Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 

Jesus sagde: »Når Talsmanden kommer, som jeg vil sende til jer fra Faderen, sandhedens ånd, som udgår fra Faderen, skal han vidne om mig. Men også I skal vidne, for I har været med mig fra begyndelsen. Sådan har jeg talt til jer, for at I ikke skal falde fra. De skal udelukke jer af synagogerne, ja, der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud. Og det skal de gøre, fordi de hverken har kendt Faderen eller mig. Men sådan har jeg talt til jer, for at I, når den tid kommer, skal huske på, at jeg har sagt det til jer. Men jeg sagde det ikke til jer fra begyndelsen, fordi jeg var hos jer.« 

Johannesevangeliet, kapitel 15, 26-27 og kapitel 16, 1-4

”Og der er ikke frelse i nogen anden, ja, der er ikke givet mennesker noget andet navn under Himlen, som vi kan blive frelst ved” således lyder det fra Sankt Peter i Apostlenes Gerninger, da han sammen med Johannes står over for jødernes ældste og skriftkloge.

Det er kun det navn – Jesu navn – vi kan frelses ved!

Da Jesus gik omkring her på jorden og helbredte syge, gjorde undere, opvækkede døde til livet og forkyndte Guds Rige, åbnede Han himlen for os med løftet om, at vi skulle arve det evige liv. Men da Han gik bort fra jorden efter Langfredagens lidelse og korsfæstelse jublede Hans modstandere over, at den mand, der havde givet dem så mange problemer, nu endelig var borte.

Og i virkeligheden kunne historien om Jesus være endt der, med Hans død og gravlæggelse. Ja, der er mange eksempler på at mennesker, der spillede en rolle i deres samtid, betydningsfulde og magtfulde mennesker, er gået over i glemslen efter deres død – og findes måske i eftertiden kun som en parentes. Og når selv vigtige, kendte mennesker kunne glide over i glemslens mørke, hvem ville forvente, at nogle ville huske en fattig tømrer fra Galilæa, der blev henrettet på et kors som en gemen forbryder.

Men netop fordi Han ikke bare var en fattig tømrer fra Nazareth, men Guds Søn, sørgede Han for, at ingen nogensinde ville glemme Ham. Da Han taler til disciplene omkring bordet, dagen før Langfredag, giver Han dem løftet om talsmanden – Helligånden: »Når Talsmanden kommer, som jeg vil sende Jer fra faderen, Sandhedens Ånd, som udgår fra Faderen, skal Han vidne om mig. Men også I skal vidne, for I har været med mig fra begyndelsen«.

Det er de to vidner, Helligånden og apostlene, der gør at Han aldrig glemmes. For da Helligånden kom over apostlene i Jerusalem, som vi skal høre om næste søndag Pinsedag, blev de i stand til at vidne om Jesus for alverden.

Og Helligånden som fyldte apostlene, virkede ikke kun blandt dem, men også blandt de kristne i de tidligste menigheder som de grundlagde. Og Helligånden virker forsat i Kirken i dag. Den fortsætter med at gøre os i stand til at bære vidnesbyrd om Jesus som Herre og Frelser, selv når vi møder modgang.

Siden Pinsedag, der markerer Kirkens fødsel, har Kirken befundet sig i en krisetilstand. Ikke sådan at forstå at den er blevet forfulgt alle steder og til alle tider, men Kirken og forkyndelsen om Jesus Kristus, Guds Søn, vores Herre og Frelser, har altid været under pres af det samfund, som omgav den, både direkte og indirekte og i forskellige grader.

I de første århundrede efter Jesu død led kristne under voldsomme forfølgelser i Romerriget. Med tiden vendte vinden og kristendommen blev Romerrigets statsreligion, og siden statsreligionen i mange lande og riger. Men trods sin status som den herskende religion var kirken forsat under pres; nu af magthaverne der brugte troen i politiske spil op i gennem århundrederne. Nu var det ikke længere en kamp for institutionens overlevelse, men en kamp for at bevare forkyndelsen uforfalsket og sikre Kirkens uafhængighed af diverse statsmagter, hvilket blev gjort med større eller mindre succes. Og gennem tiden har Jesu forkyndelse været omdrejningspunkt for konflikter, både indenfor og uden for Kirkens rækker, hvilket har ført til ulykkelige splittelser i Kirken, som vi stadig ser i dag, hvor Kirken er delt i ortodokse, romersk-katolske, reformerte, lutheranere og mange flere kirkesamfund. En splittelse der desværre stadig ansporer nogle kristne grupper til at fordømme andre, og glemme vores fælles ophav – Helligånden.

Og i det 20. århundrede tid har vi oplevet en direkte krig mod kristendommen, da autoritære regimer, som kommunismen og nazismen, med deres løfter om paradis på jord, forfulgte, undertrykte og søgte at ødelægge Kirken i de lande, hvor de havde magt, som de havde agt. Og truslen mod forkyndelsen og Kirken eksisterer stadig den dag i dag – hovedsagligt fra radikale politisk korrekt-sindede mennesker og andre religioner, der vil have kirken til at underordne sig deres ideologier eller tie.

Men trods forfølgelserne som Kirken og de troende har været udsat for, så er der ingenting, der kan få budskabet om frelsen ved Jesus Kristus til at forstumme. Helligånden styrker de troende til at opfylde den befaling Jesus gav disciplene og os, da Han sagde: »også I skal vidne«. Derfor lyder forkyndelsen, trods forfølgelse og undertrykkelse, stadig verden over; fra Ledøje Kirke til de forfulgte kirker i Irak, og fra Peters Kirken i Rom til husmenigheden i Nordkorea.

Men Helligånden arbejder ikke kun i forkyndelsen. Helligånden gør, at troen tager bolig i os og fylder os. Den gør at, vores tro dagligt fornys og vi kan gøre Guds gerning: At tjene næsten og forkynde Guds kærlighed, hvor vi møder andre! Hvad enten det er på arbejdspladsen, blandt naboer, i de foreninger vi måtte være medlemmer af – ja, overalt skal vi gennem ord og handling vidne om vores tro på Jesus. Gennem kærlighed, omsorg og forståelse skal vi hjælpe andre til troen. Vi skal hver især bestræbe os på at blive kristelige, altså at blive lig Kristus i vores liv.

Inden Hans himmelfart, som vi fejrede i torsdags, sagde Jesus til sine disciple, de ord som lød, da vi blev døbt i den treenige Guds navn: »Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslag til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.«

Han lover os, at Han – den treenige Gud – altid er med os – alle dage indtil verdens ende.

Her til sidst vil jeg læse nogle – synes jeg- af de smukkeste ord om Helligånden, skrevet af den engelske munk Alkuin af York:

»I Ham (Helligånden) får alle troende deres synder tilgivet gennem dåben og gennem boden. Han beskrives som Guds kærlighed, thi Faderen og Sønnen er kærlighed. Ligesom Sønnen kaldes Guds visdom, så er også Faderen og Helligånden visdom. Ånden kaldes Hjælperen og Trøsteren, fordi Han giver sjælen trøst gennem de hellige sakramentale gaver Han uddeler. På den måde indgyder Han i vores hjerte Guds kærlighed, gennem hvilken treenigheden tager bolig i os. Det er derfor tilbørligt og ret, at Helligånden som er Gud, kaldes Guds gave.«

Lov og tak og evig ære, være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen!

Guds Fred til Jer alle og Gud elsker Jer
Pastor Schønberg

Kategorier:Bibel-Johannesevangeliet, Gudstjeneste, Højtider-Kristi Himmelfart, Helligånd, Kirke, Kirkeåret-Pinse, Mission

Tags: Forfølgelser, Højtider-Kristi Himmelfart, Helligånd, Kirkeåret-Pinse, Talsmanden, Trøsteren, Treenighed