Andagtsord – 3. søndag i fasten

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 

Engang var Jesus ved at uddrive en dæmon, som var stum. Da dæmonen var faret ud, begyndte den stumme at tale, og folkeskarerne undrede sig. Men nogle af dem sagde: »Det er ved dæmonernes fyrste, Beelzebul, at han uddriver dæmonerne.« Andre ville sætte ham på prøve og krævede et tegn fra himlen af ham. Men da Jesus kendte deres tanker, sagde han til dem: »Ethvert rige i splid med sig selv lægges øde, og hus falder over hus. Hvis nu også Satan er kommet i splid med sig selv, hvordan kan hans rige så bestå? I siger jo, at jeg uddriver dæmonerne ved Beelzebul. Men hvis jeg driver dæmonerne ud ved Beelzebul, ved hvem uddriver jeres egne folk dem så? Derfor skal de være jeres dommere. Men hvis det er ved Guds finger, at jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer. Når en stærk mand fuldt bevæbnet vogter sin gård, kan hans ejendele være i fred. Men kommer der en, der er stærkere, og overvinder ham, tager han straks alle de våben, som den anden havde sat sin lid til, og fordeler byttet. Den, der ikke er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder. Når den urene ånd er drevet ud af et menneske, flakker den om i øde egne og søger hvile, men uden at finde den. Så siger den: Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg er drevet ud af. Og når den kommer, finder den det fejet og prydet. Så går den ud og tager syv andre ånder med, værre end den selv, og de kommer og flytter ind dér. Og det sidste bliver værre for det menneske end det første.« Mens han sagde det, var der en kvinde i skaren, der råbte: »Saligt er det moderliv, som bar dig, og de bryster, du diede!« Men han svarede: »Javist! Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det!«

Lukasevangeliet 11,14-28

Dæmonuddrivelser, Beelzebul, satan. Dagens Evangelium virker underligt fremmed på det moderne menneske. Mest af alt leder ordene tankerne hen på overtro og film som exorcisten, hvor den katolske præst spillet af Max von Sydow uddriver dæmoner. I dag er det man betragtede som ’dæmonbesættelser’ i tidligere tider, erstattet med forskellige psykiatriske diagnoser stillet af psykologer eller psykiatere, og dæmonuddrivelser erstattet af behandlingssamtaler eller psykofarmaka. Hvor det før var præster, der tog sig af de mennesker, der var psykisk syge (eller besatte) blev det med oplysningstidens rationalisme og senere psykiatriens fremkomst overladt til lægerne at behandle de lidende.

Men i virkeligheden er det vel egentlig underligt, at vi i dag så kategorisk afviser dæmonbesættelser!? Når man hører patienter med psykiatriske lidelser fortælle om det de ser og/eller hører, er det ofte beretninger, der er præget af væsener fra en skyggeverden, der taler til dem og forsøger at få dem til at gøre ting, som de godt ved er forkerte. Og i Fadervor-bønnen beder vi jo om, at Gud holder det onde fra os. Og hvis det onde findes, som vi jo anerkender i bønnen Fadervor, må vi vel antage at ondskaben er til stede i blandt os! Men spørgsmålet er, hvordan ondskaben eller dæmonbesættelsen manifesterer sig?

Måske skal den virkelige ondskab og besættelse ikke søges i det man i gamle dage opfattede som dæmonbesættelse, og som vi i dag kalder psykiske lidelser, som kan være udløst af mange forskellige faktorer. Den virkelige ondskab og besættelse synes at være en mere usynlig og svært gennemskuelig kraft. Kigger vi på det 20. århundredes historie, hvor millioner af mennesker har måtte lade livet på grund af ideologier med et perverteret menneskesyn, hvor undertrykkelsen af andre mennesker og påføre dem lidelse var en del af ideologien, er det svært at afvise, at ondskaben ikke findes. Er der noget det 20. århundrede har vist os er det, at ondskaben i den grad kan fylde mennesket.

I dagens Evangelium er det dog en dæmonuddrivelse, i den gængse forstand, der finder sted. Jesus uddriver en dæmon af en stum mand, der straks efter uddrivelsen får talens gave igen. Men ikke så snart har dæmonen forladt den besatte før folkeskarerne begynder at give ondt af sig, og råber:

»Det er ved dæmonernes fyrste, Beelzebul, at han uddriver dæmonerne.«

Selv om de netop har været vidne til den magt Jesus har, så nægter de at anerkende det som Guds magt. I stedet anklager de Jesus for at uddrive dæmonerne ved djævlens magt; forstået som Jesus er et instrument for djævlen, og altså handler på djævlens vegne.

Men Jesus svarer igen med en bidende logik, der samtidig vender argumentet mod kritikerne selv:

»Ethvert rige i splid med sig selv lægges øde, og hus falder over hus. Hvis nu også Satan er kommet i splid med sig selv, hvordan kan hans rige så bestå? I siger jo, at jeg uddriver dæmonerne ved Beelzebul. Men hvis jeg driver dæmonerne ud ved Beelzebul, ved hvem uddriver jeres egne folk dem så? Derfor skal de være jeres dommere.«

Det Jesus siger er, at hvis det de anklager Ham for er sandt (at handle på vegne af djævlen), så ville djævlen jo, ved at uddrive sin egen dæmon, bekæmpe sig selv, hvilket ikke ville give nogen mening. Hvorfor skulle djævlen ville undergrave sin egen magt. Og hvis Jesus, som de påstår, uddriver dæmoner med djævlens magt, hvorfra kommer den magt så deres egne djævleuddrivere bruger? Er den i så fald ikke også fra djævlen?

Konklusionen må altså være, at det ikke er med djævlens hjælp Jesus uddriver dæmoner, men derimod med Guds magt (Guds finger). Og er det Gud, det har uddrevet dæmonerne – er konsekvensen, at Guds rige, Gud, er midt i blandt dem i skikkelse af Jesus.

Og derefter viser Jesus dem gennem en lignelse, hvordan djævlen (der i lignelsen beskrives som en stærk mand) vogter sin gård fra fremmede, fordi han vil have sit i fred) vil blive overvundet af en der er stærkere – Jesus.

I forlængelse af ligningen beskriver Jesus også, hvad der kan ske, når den onde ånd er uddrevet fra sin bolig, men Gud ikke overtager boligen. For når dæmonen ikke længere har et sted at slå sig ned, vil den vandre hvileløst rundt. Og efter nogen tid vil den vende tilbage til det hus, den er blevet fordrevet fra. Og når den kommer tilbage står huset tomt – fejet og prydet. Og så flytter den atter ind – denne gang med syv andre ånder. For at undgå at dæmonen vender tilbage, må mennesket derfor lade sig fylde af Gud. Kommer dæmonen tilbage, men finder at pladsen er taget af Gud, kan den ikke flytte ind.

I sin diskussion med kritikerne viser Jesus, at Han er Gud. Det er kun Gud der kan besejrer djævlen. Men Han fortæller os også, hvordan vi når vi lader os fylde af Gud, kan holde djævlen væk. Er man fyldt af Gud, er der ingen grund til at frygte djævlen.

Som jeg indledte med har det 20. århundredes vist at ondskaben kan fylde mennesket. De store menneskelige tragedier der blev udløst af kommunismen og nazismen, har vist os, hvordan folk der fyldte deres liv med afguder i form af persondyrkelse og ideologi, var i stand til at påføre andre mennesker lidelser i en grad og i et omfang ulig noget andet verdenshistorien har været vidne til. Var alle disse mennesker født onde? Var de besatte i bibelsk forstand? Nej, hverken det ene eller det andet. I virkeligheden kunne de være – når man så bort fra deres gerninger – behagelige og omgængelige mennesker. Men de var sjæleligt tomme. De var ikke fyldt af Gud. De så ikke næsten som Guds skabning. De gjorde ikke plads for Gud, men fyldte sig i stedet med had, misundelse og ærgerrighed.

Havde de ladet sig fylde med Guds budskab og kærlighed, havde der ikke været plads til ondskaben.

Men besættelse eller ondskab kan også optræde mere håndgribeligt i det enkelte menneskers liv i dag. Ikke i form af dæmonbesættelse, men i den besættelse der kan overtage menneskers liv og ødelægge det. De der gribes af den alkohol, stofmisbrug, spil eller andre ting der skaber en afhængighed føler ofte, at de ikke længere selv styrer deres liv, men at de mister sig selv. De besættes af deres afhængighed, de fanges af en stærkere vilje, der kan ende med, at de ender med at skade pårørende og andre gennem deres afhængighed. Mange kæmper en kamp for at komme ud af deres misbrug, men desværre falder mange tilbage i det igen. Når man fra myndigheder og organisationers side hjælper folk ud af deres misbrug forsøger man, at få dem til at bryde med deres miljø, netop for at undgå tilbagefald. Man prøver at give dem et andet indhold i tilværelsen end det der udgjorde deres misbrug, eller sagt på en anden måde, man prøver at fylde dem med noget nyt. Og her finder en del mennesker ud af, at de ved at lade sig fylde med Gud, får et nyt liv.

Og det gælder os alle, at vi ved at lade os fylde af Gud. I vores hverdag, hvor vi blive misundelige og vrede, når vi ikke får det vi forventer, kan vi blive fyldt til randen med bitterhed. En bitterhed der kan forpeste vores liv, og livet for dem omkring os. Men tør vi sige ja til, at lade os fylde af Guds kærlighed, får vi et nyt liv – et liv i frihed.

Guds Fred til Jer alle
Pastor Schønberg



Kategorier:Andagtsord, Bibel, Fastetid, Lukasevangeliet, Prædikener

Tags: , , , , , , , ,

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Kursus i ikonmaling - Galleri St. Helene

Ikonmaleri for begyndere og øvede, undervisning i at tegne en ikon og male i tetrachrome, salg af ikonplader og pigmenter

Christian Roar Pedersen - præst, samtale - sorg - skyld - skam - foredrag

Sognepræst, sjælesørger, debattør - samtale - sorg - skyld - skam - foredrag

%d bloggers like this: