Palmesøndagsprædiken af Rudolph Frimodt

Prædikenen i dag er ikke min. Men derimod en prædiken skrevet af Rudolph Frimodt (1828-1879), der var præst ved Sankt Johannes Kirke på Nørrebro fra 1861 og frem til sin død i 1879.

Prædikenen er fra værket Prædikener til Kirkeaarets Søn- og Helligdage, der udkom i 1896.

Jeg har afskrevet teksten og forsøgt at gøre den mere tilgængelig. Således er der udeladt stort begyndelsesbogstav ved alle navneord, samt dobbelt aa (å), dog har jeg bevaret tidens sprog.

Som man vil se er prædikenen en hel del længere end prædikener er i dag, men ikke desto mindre meget læseværdig. Frimodt var kendt for en levende, malende og inderlig prædikestil, som kommer til fint udtryk i denne prædiken.

Prædikenen er skrevet til Palmesøndag, og omhandler Jesu lidelseshistorie. Her hører vi om Simon Peters (Simon Peder, som man skrev det dengang) fornægtelse af Jesus.

Herren så på Peder

Lidelseshistorien:

Og de førte Jesum hen til den ypperstepræst Kaifas, dér hvor alle de ypperstepræster og ældste og skriftkloge var forsamlede. Men Simon Peder og en anden discipel fulgte Jesum langt fra efter, indtil den ypperstepræsts palads; samme discipel var kendt med den ypperstepræst, og gik ind med Jesus i den ypperstepræsts palads. Men Peder stod uden for døren. Da gik den anden disciple, som var kendt med den ypperstepræst, ud, og talede med dørvogteren, og førte Peder ind.
Men tjenerne og svendene stode og havde gjort en kulild midt i paladset (thi det var koldt), og varmede sig. Men Peder stod hos dem, og varmede sig. Da så pigen, som var dørvogterske, Peder sidde ved ilden, og stirrede på ham, og sagde: Du har og været med Jesus den Galilæer; mon ikke og du være af dette menneskes disciple? Men han nægtede det for dem alle, og sagde: Kvinde!  Jeg kender ham ikke, jeg ved og ikke, hvad du siger.
Da spurgte den ypperstepræst Jesum om Hans disciple og om Hans lærdom. Jesus svarede ham: Jeg haver talet frit for verden; jeg haver altid lært i synagogen og i templet, der hvor jøderne komme tilsammen fra alle stæder, og jeg haver intet talet i løndom. Hvi spørger du mig? Spørg dem, som have hørt, hvad jeg talede til dem; se, de vide, hvad jeg haver sagt. Men som Han det talede, gav en af svendene, som stode derhos, Jesus et slag på munden, og sagde: svarer du således den ypperstepræst? Jesus svarede ham; haver jeg talet ilde, da bevis mig, at det er ondt; men haver jeg talet vel, hvi slår du mig?
Men Simon Peder gik ud i forgården, og hanen gol. Og lidet derefter så en anden pige ham, og begyndte at sige til dem, som stode hos; denne var og med Jesus af Nazareth. Og de sagde til ham: mon ikke og du være af Hans disciple? Og en anden sagde: Du er og en af dem. Og han nægtede det atter med en ed, sigende: Menneske! jeg er det ikke, og jeg kender ikke det menneske. Og henved en time derefter bekræftede en anden med dem, som stode hos, og sagde: sandelig. Du er en af dem, thi du er og en galilæer, og dit mål røber dig. En af den ypperstepræsts tjenere, som var hans frænde, hvis øre Peder havde afhugget, siger: så jeg dig ikke i urtegården med Ham? Men han begyndte at forbande sig, og sværge: jeg kender det menneske ikke, om hvem I tale. Og straks da han endnu talede, gol hanen anden gang. Og Herren vendte sig, og så på Peder. Og Peder kom Herrens ord i hu, hvorledes Han havde sagt til ham: førend hanen galer to gange, skal du fornægte mig tre gange. Og Peder gik udenfor og græd bitterlig.


Det er i dag Palmesøndag, den dag, på hvilken folket i Jerusalem drog Zions konge i møde med palmegrene i hænderne, da de sang for vor Frelser:

»Hosianna Davids Søn, lovet være den, som kommer i Herrens navn«

; men fordi synden og ondskaben er så stor i denne verden, derfor måtte Davids Søn gå sin sejrsgang på jorden gennem spot og had og hån og død, derfor fandt Zions konge sin trone ikke i Davids kongeborg, men på Golgathas bjerg, derfor blev Han kronet, ikke med en guldkrone, men med en tornekrone. Alt dette ved vi, mine venner; vi ved, at palmesøndagen åbner porten til den stille uge, denne stille uge, der vejer mere, langt mere på Guds vægtskål end alle de mange tusind travle arbejdsuger, som have rullet hen over denne jord. Måtte denne dag da nu også blive indgangen til en stille uge for os, måtte de dage, som nu komme, blive en stille tid for os midt under verdens larm og støj og ure! Måtte vi ret blive stille for Gud, måtte der dog under livets mange bekymringer og sorger blive en stilhed i vore sjæle, så Zions konge, vor Herre Jesus, kunde holde indtog og på ny drage ind i vore hjerter med al sin nåde, al sin barmhjertighed, al sin fred, den fred, som overgår al forstand. Og hvorledes skal dette vel bedre kunne ske, end når Hans ord om synd og nåde lyder for os; hvorledes skulde der bedre kunne blive stilhed i vore sjæle, end når vi alvorligt betænke, hvor svagt, hvor skrøbeligt, hvor elendigt, hvor syndefuldt menneskets hjerte er; hvorledes skulle det bedre kunne ske, end når vi høre om al den oprejsning, al den nåde, al den syndsforladelse, som findes hos Jesus, og hos hvem kunne vi bedre høre om synd og om nåde end hos Simon Peder, han som faldt så dybt og dog fandt nåde for sine synder! Lad os da, når vi nu høre om Peders fornægtelse, bede Herren, at Han velsigne Ordet for os, bede Ham, at det må blive stille i sjælene, bede ham, at han selv vil drage derind med al sin kærligheds fylde, på det at alle, så mange iblandt os, som rose sig, må rose sig i Herren, ja, alene i Herren.

Var der nogen af Jesu disciple, om hvem vi efter menneskelig dom kunne vente, at han ikke ville svigte Herren, at han ville være Jesu tro, da var det vel Simon Peder, da var det denne fisker, der med troens oprigtighed havde forladt alle ting for Jesu skyld, forladt hus og hjem og erhverv for at følge Jesus; da var det ham, der med troens frimodighed havde bekendt: »Du er Kristus den levende Guds Søn«, ham der havde sagt: »Herre, til hvem skulle vi gå, du har det evige livs ord«, ham, som havde fulgt Jesus fra sted til sted, været vidne til Hans gerninger og hørt Hans nådens ord, været med Jesus på forklarelsens bjerg og uddrevet djævle i Hans navn. Var der nogen, om hvem vi efter menneskelig dom skulle mene, at Jesus kunne forlade sig på, da var det dog vel Peder, klippemanden, han, som med troens fyrighed og varme havde sagt: dersom de og alle forarges på dig, så vil jeg dog aldrig forarges; han, som havde sagt:

»Herre, jeg er rede til at gå med Dig både i fængsel og i døden«

Lukasevangeliet 22:33

Ja, mine brødre, således ville vi del dømme efter menneskeligt skøn; men vil du se, hvor skrøbeligt et menneskes forsæt og beslutninger er, da se på Simon Peder; vil du se, hvorledes Jesus og Hans ord er som huset, der er grundfæstet på klippe, medens alle menneskelige forsætter og løfter, når de ikke støttes på Guds ord kun er som huset, der er opført på sand, da se på Simon Peder i den nat, da Jesus blev forrådt. Herren havde jo sagt ham: »Simon, Simon! Satanas begærer at sigte Eder som hvede«, sagt ham: i denne nat, førend hanen galer to gange, skal du fornægte mig tre gange; og hvad så Simons ord: dersom jeg end skulle dø med dig, vil jeg dog ikke fornægte dig, hvad de betød, ja, ak ja, derom have vi hørt i vor forelæste tekst. Vel så det først på aftenen ud, som om Peder virkelig kunne indfri løftet, vel ved vi, at han i Gethsemane Have drog sit sværd for at forsvare sin Herre, at han afhuggede den Ypperstepræsts tjeners øre, og måtte endnu ville have slået mangt et sår med sit sværd, hvis Herren ikke havde budet ham atter at stikke det i skeden; men alt som natten skrider frem og mørket vælder ud, alt som mørkets magter rejse sig for at dømme og ihjelslå livets fyrste, ryster Satan Simon stærkere i sit sold, for at hans hvedeaks skulle falde igennem som avner. Peder har nu ikke mere mod til at følge sin fangne og bundne Herre uden i frastand; han „fulgte Ham langtfra”; han havde kun mod til at følge ham ind i ypperstepræstens forgård for at fornægte ham, ja, for at fornægte ham. Næppe er han i tillid til sin egen styrke og sine egne løfter trådt ind i fjendens lejr og iblandt spotternes tal, før det raslende løv begynder at skræmme ham, og angsten at gennemgyse hans sjæl; næppe begynder en pige at se stift på ham, at stirre på ham og spørge ham, mon ikke du være af dette menneskes disciple, før løgnen lister sig frem af hans hjerte, og fornægtelsen går ud over hans læber: »jeg kender Ham ikke, jeg ved og ikke, hvad du siger«. Ak, hvad hjalp det, at han stod og varmede sig ved kulilden? Den is, som havde lagt sig om hans hjerte, den kulde, hvormed løgnen og frygten havde stivnet hans indre, den lod sig dog ikke optø ved den ild; og alt som de snart fra denne, snart fra hin side trængte ham med spørgsmål, gled han kun dybere og dybere ned, indtil han endte med at sværge og forbande sig på, kalde Gud til vidne på, at han ikke kendte det menneske, om hvem de talte. Og alt dette skete netop på samme tid, som hans Herre og Frelser nogle få skridt fra sin discipel inde i paladset bekendte for sine dommere, at Han var Guds Søn. Ja, mine brødre, se det er kun ret tydeligt! Så dybt faldt klippemanden Simon Peder; ikke en gang, men to gange, ja, tre gange fornægtede han sin Frelser, fralagde sig al lod og del i Ham, forbandede sig på, at han slet ikke kendte „det menneske”. Man skulle jo næppe tro at det var muligt, at ven således kunne svigte ven, efter at han samme aften havde lovet at gå i døden med Ham. Men hvem, hvem iblandt Eder løfter den første sten, hvem iblandt os vover at kaste den første sten på Simon?

Hvem findes her i denne forsamling, hvem iblandt Eder, der ikke har fornægtet Jesus; hvem tør sige sig fri, hvem? Findes der nogen, som ikke har fornægtet Jesus? Jeg vil ikke tale om, at hver eneste synd du har begået, og som du begår, i grunden er en fornægtelse af Jesus, hver bevidst synd, som en troende begår, er en fornægtelse af Herren; thi enten må du jo fornægte dig selv eller fornægte Herren; enten må du korsfæste din synd, eller du korsfæster Herren med din synd Nej, dette vil jeg end ikke tale om; men mon her ikke skulle findes mangen herinde, som i tillid til sin egen tro, sin egen kraft, sin egen styrke vovede sig ind i fjendelejren, vovede sig ind iblandt de vantro, ind i spotteres lag, dér hvor man hudflettede din Frelser med eder og hovmodstale, der hvor man dømte Jesus til døden med grueligt syndelevnet. Jeg siger, da du trådte ind blandt sådanne spottere måske i håb om, at kunne overbevise dem, i tillid til, at du måske drage dem til frelsen, og de da omringede dig med deres spørgsmål, deres latter, deres synd, se, da stod du tavs og kold og turde end ikke vidne et ord om din Frelser; da blev du i deres lag, og turde end ikke stille skille dig fra dem og gå bort, men du lo med dem og syndede med dem. Ak, hvad hjalp det dig, at du søgte at opvarme dit kolde hjerte ved den kulild, som er antændt i denne verden, hvad hjalp det, at du varmede dig ved vin, ved kødslyst, ved dans, ved spil, ved alt det, som brænder i årene, i blodet, men aldrig kan varme hjertet; du stod der som en falden elendig synder, der havde fornægtet din Frelser! Mon her ikke skulle findes dem iblandt eder, mod hvem verden rettede sin tale og sagde: sandelig, du er én af dem, du er og en galilæer, dit mål røber dig! Det nytter ikke af dølge for hverandre, at ligesom de troende, ligesom Guds folk kender verden og ved, hvad verden bærer i sit skjold, således kender verden også os; hvad vi ville, sker ikke i en vrå, men om vi ikke elske Jesus, da skinner vort lys, og vore lamper brænde; derfor kender verden os, og verden hader os, hader de hellige, hader dårerne, der ville frelses ved det fattige galilæer-evangelium; verden kender Guds folk på røsten; målet røber os, thi det taler kun om Jesus, kun om himlen. Og når nu verdens børn sagde til dig: sandelig du er én af dem, dit mål røber dig, du hører også til de hellige! – sagde det – ikke for at binde dig med lænker, kaste dig i fængsel og brænde dig; – men sagde det blot for at spotte dig, blot for at drille dig, blot for at have dig til bedste; hvad gjorde du da? Bragte du da deres spot til tavshed ved din sagtmodighed, ved dit vidnesbyrd, ved din kærlighed, ved din bekendelse? Eller frygtede du, tav du? Eller lod du dig skræmme af deres høje råb, så du for den kære freds skyld solgte din førstefødselsret, dit barnenavn, dit helligheds navn for en ret linser? Hvad gjorde du? Nægtede du Jesus, nægtede du, at du kender ingen anden vej til salighed, end alene Jesus? Nægtede du, at Guds børn bør leve gudelig og tugtelig i denne verden, borte fra synden? O, betænk det, min broder og søster, da stod du jo som Simon Peder i ypperstepræstens forgård i den nat, da Jesus blev forrådt; da fornægtede du din Frelser, da skammede du dig ved Jesu evangelium. Derfor, hvem iblandt os kaster den første sten på Peder? Er vi ikke alle mer eller mindre skyldige i den brøde, er vi ikke faldne under den samme dom? Stakkels medsyndere, hvor er vi dog alle til hobe svage og elendige; hvad have vi at rose os af uden alene af vore synder, uden alene af vore skrøbeligheder; bedrøvet Herren have vi hundrede og atter hundrede gange, svigtet ham mange gange, fornægtet ham ofte; af, hvad er et menneske, og dog kommer Herren ham i hu, hvad er et menneskes barn, og dog besøger Herren ham.

Ja, mine brødre, Herren kommer synderen i hu, Herren besøger ham; Herren indeslutter alt under synd, på det at Han kan vise barmhjertighed mod alle. Så dybt faldt Simon Peder, at han frasagde sig al lod og del i Jesus, forbandede sig på, at Han ikke kendte det menneske; så dybt faldt, for at Jesus desto inderligere kunne forbarme sig over ham og rejse ham desto højere ved sin guddomsånde; og hvorved gjorde Jesus dette – alene ved et blik. Medens Peder endnu talte, da gol hanen anden gang. „Og Herren vendte sig og så på Peder”. Kan du tænke dig, hvad der lå i dette Jesu blik? Ikke en maler i hele verden formår at gengive dette blik. Kun den Helligånd kan gøre det levende i sin sjæl, hvad det vil sige: „Herren vendte sig og så på Peder”. Hvem tvivler på, at alt som det blev koldt i Peders hjerte, alt som han fornægtede sin Herre én gang og to gange og tre gange, hvem tvivler på, at djævlen under alt dette satte ind på ham med al sin magt; hvem tvivler på, at den gamle slange snoede sig om hans stakkels sjæl for at dræbe ham, hvem tvivler på, at Satanas har råbt det ind i Peders øre: nu Simon, nu er det ude med dig, nu er du ligeså vidt som Judas; nu er der ingen redning længer for dig; Jesus, din Herre har jo sagt det: „Hvo som skammer sig ved mig, ved ham vil jeg skamme mig hos min Fader”; hvo som nægter mig iblandt menneskene, ham vil jeg nægte for de hellige engle”. Og se, mens alle disse tanker gennemisnede hans sjæl; mens helvede begyndte at åbne sig for hans fødder; da „vendte Herren sig og så på Peder”; og Peder så i Herrens øje, ikke dommens ord med flammeskrift, men nådens ord; det var, som Peder kunne læse i Herrens øje, hvorledes  Han sagde; min stakkels Simon, nu er du falden, som jeg sagde dig forud, men jeg har bedet for dig, at din tro ikke måtte aflade; Simon, det er dig forladt, det er dig tilgivet for mine lidelsers skyld, for mine smerters skyld. Herren så på Peder – det var, som om det hele dyb af barmhjertighed mod syndere, som findes i vor Frelsers hjerte, lyste Peder i møde gennem Jesu øje. Herren så på Peder, dette blik, det var den udstrakte arm, det var den frelsende hånd, som løftede ham op fra helvede, i hvilket han ville være sunket dybere og dybere. Herren så på Peder, dette blik, det var de nådens bånd, hvormed Simon blev reven ud af løvens gab og dødens strube. Thi se, næppe fæstede Herren sit øje på Peder, før det randt ham i hu; førend hanen galer to gange, skal du fornægte mig tre gange. Næppe så Herren på Peder, før han stod op og gik bort fra det sted, hvor han syntes, som om hans fødder var tryllede fast til jordbunden; næppe så Herren på Peder før han straks forlod fjendelejren forlod ypperstepræstens gård, gik udenfor – og græd bitterlig. Herren så på Peder – og han bitterlig, det var det, som hans stakkels beklemte hjerte trængte til, at græde ud, græde sorgen ud, græde angerens tårer, at bedrøves med den bedrøvelse, som er efter Gud, som virker omvendelse til salighed, som ikke fortrydes, Hvad ikke spottens pile, eller vantroens spørgsmål formåede mod Peders stenhjerte, det formåede Jesu nådesblik; da det ramte hans sjæl, da gav klippen vand, da græd Peder, græd bitterligt ikke blot over sig selv, men græd over sin Frelsers nåde, over sin Herres barmhjertighed, der forlader al synd rigelig. Stor i sine egne øjne var Peder gået ind i ypperstepræstens palads, lille gik han ud – og dog så stor ved Jesu nåde, dog så stor ved Jesu kærlighed.

Så se da og lær, o syndere, hvor rig vor Jesu er på tilgivelse og på nåde. Alt hvad der er skrevet, og alt hvad der er sagt, det er ikke sagt alene for Simon Peders skyld, men for din skyld og for min skyld, på det at vi må finde den samme nåde hos den Jesus, der nu sidder ved sin Faders højre hånd, men dog ikke er langt borte fra nogen af os, han, der er i går og i dag og i al evighed den samme. Skulle der være kommen en synder herind i dag, som har fonægtet sin Jesus? Skulle der være sådanne sjæle til stede, som ved eders  ord og eders gerninger fornægte den hellige, fornægte Ham, som har lidt og stridt for at frelse dig; skulde der være dem, som omgås spottere og tage del med de vantro, o, hvor vil jeg ønske, at mine ord, min prædiken ikke alene må være et mægtigt hanegal for dit øre, så du vækkes af din syndesøvn, at mine ord ikke alene må være et hanegal, der kan bringe dig i hu: at hvo som nægter Jesus iblandt menneskene, ham vil Jesus engang på den store dag nægte for de hellige engle; – ikke blot dette, men at også Jesus igennem mine ord i dag må se på dig, at Han blik må møde dit øje således, som det mødte Simons, på det at han ved sin nåde kunne rive dig ud som en brand af ilden. Ja, hør det, mine brødre og søstre, Jesus ser på dig i dag, han ser dybt ind i dit inderste og siger: arme sjæl, du er faldet, du har bedrøvet mig ofte, du har såret mig med dine ord, du har såret mig med dit levnet; – men det er dig forladt – alt sammen, det er dig tilgivet, det er udslettet ved mit blod, ved min kærlighed. Jesus ser på dig, min broder, ikke for at gennembore dig, men for at forbarme sig over dig, for at redde dig, for at drage dig til sig. Så rig, så mægtig er ingen uden alene Jesus; her er ikke en synder så stor, uden af Han kan forlade dig al din synd og vil forlade dig det alt sammen; nåde er Hans navn. Jesus ser på dig, o, måtte Hans blik trænge ind i din sjæl som en evighedens lysstråle og klare op i mørket; Jesus ser på dig; måtte Hans blik ramme dig som en frelsens pil, der trængte dybt ind i din sjæl og bragte lægedom til dine sår. Jesus ser på dig; måtte Hans blik nå dig således, at du fik lyst til at gå udenfor og græde bitterligt; ja, så du fik ret lyst til at gå ud af alle de falske venners selskab, som du omgås med, ud fra de mange spottere, som du færdes iblandt, gå ud fra det syndelevnet, hvori du ligger, gå ud fra dem, der påkalde djævelen og gå i pagt med helvede, gå ud fra verdens kulild, der brænder for at fortære både sjæl og legeme i helvede. Jesus ser på dig; måtte Hans blik flytte dine fødder bort fra de brede og mørke stier, på hvilke de færdes, og hvor de synes som tryllede fast; måtte du gå udenfor og græde bitterligt, udøse dit hjerte i dine tårer, fordi du ser, hvorledes dit liv har været spildt for himlen, tabt i verden, græde bitterligt over de mange fald, hvormed du har bedrøvet din Frelser; men også græde af glæde, fordi din Jesus har set på dig, græde af glæde. Fordi Hans nåde er større end dine synder, fordi Hans barmhjertighed er lifligere en al verdens trøst. Ja, måtte det og ske, at Jesu nådesblik således må nå dig, da véd jeg, der vil blive stille i din sjæl, da vil den stille uge være en rig nådens tid for dig, da vil du være vel beredt til at drage med ud på Golgata på fredag, ligesom Simon Peder, da han havde grædt bitterligt, stod med i de troendes skare ved Korsets fod og aldrig mere svigtede sin Frelser. Gud give os nåde dertil! Amen.


Skriv en kommentar og lad mig vide, hvad du synes om Frimodts prædiken? Måske skal han vende tilbage en anden søndag med en “ny” prædiken? Hvad synes du?

Guds Fred til Jer alle
Pastor Schønberg


Skriv din mail-adresse herunder – og få besked direkte i din indbakke, hver gang et nyt indlæg lægges op på bloggen!



Kategorier:Andagtsord, Gæsteindlæg, Højtider, Kirkehistorie, Påske, Påsketiden, Prædikener, Prædikener-Historiske, Teologi

Tags: , , , , , , ,

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Små Epistler

Søg indad og forstå verdenen

Guds Ord

Bibelvers fordelt på tema

%d bloggers like this: