Pastor emeritus Frederik G. Sørensen, tidligere sognepræst ved Ledøje-Smørum Kirker, forfattede i 1995 en folder: “Stilhed og eftertanke“, som kort behandler syv emner til styrkelse af troen.

Indlægget i dag er taget fra folderen og hedder “Håb“, og giver en fin og letforståelig forklaring af det kristne håb.

Håbet er lysegrønt lyder en talemåde, der som oftest beskriver situationen, man er i efter det bristede håb. Om det var et forkert grundlag, uforudsete ting eller andet, der spolerede håbet, så forventningens glæde endte i skuffelse og ikke i, at man opnåede det, man håbede på, er i og for sig ligegyldigt. For nu viser det sig i praksis, at ”forventningens glæde var størst”. Det endte helt anderledes, end man havde håbet.

Det er ikke kun i ungdommens glade dage forventningerne kan bygge på et så skrøbeligt grundlag, at håbet ikke bliver indfriet. Det gælder såmænd livet igennem. Er det i småtingsafdelingen, betyder det ikke så meget, men drejer det sig om vigtige ting, så kan skuffelsen over et bristet håb have store menneskelige omkostninger.

Vi har imidlertid brug for at blive mindet om, at kriser og nederlag efter bristede håb på det menneskelige plan ikke er noget, vi for enhver pris skal søge at undgå. Det er en side af det kristne menneskeliv, som kan være med til at udvikle personligheden, mår man vel at mærke styrkes i sin tillid til Guds omsorg og ledelse gennem krisen, og altså ikke går psykisk ned på det.

Men dermed er så også sagt, at det kristne grundlag er en afgørende betingelse for, om livet lykkes for mennesker.
I salmen ”Jeg kender et land” skriver Grundtvig sådan:

O flygtige drøm
om evigheds-øen i tidernes strøm,
om glædens guldtempel i tårernes dal,
om halvgudelivet i dødningesal!
Med dig fra de fleste henfarer på strand
de levendes land

DDS 561

I kristendommen gives mennesker et levende håb. Og dette levende håb er afgørende for dig og for andre mennesker, uden det levende håb lykkes vort menneskeliv ikke.

Ud fra Jesu død på Golgata gives grundlag for et levende håb.

Hør her:

Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os ved et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.

Vi er født af vore forældre til at skulle arve dem. Det er værdifuldt, men det er ikke desto mindre et dødt håb, forstået på den måde, at den kun giver vort jordiske menneskeliv indhold. Den dag, døden kommer, vil håber om glæden over fædrenes arv, være uden værdi for os.

I dåben fødes vi af Gud ved Jesus Kristus. Vi genfødes til et håb om at få samme skæbne, som Jesus Kristus fik nemlig efter døden at opstå til et liv forenet med Vor Fader i himlen. Det håb er levende. Døden ødelægger det ikke. Vi er skabt til at skulle leve evigt sammen med Vor Fader i himlen, men på grund af synden slutter livet på jorden ammen med døden. Den naturlige religiøsitet, som man taler så meget om, er i virkeligheden en naturlig gudslængsel efter vor himmelske far.

Tænk hvor vidunderlig en tanke det er at blive forenet med Vor Gud og Far i himlen.

Det er et levende håb, som vi i dåben genfødes til ved Jesus Kristus.

Et religiøst liv kan ikke give noget levende håb. Det kan alene et liv med den åndelige dimension, som Jesus Kristus giver. Han giver os oprejsning for alle nederlag og så giver Han liv, liv i overflod, så vi får et levende håb.

I sangen ”Fra Golgata Højen der hørtes et råb”, lyder det videre:

som vækker den spottende hob, fuldbragt det lød, for os det betød oprejsning og liv ved hans død.

Grundproblemet for mennesker er livets korthed og dødens vished.
Det skubber mange mennesker fra sig, fordi de er uden det levende håb, som skænkes ved tro på Jesus Kristus. De har ikke forstået, at der er et liv efter døden, som gør menneskelivet meningsfyldt i medgang og modgang. Et knust jordisk håb ødelægger ikke det levende håb.

En af røverne ved Jesu side på Golgatas kors, hvis håb var ude på den mest eftertrykkelige måde, fik øje på det levende håb i samtale med Jesus Kristus i hans livsaftens frygtelige, smertefulde aftentime på Golgatahøjen. Og det skete fordi han bad: Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige.

På den bøn lød Jesu svar:

I dag skal du være med mig i Paradis

Lukasevangeliet 23:43

Det er nemlig sådan, – hæft dig nu ved det, hvis du ikke har fået øje på det levende håb endnu – at enhver, som påkalder Herren Jesu navn, skal frelses.
Der er ingen personanseelse.
Jesus er ophøjet til pladsen ved Faderens højre hånd, hvorfra han skal komme og dømme levende og døde. Fra denne sin ophøjede himmelske plads kalder han i tiden indtil sin genkomst alle ind i livssamfund med ham for at give dem tro, så de får øje på det levende håb, de er genfødt ved hans opstandelseskraft. I den hellige dåb skænker han os sin hellige ånd, som virker, at vi kan tro, når vi hører evangeliet. Helligånden vil overbevise os om, at Guds modstander, djævelen, er dømt. At synd er det: ikke at tro på Jesus Kristus. Og om retfærdighed, at Jesus er i himlen. Og Han kalder alle til sig.

Hør Ham, bed til ham om at komme med i Paradis og følg ham, så vil dit livsgrundlag være i orden, og du får et levende håb. Et håb, som ikke brister, når døden kommer. I Kristus Jesus får enhver, som tror, et levende håb. Læg derfor trygt dit liv i hans hænder.

Kun én dag, eet øjeblik ad gangen!
Hvilken trøst for den forsagte ånd!
Hvorfor skal mig uro holde fangen?
Alting hviler i min faders hånd.

Amen!

Guds Fred til Jer alle
Pastor Schønberg

NB: Billedet til dagens indlæg er taget af Morten Muxoll, der driver bloggen fotovandrer. Besøg fotovandrer.photo.blog og se flere flotte billeder fra Morten og hans medvandrer rastepladsen21.wordpress.com

Kategorier:Andagtsord, Mission, Teologi

Tags: dåb, Frederik G Sørensen, Håb, Jesus, Kristus, Levende håb, Opstandelse, Paradis