Hvad er du bange for?

Hvad er du bange for? Den spørgsmål kommer jeg somme tider til at tænke på, når jeg taler med folk om tro. Ikke ”hvad er du bange for?” i betydningen; er du bange for Gud, døden eller fortabelsen. Nej, ”hvad er du bange for?” i forbindelse med at være kristen. Eller måske anderledes formuleret ”hvorfor er du bange for at stå ved, at du er kristen?”.

Som præst har man i sagens natur ofte samtaler om tro, tvivl og ikke-tro. Nogle gange er det i forbindelse med dåb, vielser eller bisættelser. Andre gange opsøger folk præsten, fordi de er i tvivl eller nysgerrige og andre gange igen ønsker en god diskussion.

Og som sagt slår det mig somme tider under disse samtaler, at folk, der først siger de ikke tror, faktisk tror på Gud. Langtfra alle på samme måde. Og ikke alle kan sætte ord på deres tro, som den der er kirkevant. Men ikke sjældent viser det sig, at der ligger en Gudstro i dem – ubevidst så at sige. Og denne Gudstro kommer op til overfladen hos nogle, når den fremtvinges af livsbegivenheder, der får dem til at konfrontere troen eller tvivlen og kan medfører, at de tager deres åndelige liv op til revision, hvilket til tider igen leder dem til at indse, at de faktisk er troende, selv om de ikke har betragtet sig selv sådan.
De tvivlende og nysgerrige er ofte kritiske, men en ubevist gudstro får dem til at søge svar. Og for nogle af de diskussionslystnes vedkommende kan, der både være tale om en virkelig afvisning af troen, men også til tider et forsøg på at fremtvinge et svar på deres tvivl – men i stedet for at spørgsmålene – søger man svaret gennem argumentet. Men troen er ikke så fjern fra mennesker, som man ofte kan forledes til at tro.

Da jeg nylig genlæste om en undersøgelse, som Kristeligt Dagblad fik foretaget i 2019 om danskernes tro, overraskede resultatet mig heller ikke synderligt. Man havde adspurgt 1.515 mennesker, i alderen 18 til 74 år, om deres forhold til tro og kirke. (Se undersøgelsen her)
På spørgsmålet om ”der er mere mellem himmel og jord” svarede hele 53 procent, at det tror de.  37 procent svarede, at de troede på Gud og 25 procent at de tror på et liv efter døden.

Som sagt – ikke overraskende! Men det fik mig til at spekulere over, hvorfor vi ikke ser flere, der offentligt bekender deres tro eller praktiserer den?

Hvad er de bange for?

Svaret – tror jeg – kan koges ned til et enkelt simpelt ord ”forpligtelse”!

At tro betyder at forpligte sig. Vi forpligter os livet igennem. Når vi tager et arbejde, forpligter vi os til at yde x-antal timer til gengæld for vores løn, når vi indgår en kontrakt, så forpligter vi os til at overholde kontraktens ordlyd, og når vi melder os ind i en forening, så forpligter vi os til at overholde forenings vedtægter og så videre.

Men anderledes er det med vores privatliv – vores åndelige liv. Her bryder vi os ikke om forpligtelser!

I et samfund hvor vi hele tiden hører om folk, der genopfinder sig selv og vi hele tiden skal være på og omstillingsparate og hver dag tudes ørerne fulde med kampråbene fra postmodernismen og identitetspolitikken, der fortæller os, at vi selv skaber vores virkelighed og kan være, hvem vi vil og dertil kan kræve, at andre skal anerkende os for det – i det samfund er det mest skræmmende, som man kan forestille sig forpligtelsen. Forpligtelsen på troen.

For at forpligte sig på troen, at bekende at Jesus Kristus er Herre og Frelser, betyder, at det ikke længere er mig og min egen lille verden, der er centrum. Det er ikke mine behov, der er i centrum – ikke hvad jeg vil, men hvad Gud vil. Verden roterer ikke om mig længere.  Og denne forpligtelse kan for mange som et snærende bånd, der binder os og hindrer vores udfoldelsesmuligheder.
Men er det ikke det modsatte, der er tilfældet? Er det ikke først, når vi indser at det er Gud, og ikke os, der er herre over liv og død, og vi bekender at Jesus er Herre og Frelser og stoler på Hans løfte om, at vi skal arve det evige liv, at vi først rigtig er sat fri til at leve livet. For det betyder, at vi ikke længere skal bære hele tilværelsens byrde på vores skuldre alene. Vi behøver ikke frygte døden, men er sat fri til at leve livet fuldt ud med visheden om, at det ender godt.

Og det er en forpligtelse, der rummer den sande humanisme. For at bekende Jesus som Herre og Frelser er at forpligte sig på medmennesket – ikke gennem floskler eller ideologier, men gennem handling og kærlighed til næsten. Her holder næstekærligheden op med at være en abstraktion, der kan trækkes frem ved festlige lejligheder for at bevise ens (ideologis) godhed, men en næstekærlighed der må udmønte sig i praksis over for den næste, du møder i dagligdagen.

Og endelig betyder forpligtelsen, at man tvinges til at stå ved sig selv. At man tør bekende sin tro uden skam, selv om det kan være svært i dag. Sangeren Lars Lilholt sagde det rammende i TV2s quizprogram ”Hvem vil være millionær”. Her blev han spurgt, om han var et troende menneske, hvortil han svarede: ”Jeg vil hellere tale om sex, jeg er et blufærdigt menneske!”. Det er nemmere for os i dag at tale om sex end tro – for troen siger mere om dig personligt end sexlivet. Vi praler med, at vi har et samfund, hvor alle åbent og fordomsfrit kan være hvem de vil, og alligevel holder vi det vigtigste skjult – vores inderste.

Men det er ikke nemt at forpligte sig. For mange vil det betyde, at de vil blive set skævt til eller stemplet som ”hellige” af familie, venner eller kolleger.

Og man skal vare sig for at klandre medkristne, der har det svært med offentligt at bekende Jesus som Herre og Frelser. Det er ikke lige let for alle. Ja, tænk bare på apostlen Simon Peter. Han lovede Jesus, at han aldrig ville fornægte Ham, men da han efter Jesu arrestation blev spurgt om hans forhold til Jesus, svarede han: ”Jeg kender ikke det menneske!” (Markusevangeliet, kapitel 14, v. 72). Og alligevel havde Jesus givet ham tilnavnet Peter, der betyder klippen. Den klippe hvorpå Kirken skulle bygges:

Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene.«

Matthæusevangeliet, kapitel 16, v. 18-19

Der er en årsag til at troen på Kristus blandt de tidligste kristne blev kaldt ”Vejen” (se eks: Apostlenes Gerninger, kapitel 9, v 2). Begrebet Vejen symboliserer både Jesu lære, vejen til Gud og vejen til troen.

Og nogle af os skal gå en længere vej end andre, før de er klar til åbent at bekende for verden, at Jesus er Herre og Frelser. Og vi, som medkristne, skal vandre med dem med støtte og opmuntring.

Guds Fred til Jer alle – og husk Gud elsker Jer!
Pastor Schønberg



Kategorier:Andagtsord, Kristenliv, Mission, Samfund

Tags: , , , , , , , ,

1 reply

  1. Jeg er bange for at de sidste tider skulle komme i min levetid for jeg er ikke sikker på jeg er stærk nok til at modstå pøblen 😦

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Små Epistler

Søg indad og forstå verdenen

Guds Ord

Bibelvers fordelt på tema

%d bloggers like this: