentlige opgave; at forkynde Jesu Kristi som Herre og Frelser.

Men hvoraf kommer denne praksis? Hvor har denne tendens sit ophav? Hvorfor kommer denne optagethed af og fokusering på medlemstallet? Hvad er den bagvedliggende årsag til denne optagethed; Er det for at få medlemstallet til at stige? Og er medlemstallet i så fald succeskriteriet for en kirke? Er det fordi, man føler man skal konkurrere med foreningslivet om medlemmer? Er det for at vise at man som kirke er vedkommende, når man kan tiltrække mange mennesker?

Man kan svare forholdsvis simpelt på det første spørgsmål; ja, jo flere medlemmer desto bedre. Men det bør følges af spørgsmålet

Er det for at få flere medlemmer eller vinde de tabte tilbage?

Måske kan det hjælpe at kigge på tallene (her taget fra artikel i Kristelig Dagblad)

Pr. 1. januar 2020 var 74,3 procent af befolkningen medlemmer, mod 82,1% i 2008 og 90% i 1990.

Det kan synes som et stort fald på så få år. Men tal kan snyde! De retvisende tal får vi først, når vi også tager antallet af indvandrere og efterkommere af indvandrere i betragtning. Størstedelen af dem er ikke-kristne og bliver derfor ikke medlemmer af Folkekirken. De udgør et stigende antal af befolkningssammensætningen i Danmark, hvilket har indflydelse på medlemstallet set i forhold til den samlede befolkningen. Kigger vi i stedet udelukkende på de oprindelige danskere, som jo udgør størstedelen af Folkekirkemedlemmerne, var 89% af disse medlem i 2008 og i 2020 85% – det vil sige et fald på fire procent over tolv år!

Og her har især to begivenheder ført til en stigning i udmeldelserne; den ene var indførelsen af muligheden for homoseksuelle vielser i Folkekirken i 2012 (det er dog vigtigt at holde sig for øje, at mange af de der forlod Folkekirken ikke forlod kristendommen, men i stedet gik til evangelisk-lutherske valg- og frimenigheder) og den anden var Ateistisk Selskabs kampagne i 2016.

Men man kan altså se, at medlemsprocenten ikke er i frit fald, som man kan få indtrykket af fra medier og dele af Folkekirken.

Ja, faktisk er antallet af indmeldelser større end antallet af udmeldelser.

Anskuet således, både i forhold til befolkningssammensætning og i forhold til ind- og udmeldelser, synes der ikke at være noget rationelt argument for at nytænke liturgien eller ændre grundlæggende ved kirken, med mindre man har et teologisk sigte med at ville ændre liturgi og troslære. Har man det, hvad enten det er tilsigtet eller utilsigtet, vil man tyde tallene som dybt alarmerende, men er måske i virkeligheden med til at skabe en krise, der ikke var der til en begyndelse. Og for at løse den griber man til folkestemningen, som man opfatter den (og måske får den til at passe ind i ens egen teologi), og bidraget til en negativ-vekselvirkning i Folkekirken. Og så bliver rationalet: vi må gøre gudstjenesten og kirke mere spiselig eller moderne (jeg ved ikke, hvilket ord der passer bedst). Men jo mere spiselig og moderne man forsøger at gøre gudstjenesten og kirken, des mere fremmede føler folk sig i virkeligheden i kirken, da deres referencepunkter i forhold til gudstjenesten forsvinder. Jo mere fremmede folk føler sig, jo længere væk kommer de fra at deltage i gudstjenesten. Og jo flere der bliver væk, jo mere forsøger man fra kirkens side at gøre gudstjenesten endnu mere spiselig og moderne, og så videre.

For mit eget vedkommende oplever jeg i mit virke som præst, da heller ikke den eksisterende gudstjeneste og praksis i Folkekirken, som man med jævne mellemrum kan se skildret i medier som Kristeligt Dagblad. Her efterlades man med indtrykket, at alle de potentielle kirkegængere bare går og venter på, at liturgien bliver mere forståelig og jævn, så de endelig kan strømme i kirke hver søndag, og inden længe vil de få følgeskab af de 25% af befolkningen, der ikke er medlemmer, men som grebet af begejstring over den inkluderende og nede-på-jorden liturgi og forkyndelse, hvor hverken synd eller fortabelse nævnes, vil omvende sig og melde sig ind i Folkekirken. Min oplevelse er derimod den modsatte. Faktisk oplever jeg ikke-kirkegængerne som mere traditionelle og konservative end de portrætteres. Det kan være, at de kun kommer i kirke én gang eller to om året, men når de gør det, skal alting være som det plejer – ja, som det altid har været. De føler sig bundet til en tradition i liturgien, som de værdsætter fordi de genkender den, og de føler at forkyndelsen gerne må være have en kant –  de vil gerne kunne høre, at præsten tror (måske hænger det sammen med det, som man kan kalde stedfortrædende-tro; at man føler, at dem man vender sig mod når det gælder troen, dvs. præsten, tror og dermed indgyder tillid til troen på og sandheden af budskabet).

Måske er svaret, at vi i virkeligheden skal stå mere fast på vores folkekirkelige tradition og den evangelisk-lutherske lære. Er det ikke mere troværdigt end at blæse som et siv for vinden, og vælge den løsning som vi tror vil trække flest folk i kirke.

I Kristeligt Dagblad 10. juli 2017 behandler en artikel netop den modsatte tendens; at i kirker hvor den konservative gudstjeneste og klassisk kristendom er i centrum, er der flere kirkegængere end gennemsnittet. Og sognepræst Flemming Baatz Kristensen giver sin opskrift på succesen:

Vi hører, at mange kan lide at komme her, fordi de ved, at de får forkyndt den klassiske kristne tro. Mange kirker kan få folk til at møde op og give dem en god oplevelse. Men hvis kirkerne vil have dem til at møde op søndag efter søndag, så tror jeg, det er vigtigt, at man giver dem den ægte vare, den klassiske, gode tradition, og samtidig gør gudstjenesten festlig og folkelig, uden at det bliver fladt.

Flemming Baatz Kristensen

Måske er det netop ved at stå på den klassiske højmesse og klassisk kristendom, at slaget om medlemmer skal udkæmpes. Opleves liturgien som gammeldags er det vores opgave som præster, at gøre den forståelig gennem studiekredse eller gudstjenester, hvor den kan forklares led for led (her på bloggen kan du finde en gennemgang af højmessen). Og ved samtaler med eksempelvis dåbsforældre er det vores pligt at føre dem igennem, både det der sker ved dåben, og forklare dem hvilken betydning dåben har, ligesom det skal prædikes ved dåben. Er det ikke dovenskab fra præsternes side, og en ligegyldighed over for dåbsbørn og forældre, at lokke med underholdende og farvestrålende arrangementer, i stedet for at tage samtale med forældrene og tale med dem om at få døbt deres børn.

Vi skal have fyldt kirkerne og vi skal have medlemstallet op, men det skal altid ske med og for kirkens centrum: Jesus Kristus som Herre og Frelser.

Guds Fred til Jer alle
Pastor Schønberg

Skriv din mail-adresse herunder – og få besked direkte i din indbakke, hver gang et nyt indlæg lægges op på bloggen!

Støt pastorschoenberg.com

Støt Pastor Schønbergs blog og hjælp med at sprede det glædelige budskab og kendskabet til den kristne kirke.

25,00 kr.

Du kan også støtte bloggen med et valgfrit beløb – éngangsbeløb, månedligt eller årligt beløb her

Kategorier:Gudstjeneste, Gudstjeneste-Dåb, Gudstjeneste-Højmesse, Gudstjeneste-Liturgi, Gudstjenste-Nadver, Kirke, Mission, Sakramenter, Samfund, Teologi, Teologi-Liturgi

Tags: Corona, dåb, Event, Helsingør Stift, Kirkegang, Klassisk kristendom, medlemstal