Denne hellige lektie skrives i Første Mosebog:

Slangen var det snedigste af alle de vilde dyr, Gud Herren havde skabt, og den spurgte kvinden: »Har Gud virkelig sagt, at I ikke må spise af træerne i haven?« Kvinden svarede slangen: »Vi må gerne spise af frugten på træerne i haven, men frugten på det træ, der står midt i haven, har Gud sagt, at vi ikke må spise af og ikke røre ved, for ellers skal vi dø.« Men slangen sagde til kvinden: »Vist skal I ikke dø! Men Gud ved, at den dag I spiser af den, bliver jeres øjne åbnet, så I bliver som Gud og kan kende godt og ondt.« Kvinden så, at træet var godt at spise af og tiltrækkende at se på, og at det også var godt at få indsigt af, og hun tog af frugten og spiste. Hun gav den også til sin mand, der var hos hende, og han spiste. Da åbnedes deres øjne, og de opdagede, at de var nøgne. Derfor syede de figenblade sammen og bandt dem om livet. Ved aftenstid hørte de Gud Herren gå rundt i haven. Da gemte Adam og hans kvinde sig for Gud Herren mellem havens træer. Gud Herren kaldte på Adam: »Hvor er du?« og han svarede: »Jeg hørte dig i haven og blev bange, fordi jeg er nøgen, og så gemte jeg mig.« Han spurgte: »Hvem har fortalt dig, at du er nøgen? Har du spist af det træ, jeg forbød dig at spise af?« Adam svarede: »Kvinden, du satte hos mig, gav mig af træet, og så spiste jeg.« Gud Herren spurgte så kvinden: »Hvad er det, du har gjort?« Hun svarede: »Slangen forledte mig til at spise.« Da sagde Gud Herren til slangen: »Fordi du har gjort dette, skal du være forbandet blandt alt kvæg og blandt alle vilde dyr. På din bug skal du krybe, og støv skal du æde, alle dine dage. Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem dit afkom og hendes: Hendes afkom skal knuse dit hoved, og du skal bide hendes afkom i hælen.« Til kvinden sagde han: »Jeg vil gøre dit svangerskab plagsomt og pinefuldt, i smerte skal du føde børn. Du skal begære din mand, og han skal herske over dig.« Til Adam sagde han: »Fordi du lyttede til din kvinde og spiste af det træ, jeg forbød dig at spise af, skal agerjorden være forbandet for din skyld; med møje skal du skaffe dig føden alle dine dage. Tjørn og tidsel skal jorden lade spire frem til dig, og du skal leve af markens planter. I dit ansigts sved skal du spise dit brød, indtil du vender tilbage til jorden, for af den er du taget. Ja, jord er du, og til jord skal du blive.«

 Første Mosebog 3,1-19

I denne søndags andagtsord kigger vi nærmere på søndagens læsning fra Det Gamle Testamente, den såkaldte ’syndefaldsberetning’, der beskæftiger sig med det grundlæggende tema i kristendommen: synden og overvindelsen af synden!

Synd – ordet alene får det til at vende sig i de fleste. Ordet ”synd” leder tankerne hen på dom og skyld. Man ser for sit indre øje dommedagsprædikanter, der tordner mod syndere og fremstiller livet her på jorden, som en jammerdal tømt for glæde. Men ikke desto mindre er det, som nævnt, netop synden – eller rettere overvindelsen af synden – der er kernen i kristendommen. Det var for at overvinde synden og døden, at Gud lod sig føde som menneske, døde og stod op påskemorgen.

I Syndefaldsberetningen læser vi, at Adam og Eva lever i Edens have. Her har de alt, de har brug for; mad, tryghed og ikke mindst det evige liv. Skærmet mod modgang og dårligdomme lever de side om side med Gud. Det eneste krav Gud har opstillet for deres paradisiske tilværelse er, at de ikke må spise af træet midt i haven – Kundskabens træ:

»Du må spise af alle træerne i haven.« siger Gud til Adam »Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag, du spiser af det, skal du dø!«

Og det er netop ved træet, midt i haven, at beretningen om Syndefaldet og Adam og Evas uddrivelse herfra tager sin begyndelse. »Har Gud virkelig sagt, at I ikke må spise af træerne i haven?« spørger slangen Eva, der svarer; at de har fået at vide at de vil dø, hvis de spiser af træet. Men slangen fortsætter med at friste hende: »Vist skal I ikke dø! Men Gud ved, at den dag I spiser af den, bliver jeres øjne åbnet, så I bliver som Gud og kan kende godt og ondt.«

Fristelsen – at kunne blive som Gud – er for stor for Eva. Hun spiser af frugten og giver den til Adam, der også spiser af den. Og ikke så snart de har spist af frugten vokser bevidstheden i dem, og det går op for dem, at de er nøgne. Da de hører Gud nærme sig, gemmer de sig. Gud konfronterer dem med deres brud på Hans forbud, men ingen af dem tager ansvaret for deres handlinger. Adam skyder skylden på sin overtrædelse på Eva, medens Eva skyder skylden på slangen.

Som konsekvens bliver de to forvist fra Edens Have, og skal fremover leve et liv, hvor de selv må tage ansvaret for tilværelsen, og de ikke mere har evigt liv:

»I dit ansigts sved skal du spise dit brød, indtil du vender tilbage til jorden, for af den er du taget. Ja, jord er du, og til jord skal du blive.«

Og hermed bliver synden en del af menneskets natur og dets lod.

Adam og Eva blev grebet af lysten til at være som Gud, herrer over himmel og jord. I deres forsøg på at opnå det, brød de Guds bud og vendte sig bort fra Ham, og begår den første synd. Da Gud konfronterer dem, og det går op for dem at de ikke er blevet som Ham, forsøger de, i stedet for at tage ansvaret på sig, at fralægge sig ansvaret ved at skyde skylden på andre, hvorved de begår den anden synd.

Når jeg som præst taler med konfirmanderne om syndefaldsberetningen, og hvad synd er, så forbinder de fleste det med at stjæle, at være utro eller at slå ihjel. Og det er jo rigtigt nok, men synden stikker i virkeligheden dybere end det. At stjæle, at være utro eller at slå ihjel er syndige handlinger, afledt af den grundlæggende synd, som er at vende sig bort fra Gud, sætte sig selv i Guds sted eller fornægte Gud.

At fornægte Gud eller benægte Hans eksistens er på sin vis, som at sætte sig selv i Guds sted. Når man for eksempel mener, at det eneste der eksisterer, er det vi kan se og mennesket er kronen på værket er det måske nok en synd (men kan også skyldes uvidenhed), men kan fører til en værre form for synd. For hvis universet og mennesket er blevet skabt alene gennem tilfældigheder i naturens (universets) udvikling – det vil sige som et resultat af naturkræfterne, så må det også betyde, at mennesket er det højeste væsen, da vi er det mest udviklede af alle dyr. Altså er der ingen over mennesket – heller ingen Gud. Og det må igen betyde, at der ikke er noget særligt ved mennesket, som jo i så fald bare er en kosmisk tilfældighed, som en sten eller et træ, og som sådan ikke har en speciel medfødt værdi. Og spørgsmålet melder sig så: hvad betyder det i forhold til synet på andre mennesker? i forhold til vores moral? Hvis ikke mennesket har en medfødt værdi, hvad afholder os så fra at behandle andre som vi vil, hvis det gavner os? Nu vil den opmærksomme læser indvende: Siger du virkelig, hr. pastor, at ateister ikke er moralske mennesker???!!!

Nej, selvfølgelig ikke! Der er masser af udmærkede og moralske mennesker blandt ateister. Og netop fordi det er tilfældet, at ateister (langt størstedelen) er ligeså moralske som kristne (langt størstedelen), mener jeg, at moralens ophav (netop fordi vi alle har en medfødt moral, en medfødt fornemmelse for menneskets medfødte værdi) er Gud, og fordi Han har skabt os er opfattelsen af mennesket værdi iboende i hver enkelt af os.

Men føres tanken om mennesket som det absolut højeste ud i livet – og det kan den – tanken om mennesket som Gud, kan det have katastrofale følger. For hvis mennesket er det højeste, hvis mennesket er Gud, så kan mennesket selv bestemme, hvad der er godt og ondt, så er der ingen grænser!

De forfærdeligste eksempler på at vende Gud ryggen og sætte sig selv i Hans sted, har vi set i det 20. århundrede i det nazistiske Tyskland og Sovjetunionen og andre kommunistiske lande, og ser det stadig i Nordkorea, hvor millioner af mennesker måtte lade livet på grund af ideologier, der udelukkende så menneskets udelukkende i, hvad det betød for staten eller produktionen, og ikke mennesket medfødte værdi som Guds skabning.

***

Som jeg indledte med er synden – eller rettere overvindelsen af synden – kernen i det kristne budskab. For det er ved Jesus Kristus, at menneskets forhold til Gud bliver genoprettet. Da Adam og Eva syndede, og dermed bragte synden og døden ind i verden, blev det et livsvilkår for alle mennesker. Og trods sine forsøg, som vi læser i Det Gamle Testamente, på at få mennesket på rette vej, lykkes det på grund af menneskets syndighed ikke for Gud. Han forsøgte med love og påbud, men forgæves. Derfor lod Han sig, af kærlighed til sin skabning, føde som menneske julenat. Og ved sin forkyndelse og ved sin død, hvor Han ofrer sig for vores skyld, genopretter Han forholdet til os, og med sin opstandelse fra de døde viser Han os, at der er evigt liv hos Ham, som også vi kan få del i, hvis vi følger Ham. På den måde bliver synden og døden overvundet, og vi får det som Adam og Eva mistede, muligheden for evigt liv med Gud.

Den sovjetisk/russiske forfatter Alexander Solsjenitsyn, der selv oplevede kommunismens menneskefjendskhed i Sovjetunionens GULAG-lejre, og som følge af sin tid her blev kristen, skrev følgende om Gudsfraværet, om synden:

Over et halvt århundrede siden, da jeg stadig var barn, gav de gamle mennesker følgende forklaring på de katastrofer der havde ramt Rusland: ”Mennesket har glemt Gud; derfor er alt dette sket”. Siden har jeg brugt nær ved 50 år på at arbejde på revolutionens historie; i løbet af den proces har jeg læst hundrede af bøger, indsamlet hundrede af øjenvidneskildringer og har allerede selv skrevet otte bind på vejen mod at rydde op i ruinerne efter dette kaos. Men blev jeg spurgt i dag om at formulere så præcist som muligt, hvad hovedårsagen var til denne ødelæggende revolution, der slugte op mod 60 millioner menneskers liv, kunne jeg ikke sige det mere rammende end ved at gentage: ”Mennesket har glemt Gud; derfor er alt dette sket”.

Alexander Solsjenitsyn, GULAG-øhavet

Guds Fred til Jer alle
Pastor Schønberg

Skriv din mail-adresse herunder – og få besked direkte i din indbakke, hver gang et nyt indlæg lægges op på bloggen!

Støt pastorschoenberg.com

Ved at støtte Pastor Schønbergs blog er du med til at hjælpe med arbejdet med at sprede det glædelige budskab og kendskabet til den kristne kirke.

Kategorier:Andagtsord, Bibel, Bibel-Det Gamle Testamente, Kirkeåret-Faste, Prædikener, Samfund, Teologi

Tags: 1. søndag i fasten, Adam, Adam og Eva, Alexander Solsjenitsyn, Ateisme, Det Gamle Testamente, Eva, Første Mosebog, Forsoning, Gulag, Gulag Øhavet, Kommunisme, Soljenitsyn, Synd, Syndefald