4. maj – Danmarks Befrielse

Den 4. maj kl. 20:30 indløb meddelelsen fra London via radioen, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark havde kapituleret, og at Danmark dermed, efter fem års besættelse, atter var frit.

Selv om det i dag er hele 76 år siden meddelelsen lød i de danske stuer, højtideligholder vi stadig befrielsesdagen. Men der er stadig færre, der selv oplevede befrielsesaftenen og besættelsestiden. For størstedelen af os er befrielsen og besættelsen en historisk begivenhed, som vi har fået kendskab til gennem undervisningen i skolen, og de historier vi har fået fortalt af forældre, bedsteforældre eller oldeforældre.

Men selv om lang tid er gået siden 4. maj 1945, så har besættelsen og den krig, der rasede verden over, stadig en rolle at spille, både som national mærkedag og som påmindelse om, hvor galt det kan gå, når en menneskefjendsk ideologi som nazismen får magt, som den har agt.

Sammen med kommunismen gjorde nazismen det 20. århundrede til det blodigste århundrede verden nogensinde har set.

Fælles for de to ideologier er afvisningen af enhver tanke om, at mennesket har en medfødt værdi: Mennesket eksisterer alene for statens skyld. For begge ideologier var menneskets værdi gjort op i deres værdi for systemet, eller den værdi det kunne skabe, mens det arbejdede sig ihjel i kz- eller GULAG-lejrene. Målet for sådanne samfund er at udrense alle, der står i vejen for ideologiens utopi – deres ideal samfund. Alle, der blev anset som race-urene eller som betragtedes som social-fjendtlige elementer, blev udrenset – for det fælles bedste.
Men trods dyngerne af lig, der viste disse regimers sande ansigter, så er vi stadig ikke færdige med de menneskefjendske ideologier i dag. De trives stadig i lande som Nordkorea og Kina. Men vi blander os ikke – vi ser til fra afstand. Vores politikere driver samme appeasement-politik (eftergivenheds-politik), som Neville Chamberlain gjorde i årene forud for anden verdenskrig. Hvis vi handler med dem – kan vi påvirke dem, lyder der. Vi vil allerhelst have fred og ikke støde kineserne bort – eller deres penge, selv om de i realiteten har udryddet den demokratiske bevægelse i Hong Kong, opfører sig stadig mere truende over for Taiwan og internerer muslimer i arbejdslejre.

Men også i vores vestlige samfund trives og spøger diverse totalitære ideologiske grupper, måske i nye klæder eller under andre navne, men grundlæggende de samme, Man går på gaderne og demonstrerer for retfærdighed – for andre mennesker, forstås! Men det er det samme grundlæggende budskab; de lover at skabe himmerig på jord – for de udvalgte vel at mærke.
Men det er ikke et himmerig skabt på baggrund af en tro på Gud – tværtimod. For hos ideologerne er Gud væk. Her erstattes af Gud af mennesket. Og derfor er Gud og de troende disse ideologiers fjende. For kristendommen holder mennesket fast på, at det skylder tilværelsen noget større end staten eller føreren. Kristendommen holder mennesket fast på, at vi i kraft af at være Guds skabninger, har en medfødt værdi. Kristendommen afviser hadet, men holder fast i kærligheden.

I dag bliver vi mindet om alle de modige mennesker, der gav deres liv i kampen mod nazismen, både her til lands og verden over. Men vi bliver også mindet om, at friheden, som vi alt for ofte tager for givet, kan mistes. Vi mindes om, hvad mennesket er i stand til, når det giver sig ideologierne i vold. Vi mindes om, at vi altid må være beredt for at kæmpe for vores frihed – ikke bare for vort fædreland, men også for ånds- og trosfriheden og for tale- og trykkefriheden. Og den minder os ikke mindst om, at vi altid skal turde tale imod ondskaben – ikke bare her til lands, men overalt i verden, hvor den viser sit ansigt.

God befrielsesdag og
Guds Fred til Jer alle og Gud elsker Jer
Pastor Schønberg



Kategorier:Højtider, Kirkehistorie, Kristenliv, Samfund

Tags: , , , , , ,

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

katolskliv.dk/

Katolsk Liv │ EWTN Danmark │ Livet som katolsk kristen

Brother Schoenberg

Faith - Bible - Church - Liturgy - Society

Små Epistler

Søg indad og forstå verdenen

Guds Ord

Bibelvers fordelt på tema

%d bloggers like this: