I dag bringer vi et gæsteindlæg fra pastor emeritus Poul Sørensen (det var Poul, der overbeviste mig om at læse teologi – se indlægget her). Poul beskæftiger sig meget med sprog og ordenes oprindelse og har tidligere skrevet om betydningen af ordet Advent her på bloggen.
Navnet på den højhellige dag i påskeugen – LANGFREDAG – rejser det spørgsmål, om langfredag er længere end en anden tilfældig valgt fredag!
Først vil vi lige se, hvad dagen hedder på de andre nordiske sprog:
I Island, på Færøerne og i de tre skandinaviske lande hedder dagen med næsten samme stavemåde ‘langfredag’.
På grønlandsk hedder dagen også ‘langfredag’ med et oversættelseslån fra dansk.
I Finland hedder helligdagen ‘pitkäperjantai’, som er et oversættelseslån fra svensk ‘långfredag’ (pitkä – lang + ‘perjantai’ – fredag, egentlig det svenske ord ‘fredag’ skrevet og udtalt på finsk!). Sverige og Finland har jo hørt sammen i 600 år.
På engelsk hedder dagen GOOD FRIDAY.
Mange, som ikke har engelsk som modersmål, oversætter frisk og frejdig ‘Good Friday’ med “Den gode fredag”.
Retteligt betyder ‘Good Friday’ “Den hellige fredag” – Holy Friday.
Bibelen kan på engelsk kaldes “The Good Book” i betydningen THE HOLY BIBLE.
I nutidig engelsk sprogbrug er denne betydning af ‘good’ forældet, men den gamle betydning er til stede i ‘Good Friday’ og i ‘The Good Book’.
Det nordiske navn for ‘langfredag’ er ikke hjemmegroet i Norden.
Hvorfra kommer navnet på denne helligdag så?
Lidt overraskende for mange i nutiden har vi fået betegnelsen fra engelsk, helt præcist fra oldengelsk eller angelsaksisk ‘Langafrigedæg’, som udtaltes næsten som dansk ‘langfredag’.
Fra vikingetiden blev Norden ikke blot kristnet af missionærer sydfra, fra Frankerriget, men også vestfra, fra de angelsaksiske små kongeriger, som var blevet kristnet flere hundrede år før os i Norden.
Mange kirkelige begreber og navne har vi derfor indlånt i det danske sprog fra oldengelsk.
Der er forklaringen på, at helligdagen hedder ‘langfredag’ i de nordiske lande.
Den historiske baggrund for helligdagens navn skal vi søge i Jesu Kristi lidelseshistorie, som er kernestoffet i de fire evangelier.
Den fredag, Jesus blev korsfæstet, blev i alle henseender en lang fredag.
Den lange fredag begyndte i den nat – natten mellem torsdag og fredag – da Jesus blev forrådt, fængslet og forhørt under tortur for til sidst at blive korsfæstet af den romerske militærmagt klokken 9:00 fredag morgen.
Den romerske henrettelsesmetode var meget pinefuld, fordi den, der blev korsfæstet, fik en langsom død af kvælning under vægten af sin egen krop.
Først klokken 15:00 fredag eftermiddag udåndede Jesus.
Hver af de fire evangelister, Matthæus, Markus, Lukas og Johannes, fortæller om det der skete i påskeugen med variationer, som er fuldt ud forklarlige, når den samme begivenhed bliver fortalt af flere forskellige vidner.
Det er en stor vinding, at den ene hellige begivenhed fortælles på fire lidt forskellige måder.
En græsksproget syrer i kristendommens første tid, som hed Tatian havde til hensigt at erstatte de fire evangelier med en sammenfatning uden modsigelser, en såkaldt “evangelieharmoni”, som nu kun eksisterer i brudstykker.
De første kristne tog lykkeligvis afstand fra projektet “evangelieharmoni”.
Derfor kan vi den dag i dag læse de originale fire evangelier, som hver har sit særlige “ansigt”.
Poul Sørensen, pastor emeritus
Skriv din mail-adresse herunder – og få besked direkte i din indbakke, hver gang et nyt indlæg lægges op på bloggen!
Kategorier:Bibel, Bibel-Det Nye Testamente, Bibelstudie, Gæsteindlæg, Højtider, Højtider-Påske, Kirke, Kirkeåret-Påske, Kirkehistorie, Teologi
Pastor Schønbergs Blog 
Skriv et svar