Bodybuilding – eller ”krops opbygning” som det vel rettelig burde kaldes på dansk – burde være noget alle kristne er optaget af. Altså ikke bodybuilding i gængs forstand, hvor man træner med vægte for at opbygge en imponerende fysik som eksempelvis Arnold Schwarzenegger (selv om fysisk træning selvfølgelig kun kan anbefales).
Den form for bodybuilding – eller legemes opbygning – jeg taler om, er derimod opbygningen af det Jesu legeme.
Når apostlen Paulus omtaler kirken eller menigheden bruger han ofte udtrykket: Kristi Legeme.
For ligesom vi har ét legeme, men mange lemmer, alle med forskellige opgaver, således er vi alle ét legeme i Kristus, og hver især hinandens lemmer.
Romerbrevet, kapitel 12:4-8
Som kristne er vi alle en del af Kristus. Han er hovedet og vi er lemmerne, forbundne gennem Kristus. Som lemmer på Kristi legeme har vi fået et ansvar for at styrke og arbejde for at opfylde de opgave, som kirken har fået betroet: Omsorg for de fattige og dem der er i nød, omsætte næstekærlighedsbuddet til praksis og ikke mindst Kristi bud til os som Han gav os i missionsbefalingen:
Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.«
Matthæusevangeliet, kapitel 28:19-20
Men som det er med enhver anden opgave, hvor flere mennesker er involveret, kræver det samarbejde – ligesom når et legeme skal fungere. For at en krop kan fungere optimalt, kræver det at alle lemmerne arbejder sammen. Vil hånden vil gribe noget, men armen ikke virker, kommer det ikke til at ske, og hvis benene ikke vil gå derhen, hvor hovedet vil hen, lykkes det ikke. Kun hvis der er samhørighed mellem alle lemmerne på legemet, fungerer det optimalt. Og sådan er det med kirken!
Paulus beskriver det således i sit brev til menigheden i Korinth:
Et legeme består heller ikke kun af én del, men af mange. Siger foden: »Jeg er ikke hånd, altså hører jeg ikke til legemet,« er den dog alligevel en del af legemet, og siger øret: »Jeg er ikke øje, altså hører jeg ikke til legemet,« er det dog ligefuldt en del af legemet. Var hele legemet øje, hvad blev der så af hørelsen? Og var det hele hørelse, hvad blev der så af lugtesansen? Gud har nu engang givet hver enkelt del dens plads på legemet, som han ville det. Hvis det hele kun var én legemsdel, hvad blev der så af legemet? Men nu er der mange lemmer, men ét legeme. Øjet kan ikke sige til hånden: »Jeg har ikke brug for dig,« eller hovedet til fødderne: »Jeg har ikke brug for jer.«
1. Korintherbrev, kapitel 12:14-21
Det Paulus siger er, at ingen af lemmerne kan undværes. Men som lemmerne på et legeme har forskellige opgaver, sådan er det også med kirken, som Paulus skriver til menigheden i Rom:
Vi har forskellige nådegaver, alt efter den nåde, vi har fået: Den, der har profetisk gave, skal bruge den i overensstemmelse med troen; den, der har en tjeneste, skal passe sin tjeneste; den, der underviser, sin undervisning; den, der formaner, sin formaning; den, der giver, skal give rundhåndet. Den, der er forstander, skal være det med iver, og den, der øver barmhjertighed, skal gøre det glad og gerne. (Rom 12:5-8)
Vi har altså hver især fået nogle evner eller styrker, nådegaver som Paulus kalder det, som vi bør bruge til Guds ære i Hans menighed.
Og selv om disse evner er forskellige, så er det ikke et hierarki som Paulus opstiller, men en fordeling af opgaver, som alle er nødvendige for menighedens liv. Alle disse opgaver er lige vigtige, men ikke desto mindre forskellige. Og det er vigtigt at holde sig det for øje i arbejdet i menigheden. Præsten har til opgave at undervise og forkynde evangeliet og tage sig af sjælesorgen. Menighedsrådet har til opgave at sikre en sund økonomi, iværksætte tiltag og arrangementer for menighedens medlemmer og bakke op om præstens arbejde. Kirkefunktionærerne (kordegne, organister, kirkesangere, gravere, kirketjenere m.m.) sørger for at kirkens liv – både i det daglige og ved gudstjenester – fungerer. Menighedsplejen indsamler midler, som de bruger på arrangementer for og økonomiske hjælp til de i menigheden der trænger osv. Frivillige lægger tid og kræfter i forskellige arrangementer i kirkeligt regi. Og når vi som menighed samles til gudstjenester, sker det med fælles lovprisning og fejring af Guds nåde og til glæde for Gud. Der er mange forskellige opgaver, men fælles for dem er at ikke en af dem kan undværes, hvis kirken skal være kirke og menighed være menighed.
Alle der har myndighed i Kirken, skal derfor være opmærksom på, at deres fornemmeste opgave er at styrke Kristi legeme. De har et ansvar for at tage vare på Kristi flok – ikke for deres skyld – men for Kristi skyld. Desværre ser man i mange menigheder (uanset konfession), at nogle medlemmer anser deres egen rolle for værende mere betydningsfuld end andres. Og alt for ofte oplever man splid i menigheder, og desværre ikke sjældent på grund af personlige forskelle. Lad det være sagt med det samme: Denne splid er ikke bare skadelig, men en synd. Det er en synd, fordi den ikke bare skader kirken som institution, men gør skade på Jesus selv, da vi er Hans legeme. Som menighed er vi repræsentanter for Kristus, og lader vi splid ødelægge menigheden, er vi dårlige repræsentanter for Ham.
Den værste konsekvens af uenigheder i ledelsen eller samarbejdet i menigheden, er at den spreder sig til resten af menigheden. Uenigheder kan få folk til at vende kirken ryggen – og dermed ødelægge Kristi legeme. Men kan man klandre dem!? Hvem vil tilslutte sig Kristi budskab om næstekærlighed og fællesskab, hvis de der om nogen skulle være eksempler på netop det, ikke selv praktiserer det, men tværtimod kives og strides på grund af hovmod og stolthed.
Selvfølgelig kan man sagtens være uenig i en menighed. Ofte viser uenigheder blot, at man har folk i menigheden, der brænder for Kirkens arbejde. Selv i den første menighed ser vi, at bølgerne kunne gå højt og der kunne være uoverensstemmelser – selv mellem de to vel nok mest betydningsfulde apostle Paulus og Peter (se Apg 15 og Gal 2:1-10). Men uenigheder behøver ikke splitte en menighed. Man skal varer sig for personlig stolthed og trangen til at have ret for ens egen skyld, men altid holde sig for øje, at den person man er uenig med også kun vil det bedste for kirken. Gør man det, så vil man ofte kunne finde en løsning. Man kan sammenligne det med en familie: Er der uenighed om, hvor ferien skal gå hen bliver man sjældent hjemme, men taler sig til rette, så alle er tilfredse.
Den ypperste opgave for alle i menigheden – for alle lemmerne på Kristi legeme – er at få flere til at slutte sig til Kristus. Eller for at blive i bodybuilder-metaforen; de har et ansvar for at få Kristi legeme til at vokse og blive endnu større og stærkere. Når der er gudstjeneste skal de vante kirkegængere byde nye kirkegængere velkommen i menigheden, inviterer dem til studiekredse og arrangementer, fortælle dem om Kristus, og indbyde dem til at blive en del af legemet.
Som medlemmer af kirken skal vi konstant være fokuseret på opbygningen Kristi legeme. Vi skal hele tiden holde os i form og træne ved at lytte til forkyndelsen, og indtage kosttilskud ved at læse i Bibelen og bede. Nok har Fitnesscentrene ikke åbent endnu – men det har kirken!
Jeg vil derfor slutte dette indlæg med endnu et citat fra Paulus – denne gang fra hans brev til menigheden i Kolossæ:
Men over alt dette skal I iføre jer kærligheden, som er fuldkommenhedens bånd. Kristi fred skal råde i jeres hjerter; til den blev I jo kaldet som lemmer på ét legeme. Og vær taknemlige. Lad Kristi ord bo i rigt mål hos jer. Undervis og forman med al visdom hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, syng med tak i jeres hjerte til Gud.
Kolossenserbrevet, kapitel 3:14-16
Guds Fred til Jer alle
Pastor Schønberg
Skriv din mail-adresse herunder – og få besked direkte i din indbakke, hver gang et nyt indlæg lægges op på bloggen!
Kategorier:Diverse, Kirke, Kristenliv, Mission
Pastor Schønbergs Blog 
Skriv et svar