I dag, Kristi Himmelfartsdag, er indlægget en prædiken afholdt af en af vores gamle kendinge her på bloggen; Rudolph Frimodt, der var præst ved Sankt Johannes Kirke, Nørrebro, København i årene 1861-1879. Prædiken er et spændende tidsbillede, og samtidig et gedigent stykke teologisk håndværk, som bestemt er værd at læse.
For læsevenlighedens skyld er dobblet-a erstattet af å, og navneord (ikke egennavne, men såkaldte appellativer) er skrevet med små begyndelsesbogstaver. Stavemåden er dog ikke ændret.
God fornøjelse!
NB: Indlægget i dag har været annonceret som værende anden del i serien “Bliv ven med din Bibel”, der kommer hver anden torsdag. Men grundet helligdagen udgår indlægget i dag, og anden del lægges i stedet op på bloggen næste torsdag, den 20. maj – og allerede ugen efter, den 27. maj, tredje del.
Apostlenes Gjerninger 1,1-10
Den første beretning skrev jeg, o Theofilus! om alt det, som Jesus foretog sig både at gjøre og lære indtil den dag, han blev optagen, efter han havde givet apostlene, hvilke han havde udvalgt, befaling ved den Helligånd; for hvilke han og, efter at han havde lidt, fremstillede sig levende med mange bevisninger, da han blev set af dem i fyrretyve dage, og talede om det, som hører til Guds Rige. Og der han havde forsamlet dem, befol Han dem, at de skulde ikke vige fra Jerusalem, men oppebie Faderens forjættelse, hvilken sagde han, I have hørt af mig. Thi Johannes døbte vel med vand, men I skulle døbes med den Helligånd om ikke mange dage. Som de nu vare forsamlede, spurgte de ham og sagde: Herre, vil du på denne tid oprette Israel Riget? Men han sagde til dem: Det tilkommer ikke Eder at vide tid og stund, hvilke Faderen haver forbeholdt sin egen magt. Men I skulle annamme den Helligånds kraft, som skal komme over eder; og I skulle være mine vidner, både i Jerusalem og i det ganske Judæa og Samaria og indtil verdens ende. Og der han dette havde sagt, blev han optagen, idet de så derpå, og en sky tog ham bort fra deres øjne. Og som de stirrede op mod himlen, der han foer hen, se, da stode to mænd hos dem i hvide klæder, hvilke og sagde; I galilæiske mænd, hvi stå I og se op til himlen? Denne Jesus, som er optagen fra eder til himlen, skal komme igjen således, som I have set ham fare til himlen.
Kjære tilhørere, når vi kende et menneske, i hvis sjæl der er nedlagt rige gaver og anlæg, et menneske, hvem vor himmelske Fader har betroet et rigt Pund, og vi tillige have været vidner til, hvorledes dette menneske i mange år have kæmpet forgæves med denne hårde verden for at gjøre sine gaver, sit pund frugtbringende for samfundet; når vi have set ham støde på vanskeligheder af mangfoldig art, miskendelse, spot og smil, når han have fremsat sine planer, uvilje og mangel på deltagelse, når han have søgt hjælp; – jeg siger, når vi med kjærlighed have fulgt et sådant menneske og set den ufortrødenhed og udholdenhed, hvormed har jaget efter sit mål, skjøndt alle døre syntes lukkede, hvem glæder sig da ikke med dette menneske, når han endelig engang vinder sejr, når han endelig finder sin plads, og medborgere og landsmænd begynde at skjønne på det pund, han så rigelig deler med dem; vi måtte ikke være rigtige mennesker, når vi ikke glædes med ham.
-Men hvilke følelser må da gjennemstrømme kristne menneskers hjærter, sande troende disciples sjæle, når vi nu i dag høre og fornye erindringen, ikke om et menneskes, men den menneskeblevne Guds Søns sejrrige bortgang fra jorden, hans Himmelfart fra bjerget, hans indgang i Himlen til sædet ved Faderens højre hånd? O venner, hvorledes mon apostlene og kvinderne, disse troende sjæle, som så inderligt elskede Jesus, som havde været vidner til Hans fornedrede levnetsløb, som havde set og som kjendte de hårde hjærter, der modstode hans kjærlighed; været vidner til Hans kamp i Gethsemane, hans pågribelse af stridsmændene, hans dom af Kaifas og Pilatus; som havde lidt med denne smerternes mand på Golgatha og lagt ham med tårer i graven; hvorledes mon disse Hans disciple vare tilmode, da de så denne samme, deres hjærteven, omskinnet af lysets klarhed og indhyllet i Himlens skyer på Himmelfarts bjerget at borttages fra deres øjne, omringes af Engle for at indgå til sin og deres Fader og modtage Riget, som var ham bestemt? Og dog, hvad var så dog det, som de stakkels apostle så på bjærget, imod hvad der foregik i Himlen, ikkun Hans hæl så de, ikkun begyndelsen til Hans sejrstog skuede de, deres menneskeøjne bleve blændede af glansen, deres menneskeøren kunde ikke opfange tonerne fra de himmelske harper. Ja, jeg véd det, vore støvtunger formå ikke at udtale den jubel, der gik gjennem Himlenes Himle, da englenes mange tusender modtoge Ham, den fornedrede Guds Søn, for at føre Ham til tronen, da de så Ham, al verdens Herre i menneskeskikkelse og mands lignelse med mærkerne i hænder og fødder og såret i sin side, da de så Ham, den rene, den syndfri komme tilbage fra syndens og dødens land med det mægtige løsen på sine læber:
„Det er fuldbragt!” Gjælden betalt, offeret frembåret, „jeg har fuldkommet den gjerning, som du havde givet mig at gjøre; herliggjør mig nu, min Fader, med den herlighed, jeg havde hos dig før verden var.
Johannesevangeliet, 17,4-5
I sandhed, venner, vi formå ikke at udtale den tilbedelse, hvormed keruberne og seraferne modtoge Ham, der var blevet den ringeste, blevet en tjener og havde bevaret lydigheden i udlændighedslandet, og hvem Faderen modtog i sin bolig på Himmelfartsdagen:
„Sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg får lagt dine fjender under dine fødders fodskammel”.
Salmernes Bog 110,1
Og dog er det jo så, at Han, den dybt fornedrede, Han, som er blevet en spot for folkene og regnet blandt misdædere, han er blevet den højt ophøjede og have fået sin plads ved majestætens højre hånd i det høje. O, måtte vi kjære venner, så mange som elske denne Jesus og som have forsamlet os på hans kroningsdag, måtte vi da nu og kunne glæde os med englene og fornemme noget af den saligheds kraft, som udgår fra troen på ham, som sidder ved Faderens højre hånd. Herre Jesus, send os dertil din nåde, lad dit lys og din klarhed omskinne os, vend vort øje og vore hjærter opad til dig.
Men hvad vil det nu egentlig sige, spørger du, at Jesus sidder ved Faderens højre hånd, har da Gud den almægtige en højre hånd, er Han et menneske som vi. Nej, kjære venner, Gud er intet menneske, og Han vil, at vi ikke skulle gjøre os noget udskåret billede af Ham, hverken af det, som er i himlen oventil eller på jorden nedentil, „Gud er en ånd”, og ingen haver nogen tid set Gud som hen er, thi han bor i et lys, hvor ingen kan komme, Men for os, som vandre i tro og ikke i beskuelse, som se gjennem et spejl i en mørk tale, for os taler Guds ord dog både om Guds øje, Guds mund, Guds finger, Guds hjærte, Guds hånd, på det at vi deraf kunne skjønne, at vor Gud både er den alvidende, den almægtige og den barmhjærtige. Og når vi derfor høre om Guds højre hånd, fatte og forstå vi, at hermed er sagt, at ligesom en mands kraft ligger i hans højre arm og hånd, således betyder Guds højre hans alt gjennemtrængende, alt styrende, alt opholdende skaberkraft; betegner, at der intet sted gives i den hele verden, hvor Hans magt ikke rækker, som der står i Psalmen:
„Hvor skal jeg henfly for dit åsyn, farer jeg op til Himlen, da er du der, reder jeg seng i helvede, da er du der, vilde jeg tage morgenrødens vinger og bo ved det yderste hav, da skulde også dér din hånd føre mig, og din højre holde mig fast”
Salmernes Bog 139, 7-11
Og når vi nu véd og tro, at Jesus, vor Frelser fra sin Himmelfartsdag har sæde ved sin og vor Faders højre hånd, da er dette den største nåde, den største glæde, som skulde gjennemtrænge Guds børns hjærter, og fylde alle sande troende disciples sjæle med inderlig tak, dette, at der ikke findes et sted i hele verden, hvor vi ikke kunne finde Jesus og påkalde hans dyrebare Frelsernavn; nu behøve de troende ikke at søge Ham i Nazareth eller Kapernaum eller lede efter ham i Jerusalems gader; overalt hvor hans navn bliver nævnt op den gamle jordens kreds, der vil han lade sig finde af sine troende. Sig og indvend mig nu ikke, at dette slet ikke er noget nyt for dig, men at du meget godt ved at Gud er alvidende og allestedsnærværende; men spørg hellere dig selv med hånd på hjærte, om du har nogen levende fornemmelse i dit liv deraf, at Jesus som enten må være din Frelser eller blive din dommer, at han ser dig og kjender dig, hvad enten du hyller dig i nattens mørke eller søger ensomhedens stier og vil på den store dag kræve dig til regnskab for hver gjerning, hvert ord. Spørg dig selv, om du har nogen levede glæde i din sjæl deraf, at du véd, at om du end ligger fortabt af mennesker, forladt af venner, i fattigdom og nøgenhed, så er han dog hos dig, han, som selv var forladt og fattig og nøgen i denne verden, uden hus, uden hjem; så bøjer han dog sit øre til dig og kan forstå din nød og græde med dig. Spørg dig selv, om du har nogen levende glæde derved, at du tror, at hvor du end kommer hen i verden, hvad enten du fjernt fra dit fædreland skulde vansmægte i fjendens fangetårne hvad enten du skulde vandre forvildet omkring i Amerikas urskove, hvor intet menneske før har sat sin fod, og du ræddedes for de vilde dyrs hylen og slangernes hvislen, eller du som en skibbruden mand skulde drive om på verdenshavet på en planke eller du står midt i slagets larm og fjendens kugleregn, da har du da ikke blot en Gud, der styrer alt, men en Jesus, en ven, en broder, som har været menneske som du, som har lidt her på jorden og smagt alle sorger og kvaler; en sådan ven har du hos dig og med dig, med hvem du kan tale og som har øre for dine suk. Spørg dig selv, om du har en levende glæde deraf at du tror, at når døden sortner for dit øje, og du sænkes i graven, da er også Jesus dér, sin Frelser, din trøster og Forløser, som skal lyse for dit øje og husvale din sjæl. O, at dog den Helligånd vilde lægge denne trøst ind i alle Guds børns hjærter, at vi have en broder ved Guds højre hånd, at Jesus, Gudsmennesket, er hos os og med os, så mange som elske ham og ikke skamme sig ved hans Evangelium, overalt, hvor Guds skabermagt rækker over den ganske verden.
Men, kjære brødre, når vi tro på Jesus, som sidder ved Guds højre hånd, da vi ikke blot, at han er allevegne og alle steder, hvor troende disciple påkalde hans navn; men vi tro også, at han er en Herre og Konge til Gud Faders ære, er Herre og Konge over sin lidende og stridende menighed her på jorden. Thi som jordens konger bære deres scepter og herskerstav i den højre hånd, således er den Himmelfarnes plads ved Guds højre hånd, kongepladsen, kongetronen, hvorfra han regjerer og styrer sit rige, som findes på jorden. O, mine venner, vi behøve hverken paver eller kejsere som Jesu statholdere på jorden, vi véd og vi tro, at vi have en konge, Jesus ved Faderens højre, og hans Statholder, hans Helligånd, og aldrig skal scepteret vige fra Judæ kongesøn eller tøjlerne slippe ud af hans hånd. Hvor underligt der end måtte klinge i Pilatus’ øre, da den dybtfornedrede Frelser stod for denne sin jordiske dommer og sagde til ham: „Fra nu af skulle I se menneskenes Søn sidde ved Kraftens højre hånd og komme i Himlens skyer”, så har han dog uafladelig gjennem disse atten århundrede vist, at han er Kongen, der fører sin sag, sit rige, sin menighed, sine troende gjennem farer, gjennem trængsler, gjennem gode dage og onde dage, og han skal blive ved at føre sin lille krigshær, sit sande, troende Israel gjennem Ægyptens trældom og over verdensbrandens det røde hav hjem, hjem til sig, til det store Faderhus. Hvor ofte have hedningerne ikke fnyset og jordens konger lagt råd op mod Herrens salvede men hver gang har kongen ved Guds højre hånd gjort deres planer tilskamme, altid har han sendt hjælp til sine troende og gjort alle råd til intet; sandelig „han, som sidder i Himlen, han ler”, han fører sin sag, som han vil og planter sit nådes lys, hvor han vil. Læs og lære af hans menigheds levnetsløb her på jorden, hvorledes denne konge ved Guds højre hånd uafladelig har rejst sig, når hans time kom, for at holde dom over vantroen og udfrie sine troende, sig til ære; lær hvorledes han udstrakte armen over det gamle Israel, over jødefolket, da han lod Jerusalem synke i grus, så der ikke lodes sten på sten tilbage, fordi den ikke vilde kende sin besøgelsestid og omvende sig til tro på Jesus, mens den lille kristenmenighed drog uskadt ud af Jerusalems flammer til det fristed, som kongen havde udset for dem. Læs om, hvorledes paver og munke og præster havde forvandlet Guds hellige stad, hans menighed til et Babel fuldt af død og forrådnelse, hvor sjælene lå bundne i synd og menneskebud og befalinger, indtil kongen ved Guds højre hånd valgte sig et redskab, valgte sig Morten Luther, der atter satte hans lys, Guds ord, i stagen, at lyse for de stakkels sjæle og sanke dem ud af Babel. Alle så mange som vare af sandhed. Læs om, hvorledes jordens konger og magthavere ved sværd og ild have villet udrydde Guds børn og sagt triumferende i deres vantro: nu have vi gjort det af med den galilæer, den Jesus, og disse kristne; men han strakte ud sin arm, og ved sit ord og sin Ånd avlede hans sig børn af martyrernes blod, mangfoldige som dug af morgenrødens moderskjød. Læs om, hvorledes denne verdens vismænd, tid efter anden have udråbt det med høj røst i verden; nu have vi fundet en ny lære, en ny filosofi, langt herligere end det gamle, tåbelige Jesu evangelium, en filosofi som kan føre os til himlen uden omvendelse, uden tro på Guds Søn; men hver gang har kongen, Israels gjenløser, Jesus ved Guds højre hånd kastet dem ned fra deres svimlende tårne og gjort dem tilskamme ved sine små, ved gudfrygtige kvinder og ved troende, enfoldige mænd.
O venner, i sandhed, vi have en konge ved Guds, ved Majestætens højre hånd:
„Frygt ikke, du lille hjord, thi det er Faderen behageligt at give eder riget!
Lukasevangeliet, kapitel 12,32
Det kan vistnok ofte for Guds børns øjne se ud som Guds menighed, Jesu Kristi Rige her på jorden lå hen som et overdrev hvor hver satte sin plov i jorden, hvor han lystede se ud, som om der ingen Styrer var over det hele, når sekter og partier strides med hinanden indbyrdes, når de vantro øren ikke ville fordrage den sunde lære, men vælge sig profeter efter deres eget hjærte. Jeg siger, det kan se svimlende og tåget ud for vore øjne, men tror du på ham ved Majestætens højre hånd, da kan du være vis på, at scepteret ikke er gledet ham af hænde, men han skal samle dem ind fra øster og vester, samle dem ind fra alle de adspredte hjorde, alle de, som ere af sandhed, alle, så mange som elske han dyrebare frelsernavn. Derfor frygt ikke fordi en eller anden vantro Samson vil rokke ved hans tempels piller, de stå fast, Jesus er ingen afgud, man kan støde fra tronen, han er en levende Gud, han er Kongen. Skal det end se mørkere og sortere ud i verden, alt som vi nærme os mod enden, da véd vi, at hans komme stunder til, da skal han komme hjem i skyen, som han er gået herfra, ganske som englen sagde til de galilæiske mænd; da skal hans fjender se ham og ræddes, alle de, som have gjennemstunget ham; men Guds børn skulle følge ham i skyen hjem, hjem til boligerne, som han er gået forud for at berede sine troende disciple.
Men endnu en side af Jesu, vor Frelseres gjerning fra hans højsæde ved Faderens højre hånd, som han endnu hver dag udfører, han, som har sagt; „Min Fader arbejder indtil nu, også jeg arbejder”; endnu ville vi tale med hverandre om hans ypperstepræstelige gjerning, thi siger Johannes i sit brev:
„Dersom nogen synder, da have vi en Talsmand hos Faderen, Jesum Kristum, den retfærdige”.
1 Johannesbrev, 2,1
Ja, kjære venner, hører det, vi have en Talsmand hos Faderen, Jesus „som træder frem for os”. O, hvilken usigelig trøst ligger der ikke for os troende syndere deri, at vi véd og fornemme, at vi have en broder, en ven, en Frelser, en Talsmand i Himlen, som træder frem for os. Det ligger nu engang i syndens natur, at den trykker vort hjærte og sind nedad mod jorden, at vi ikke ret tør se op til himlen, til den hellige og retfærdige Gud, ligesom Tolderen, der end ikke vilde opløfte øjnene til himlen; det ligger i syndens natur, at vi føle en hellig rædsel for at tale med den almægtige, den hellige, den retfærdige Skaber, vort åsyn bliver mørkt som Kains og vi trænge til hjælp og redning, hvis vi ikke skulle fortvivle. Det er denne sande og vigtige følelse i menneskesjælen, som pavedømmets løgne og den romerske kirkes falske profeter have benyttet til at befolke himlen med en hel skare helgener, til hvem de anbefale de stakkels syndere at sende deres bønner, for at de da skulle være forbedere for dem hos den almægtige Gud. Men vi, kjære brødre, vi ville ikke bedrage hverandre med falsk lære og digtede fabler, vi ville forkynde for hverandre Guds rene Ord og trøste vore hjærter med, at vi have en Midler, en Talsmand hos Faderen, Jesus den retfærdige, som træder frem for os og går i forbøn for os, når vi have syndet, såfremt vi ville påkalde hans hellige, dyrebare Frelsernavn, hvor ofte mon denne vor barmhjærtige ypperstepræst og Talsmand har opladt sine hellige læber for at lægge et ord ind for sine mange fjender, for de tusender og atter tusender i kristenheden, der vandre som Kristi korses fjender, hvis Gud er bugen, hvis ære er i deres skændsel, hvis ende er fortabelse,. Hvor ofte har han vel bedet for disse gjenstridge der vandrer i løgnens of djævlens gjerning, som han bad frasit kors: „Fader, forlad dem, thi de vide ikke hvad de gjøre”, indtil al bøn har været forgjæves, indtil de have forhærdet sig i deres vantro. Hvor ofte tror du, min tilhører, at denne vor Talsmand ved Guds højre hånd er gået i forbøn for dig; hvor ofte tror du, han er trådt til med sin kjærlighed og barmhjærtighed, er trådt til og har afværget den opløftede øxe i vingårdsherrens hånd, da han vilde afhugge dit træ. Fordi det stod og gjorde jorden unyttig. Ja, tænk min broder og søster, tænk ret alvorligt over dit liv, tænk, hvorledes den himmelske vingårdsherre kom år efter år og fandt ingen frugt på dit træ, ingen omvendelsens frugt, ingen kjærlighedens frugt, og du føler, var du død dengang, da var du død, gået fortabt i dine synder, Hvem tror du, der da bad for dig: lad træet stå endnu et år, til jeg får gjødet og gravet om det; hvem tror du, der var den langmodige vingårdmand, der gik i forbøn for dig, hvem andre end din himmelfarne Frelser, der sidder ved Majestætens højre hånd, og træder frem for os. Ak, for hvor mange iblandt os træder han ikke frem endnu, i dag i denne stund, og beder med tårer; skån dem, min Fader, skån dem endnu en lille stund; tænk om det var dig, ja dig, for hvem han bad, – o, kan du modstå hans kjærlighed, kan du glemme hvad han har lidt og stridt for dig, hvad han endnu strider for dig; giv ham dog dit hjærte, giv ham dog din sjæl, giv ham din synd, at hans retfærdighed dog kan dække dig og trøste dig medens det endnu hedder i dag.
O mine venner, lad os blande vore stemmer mod englenes på denne vor Frelsers kroningsdag og synge ham ære og pris og tak, som er indgået i himlen for derfra at udøse sin nåde, sin kjærlighed, sin barmhjærtighed over syndere – derfor opad brødre, opad med hjærter hjærterne til ham, lad ikke verden holde os fast med sine sorger og sine bekymringer. Hvor dit liggendefæ1 er, hvor din skat er, der er også dit hjærte; har du din skat på jorden, da hører du endnu jorden til, er Jesus derimod din skat, da skal du også være, hvor han er, da skal du engang indgå til Faderens højre side og annamme Riget, som er os beredt før verdens grundvold blev lagt. Amen.
1 Liggendefæ – gammelt ord for skat.
God Kristi Himmelfartsdag
Guds Fred til Jer alle og Gud elsker Jer
Pastor Schønberg
HUSK – Er du ikke allerede følger af bloggen – så skriv din mail herunder, så får du besked, hver gang et nyt indlæg slås op.
Kategorier:Højtider, Højtider-Kristi Himmelfart, Kirkehistorie, Prædikener, Prædikener-Historiske, Teologi
Pastor Schønbergs Blog 
Skriv et svar