Vi er ikke syndere, fordi vi synder. Vi synder, fordi vi er syndere.
R. C. Sproul
Jeg holder mig som regel til at skrive om min egen teologi, da jeg har den største respekt for andre kristne samfund og mener, at vi komme længst med dialog og har meget at lære af hinanden. Men jeg bliver en smule trist, når jeg med mellemrum læser indlæg af kristne på sociale medier, hvor man fordømmer de, der ikke deler den samme tolkning af troen eller ikke lever efter de normer, som de i deres tolkning af Bibelen, anser som rigtige. Hvad angår mig selv, påvirker det mig ikke, hvad andre måtte mene – jeg er forankret i min tro! Men jeg er bekymret for, at folk, der er ved at finde troen, bliver skræmt væk af den form for retfærdigheds-kristendom, som denne fordømmelse afstedkommer. Jeg er bekymret for, at de, der er ved at komme til troen, får et indtryk af Kristus og Kristus-troende som menneskefjendsk.
Jeg ved, at dette indlæg risikerer at blive genstand for kritik på de sociale medier, fra de der føler sig ramte. Og det er helt fint, at folk er uenige og jeg diskuterer gerne. Men i mange tilfælde vil diskussionen være spildt at deltage i: For en del af de der måtte føle sig ramt, vil mene at jeg allerede er fortabt, frafalden, drevet væk fra den sande tro eller lignende – det får være som det er. Men mit inderlige håb med dette indlæg er, at de der læser dette (også de der måtte føle sig ramte), vil læse det, tage imod det og tænke over det skrevne.
Som nævnt oplever jeg desværre alt for ofte, i nogle af de kristne grupper på sociale medier som Facebook, en fordømmelse af andre kristne, der ikke deler samme tolkning af Bibelen eller en fordømmelse af dem mennesker, som man anser som ikke-frelste, alt imens man fremhæver sin egen retfærdighed. Man tager patent på den sande kristendom: Vi ved, hvad der er sandt! Det er kun os, der gør Guds vilje – alle I andre er fortabt! Der er ikke plads til teologisk refleksion.
Og der er ingen, der går fri af de selvretfærdiges dom over verden: Folkekirken, reformerte kristne, katolikker, homoseksuelle, transkønnede og mange andre. Alle skæres over en kam med ord som; syndere, djævletilbedere, psykisk syge, frafaldne, afgudsdyrkere og andre mere eller mindre fantasifulde stempler.
Og ved hjælp af citater fra Bibelen forsøger man at slå sin egen ufejlbarlighed fast – man tager jo trods alt udgangspunkt i Skriften… gør man ikke?
Man tager i hvert fald citater fra Bibelen, det er sandt! Men der er bare et problem! Man kan, ved at tage diverse citater fra Bibelen, lave, snart sagt hvilken som helst teologi man vil. Men forstår man ikke det overordnede budskab; at Jesus Kristus kom til verden for at forkynde Guds kærlighed for os, og tilbyde – os syndere – frelsen, så hjælper citater ingenting. Så praktiserer man troen med hovedet – men ikke med hjertet.
Skal vi tage udgangspunkt i citater, så må vi for at nå ind til kernen i kristendommen tage udgangspunkt – ikke kun i gammeltestamentlige skriftsteder – men først og fremmest i Jesu ord, som de lyder til os i Det Nye Testamente.
I denne sammenhæng vil den opgave som Jesus befaler os fremhæves:
Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: »Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.
Matthæusevangeliet, kapitel 28,18-20
Jesus vil altså have os til at forkynde det glædelige budskab for alverden og omvende folk til at være Hans disciple! Og vi skal lære dem det, som vi har lært af Ham – og hvad er det så, Jesus har lært os? Når vi skal gøre folk til Hans disciple – hvad ser vi Ham gøre og, hvad hører vi Ham da sige?
Det første der slår en, når vi læser om Jesu liv er, at Han aldrig viser folk bort, der søger Ham, også selv om andre så skævt til Ham af denne grund:
Da de skriftkloge blandt farisæerne så, at han spiste sammen med syndere og toldere, spurgte de hans disciple: »Hvorfor spiser han sammen med toldere og syndere?« Men da Jesus hørte det, sagde han til dem: »De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.
Markusevangeliet, kapitel 2, 16-17
Det er netop blandt syndere, at den sande Kirke skal virke. Det er her, vi skal finde de mennesker, der søger frelsen. Hvis vi dømmer dem som uværdige eller syge mennesker, som vi skal undgå for ikke at blive smittet med deres urenhed, er vi inde i en tankegang om rent og urent, som farisæerne og de skriftkloge holdt fast i. Det er netop de syge, der har brug for en læge – ikke de raske.
Jeg siger jer: Sådan bliver der større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse.
Lukasevangeliet, kapitel 15, 7
Der er synd og dom i Bibelen – det er der ikke tvivl om!
Men det Jesus gør er at sætte os fri fra synden, så vi på dommens dag kan træde ind i Himmerig. Men vi er ikke Gud – vi skal ikke dømme. Vi skal derimod tage os i agt for at dømme folk – fordømmelse leder ingen til Kristus! Dømmer vi folk, er vi derimod skyldige i at holde budskabet om glæde og frelse i Jesus væk fra de der har allermest brug for det. Det er bespottelse af Helligånden, at holde det glædelige budskab borte fra folk. Hvordan vil den opførsel blive taget imod af Gud? Svaret giver Han os selv:
Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse. Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal man give jer i favnen. For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med.
Lukasevangeliet, kapitel 6, 37-38
Dømmer vi andre, så rammes vi af den synd, der kaldes hovmod. Hovmodet er, når vi tror, at vi er bedre end andre, at vi er mere værd i Guds øjne end andre, at vi tror, vi er frelste og de andre fordømte. Hovmodet er at ophøje sig selv. I lignelsen om farisæeren og tolderen i templet understreger Jesus det glimrende:
To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var en farisæer, den anden en tolder. Farisæeren stillede sig op og bad således for sig selv: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt. Men tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig! Jeg siger jer: Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den anden. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.
Lukasevangeliet, kapitel 18, 10-14
Hovmodet gør os blinde for vores egen syndighed:
Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? Hvordan kan du sige til din broder: Broder, lad mig tage den splint ud, som er i dit øje! når du ikke ser bjælken i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage den splint ud, som er i din broders øje.”
Lukasevangeliet, kapitel 6, 41-42
Sandheden er at vi alle er syndere. Som Robert C. Sproul (reformert præst) siger i citatet, jeg benyttede i begyndelsen af indlægget: “Vi er ikke syndere, fordi vi synder. Vi synder, fordi vi er syndere.” Ingen undtaget!
Derfor bør vi afholde os fra hele tiden at pege på andres synd, men altid holde os for øje, at også vi er syndere. Når vi taler til og om andre, bør vi holde en ordentlig tone, og huske at også de er skabt af Gud, og dermed fortjener den samme respekt, vi ville møde ethvert andet menneske med.
Et eksempel på ikke at møde folk med respekt og forståelse var at finde i en af trådene til et indlæg omhandlende LGBT- bevægelsen (som jeg ikke selv nærer de varmeste følelser for). Her blev transkønnede – i én sætning- betegnet som psykisk syge, syndere og under dæmonisk forførelse (velsagtens at forstå som dæmonbesættelse?)! Den slags tale er ikke næstekærlig – den hjælper kun til at støde mennesker bort. Det eneste man opnår (og det er vel ikke meningen?!) er at nedgøre andre mennesker, udvise manglende omsorg for dem og afvise de udfordringer, som de må slås med i deres liv. Hertil kommer selvfølgelig selvmodsigelsen i fordømmelsen: for det kan ikke være alle tre ting på én gang!
Er transkønnede psykisk syge, så er der vel ikke tale om synd, men om sygdom!? Er der tale om en besættelse, kan der ikke være tale om synd, da mennesket i så fald ikke længere er herre over egen krop, men under djævlens indflydelse!?
Er der ikke tale om hverken psykisk sygdom eller besættelse, så er det vel synd. Og er det synd, så gør man klogt i at huske Jesu ord, da jøderne vil stene den utro kvinde:
Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten på hende.
Johannesevangeliet, kapitel 8, 7-8
Når du som kristen vil efterleve Jesu befaling om at gøre alle folkeslagene til Hans disciple, må du spørge dig selv:
(Thomas Tvivleren afviste at Jesus var opstået fra de døde, før han selv mærkede sårene i Jesu legeme – Joh 20, 24-29)
Ville du have afvist Thomas Tvivleren?
(Den samaritanske kvinde ved brønden, som havde haft fem mænd og levede med en mand hun ikke var gift med – Johannesevangeliet kapitel 4, 1-42)
Ville du have afvist hende?
(Hvad med tolderen Levi – Lukasevangeliet, kapitel 5, 27-32)
Ville du have afvist tolderen Levi?
(Paulus sagde om sin egen synd: For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg – Romerbrevet, kapitel 7, 19)
Ville du have afvist Paulus?
(Simon Peter fornægtede Jesus tre gange – Markusevangeliet, kapitel 14, 66-72)
Ville du have afvist Peter?
(Jesus spiste og drak med syndere – Lukasevangeliet, kapitel 7:34)
Ville du have afvist Jesus?
Afviser du Jesus nu!?
Irettesættelser og påtale af syndig opførsel hører hjemme i menighederne, blandt de der er kommet til troen. Her skal man vejlede hinanden i kærlighed – for her ved man, hvad der forventes af en, der vil leve et liv i Kristus. Men de standarder vi sætter for os selv, kan vi ikke forvente af dem udenfor! Paulus skriver i sit brev til menigheden i Korinth:
I mit brev skrev jeg til jer, at I ikke må have med utugtige mennesker at gøre. Jeg mente ikke i det hele taget utugtige her i verden eller griske mennesker og røvere eller afgudsdyrkere, for så måtte I jo forlade denne verden. Hvad jeg skrev til jer, var, at I ikke må have med nogen at gøre, der har navn af broder, men lever utugtigt eller er grisk eller er en afgudsdyrker eller en spotter eller en drukkenbolt eller en røver. I må heller ikke spise sammen med sådan en. Er det da min sag at dømme dem, der står udenfor? Er det ikke dem, som er indenfor, I skal dømme? Dem udenfor skal Gud dømme. »I skal udrydde den onde af jeres midte.«
1. Korintherbrev, kapitel 5,9-13
Forkyndelsen må altid tage udgangspunkt i Guds kærlighed, hvad enten det glædelige budskab forkyndes for syndere eller troende. Der er ingen, der står uden for Guds kærlighed. Kristus taler til enhver synder og håber, at de vil svare Ham med et fuldtonet: JA. Men Han afviser ingen på forhånd!
Kritisér og døm ikke andre mennesker – anse alle for at være engle, tilgiv andre deres fejl og svagheder, og døm dig selv som den værste synder. Det er det første trin i ethvert åndeligt liv.
Seraphim Rose (amerikansk ortodoks munk)
Guds Fred til Jer alle og Gud elsker Jer
Pastor Schønberg
Følger du ikke allerede bloggen, så skriv din mail-adresse herunder – så får du besked, hver gang et nyt indlæg slås op!
Kategorier:Andagtsord, Bibel, Bibelstudie, Kristenliv, Mission, Samfund, Teologi
Pastor Schønbergs Blog 
Skriv et svar