I dag bringer vi et gæsteindlæg – en prædiken – af Pastor René Yde.
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:
Jesus sagde: »Der var en mand, som ville holde et stort festmåltid og indbød mange. Da festen skulle begynde, sendte han sin tjener ud for at sige til de indbudte: Kom, nu er alt rede! Men de gav sig alle som én til at undskylde sig. Den første sagde til ham: Jeg har købt en mark og bliver nødt til at gå ud og se til den. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. En anden sagde: Jeg har købt fem par okser og skal ud at prøve dem. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. Og en tredje sagde: Jeg har lige giftet mig, og derfor kan jeg ikke komme. Tjeneren kom tilbage og fortalte sin herre dette. Da blev husets herre vred og sagde til tjeneren: Gå straks ud på byens gader og stræder og hent de fattige, vanføre, blinde og lamme herind. Og tjeneren meldte: Herre, det er sket, som du befalede, men der er stadig plads. Så sagde herren til tjeneren: Gå ud på vejene og langs gærderne og nød dem til at komme, så mit hus kan blive fyldt. For jeg siger jer: Ingen af de mænd, som var indbudt, skal smage mit måltid.«
Lukasevangeliet, kapitel 14, 16-24
Kære kristne. I aften hører vi lignelsen om det store gæstebud, men jeg vil gerne starte et helt andet sted og tage udgangspunkt i det gamle testamente.
Dengang Israel var Guds udvalgte folk, gav Gud Herren gennem sin tjener Moses love og forskrifter for alle side af Israels liv og færden. Således findes der også i moseloven forskrifter for, hvordan Israel skulle forholde sig, når man måtte drage i krig.
(Her må vi allerede gøre et ophold og forklare krigens og voldens plads i det gamle testamente.
Krigen og volden i den gamle pagts tid skal ses under frelsens synsvinkel. Israels børn var efterstræbt af Djævelen. Israel var en torn i øje på Den Onde og han ønskede at udrydde Israel. Satan havde ikke fuldt ud rede på, hvad Gud ville med Israel. Han kendte ikke Guds plan med dette folk, men han hadede det af hele sin styrke og satte alt ind på og brugte alle midler på at ødelægge Israel. Han brugte løgneguder til at friste dem til frafald og afgudsdyrkelse. Han fristede dem med rigdom og magt. Han lod folkefærd lefle for dem og gav dem gode dage, så de glemte Herren, men til andre tider lod han krig og ødelæggelse forfølge Israel. Han væltede hære ind over dem og rejste folkeslag imod dem. Derfor måtte Gud Herren give forskrifter for krigen og for Israelitternes krigstjeneste. Krigen i den gamle pagt var i egentligste forstand en hellig krig. Det var en krig om himlen og jorden. Krigen var et spørgsmål om verdens frelse. Det var af afgørende betydning, at Israel bestod og overlevede for frelsens skyld og derfor måtte de – med sværd i hånd beskytte sig mod Djævelens anslag. De måtte kæmpe og gå i krig. Hvis israelitterne ikke var gået i krig, så ville de aldrig have overlevet som folk og så ville der aldrig været fremstået en jomfru, der i tro og kærlighed ville sige ”Ja” til at blive Guds Moder. Hvis Israel ikke havde grebet til sværdet og igen og igen havde sejret i krigene, så ville Jomfru Maria ikke være blevet født og hun var jo hele formålet med den gamle pagt. Krigen og volden i den gamle pagt var en nødvendighed, der pegede fremad mod Jomfru Maria og julenat.)
Gud gav altså gennem Moses love for krigsførelsen, herunder også nogle helt særlige regler, som vi kan læse om i Femte Mosebog kapitel 20. I den gamle pagt var det en guddommelig forskrift, at under krig, så skulle soldaten i ganske særlige omstændigheder forlade hæren og vende hjem uden at kæmpe.
Den, som havde bygget et nyt hus, men ikke havde fået det indviet, skulle vende hjem.
Den, som havde plantet en vingård, men ikke havde taget den i brug, skulle vende hjem.
Den, som var blevet forlovet, men endnu ikke var blevet gift, skulle vende hjem.
Den, som var bange og modløs, skulle vende hjem.
Set med verdslige øjne giver disse forskrifter ingen militær mening, men nu var der jo tale om hellige krige, hvor målet var Israels bevarelse og overlevelse, så Guds frelsesplan i tidens fylde kunne gennemføres og man sejrede alene ved Gud Herrens kraft og styrke og ikke ved menneskelig magt og snilde. Åndeligt set giver disse forskrifter for krig altså særdeles god mening. Enhver, som havde uopsættelige ting at ordne for Israels overlevelses skyld måtte drage hjem og den, som endog var bange og modløs, var ved guddommelig forskrift fritaget for krigstjeneste i den gamle pagt.
Nu vender vi os til den nye pagt og den lignelse, som vor Herre Jesus fortæller os i dag, lignelsen om det store gæstebud. Som det var skik og brug dengang havde manden allerede sendte invitationer ud til sit gæstebud. Derfor udsendte han nu sin tjener, så han kunne sige: ”Kom! Thi nu er alt beredt.” Alt var nu parat til den store fest og tjeneren gik ud for at hente gæsterne, men så gav de indbudte sig til at finde på undskyldninger. Den ene havde købt en mark, den anden havde købt fem okser og den tredje var lige blevet gift. De havde ikke tid til at komme til festen. De havde gang i noget, som de syntes var vigtigere. Jeg er måske alene om det, men jeg kan se en slags parallel mellem disse undskyldninger og de regler for fritagelse fra krigstjeneste i moseloven, som jeg lige beskrev for jer. Disse gæster mente sig måske i deres gode ret til at afvise invitationen. De mente, at de havde gode grunde til ikke at gå på fest. Dette gjorde imidlertid manden vred og han sørgede for, at der alligevel kunne komme gæster med til festen og han sørgede ligeledes for at ingen af dem, som var indbudte, kom med. Invitationen gik ud til hele verden. Nu skulle der festes.
Hvad betyder dette for os kristne i dag? Det betyder helt enkelt, at vi, som er døbte skal gå til nadver og messe og ikke har nogen gode undskyldninger for ikke at gå i kirke. Vi har en åndelig pligt til at gå til messe og til gudstjeneste i kirken om søndagen og på alle helligdage. Her er der ikke fritagelse for tjenesten, som Jesus har indstiftet i sin kirke. Deltagelse i den hellige messe er på en måde den nye pagts krigstjeneste. Det er her at kampen om Himmel og jord udkæmpes, for det er her som i et enkelt punkt at hele kirkens væsen kommer til udtryk. Det er i messen at Himlen åbnes og Guds nåde strømmer ned over os mennesker. Det er i messen, at de onde ånder besejres. Det er i messen at synden og svagheden i naturen overvindes. Der er i messen, at vores bønner, ja, hele vort liv og vort hjerte forenes med Jesu offer og bæres op til Gud. Det er i messen at Jesu offer på korset ihukommes, så vi syndere kan få glæde deraf. Det er er i messen, at Guds nåde og kærlighed hentes ned fra Himlen. Det er i messen, at vi får del i frugterne fra Jesu lidelse og død på korset. Det er her ved kirkens alter, at
”Himmeriges Rige tages med Vold, og Voldsmænd river det til sig.”
Matthæusevangeliet, kapitel 11, 12
Dette er den nye pagts krigstjeneste. Sjælene skal frelses og dæmonerne overvindes. Helvede skal bekriges og dets fyrste. Nu skal der festes. Vi skal fejre frelsens fest i fryd og glæde og herlighed ved Kirkens alter.
Vi er ved dåben genfødte til at være nye skabninger i Kristus. Vi er ved konfirmationen salvet og kåret ved Helligånden til at være brudgommens svende og terner og derfor vi er kaldet til at tage del i krigstjenesten i den nye pagt. Vi har fået vores indbydelse til festen. Om søndagen skal vi alle – hele menigheden – sammen med præsten frembære det store og ublodige taksigelsesoffer for frelsen, som vor Herre Jesus vandt os på korset. Om søndagen og på alle helligdage er din og min plads her i kirken. Her skal man finde os om søndagen i færd med at takke og prise Gud for korsets frelsende offer og for Jesu lidelse og død, hvorved vi er løskøbt fra synden og død og Djævel er trådt under fode. Her må vi huske på de indbudte i lignelsen. De kom med undskyldninger. De fandt på grunde til ikke at komme med på fest. Vi kan måske også finde på undskyldninger for ikke at gå i kirke og til messe. Dog skal vi huske, at gæsterne ved deres afvisning af invitationen vakte husbondens vrede og invitationen blev taget fra dem og gik ud til alle de andre ved gader og stræder og på vejene og ved gærderne. Vi kan miste vor invitation til frelsens måltid gennem vantro og ligegyldighed. Vi kan miste troen og vor plads i Guds hær og vor plads ved kirkens alter.
Vi skal gøre vores søndagspligt. Vi skal gøre vore søndagsglæde. Vi skal gå i kirke og til gudstjeneste. Her i den nye pagt er man ikke fritaget for at gøre sin pligt om søndagen, når krigen om Himmel og jord skal udkæmpes. (Naturligvis hvis man er syg eller absolut ikke har mulighed for at komme i kirke, så kan man undlade at komme til messe om søndagen, men det er noget kirken tillader gennem barmhjertighed og ikke ved et guddommeligt påbud.) For intet er vigtigere her i livet end vores forhold til Gud og om søndagen er intet vigtigere end messen. Vi skylder Jesus og vi skylder os selv at aflægge vort ugentlige besøg på Golgata og dvæle en stud ved foden af Kristi kors. Vi må derfor altid adlyde vor Herres Jesu befaling, når han siger: ”Gør dette til min ihukommelse.” Messen, tjenesten med brød og vin, som Jesus har indstiftet i sin kirke, er centrum og højdepunkt i hele kirkens liv. Den er det, som alt andre godt og nødvendigt arbejde i kirken peger hen til og finder sin kraft og styrke fra. Messen, den hellige nadver, alterets allerhelligste sakramente er den højeste form for gudstjeneste. Derfor har vi alle som kristne en pligt til at fejre den og lade den være kilde til vor største og mest inderlige glæde. Dér ved kirkens alter siger vi Gud tak for hans Søns offer på korset og modtager hans dyrebare legeme og hans hellige blod at æde og drikke til evig fryd og til evig salighed og til evig og vedvarende glæde.
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som i begyndelsen, så nu og i al evighed. Amen.
Pastor René Yde
Kategorier:Andagtsord, Bibel, Bibel-Lukasevangeliet, Gæsteindlæg, Kirkeåret-Trinitatistiden, Prædikener
Pastor Schønbergs Blog 
Skriv et svar