Vi bringer i dagens indlæg endnu en artikel af Pastor emeritus Frederik G. Sørensen, tidligere sognepræst ved Ledøje-Smørum Kirker, fra hans folder: “Stilhed og eftertanke” fra 1995, som kort behandler syv emner til styrkelse af troen.
Vi har tidligere bragt indlægget “Håb” og går i dag videre med indlægget “Husk hviledagen og hold den hellig”.
I en vildsom bjergegn i Frankrig, hvor der lå et kloster, havde munkene i det 16. århundrede den skik hver aften at ringe med en klokken for at vejlede og hidkalde rejsende, der var faret vild i de hyppige tåger i aftenmørket. På klokken stod der: ”Kald de vildfarende tilbage”.
De danske kirkeklokker har gennem århundreder kaldt folk til kirke på søn- og helligdage for at kalde dem ind i tjeneste for Jesus Kristus.
”Nu ringer alle klokker mod sky, det kimer i fjerne riger;
hver søndag morgen højt på ny stor glæde mod Himlen stiger”, synger vi (DDS 408).
Det var søndag morgen, vor frelser stod op af graven, og derfor skal vi samles i kirken for at takke og tilbede den treenige Gud på hviledagen.
Kirkeklokkens kalden begyndte sædvanligvis en time før gudstjenestetidspunktet, og den ringede tre gange med en halv times mellemrum.
Første gang klokken ringede begav de fjernestboende sig til fods af kirkestien til Guds hus. Anden gang, en halv time før gudstjenestetidspunktet, kaldtes de nærmere boende ind på kirkestien. Tredie og sidste gang sluttede klokkeringningen med tre gange tre bedeslag, for at kalde til bøn til den treenige Gud, som optakt til, at Guds folk skulle fejre opstandelsens dag i søndagens gudstjeneste. De sidste skyndte sig i kirke, mens de, der allerede havde fundet deres plads i kirkens menighed, folder sind og tanke i tak til Gud og i forbøn for præsten, der skal forkynde Guds ord på stedet.
Hvor der før i det danske landskab var hedenske blotsteder og offerhøje i lokalområdet, trængte den kristne kulturs spor sig frem med kirker og kirkestier, som et synligt bevis på sognekirkens betydning for lokalområdet.
Vær velkommen, Herrens dag
med de store fortidsminder!
I dig finder vi velbehag
alle danske mænd og kvinder,
og Guds Ånd ta´r helst til orde
på den dag, som Herren gjorde (DDS 405).
De store fortidsminder finder Guds velbehag i, fordi de er en gave til mennesker fra livets Gud.
Disse store, værdifulde minder er rejst af Guds folk gennem deres livs hverdagsskikke. Vi må tænke på at sætte os kristne minder til den efterfølgende slægts brug, så de kan finde vej gennem livet. Den kristne vej.
De store fortidsminder fejres ikke ved at male stakit eller lægge fliser i indkørslen, mens man lytter til radioens søndagsgudstjeneste og naboens motorklipper, der kører hen over den veldyrkede græsplæne. Det danske kirkefolk har mistet de gamle og gode søn- og hviledagsskikke, hvor man gør helligdagen til en festdag i hjemmet og i kirke for familien.
Gode hviledagsskikke er helt nødvendige for at få kræfter til hverdagens mange gøremål.
Det er af stor betydning og kræver ingen større indsats at gøre helligdagen festlig i hjemmet, gøre lidt ud af maden, lægge dug på bordet, spise den sammen, gå i kirke sammen i søndagstøjet, så der bliver lidt fest over det, og så slappe af med at foretage sig noget sammen efter gudstjenesten og søndagsmiddagen. Med de mange moderne hjælpemidler kan maden sagtens passe sig selv, mens hele familien går i sognekirken.
Søndagens gudstjeneste med sakramenterne dåb og nadver, de bibelske tekster, bønnerne i det kristne broderskab gør, at Guds Ånd tager til orde på en særlig måde. Og det må jeg for enhver pris have del i.
Og der blev glæde på jorderig, lig glæden i englens Himmel:
Livskongen løfter op med sig til livet sin børnevrimmel.
Når alle klokker ringer mod sky, hver søndag morgen, så er det for at livskongen vil løfte sin børnevrimmel, de døbte op, gennem gudstjenesten.
Men så må vi også være til stede for vor egen åndelige opbyggelses skyld.
Og så er der endnu en grund:
Kirkeklokken vil også kalde de vildfarne tilbage fra syndens tåger i denne verdens mørke.
Der planlægges evangelisationsfremstød for at nå travle danskere med evangeliet. Og der drøftes fremgangsmåder for at gøre kirken synlig for nutidens travle mennesker.
Der er ikke noget stærkere kristent vidnesbyrd for moderne mennesker, end at se parkeringspladsen omkring kirken fyldt til bristepunktet med biler på søn- og helligdage.
Skal vi være troværdig kristen kirke, så må hviledagens skikke være et vidnesbyrd om, at Herrens ånd ta´r særligt til orde på den dag.
Lad os rejse fortidsminder, som peger på Kristi opstandelsesdags betydning for os. Vor tids mennesker har et tavs råb om vejledning i religiøse anliggender. Lad os pege på kirkens fortidsminder for her er alene den åndelige dimension, som tilfredsstiller menneskers religiøse behov.
Det danske folk har mistet de gamle og gode søn- og helligdagsskikke, så man nu lægger et lag af weekend-stress oveni hverdagens travlhed og stress, så resultatet bliver, at Guds ånd ikke kan komme til orde.
Moderne folkekirkemedlemmer må gøre op med sig selv, hvilket spor deres hviledagsskikke sætter i lokalsamfundet, om de med dem viser samtidens anfægtede, usikre og vantro mennesker en vej til den kirke, som de i dåben blev medlemmer af, eller de skal være henvist til alternative muligheder. Der er en stor forjættelse over at være kirke og et stort ansvar.
Husk hviledagen og hold den hellig.
Det betyder, at vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke ringeagter prædiken og hans ord, men holder det helligt, gerne hører og lærer det.
Klokken kalder til kirke, så Guds ånd kan komme til orde i dit liv, og så kalder klokken på kirkevagt, så de vildfarne kan finde dig i de helliges fællesskab, når de kaldes tilbage.
”Herre, vor Herre, hvor herligt er dit navn ud over hele jorden”
Amen!
Guds Fred til Jer alle
Pastor Schønberg
Kategorier:Andagtsord, Kirke, Kirkehistorie, Mission, Teologi
Pastor Schønbergs Blog 
Skriv et svar