Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 

Jesus sagde: »Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene. Den, der er daglejer og ikke er hyrde og ikke selv ejer fårene, ser ulven komme og lader fårene i stikken og flygter, og ulven går på rov iblandt dem og jager dem fra hinanden; for han er daglejer og er ligeglad med fårene. Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får, og mine får kender mig, ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen; og jeg sætter mit liv til for fårene. Jeg har også andre får, som ikke hører til denne fold; også dem skal jeg lede, og de skal høre min røst, og der skal blive én hjord, én hyrde.«

Johannesevangeliet 10,11-16

Jeg er den gode hyrde! sådan siger Jesus i dagens Evangelium.

Når man sidder og skriver en prædiken, kræver det til tider, at man må undersøge emner, som man ikke troede, at man ville komme til at beskæftige sig med, da man første gang læste teksten. Og da jeg læste dagens evangelium, hvor Jesus sammenligner sig selv med en hyrde, undersøgte jeg derfor hyrder og fårehold i antikkens Israel, og blev en del klogere på får og fåreopdræt. Nogle har måske været så heldige at opleve store fåreflokke på rejser til Færøerne eller Skotland, men langt de fleste af os kender kun de store fåreflokke fra fjernsynets naturprogrammer, hvor man kan se hyrderne styre deres får ved hjælp af deres hyrdehunde, som er opdrættet til at skræmme fårene, så de løber i den ene eller den anden retning.

Men for os alle (måske med får undtagelser) har vi ikke det samme naturlige forhold til får eller til fårehyrder, som man havde i Galilæa på Jesu tid. Her var fårehold en del af hverdagen, hvor man kunne se hyrden fører sin hjord ud om morgenen og hjem om aftenen. Når Jesus derfor bruger udtrykket ‘den gode hyrde’ om sig selv, så er det fordi de folk Han henvendte sig til kendte det fra deres dagligdag – selv om Hans lignelse i virkeligheden ikke handler om får.

For at forstå Jesu beskrivelse af sig selv som den den gode hyrde, må vi dykke ned i forholdet mellem hyrder og får. Og her har jeg som nævnt lært et og andet om fårehold. Jeg nævnte før eksemplet med fårehunde, der holder fårene på plads med deres gøen, men der er også andre måder at styre fårene på. Der er for eksempel den arabiske måde at vogte får på. Her går hyrden traditionelt bag fårene og kommanderer med dem, således at han på en måde skubber fårene foran sig og altså følger dem. Over for den praksis står den traditionelle jødiske måde, hvor fårene følger hyrdens stemme. Jeg læste et sted, om en der havde oplevet en fårefold, hvor fårene blev hentet af deres hyrder om morgenen. Hyrderne stod ved hver deres låge og kaldte på fårene, der kunne genkende netop deres hyrdes stemme og gik hen til ham.

Og det er denne form for hyrde, som Jesus taler om – den traditionelle jødiske. Det er den hyrde, som Han er.

Og dette billede om hyrden og fårene går igen både i det Gamle Testamente og Det Nye Testamente.

***

I Salmernes Bog hører vi den nok mest kendte af salmerne, hvor det netop er Gud der er hyrden og den troende der er fåret:

Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød,
han lader mig ligge i grønne enge,
han leder mig til det stille vand.
Han giver mig kraft på ny,
han leder mig ad rette stier
for sit navns skyld.
Selv om jeg går i mørkets dal,
frygter jeg intet ondt,
for du er hos mig,
din stok og din stav er min trøst.

Salmernes Bog 23:1-4

Og i Matthæusevangeliet hører vi om Jesus:

Da Han så folkeskarerne, ynkedes Han over dem, for de var vanrøgtede og forkomne, som får uden en hyrde.

Matthæusevangeliet, kapitel 9:36

I Salmernes Bog er sammenlignes Gud med en hyrde, der passer på sine får og leder dem til det levende vand. Og I Matthæusevangeliet sammenlignes folket med får uden en hyrde, det vil sige når de har mistet Gudsforholdet, og de ikke har nogen til at lede dem. Når de ikke ved, hvor de skal gå hen.

***

Og den situation passer vel nok på mange mennesker i dag. Mange er faret vild. Mange føler sig rodløse. Og i det såkaldte postmoderne samfund ophæves enhver form for holdepunkt: Man kan være lige, hvad man vil og hvem man vil. Man bildes ind, at man kan skabe sin egen virkelighed – og så vil man blive lykkelig. Når alle restriktioner og bånd brydes, så kan vi endelig leve livet frit. Men mange kommer til at se i øjnene at det ikke er frihed, men derimod fanger en i stadig større rodløshed. For hvis du gør hele din tilværelse afhængig af dig selv, så vil du finde, at du ikke kan bære det. For når du ikke finder ro i det, du troede gav mening, skal du endnu engang finde noget nyt der giver mening. Og du ender med at jage luftkasteller og aldrig slå rod og finde ro.

***

Men har evangeliet noget at gøre med vores rodløshed eller tomhed?

Ja i allerhøjeste grad. For læser vi videre i evangeliet vil vi se, hvad det egentlig er Jesus vil fortælle os med lignelsen:

Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene. Den, der er daglejer og ikke er hyrde og ikke selv ejer fårene, ser ulven komme og lader fårene i stikken og flygter, og ulven går på rov iblandt dem og jager dem fra hinanden; for han er daglejer og er ligeglad med fårene.

Jesus er ikke bare hyrde for fårene. Han er den gode hyrde – og Han er villige til at sætte sit liv til for fårene – Han er villig til at ofre sig selv for vores skyld.

Men hyrden, der er daglejer (og som altså ikke har en personlig interesse i sit arbejde med at vogte fårene) og kun tjener penge den korte tid, han er sammen med dem er ikke interesseret i at ofre sig for fårene.

Hvis Jesus er den gode hyrde – hvem er så daglejeren?

Som sagt er det en fortælling, der skal forstås i overført betydning. Daglejeren er den jødiske lærde – farisæeren – der er mere optaget af egen status end at tage sig af fårene. Han vil vende fokus bort fra Gud og mod sig selv.

Daglejeren er den – eller det – der giver os et falsk billede af en tilværelse, hvor vi udelukkende er afhængige af mennesket – hvad enten det er politiske ideologier, medier, modestrømninger eller os selv. Og nu skal det her ikke forstås som en opfordring til at droppe alle disse ting. For vi er privilegerede, at vi bor i et demokrati, hvor vi er med til at bestemme, hvem der skal lede vores land – det er ikke alle forundt at være så heldig. Og hvem vil ikke også alle sammen følge moden og bo pænt osv. Det er slet ikke det, jeg anfægter. Problemet er, at vi kan blive så opslugt af at følge noget materielt eller menneskeskabt i en sådan grad, at vi glemmer, at vi ikke er herrer over liv og død. At vi glemmer, at vi alle sammen er mennesker i vores egen ret – Gud skabte hver enkelt af os helt perfekt. Ligesom vi skal være. Vi behøver ikke skulle leve op til det ene eller det andet for at lykkes.

Og det er det som Evangeliet fortæller os.

Adam og Eva blev smidt ud af Edens Have, fordi de vendte Gud ryggen, da de tog æblet fra træet. De var grebet af deres egen lyst til at gøre, som de ville. Det er det, vi kalder synden. I dag tænker mange, at synd er alle mulige slags forseelser – rapseri, banden osv. osv. Men synden er i virkeligheden dette ene – at vi vender Gud ryggen og tror vi er nok i sig selv; at vi tror, at vi kan skabe os selv. Det var det Adam og Eva troede, og prisen var at de opgav det evige liv med Gud på grund af deres synd.

Men Jesus satte sit liv til for fårene. Han gav os med sin død og opstandelse tilgivelse for synden. Han forsikrer os om, at selv om vi måske slipper Gud, så slipper Han aldrig os. Og holder vi os til Ham og bekender Ham som Herre og Frelser, så giver Han os løftet om det evige liv.

Og for den store gave siger vi: Lov og tak og evig ære, være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Guds Fred til Jer alle
Pastor Schønberg

Kategorier:Andagtsord, Prædikener

Tags: Bibel-Johannesevangeliet, Bibel-Matthæusevangeliet, Den gode hyrde, Jesus Kristus, Salmernes Bog