Prædiken – Ånden i den enkelte Sjæl

En historisk prædiken af Olfert Ricard.

Her 2. Pinsedag har jeg valgt at bringe en historisk prædiken af Olfert Ricard, som vi har stiftet bekendtskab med før her på bloggen (se to andre indlæg med Olfert Ricard her: Fuldkommen som Faderen og Se på dit flag! )

Olfert Ricard (1872-1929) var præst ved Skt. Johannes Kirke og Garnisons kirken. Prædikenen findes i bogen: Sommer og Høst – Kirkeårets prædikener II. fra 1915


Jesus svarede hende: »Enhver, som drikker af dette vand, skal tørste igen.  Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv.«  Kvinden sagde til ham: »Herre, giv mig det vand, så jeg ikke skal tørste og gå herud og hente vand.«

 Han sagde til hende: »Gå hen og kald på din mand, og kom herud!«  Kvinden svarede: »Jeg har ingen mand.« Jesus sagde til hende: »Du har ret, når du siger: Jeg har ingen mand;  for du har haft fem mænd, og den, du har nu, er ikke din mand; dér sagde du noget sandt.«

 Kvinden sagde til ham: »Herre, jeg ser, at du er en profet.  Vore fædre har tilbedt Gud på dette bjerg, men I siger, at stedet, hvor man skal tilbede ham, er i Jerusalem.«  Jesus sagde til hende: »Tro mig, kvinde, der kommer en time, da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen.  I tilbeder det, I ikke kender; vi tilbeder det, vi kender, for frelsen kommer fra jøderne.  Men der kommer en time, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. For det er sådanne tilbedere, Faderen vil have.  Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed.«  Kvinden sagde til ham: »Jeg ved, at Messias skal komme« – det vil sige Kristus; »når han kommer, vil han fortælle os alt.«  Jesus sagde til hende: »Det er mig, den, der taler til dig.«

Johannesevangeliet, kapitel 4,13-26


Kristendommen er en Åbenbaring fra Gud, som, når den modtages, bliver den til en Oplevelse i Menneskets Sjæl. Disse to Sider, man kalder dem den objektive og den subjektive, må altid findes, hvor der er levende Kristendom. De møder også Menigheden i hvert eneste Søndags-Evangelium. Og på Højhelligdagene vil den historiske Side i Kristendommen, Guds Åbenbaring, træde i Forgrunden: Jesu fødsel i julen, Jesu korsfæstelse og opstandelse i Påsken, og Åndens komme i Pinsen. Men så vil det falde naturligt, at vi på den anden helligdag betoner den anden side stærkere – sjælens tilegnelse af Guds gave. Det bliver jo først jul i sjælen, når Jesustroen fødes inde i et menneskehjerte. Det bliver jo først påske i sandhed, når sjælen lægger sin syndebyrde ned for korsets fod, så den selv korsfæstes med Kristus, og når håbets sol lyser i hjertet, og Jesu Kristi opstandelsesliv bliver en virkelighed i de kristne. Og det bliver jo heller ikke pinse i hjertet, før kærlighedslivet i den hellige Ånd kommer til gennembrud derinde. Og mens vort hovedemne i går var Ånden i kirken, så skulle da i dag være Ånden i den enkelte sjæl. Mens vi i går dvælede ved verdens første Pinsedag, da Helligånden kom til jorden under sus af storm og glød af ildtunger, og kirken blev født til verden, så vil vi i dag tænke på den tid, da det nye liv ved Helligånden oprandt i vore hjerter. Dertil giver dagens Evangelium, samtalen ved brønden mellem Jesus og den samaritanske kvinde og se, hvordan Gudslivet opstår i et hjerte – og Helligånden, det er jo netop Gud, sådan som Han bor inde i et menneskehjerte, – og vi skal betragte Jesus, i hvem Helligånden boede i hele sin fylde, og på Ham se, hvordan Gudslivet meddeler sig til andre.

I

Det første, der må ske, er, at der må vækkes en længsel efter dette evighedsliv. Døden hersker, hvor der ingen længsel bor; men når længslen begynder at røre sig inde i hjertet, da dæmrer livets morgengry. Denne længsel er netop vakt hos denne kvinde, det ser vi af de første ord, vi høre hende sige: »Herre, giv mig dette vand, for at jeg ikke skal tørste og ikke komme hid for at drage op.« Dybt går denne længsel ikke, og knap er den sig selv bevidst, og dog er der en dæmrende anelse om, at den mærkelige fremmede har en tryllerisk magt og kan give en sælsom gave – og hvor herligt, som slukkede, som slukkede tørsten for hele ens liv, ligesom en levende kilde med rindende vand inde i en selv: Herre, giv mig dog endelig dette vand!

Men nu går der jo så mange mennesker omkring iblandt os, du kender også nogen af dem, som slet ikke længes efter noget højere og bedre. Hvad skal vi med det, siger de, vi er evig fornøjede med det, vi har! Hvorfor i alverden skulle vi dog gå i kirke og høre en præst prædike? Hvorfor skulle vi dog give os til at læse i Bibelen, denne ældgamle bog? Vi lever sådan, som vi nu synes, det er rigtigt, som vi kan forsvare det for vor samvittighed, vi er ikke religiøst anlagt, vi bryder os ikke om at spekulere over tilværelsens gåder, – lad os dog have lov at gå i fred! Ja, sådan er der jo mange i verden, som har det. De drikker af de kilder, som springer hernede på jorden, af lykkens kilde, af arbejdets kilde, af kærlighedens kilde, af digtningens kilde, af tankernes kilde, og det er dem nok. De synes endnu ikke at have gjort den opdagelse, at med alle disse kilder har det sig, som Jesus siger: »Hver den, som drikker af dette vand, skal tørste igen.« Jeg er bange for, at de engang skal komme til at mærke det, – jeg kunne også sige: jeg er glad over at vide, at de skal komme til det. Thi disse mennesker vurderer sig selv for lavt. Et menneske kan aldrig blive tilfredsstillet af jordiske kilder, dertil er det for evigt. »Verden ejer ingen lyst, som kan fylde dette bryst« – nok, som kan få det til at banke og begære, sukke og bruse, fryde sig og fortvivle, men ikke, som kan fylde det. Der bor, Gud være lovet, der bor en uudslukkelig tørst på bunden af menneskehjertets brønd. Men måske de skal drikke de jordiske brønde tilbunds, før de opdager det. Nogle har også i ganske enkelte øjeblikke tænkt det. De forstår bagefter så godt det gamle salmevers: ”Indtil jeg fandt det kildespring, gik jeg på tørre veje; jeg søgte trøst i mange ting, – de kunne ej fornøje den sjæls attrå, som i mig lå – endog jeg ikke tænkte på at søge til det høje.”

Indtil jeg fandt det kildespring. Ja; indtil da. Thi når du vil spørge: men hvorledes skal denne længsel da blive vakt? Hvad kan vi gøre for at vække den? Skal de da først drikke alle jordens kilder tilbunds, både de syndige lysters giftige brønde, og den jordiske lykkes sprukne brønde, inden de engang skal fornemme sjælens tørst? Så svare vi: ja, det ser ud, som om nogle ikke finder det før. Men vil vi se på kvinden i dagens Evangelium, så vaktes hendes længsel dog på en anden måde. Hun møder Jesus. Hans ord vakte hendes længsel. »Dersom du kendte Guds gave -,« havde han sagt. Og atter: »det vand, jeg giver, skal blive i ham en kilde af vand, som fremvælder til et evigt liv.« Da måtte hun længes inderligt efter det vand, som til evig tid kunne slukke hendes tørst. Når Jesus møder mennesker; når Gud kommer nær til et menneske; når de hører Hans Ord eller møder det rigtige evighedsliv i en ægte kristen, møder den Hellige Ånd i et andet menneske, ser hvordan de kan bære deres tab, ofre deres tid, bevare deres glæde, – da vågner længslen, da tænker de: Disse mennesker har noget, som jeg ikke har; men gid jeg havde det.

O du som længes, du som ikke har nok i dig selv – glæd dig: din længsel er allerede en lille Guds gave, er første små dråber, som pipler frem af evighedskilden på bunden af hjertets brønd, et lille første livstegn, som viser, at Helligånden arbejder i din sjæl: bliv ved at længes, bliv ved at øse dybt, og stands ikke på vejen – heller ikke når du møder noget, som du ikke holder af, og det vil du, det skal vi nu høre om.

Thi det første, der må vækkes, er længslen; men det næste, der må til, for at du kan få del i det evige liv, det er kamp. Dér hvor der ikke kæmpes, dér ruger døden. Den der ikke vil slås for livet, fortjener heller ikke at leve. Kampen er et livstegn. Men dette er den hårdeste kamp af alle, for det er kamp med sig selv. Og det er så forfærdelig svært at kende sig selv rigtigt og vedgå sin synd og tage kampen op mod dem.

»Gå bort, kald på din mand, og kom hid«. Hvad, nu talte vi jo så rart. Nu var længslen vakt efter Guds gave, efter den kilde, der femvælder til et evigt liv, – og så brydes den gode stemning af dette ubehagelige emne: – »jeg har ingen mand«. Hvor det er svært at være helt sand! Hvor er det svært, selv i vore bedste øjeblikke, selv da når vi gerne vil gribe sandheden, selv overfor Gud, at være sand til bunden, – når det er forbundet med pinagtighed eller nedsætter os selv. »Jeg har ingen mand«. Nej, – dér sagde du noget sandt i din usandhed: for du har haft flere, og am nu, han er ikke din mand! Og da så hun for første gang ind i sig selv – og opdagede dér en brønd åh så dyb, så svimlende dyb, en verden af urenhed og uredelighed, så forfærdelig stor en synderinde havde hun aldrig før følt, hun var.

Vil du være ærlig? Vil du se helt sandt på dig selv? Vil du virkelig hjælpes? Så beder jeg dig om nu, i dette øjeblik, for Guds ansigt at tænke på det bestemt, som du véd er synd i dit liv. Den vane, du er bundet i, det forhold, du er viklet ind i, den last, du ligger under for, den uret, du har begået, mod dét menneske, dengang og dér; – åh, hvad det dog er for en brønd så dyb, – i sandhed ”brønden er dyb” – bare jeg overhovedet kan nå bund deri, jeg vover knap at se ned i dette svimlende mørke dyb, og har det bund, eller er det ikke selve helvedes afgrund jeg ser ned i – ! ja min ven du må, du kan ikke fritages, når Helligånden kommer, så overbeviser han verden om synd (Johs 16,8), han taler ikke i almindeligheder, han lægger fingeren på det ømme sted, på det skjulte sår: det dér, hvad kalder du det= Ser du rigtig, hvor forfærdelig en sjælefare dette betyder? Vil du tage en kamp op her? Vil du hver dag, trods fald, trods det trættende og tilsyneladende håbløse, kæmpe din kamp? Det er spørgsmålet. Det er strengt for et menneske, det er en tung og alvorlig stund, når et menneske får at se, at selv deres bedste øjeblikke har været blandede med synd, med urene bitanker, at der forestår en lang og bitter kamp; ja men det er dog en lykketime, hvor sjælens hjul sættes i gang i evig bevægelse, det er livet, der vil frem og allerede bobler frem på bunden af brønden: hejs kun spanden derned, selvom den stønner og skriger, du skal se, du skal hente en evighedsdrik frem af din kamp. Det gælder livet; den, der kæmper, er på vej til livet. Her er håb.

Ja her er håb. Thi fra det sorte svimlende dyb løftede hun nu blikket med de lange øjenvipper og så, så ind i to klare stjerner, ind i Frelserens øjne, de øjne de kan lyse helt ned til brønden bund, de giver mod til dem, der skal kæmpe: ”Herre! Jeg ser, at du er en profet” – og så vågner de til live, alle de brokker af sandhed og religion, som dette landsbybarn har samlet sammen på og gemmer i sin sjæl som en død skat – nogen siger, at man skal bede i Jerusalem, nogen siger, på dette bjerg, hvad er nu det rette, du må vide det, sig nu mig det, for nu ville jeg gerne bede.

Det har Ånden lært hende. Når et menneske er begyndt at bede, da er Helligånden begyndt at arbejde i hjertet, da er den lille kilde, som fremvælder til det evige liv, begyndt at sprudle op på brøndens bund. Hverken her eller der, men i Ånd og sandhed, i den Ånd, som Faderen selv har vakt hos et menneske, og derfor i sandhed, for alvor og i virkelighed, skal sjælen bede, ikke ud i det blå og uvisse, så man ikke kender det, man tilbeder, men på Jesu Ord, på Hans Ord, som har talt med mig, beder jeg nu min Fader i Himlen om at give mig vished om min sjæls frelse. Beder du således? Er det dig en hjertesag, taler du bestandig til Gud o dette: Fader, du véd, hvor langt tilbage jer er, men kundgør mig alle ting, giv mig en fast tro på Jesus, lad det evige liv blive mig skænket, – så er din bøn allerede ved at opfyldes, thi Faderen har selv vakt bønnens ånd i dit hjerte, sådanne tilbedere vil han have, ja også sådan nogen som dig, så ringe og uværdige, når blot det er ærligt, og du holder ud, – det er Ånden i det enkelte menneskehjerte, det er gudslivet, som opvælder i sjælen: den der længes, den der kæmper, og den der beder, han har den kilde i sit hjerte, som fremvælder til et evigt liv.

II

Sådan opstår gudslivet da i et hjerte. Men, spørger vi videre, – hvorledes meddeler det sig videre til andre?

Thi det ville vi gerne, at det skulle. Og det er også på Frelserens vilje. Der fortælles jo om Ham, at på den sidste, store højtidsdag stod Han og råbte: ”Om nogen tørster, han komme til mig og drikke!” Men så føjede Han til: ”den, som tror på mig, af hans liv skal der, som Skriften har sagt, flyde levende vandstrømme.” Og Johannes forklarer os, at dette sagde Han om den Ånd, som de, der troede på Ham, skulle få; thi den hellige Ånd var der ikke endnu, fordi Jesus endnu ikke var herliggjort. Han var nok i Jesus selv, men før Han herliggørelse kunne Han ikke skænkes de troende, så de levende vandstrømme kunne flyde.

Ja se; for at få det vand, som fremvælder til evigt liv, må man tørste. Det er det, vi har talt om. VI mø længes og kæmpe og bede. Men for at de levende vandstrømme skal flyde, så livet meddeles til andre, så må man tro. Man må leve med Jesus.

Så betragt da den Jesus, som sidder ved brønde og taler med den samaritanske kvinde, så livskilden vælder frem i hendes hjerte. Bliv som han.

Han er træt og tørstig. Han har sat sig ved brønden for at hvile lidt på rejsen og vente på sine disciple, som var ind at købe mad. Men så snart der kom et menneske, som Han kunne være noget for, så tænkte Han ikke mere på sig selv, men var straks rede til at arbejde for Guds Rige. Hvad var det nu for et menneske da, der kom? Ja, det var en kvinde, endda en dårlig kvinde, og hun var en samaritan. Lærere dengang nedlod sig ellers ikke til at spilde deres visdom på kvinder, profeter gik langt udenom faldne kvinder, og jøder ville overhovedet ikke omgås samaritanere. Jesus kendte intet af alle disse hensyn, kunne Han blot vinde en sjæl. Det var nu hans trøst, at vinde en sjæl; og nu var denne sjæl den nærmeste.

Sammenlign nu blot det, vi her har sagt, med os. En smule træthed eller hovedpine, så kan vi virkelig ikke tåle den anstrengelse at tale med andre, vel? Og en ubetydelig vandbærerske, du kunne også tænke på en vaskerkone, hende taler man dog vel ikke med om den slags ting, vel? Nej, for man taler ikke engang med sine egne slægtning. Man går så forunderlig tankeløs forbi det, der ligger allernærmest for. Kristne mennesker har en besynderlig tilbøjelighed til at stå og ruske i låsede døre, når det lige ved siden agf er en dør, der står åben på vid gab. Vi sætter os i hovedet, at den skal frelses og den sag skal gennemføres, og det skal jeg om min bøn gøre; og så er det endnu slet ikke Guds time, og måske slet ikke os, der skal bruges dér. Men det, Gud har lagt hen for os, det går vi forbi. Men det gør de sande sjælevindere ikke.

Hør så videre. Han taler med denne kvinde om en dagligdags ting og beder hende om en tjeneste. Han falder ikke med døren ind i huset, men begynder dér, hvor hun står. Hun møder Ham med den største mistillid og ligefrem uvenlighed. Det forandrer ikke Hans sind det mindste. Uforstyrret går Han ind på hendes tankegang og vinder lidt efter lidt hendes tillid. Så fører Han samtalen ind på det åndelige. Han viser hende, hvor rig Han er, og hvor lykkelig hun kunne blive. Længslen vækkes hos hende, og hun synes at være vundet. Men vinde for sig selv, det var ikke det, Han ville. Han véd, at det, hun trænger til, er at gå ind i sig selv. Så vækker Han den slumrende samvittighed og rører ved det ømme punkt. Hvor meget er der nu ikke igen sagt her til os! Denne takt, denne visdom, den kunst at sætte sig i den andens sted, at gå ind på den andens tankegang og vente tålmodig på den belejlige stund; – denne ydmyghed, som beder den anden om en tjeneste eller søger at gøre hende en tjeneste, – denne udholdenhed, trods den andens komplette mangel på forståelse og stødende væsen., – hvor beskæmmer den ikke os klodsede utålmodige mennesker! Denne indre lykke, som så trygt kan vidne, fordi den véd, der ikke kan times det andet menneske noget bedre end at have det ligesådan – er det ikke den, der ofte fattes hos os ustadige, uligevægtige kristne. Og så den ærlige måde at tale ligeud med et menneske om dets synd, efter at tillidsforholdet er oprettet – taler den ikke til vor beskæmmelse? Enten bebrejder vi de andre, inden de har tillid til os, og så støder vi dem bare bort; eller vi tier for længe om det, der skulle tales om, fordi vi vil miste deres tillid!

Se så videre. Hun vil diskutere. Han véd, at religiøse diskussioner er tidsspilde. Han vidner nu ligefrem om sin Fader, henviser til bønnen i Ånd og sandhed, og da hun er dybt grebet, bekender Han sig selv som Messias. Vi med vore ørkesløse diskussioner! Vidne skulle vi i stedet, ud af vort eget barneforhold til Gud, ud af vor bønhørelses rigdom, vidne og pege på Kristus. Der er mange flere sjæle, end vi aner, som i vor tid gerne ville have en rigtig god alvorlig samtale om Guds Rige med et menneske, som kendte det af erfaring og levede i det, så det kunne kendes. Da flyder de levende vandstrømme, da meddeler det guddommelige liv sig til andre. Da bruges vi af den hellige Ånd, – er du nogensinde blevet brugt af den hellige Ånd?

Ja du siger: hvordan skal jeg blive sådan? Sådan var Jesus, men jeg? Ved at tro på Jesus skal vi blive sådan, det vil sige, ved at leve med Ham. Ved at leve livet er det, vi forplanter det videre. Således herliggør Ånden Jesus.

O Herre, lær os altid at bedre at leve livet! Amen.



Kategorier:Andagtsord, Højtider, Højtider - Pinse, Helligånd, Jesus Kristus, Kirkeåret-Pinse, Kirkehistorie, Kristenliv, Mission, Prædikener, Prædikener-Historiske

Tags: , , , , , , , ,

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Brother Schoenberg

Faith - Bible - Church - Liturgy - Society

Små Epistler

Søg indad og forstå verdenen

Guds Ord

Bibelvers fordelt på tema

%d bloggers like this: