Allehelgensdag – prædiken af Rudolph Frimodt

Vi bringer på bloggen i dag en prædiken af Rudolph Frimodt (1828-1879), der var præst ved Sankt Johannes Kirke på Nørrebro fra 1861 og frem til sin død i 1879.

Prædikenen er fra værket Prædikener til Kirkeaarets Søn- og Helligdage, der udkom i 1896 på J. Frimodts Forlag.

Jeg har afskrevet teksten og forsøgt at gøre den mere tilgængelig ved at udelade stort begyndelsesbogstav ved de fleste navneord, ligesom dobbelt aa skrives å, dog har jeg bevaret tidens sprog.

Som man vil se er prædikenen en hel del længere end prædikener er i dag, men ikke desto mindre meget læseværdig. Frimodt var kendt for en levende, malende og inderlig prædikestil, som kommer til fint udtryk i denne prædiken.


Allehelgen


Matthæus 5,1-13
Men der Han så folket, steg Han op på et bjærg; og der Han havde sat sig, gik Hans disciple til Ham. Og Han oplod sin mund, lærte dem, og sagde: Salige ere de fattige i ånde, thi Himmeriges Rige er deres. Salige ere de som sørge, thi de skulle husvales. Salige ere de sagtmodige, thi de skulle arve jorden. Salige ere de, som hungre og tørste efter retfærdighed, thi de skulle mættes. Salige ere de barmhjærtige, thi dem skal vederfares barmhjærtighed. Salige ere de rene af hjærtet, thi de skulle se Gud. Salige ere de fredsommelige, thi de skulle kaldes Guds børn. Salige ere de, som lide forfølgelse for retfærdigheds skyld, thi Himmeriges Rige er deres. Salige ere I, når man bespotter og forfølger Eder, og taler allehånde ondt imod Eder for min skyld, og lyver det. Glæder og fryder Eder, thi eders løn skal være megen i Himlene; thi så have de forfulgt profeterne, som vare før Eder.


Det er i dag Allehelgensdag, den festdag, på hvilken de hellige her på jorden plejer at ihukomme de hellige i himlen, den dag, på hvilken den stridende og kæmpende menighed her på jorden plejer at ihukomme den sejrende menighed, dem som have stridt striden, fuldendt løbet, bevaret troen og derfor nu er gåede ind, for at annamme klenodiet. Og Gud være lovet og priset, det er en hellig sky og skare af troende sjæle, som i den hensvundne tider alt ere indsamlede, det er ingen ringe skare, både af mænd og kvinder, som ere komme igjennem den store trængsel og nu ere samlede i den flok, som ingen kan tælle af alle folkeslag, stammer, nationer og tungemål; det er ikke alene profeter og evangelister og apostle, ikke alene dem, der stå opskrevne med store bogstaver i menighedens levnetsløb, nej, også de små, de oversete, som verden ikke kjendte, som led og stred i det fattige hjem, i den ensomme hytte, der nu holde gudstjeneste i himlen. Det er ikke alene fra de gamle tider, men med Guds hjælp er det også dem fra vore tider og vore dage, ja, vel og fra vor menighed og vor forsamling, dem, der nu ere iførte de lange hvide klæder og bære palmegrene i hænderne og synge for ham, der sidder på tronen og for lammet. O, hvor godt gjør det ikke at vide og tænke på, at mennesker som vi, syndere som vi, skrøbelige som vi, stakler som vi, der nu leve, og de dog ere gåede ind i Faderhuset med de mange boliger og have fået del i det himmelske borgerskab; viselig, det er en trøst for os, det er en stor trøst for os at tænke på, thi ere de gåede hjem, ak ja, mine venner, så kan timen også stå for os engang, så kunne vi jo også engang komme hjem og holde højtid i himlen. Men skal de ske, skal vi engang samlers med de salige ånder, med de hellige Guds børn, så må vi gå den samme vej, som de ere gåede, så må vi allerede her i livet ind på livets vej. – Og når vi nu i dag lade tanken glide tilbage over de henfarne slægter i Herrens menighed, ved hvem skulle vi, som høre til den lutherske kirkeafdeling, ved hvem skulde vi vel hellere dvæle ned ved Morten Luther, Melanchton og de mange andre trofaste vidner, som nu for en halvfjerde hundrede år siden vare til velsignelse for de ængstede samvittigheder; – ikke som om Luther og hans medbrødre skulde have stiftet nogen ny kirke, eller vist nogen ny vej: – nej, nej, mine venner, kirken er kun én, stiftet og grundlagt i de gamle dage af Jesus Kristus og på Jesus Kristus; vejen er kun én, den gamle sikre vej, som er anlagt af Jesus, Marias Søn. – Nej, Morten Luther has visselig ikke stiftet nogen ny kirke eller anlagt nogen ny vej; men eftersom den gamle kirkevej går igjennem verden og slynger sig henover jorden, hvor denne verdens fyrste Djævlen, og denne verdens børn regjere i tidens mørke, så har det jo altid været Djævlens opgave at skjule den rette vej og vise menneskene falske veje, så har det altid været denne verdens børns opgave, at lade den rette, smalle vej forgro af ukrudt, så den blev ukendelig. Og derfor takke vi Herren for Morten Luther, fordi han fik nåde til at rense den gamle Kirke for alt det menneskeværk og al den løgn, hvormed den i tidernes løb var bleven belemret; derfor takke vi Gud for Luther, fordi han fik nåde til at rense og bortluge ukrudtet fra den gamle salighedsvej, så den kom til at ligge klar og tydelig for hver, der spurgte efter den; derfor takke vi Gud for Luther, fordi han og hans venner fik nåde til at finde den gamle kirkesti, selv ik ind på den, og fik mange til at gå ind på den, trods pavens ban og bål; – og den vej, den rette saligheds vej, den findes endnu, Guid lade den aldrig mere tilgro eller blive ukjendelig. Lad os også i dag tale med hverandre om den, hjælpe hverandre ind på den, prøve os selv, om vi ere på den, og bede at den må bevares for vore børn, at både vi og de kunne gå ad den og nå hjem dér, hvor vore fædre, reformatorerne, apostlene og alle de hellige nu ere i Guds dejlige himmel, hvor der aldrig mere kan tages fejl af vejen, men hvor synden og døden er overvundet. Gud give os dertil sin nåde.

˶Salige ere”, således begynder vor Herre Jesus sin prædiken; det var den første prædiken, Jesus holdt her på jorden for folket og for disciplene, og her begynder han med at prise salig, og hermed ere vi førte lige ind på den vej, som fører til himlen. ˶Salige ere de fattige i ånden, salige ere de som sørge, salige ere de, som hungre og trøste efter retfærdighed”; – det er den nye nådens sølvklokke, hvormed Jesus, vor Frelser, ringede syndere ind på himmelvejen. Hvor ganske anderledes lød budskabet her fra Herrens bjerg end budskabet fra Sinai bjerg; hvor ganske anderledes og langt lifligere lød røsten fra Jesu mund, end røsten fra Mose mund: ˶Forbandet være du, hvis du ikke opfylder loven; forbandet være du, hvis du viger af fra Herrens bud”. Ja, mine venner, vi véd, at røsten gjennem Mose mund, der lød til Israel fra de hårde stentavler, vi véd, at det var trussels røsten og den hårde tugtens svøbe, hvormed Herren måtte opdrage sit folk Israel indtil tidens fylde. – Hvor ganske anderledes lød nu røsten, da nåden og sandheden var stegen ned til jorden, da Ordet var blevet kjød og boede iblandt os, ingen trussel, ingen forbandelse; nej nåde, nåde for synderen ˶salige ere”, ikke blot salige skulle I blive engang efter døden, nej, salige ere I alt her, om I tro mig og blive hos mig, ˶Salige ere de fattige i ånden salige ere de, som hungre og tørste efter retfærdighed”. Og vi ved jo, hvorledes toldere og syndere, skøger og fristere flokkedes ´om denne Herre Jesus, hvorledes de fattige i ånden tage Ham på ordet, troede ham og blev salige i troen, vi véd, hvorledes de bedrøvede syndere, de som hungrede og tørstede efter en anden retfærdighed end lovens retfærdighed, hvorledes de bleve husvalede i deres sorg, mættede for hungeren, ja, bleve salige ved at drikke af nådens kilde hos Jesus.Men da der så var gået fjorten, femten hundrede år af menneskehedens levnetsløb på jorden, da var salighedsvejen bleven så forgroet af ukrudt, af menneskebud og menneskelærdomme, at den slet ikke mere var til at kjende; da der var gået en fjorten, femten hundrede år hen, da stod den døde Moses op midt i Kristenheden og begyndte gjennem Pavens og klerekiets mund at true og forbande det arme kristenfolk, så sjælene næsten ikke vidste mere om nåden at sige. – Forbandet, hed det nu atter, være du, hvis du ikke adlyder paven og koncilerne og biskopperne, forbandet være du, hvis du ikke overholder alle faster, forbandet være du, hvis du ikke gjør de befalede valfarter til den hellige stad Rom, forbandet være du, hvis du ikke knæler for Jomfru Maria og alle de mange helgener, forbandet være du, hvis du ikke læse sjælemesser for dine afdøde og så fremdeles. Ja, mine venner, således véd vi jo, at det har lydt og endnu for en stor del lyder i pavekirken hvor de arme sjæle pine og page sig med at forarbejde en retfærdighed efter loven, som dog i evighed ikke duer, pin og plage sig med at erhverv syndsforladelse, som dog aldrig i evighed kan erhverves, efterdi den kun skænktes af nåde. – Men Gud være priset og takket, som forbarmede sig over sin arme kristenhed; Gud være priset og takket, at Han bøjede sig ned over de forpinte samvittigheder; Gud være priset og takker, at Han lod Luther og de andre reformatorer finde den gamle himmelvej, rydde ukrudtet af den, så den lå klar for alle. Thi om jeg skal samle det i én sum, da er dette det store, det nye, det velsignede ved Luther, at Herren med sin hånd skrev det ind i denne mands hjærte med en uudslettelig skrift; ikke ved loven, men af nåden retfærdiggøres en synder, ved troen på den forløsning, som er i Kristus; at han ´´ han´´ Han lod denne mand finde den gamle tillukkede glemte Bibel og læse bekræftelse deri, og at Han gav ham mund og frimodighed til højt og lydt fra tagene at forkynde for folket: ˶I ere dyrekøbte, vorder ikke menneskers trælle”; 1) – der er nåde, ren uforskyldt nåde, ikke for penge, nej, for intet er den at få, som alle syndere. ˶Salige ere de fattige i ånden, salige ere dem som sørge, salige ere de, som hungre og tørste efter retfærdighed”; ˶Jesus er død for vore synder og oprejst til vor retfærdighed”, vejen er banet ved Jesu blod. ˶Således elskede Gud verden, at Han gav hen sin Søn den enbårne, på det at hver den, som tror på Ham, skal ikke fortabes, men hav et evigt liv” 2) Det er klenodiet, som vi, der leve i den lutherske kirkeafdeling af vor Herre Jesu Kristi Kirke, have arvet fra reformatorerne, og som vi ikke ville lade os fravriste, at vi med Guds ånds vidnesbyrd i vore hjærter og med Guds hellige bog i vor hånd kunne forkynde hverandre og sige alle dem, som ville tro Jesus; dine synder ere borte, de ere dig forladte af nåde, Jesus har betalt for dig; sige hverandre: Loven og dens forbandelse kan ikke ramme os, efterdi Jesus blev en forbandelse i vort sted; – salige ere alle de, som tro dette, ˶slige ere de fattige i ånden, himmeriges rige er deres”. – Ja, min broder og søster, himmerige er dit, om du enfoldig tror det, din sorg er borte om du tror dette: ˶I ere dyrekjøbte, vorder ikke atter menneskers trælle”.

Men, mine venner, have vi nu fundet vejen, ere vi komme ind på vejen, så gjælder det også at gå frem på den og ikke blive stående; have vi fundet nåden, i troen grebet Jesus, så vi tør regne os blandt Guds børn, blandt de hellige, så må vi også gå frem i nåden, gå frem på hellighedens vej, lade et nyt, et helligt liv skinne verden i møde, så menneskene kunne se vore gjerninger og ære vor Fader, som er i Himlen. Det er dette, vor Frelser- taler om i Evangeliet, når Han siger; ˶Salige ere de sagtmodige, salige ere de fredsommelige, salige ere de barmhjærtige, salige ere de rene af hjærtet”. Ganske vist, mine brødre, det er ikke behageligt for kjød og blod at høre om sagtmodighed, fredsommelighed og barmhjærtighed, om alle disse troens frugter, som skal komme for dagen, jo længere vi komme frem ad salighedens vej. Det var en beskyldning, som, allerede Luther i hans dage ofte måtte høre af sine modstandere, og som vi må høre i vore dage af vore modstandere, at vi ved vor prædiken om den frie nåde, om frelsen, uforskyldt ved Jesu fortjeneste, at vi ved denne prædiken virker hovmod, ufordragelighed og selvtillid i hjærterne, i stedet for fredsommelighed og barmhjærtighed. – Ak, Gud bedre det, om det var så, men vi sige nej, nej og atter nej, således er det ikke, og således vil det aldrig være hos dem, som i sandhed smage nåden og gribe nåden. Vi skamme os ikke ved at bekjende, at det er i stor svaghed, i stor skrøbelighed, under mange fald, vi gå frem på helliggørelsens vej, men vi, så mange som formedelst dåb og tro have grebet Jesus, vi vedgå også, at der hører til de saligste timer i vort liv, når den stærke Jesus, fredsfyrsten bøjer vore stridslystne hjærter, så vi ikke gjengjælde lige med lige, ikke slag med slag, men ufred med fred. Vi vedgå, at det hører til de saligste timer i vort liv, når det sagte, stille mod bringer os til at holde ud under arbejde og besværligheder, når det sagte og stille mod giver os kræfter til at bære dagens byrde og hede uden knur og uden skjælden; dette sagte lille mod, som dog er så vis og sikker på sejren fordi Jesus er med os og er kraften i os; – og Gud ske lov, sådanne timer opleve vi, flere og flere, jo ældre vi blive i Herren, og jo længere vi gå frem på vejen. – Salige ere de barmhjærtige”. Ja, hvem iblandt os har vel ikke fornummet noget af den salighed, som ligger i at øve barmhjertighed, når man ret får øje for sin næstes både timelige og åndelige nød, og Jesus da får os til at glemme os selv, glemme vor egen fordel, vor egen bekvemmelighed, vor egen lyst og med åben hånd dele vore gaver ud, besøge de syge, antage os de trængende, klæde de fattige, mætte de hungrende og oprejse de faldne; hvem iblandt os har dog ikke erfaret noget af den salighed, som er forbeholdt Guds børn på barmhjertigehdens vej. Vi indrømme og bekjende, at kjærlighedens og barmhjærtighedens vej er mangfoldig, og at der er mange stier, som ikke ere synderlig betrådte, at kjærligheden er kold i mange hjærter, og det uagtet de mene at have fred med Gud ved Jesus. Herren lade kjlærlighedslivet med al dets rige fylde og mangfoldighed brede sig mere og mere iblandt os, så det kan fornemmes,  at vi elske, ikke blot med mund og tunge, meni gjerning og sandhed, så vil Han måtte også forunde os den nåde st lide for hans navns skyld. – : ˶Salige ere I, når man bespotter og forfølger Eder, thi eders løn skal være megen i Himlen, thi så have de forfulgt profeterne, som vare før Eder”. – Det er ligesom endemålet for salighedsvejen her på jorden, det er ligesom den sidste svære bakke, Guds folk må over på denne jord, bespottelsen, forfølgelsen og forbandelsen for Jesu navns skyld. Om disse hæderstegn for Guds folk her på jorden kunne vi kun tale så sagtelig i vore dage; vi ved, hvorledes det gik apostlene og profeterne; hvorledes Morten Luther og reformatorerne måtte smage mangen forfølgelse for det dyrebare Evangeliums skyld, hvorledes de måtte tømme mangen bitter kalk, fordi de ikke vilde gå på akkord med verden. Herren tager så lempelig på os, som nu leve, men ganske fri bliver ingen, som efter Jesus og går med Ham, ganske fri bliver ingen, som ikke vil svigte Korsets fane. Hvis du derfor i din kreds, min tilhører, hvis du blandt dine venner og dine slægtninge måske daglig må høre ilde, fordi du vil regnes blandt de hellige Guds børn og ikke- skammer dig ved Jesus, o, så hør, at Jesus også priser dig salig i striden og kampen for Hans skyld, hør, at det er gået Guds folk således førend os; Himmerige er dog vort, om vi holde ud til enden. – Dertil give Han nåde, at vi engang må fuldende løbet, bevare troen, og så gå hjem til alle de hellige i Sejrskirken heroventil, og mødes med Paulus og Peder, med Maria og Magdalene, med Luther og Melanchton, med alle dem, der ere gåede gjennem den store trængsel ind til Jesus. Amen.

1)- 1 kor. 7,23


2) Joh, 3,16 

Har du lyst til at læse mere af Rudolph Frimodt, finder du hans prædiken til Palmesøndag her.

Guds Fred til Jer alle
Pastor Schønberg


Skriv din mail-adresse herunder – og få besked direkte i din indbakke, hver gang et nyt indlæg lægges op på bloggen!



Kategorier:Andagtsord, Diverse, Højtider, Højtider-Helgendage, Jesus Kristus, Kirkehistorie, Kristenliv, Mission, Prædikener, Prædikener-Historiske

Tags: , , , , , , ,

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

KATOLSK LIV

Livet som katolik

Brother Schoenberg

Faith - Bible - Church - Liturgy - Society

Små Epistler

Søg indad og forstå verdenen

Guds Ord

Bibelvers fordelt på tema

%d bloggers like this: