Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Den første dag under de usyrede brøds fest kom disciplene hen til Jesus og spurgte: »Hvor vil du have, at vi skal forberede påskemåltidet til dig?« Han svarede: »Gå ind i byen til den og den, og sig til ham: Mesteren siger: Min time er nær; hos dig vil jeg holde påskemåltidet sammen med mine disciple.« Og disciplene gjorde, som Jesus havde pålagt dem, og forberedte påskemåltidet. Da det blev aften, satte han sig til bords med de tolv. Og mens de spiste, sagde han: »Sandelig siger jeg jer: En af jer vil forråde mig.« De blev meget bedrøvede og begyndte én efter én at spørge ham: »Det er vel ikke mig, Herre?« Han svarede dem: »Det er ham, som med hånden dyppede i fadet sammen med mig, der vil forråde mig. Menneskesønnen går bort, som der står skrevet om ham, men ve det menneske, som Menneskesønnen forrådes af. Det var bedre for det menneske, om det aldrig var født.« Judas, som forrådte ham, spurgte: »Det er vel ikke mig, Rabbi?« Han svarede ham: »Du sagde det selv.« Mens de spiste, tog Jesus et brød, velsignede og brød det, gav sine disciple det og sagde: »Tag det og spis det; dette er mit legeme.« Og han tog et bæger, takkede, gav dem det og sagde: »Drik alle heraf; dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse. Jeg siger jer: Fra nu af skal jeg ikke drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin sammen med jer i min faders rige.« Og da de havde sunget lovsangen, gik de ud til Oliebjerget.
Matthæusevangeliet 26,17-30
Ved påsken i 2019 blev kirkerne lukket ned pga. corona-restriktioner, og efter en sommer og et efterår hvor kirkerne blev åbnet igen, og vi atter kunne fejre højmesser (dog med restriktioner), blev kirkerne endnu engang lukket ved jul, igen på grund af corona. Kirkens to største højtider i 2019 blev altså uden kirkegængere. Så da vi nærmede os påsken i år, tænkte jeg; nu lysner det! I år kan vi fejre opstandelsen! (stadig med restriktioner, men alligevel).
Men hvad sker der så? Jeg sidder på sofaen, skal rejse mig hurtigt, benet sover, tager to skridt, falder – resultat? En knogle i den ene fod er brækket! Benet i skinne og ordre om at holde foden i ro i ti dage! Hvor uheldig kan man være? Igen i år må jeg denne påske undvære at fejre opstandelsen, vor største højtid, i kirken.
Nå, men verden går jo ikke i stå af den grund! Og påskesøndag lægger jeg min påskeprædiken op, så selv om jeg ikke prædiker i kirken, kan den stadig læses her på bloggen!
I dag er det skærtorsdag. Dagen hvor Jesus samledes og spiste med sine disciple sidste gang, inden Langfredagen gryede med dens lidelse og død.
Jesus og Hans disciple er i Jerusalem, der står på den anden ende som følge af påskefejringen. Påskefejringen som jøderne fejrer er selvfølgelig den jødiske påskefejring – de usyrede brøds fest. Her fejrer man, at Moses førte israelitterne ud af Ægypten – ud af trældommen.
Men det står klart når man læser dagens Evangelium, at det ikke er en almindelig jødisk påskefejring og ikke et almindeligt påskemåltid, som Jesus skal holde med sine disciple. For da Han sender disciplene ind til byen for at finde et sted, hvor de kan spise påskemåltidet, befaler Han dem at sige til husets ejer, at Mesterens (Jesu) time er nær!
Jesu ord peger mod enden. Disciplene har vidst, at noget var undervejs – men ikke hvad det var, der ventede. Der må have været en uløst spænding i luften, da Jesus og de tolv satte sig om bordet den aften.
Og pludselig midt i småsnakken over maden og vinen, siger Jesus til de forsamlede:
Sandelig siger jeg jer: En af Jer vil forråde mig!
Man kan forestille sig den stilhed, der sænker sig omkring bordet. Og ikke så snart de har sundet sig, før de alle begynder at spørge: det er vel ikke mig, Herre!?
Alle samme er nervøse. De har alle undervejs oplevet tvivlen. Men nu er det sat på spidsen – hvor sikker er jeg egentlig i min tro?
Og Jesus svarer dem:
Det er ham, som med hånden dyppede i fadet sammen med mig, der vil forråde mig. Menneskesønnen går bort, som det står skrevet om ham, men ve det menneske, som Menneskesønnen forrådes af. Det var bedre for det menneske, om det aldrig var født.
Og så spørger Judas: “Det er vel ikke mig, Rabbi?“
Og Jesus svarer ham ”Du sagde det selv”.
Det er et besynderligt svar: ”du sagde det selv”.
Men hvad var det som Judas sagde?
Svaret skal findes i et lille ord,
Ordet ”Rabbi” – det hebraiske ord for lærer.
Judas tiltaler Jesus rabbi. De elleve andre disciple bruger ordet Herre. De anerkender at Jesus er Herre, men for Judas er Jesus en rabbi – en lærer! Han har stadig ikke forstået til fulde, hvem Jesus er.
Men på trods af, at Judas vil komme til at forråde Jesus, så deltager også han i nadveren. Jesus ved, at det er ham, der vil forråde Ham, men han udelukker ham ikke fra nadveren. Og det fortæller os betydningen af Jesu død og opstandelse. Jesus døde på korset Langfredag for al verdens skyld. Ingens synder blev sprunget over – heller ikke Judas’ synd. Derfor er også vi, hvis vi bekender Kristus som Herre, omfattet af Jesu offer. Vi er tilgivet – ligesom Judas.
Når Jesus siger, at det var bedre om han aldrig havde været født, så er det altså ikke en fordømmelse:
På den ene side var det jo forudbestemt, at Jesus skulle forrådes. Det var en skæbne Judas ikke kunne undslippe. Dette er slemt nok.
Og den anden side kunne Judas ikke leve med sig selv. Da han havde indset, hvad han havde gjort – da han indså, at Jesus var Herre – kunne han ikke bære at være skyldig, men heller ikke at være tilgivet. I begge tilfælde var hans synd for stor til, at han kunne bære den – og efterfølgende fandt han døden for egen hånd. Når Jesus siger, at det var bedre Judas aldrig var blevet født – er det ikke en fordømmelse af Judas. Derimod er det smerten ved at se en af de elskede forlade og afvise kærligheden og tilgivelsen.
>>>
Og det er det, nadveren er: at vi får del i Jesus og i Hans tilgivelse. Det betyder ikke, at vi får en form for guddommeligt hukommelsestab, og idet vi rejser os ikke fra nadverbordet glemmer, alt vi har gjort. Tilgivelsen fastholder skylden, men den sætter os fri for straf. Jesus tilgiver os og bærer vores skyld. Vi er skyldige og fri på samme tid. Tilgivelse er, at vi ser den fulde sandhed om skylden i øjnene. Det vil sige, at vi når vi får tilgivelsen må erkende vores fejl – se vores skyld i øjnene.
At se vores skyld i øjnene betyder, at vi tvinges til at se overveje hvordan vi lever vores liv. At vi får tilgivelse for vore synder giver os ikke carte blanche – frit slag – til at fortsætte med at handle galt. Vi vil uden tvivl handle forkert – vi er mennesker – og mennesker fejler. Men vi bør hele tiden bestræbe os på at leve i overensstemmelse med det, som Jesus lærte os. Prøve at blive bedre mennesker, selv om vi ved, det er umuligt aldrig at handle galt.
Man bruger ofte ordet frelst om folk, der selv mener de lever et perfekt liv – og ikke gør noget forkert Man kunne så spørge dem, hvad er du frelst fra:
Er du frelst fra at lyve? er du frelst fra at misunde? er du frelst fra at begære? er du frelst fra kun at tænke på sig selv? eller er du frelst fra hovmod? – tænker man at man er frelst – så er man det højst sandsynligt ikke.
Vi må – når vi modtager tilgivelsen – se vores skyld i øjnene. Får når man deltager i nadveren – tilgivelsens måltid – og får tilgivelsen og tager imod den – uden at ændre det man gør galt, så holder man både den der tilgiver og en selv for nar.
Forestil dig, om man i et øjebliks svaghed tog imod nogle penge, som man vidste ikke tilhørte en. Man indser, at man har gjort noget forkert, og bekender sin fejl over for den, man har snydt og syndet imod, og man bliver tilgivet. Vil man så beholde man så pengene eller leverer dem tilbage? Vil man dagen efter igen snyde den samme person?
Nej – at blive tilgivet og tage imod tilgivelsen – må medfører at man lægger sit liv om.
Når vi går til alters, knæler, og med hænderne rakt frem for at modtage brødet og vinene – Jesu legeme og blod – får vi del i alt det, som Jesus kom til jorden for at give os: Fællesskab med ham. Syndernes forladelse. Evigt liv. Livets brød. Del i hans liv og hans død og hans opstandelse. Håb. Trøst. Fred. Glæde. Og vi får muligheden for at begynde på et nyt liv i Kristus.
Og for den store nådens gave siger vi: Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
Guds Fred til Jer alle, og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg
Skriv din mail-adresse herunder – og få besked direkte i din indbakke, hver gang et nyt indlæg lægges op på bloggen!
Kategorier:Andagtsord, Bibel-Matthæusevangeliet, Højtider, Højtider-Jul, Højtider-Påske, Kirkeåret-Påske, Prædikener
Pastor Schønbergs Blog 
Skriv et svar