Igen i dag har vi i anledning af påske et gæsteindlæg skrevet af pastor emeritus Poul Sørensen. I går fortalte han os om den sproglige oprindelse af navnet Langfredag og denne dags navn på engelsk Goodfriday. Tidligere har han også kastet lys over udtrykket Advent.
Ugen før påskedag er fra kirkens første tid blevet fejret i stille erindring om Jesu lidelse og død på korset.
Palmesøndag, skærtorsdag og langfredag falder i den stille uge.
Et gammelt ord for den stille uge er “dimmelugen”, et ord som endnu er i levende brug på svensk, “dymmelveckan”.
I ældre tid blev kirkeklokkernes klang afdæmpet med træknebler i den stille uge.
Ugens navn har netop sit navn efter disse træknebler.
Af praktiske grunde blev der bundet lyddæmpende træklapper på kirkeklokkens malmknebel i den stille uge.
En “dimmel” er netop sådan en træknebel eller træklap.
Det mere bekendte ord “dyvel” er af samme sproglige rod.
Ikke blot i Sverige, men også i Island (“dymbilvika”) og på Færøerne (“dymbildagavika”) er den gamle betegnelse for “den stille uge” stadig i levende brug.
På nutidig dansk bør vi for forståelsens skyld bruge betegnelsen “den stille uge”, ikke det forældede ord “dimmeluge”, men jeg anser det for en sproglig gevinst, at vi kender ordet og dets betydning!
Bag i Den Danske Salmebog er der et særligt afsnit: “Vor Herre Jesu Kristi lidelseshistorie”, et afsnit som i århundreder har stået i Alterbogen og i salmebogen.
Der er tale om en såkaldt “evangelieharmoni”, idet afsnittet er stykket sammen af dele fra alle fire evangelieskrifter.
Ved gudstjenester langfredag bliver der undertiden læst op af denne evangelieharmoni.
En stille læsning af evangelieharmonien er velegnet til en stille erindring om Jesu lidelse og død i den stille uge.
Poul Sørensen, pastor emeritus
Skriv din mail-adresse herunder – og få besked direkte i din indbakke, hver gang et nyt indlæg lægges op på bloggen!
Kategorier:Bibel, Bibelstudie, Diverse, Gæsteindlæg, Højtider, Højtider-Påske, Kirkeåret, Kirkeåret-Påske, Kirkehistorie, Teologi
Skriv et svar