Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: 

Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham. Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op. Og de sagde til hinanden: »Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?« Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor. Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede. Men han sagde til dem: »Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.« Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.

Markusevangeliet 16,1-8

Når alt giver mening!

Kender du det – når alting pludselig med ét giver mening!

Når man samler et møbel, når computeren brokker sig eller når matematikopgaven i skolen driller kan det ske, at det hele driller. Man kan ikke få delene til at passe, ikke få computeren til at lystre og tallene til at gå op. Men pludselig får man en aha-oplevelse, hvor det hele falder på plads. Hvor det hele med ét give mening.

Det er det, opstandelsen gør påskemorgen – giver det hele mening.

Opstandelsen giver det hele mening. Alle læsningerne vi har hørt siden sidste påske, – alle højtiderne vi har fejret i det forgangne år leder alle sammen frem til opstandelsen. Og deres betydning kan i virkeligheden kun forstås til fulde i lyset af begivenhederne påskemorgen.

Uden opstandelsen ville vores tro ikke give mening.

Jesu liv og forkyndelse ville ikke give mening.

Men opstandelsen giver det mening.

For Salome, Zebadæussønners, Jakob og Johannes mor, og de to Maria’er; Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, som vi møder ved graven i dagens Evangelium –for dem, er der dog ikke meget, der giver mening denne morgen. Tværtimod. De befinder sig derimod i meningsløsheden. De har fulgt Jesus. De har set de undere, Han har gjort, de har set helbredelserne, de har hørt Hans forkyndelse og troet og håbet, som så mange andre, at Han var kommet for at skabe et nyt rige her på jorden.

Men langfredag, da de så Jesus lide og dø på korset, blev deres håb og drømme knust. Det gav ingen mening, at Han de troede var Messias, blev henrettet som en simpel forbryder.

Og det er i den meningsløshed, de kommer for at salve liget. Umiddelbart tænker vi at det giver god mening, at de går til graven for at salve Jesus, da salvingen af de døde, jo er en jødisk tradition. Men skal man være opmærksom på, at praksis var, at man salvede liget inden gravlæggelsen – ikke efter!

Og årsagen til at kvinderne først kommer til graven for at salve liget hele tre dage efter gravlæggelsen, finder vi i kapitlet, der går forud for dagens Evangelium. Her hører vi, at Jesus udånder i den niende time, det vil sige klokken tre om eftermiddagen. Men det er først hen under aften at Josef af Arimatæa får Pilatus’ tilladelse til at tage Jesu lig ned fra korset. Og nu har de travlt med at lægge Ham i graven. For det er fredag aften – og ved solnedgang begynder den jødiske hviledag sabbatten. Og sabbatten forbyder alt arbejde, også at afholde religiøse ceremonier, som gravlæggelse eller salving af de døde. Derfor skynder de sig, at svøbe Jesus i ligklædet og få Ham lagt i graven. Salvingen — den må vente til efter sabbatten.

Og vi kan næsten se dem for os – kvinderne – hvordan de ved solnedgang lørdag aften, ved sabbattens afslutning, bevæger sig gennem Jerusalems trange og tæt pakkede gader, hen til aftenmarkederne, der er et virvar af handlende, der køber mad og drikke efter sabbatten. Her køber kvinderne de urter og olier, som de skal bruge til at salve Jesu lig med, og søvnløst venter de på solopgangen søndag morgen, hvor de endelig kan give deres elskede ven, lærer og mester den afsked Han fortjener.

Og her i tusmørket kort før solopgang begiver de sig ud af Jerusalems byporte, ud til graven, mens de taler om, hvordan de skal få væltet den store sten fra gravens indgang. Men da de kommer til graven, er stenen allerede væltet fra. Måske tænker de, at andre disciple er kommet dem i forkøbet, men da de kigger ind i graven ser de, hvor Jesus skulle ligge, kun en ung mand i hvide klæder – og bliver forfærdede: en vending der ofte bruges, når menneskene møder Guds budbringere – Hans engle. Men han beroliger dem med ordene:

»Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazareth, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her.«

Se, her kunne man godt fristes til at tænke; sikke et held at kvinderne vendte tilbage til graven, lige i tide til at møde englen. Hvordan ville vi ellers have vidst, at Jesus var stået op fra de døde. Men det er ikke tilfældigheder, der er på spil, men en del af Guds plan. At Jesus skulle gravlægges i hast, så man ikke kunne må at salve Ham, var også en del af Guds plan. For det betød, at kvinderne måtte vende tilbage til graven, og dermed ville blive vidner til det under, der var sket. Og det var også meningen, at det var kvinderne – og ikke mændene – der skulle komme til graven som de første. For ligesom Jesus i sit liv vendte op og ned på værdierne i det jødiske samfund, gjorde Han det også ved sin opstandelse. Husk på mændene på dette tidspunkt er stukket af. Men kvinderne de er trofaste – de vender tilbage til Jesus. Og ved at vælge dem som de første vidner til opstandelsen tager Han de, der næst efter slaver og børn havde den laveste status i samfundet og ophøjer dem til at være de første, der skulle forkynde budskabet om Hans opstandelse. De første apostle.

Men det er ikke det kvinderne tænke på i det øjeblik. De er som forstenede. Hvad skal de tro? Hvad skal de gøre? De har forberedt sig på at finde Jesu lig og salve Ham, men i stedet står de nu overfor en engel, der fortæller dem at Han er væk! At Han er opstået!

Og nærmest som for at få dem ud af deres choktilstand, siger englen til dem:

Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.

***

Som jeg indledte med at sige, er det først i lyset af opstandelsen, at vi til fulde forstår betydningen, af det vi har hørt ved kirkeårets læsninger og læst i evangelierne. Det hele leder op til denne begivenhed – til denne ene sætning: Han er opstået! Det er først ved opstandelsen, at det står klart, for kvinderne, for disciplene og for os, hvem Jesus er og, hvad Han har gjort for os. Det er først ved opstandelsen, at livet og døden giver mening.

***

Se, livet igennem kæmper vi mennesker med vold og magt for at holde døden på afstand og forblive ude af graven. Måske forsøger vi at forlænge livet ved at træne, spise sundt, måske afholder vi os fra tobak eller alkohol, søde sager og fed mad. Men som man siger, så er der to ting der er sikkert her i livet – skatter og døden.

Ja, faktisk kræver det ikke en særlig stor indsats at ende i graven. Det er straks sværere at komme ud af graven. Her har vi brug for en, der åbner graven for os.

Jesus blev lagt i graven, som vi skal en dag, men døden og graven kunne ikke holde på Ham. Han gik ind i graven og kom ud igen. Og med sin opstandelse fik vi løftet om, at vi sammen med Ham skal have det evige liv.

Men dette løfte – løfte om det evige liv har også noget at sige til os i vores tid her på jorden, det har noget at give os. For med opstandelsen gives vi et nyt perspektiv på tilværelsen. Opstandelsen giver os modet til at leve live fuldt ud – uden frygt. Til tider hører man kritikere af kristendommen sige, at folk bliver kristne, fordi de frygter døden, er angste og har brug for en narresut, men kritikerne kunne ikke tage mere fejl. Det er omvendt. For når man har tillid til, at døden ikke har det sidste ord, og tillid til vi kan se frem til det evige liv, så sættes man fri til at leve livet her på jorden uden frygt for afslutningen. Med opstandelsen har vi en trøst i modgangen, et håb når alt håb synes, ude og vi får styrken og modet til at leve– for os selv og for andre – til at leve for næsten.

Opstandelsen sætter os fri til at leve livet i visheden om, at vi er elsket, og at ingen er uden for Guds kærlighed, hvis man bekender Jesus som Herre og Frelser. Når englen siger til kvinderne: “gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa.” så læg mærke til at Peter fremhæves. Peter fornægtede Jesus tre gange – alligevel er han tilgivet. Selvom Peter gav slip på Jesus – holdt Jesus fast i Peter. Det viser, at Hans tilgivelse og kærlighed ikke kender nogle grænser. Hvis Peter kan tilgives, så kan du og jeg også blive tilgivet. Og med tilgivelsen gives vi en dennesidig opstandelse, hvor vi får nyt liv.  Som Paulus udtrykker det i sit andet brev til menigheden i Korinth:

Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til!

2. Korintherbrev 5:17

Derfor må vi heller ikke opfatte opstandelsen som slutningen på evangeliet eller som enden på Jesu virke. For troen på Gud er ikke statisk. Den er derimod dynamisk – den er hele tiden i bevægelse. Jesus bevægede sig bort fra døden og ud af graven. Kvinderne gik fra graven og forkyndte opstandelsen for disciplene. Selv englens ord viser den fortsatte bevægelse, når han siger; “Han går i forvejen for jer til Galilæa!“. Det er et ekko fra Markusevangeliets begyndelse, hvor vi hører ordene:

I de dage skete det, at Jesus kom fra Nazareth i Galilæa.

Markusevangeliet, kapitel 1, 9

Det er en stadig bevægelse fremad, og samtidig en påmindelse fra Markus til os om, at vi igen og igen skal vende tilbage til Galilæa sammen med Jesus og læse Evangeliet på ny i opstandelsens lys. Og hver gang vi gør det, vil vi bevæge os fremad. Vi vil finde nye sider, nye perspektiver, nye dybder vi ikke har set før. For som vi er blevet et år ældre siden sidste påskemorgen, så er vi også blevet et år rigere på erfaringer på godt og ondt, og derfor vil evangeliet også hele tiden fortælle os noget nyt, forny os og sætte os fri til at leve livet for og med Gud. Et nyt liv fri for skyld og i kærlighed til og tjeneste for næsten.

Til slut vil jeg give jer nogle af de ord, af kirkefaderen Johannes Chrysostomos (død 407) lagde ind i Påskedag:

“Træd alle ind i jeres Herres glæde;

 de første som de sidste modtager lønnen;

 rige og fattige, jubler sammen med hverandre!

 De, som har fastet og de, som ikke har fastet, glæd jer i dag på samme måde.

Ingen græde over sin fattigdom, for riget, som er fælles for alle, bryder frem.

 Ingen sørge på grund af synden, for tilgivelse stråler frem fra graven.

 Ingen frygte døden, for Frelserens død har forløst os.

 Den, som steg ned i dødsriget, har lænket Helvede.

 Kristus er opstanden, og dæmonerne styrter.

 Kristus er opstanden, og englene glæder sig.

 Kristus er opstanden, og livet er levende.

 Kristus er opstanden, og de døde er ikke mere i graven.

 For Kristus opstod fra de døde som den første af dem, som sover dér.

 Ham være ære og herredømme i evighedernes evighed! ”

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed Amen.

Glædelig påske

Guds Fred til Jer alle
Pastor Schønberg

Skriv din mail-adresse herunder – og få besked direkte i din indbakke, hver gang et nyt indlæg lægges op på bloggen!

Kategorier:Andagtsord, Bibel-Det Nye Testamente, Bibel-Markusevangeliet, Gudstjeneste, Højtider, Højtider-Påske, Jesus Kristus, Kirkeåret, Kirkeåret-Påske, Prædikener, Teologi, Teologi-Kristologi

Tags: Bibel-Markusevangeliet, Jesus Kristus, Johannes Chrystomomos, Maria Magdalena, Opstandelse, Påske, Påskedag, Sabbat, Salome