Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 

Alle toldere og syndere holdt sig nær til Jesus for at høre ham, og farisæerne og de skriftkloge gav ondt af sig og sagde: »Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem.« Men han fortalte dem denne lignelse: »Hvis en af jer har hundrede får og mister et af dem, lader han så ikke de nioghalvfems blive i ødemarken og går ud efter det, han har mistet, indtil han finder det? Og når han har fundet det, lægger han det glad på sine skuldre, og når han kommer hjem, kalder han sine venner og naboer sammen og siger til dem: Glæd jer med mig, for jeg har fundet det får, jeg havde mistet. Jeg siger jer: Sådan bliver der større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse. Eller hvis en kvinde har ti drakmer og taber én af dem, tænder hun så ikke et lys og fejer i huset og leder ivrigt, lige til hun finder den? Og når hun har fundet den, kalder hun sine veninder og nabokoner sammen og siger: Glæd jer med mig, for jeg har fundet den drakme, jeg havde tabt. Sådan, siger jeg jer, bliver der glæde hos Guds engle over én synder, som omvender sig.«

Lukasevangeliet, kapitel 15, 1-10

Jeg læste en lille historie om en præst, der blev kaldt ud til en mand, der lå for døden. Manden var vokset op i kirken. Han var døbt, konfirmeret og plejede at komme regelmæssigt i Kirken. Men senere vendte han kirken og troen ryggen. Han ville leve sit liv som han ville, og ikke være bundet af nogle regler eller andet. Men han endte fattig og syg. Alle i byen kendte ham, og talte om ham med skuffelse og ingen besøgte ham.

Og som han lå der, døende, i smerte, havde han god tid til at tænke over sit liv. Han tænkte tilbage på sin barndom og ungdom, til den gode tid han havde haft i kirken. Han vidste, at enden var nær, og som den fortabte søn, ønskede han at vende hjem til ”sin Faderes hus”. Og han bad præsten komme.

Præsten kom og kunne se mandens sjælekvaler. Præsten talte med ham om Guds nåde og kærlighed. Mindede ham om hans dåb, og om Jesus, der døde for ham på korset, og dermed giver sin tilgivelse og tilbyder nyt liv. Og mens præsten læste af Bibelen lukkede manden sine øjne og gik bort til Gud.

Dagens før bisættelsen dukkede en af de mere prominente kirkegængere op. Da han mødte præsten, sagde han: ”Pastor, du giver vel ikke den synder og taber en kristen begravelse, sådan som han har levet sit liv?”. ”Åh” sagde præsten ”du mener vores bror i Kristus? Selvfølgelig giver jeg ham en kristen begravelse”, hvortil den gode kirkegænger svarede: ”Hvis han kommer i himlen, er jeg ikke sikker på, at jeg vil derop”. Præsten kiggede på ham: ”Det er heller ikke sikkert du gør det”. Nu blev den gode kirkegænger sur, og han begyndte at argumentere for, at han havde levet et mere kristeligt liv end nogen andre i menigheden. Men præsten mindede ham om Pauli ord:

Der er ingen forskel; for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud.

Romerbrevet, kapitel 3, 22-23

Jeg læste historien på en amerikansk side, og ved ikke om den er sand, men den udtrykker på fantastisk vis, det vi hører i dagens Evangelium.

Alle toldere og syndere holdt sig nær til Jesus for at høre ham, og farisæerne og de skriftkloge gav ondt af sig og sagde: »Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem.«

Således indledes dagens Evangelium og viser samtidig den største anstødssten ved Jesu forkyndelse – at Han tager imod toldere og syndere, at Han tager imod dem som samfundet ellers kun har foragt over for. Det var en anstødssten dengang, og det er en anstødssten i dag. Og det er derfor farisæerne og de skriftkloge brokker sig.

Men det er netop dem, tolderne og synderne, som Jesus er kommet for at frelse.

Og som så mange gange før taler Jesus til dem i en lignelse, hvor tanken er at man ud fra det menneskelige slutter til det guddommelige. Eller sagt på en anden måde, hvorpå man beskriver Gud eller Guds Rige med noget jordisk og almenkendt.

Den første lignelse tager udgangspunkt i noget velkendt for galilæernes hverdag nemlig hyrdens arbejde. Hvis en hyrde mister et får, så vil han lade de nioghalvfems blive tilbage, medens han går ud og leder efter det ene – og når han finder det, vil han glædes endnu mere over at have fundet det ene forsvundne får, end over de nioghalvfems han allerede har. På samme måde glæder Gud sig mere over den ene synder, der omvendes til Ham, end de nioghalvfems der allerede er hos Ham.

Og i den næste lignelsen er det en kvinde med ti drakmer, der eksemplificerer Gud. En drakme er det samme som en denar, og svarer til omkring en dagsløn på Jesu tid. Det er altså ti dagslønne kvinden har. Men da en af dem bliver væk, stiller hun sig ikke tilfreds med stadig at have de ni. Nej, hun vil have alle de ti drakmer. Derfor leder hun huset igennem til hun finder den. Og når hun endelig finder den, så fejrer hun det: Glæd jer med mig, for jeg har fundet den drakme, jeg havde tabt.

Og Jesus slutter de to lignelser af med ordene:

Sådan, siger jeg jer, bliver der glæde hos Guds engle over én synder, som omvender sig.«

Jesu lignelse er direkte henvendt til farisæerne og de skriftkloge, som et svar på deres kritik. Men det er ikke, som vi mange gange ser i evangelierne, et direkte angreb på deres – lad os kalde det farisæisme, altså hvor de gør det modsatte af hvad de prædiker –  selv om det ligger underforstået i Jesu tale. Med sin lignelsen siger Jesus, at Guds glæde er størst, ikke over de der allerede følger Hans Bud og Love, som farisæerne og de skriftkloge mener at gøre det, men over de der ikke har fulgt Hans lov, men nu kommer til troen. Som hyrden glædes over at finde det ene vildfarne får eller kvinden den enlige drakme, således glæder Gud sig over at finde et menneske der var tabt.

Udover at bruge lignelsen til at fortælle farisæerne, at de skal være opmærksomme på, at Guds Ord ikke er forbeholdt dem alene, men alle – også toldere og syndere, så fortælle Jesus os med lignelser også noget ganske særligt og vigtigt – nemlig, at ingen står uden for Guds nåde og kærlighed.

Farisæerne og de skriftkloge anså dem, der ikke fulgte samfundets normer eller levede op til de religiøse love, som urene. Som nogle der stod uden for Guds kærlighed, ja, de kunne næsten kunne smitte andre ved deres urenhed. Kort sagt –  toldere og syndere var nogle, som man skulle holde sig langt væk fra. De var ikke værdige til at omgås de mennesker, der i deres øjne, var gudfrygtige og rene.

Det er derfor, de retter kritik af Jesus og siger til hinanden: »Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem.«

I deres hoveder giver det ingen mening, at en mand som Jesus, der prædiker om Guds Rige, omgås disse foragtelige og urene mennesker.

Og Han ikke bare omgås dem. De flokkes om Ham, Han spiser med dem og Han plejer social omgang med dem. Og man forstår dem godt, de udstødte – synderne – at de flokkes om Jesus. For første gang er der nogle, der ikke bare bruger Gud til at slå dem i hovedet med deres fejl og mangler og deres synd. Tænk på den samaritanske kvinde ved brønden, der har haft fem mænd og nu bor med en hun ikke var gift med! Eller tænk på synderen Zakæus! De oplever for første gang, at Gud er kærlighed. De oplever, at Gud også er deres Gud. Den Gud, Jesus prædiker, er ikke kun forbeholdt en elite af skriftkloge, farisæere og de bedrestillede i samfundet. Den Gud, Jesus prædiker, er Gud for alle – også de udstødte. Ja, måske skulle man rettere sige – især for de udstødte.

Som vi hører Jesus sige til farisæerne i Matthæusevangeliet (Matt. 9, 13):

»De raske har ikke brug for læge, det har de syge.«

og Han fortsætter med et citat fra profeten Hoseas (Hos 6, 6), som farisæerne kender:

»Gå hen og lær, hvad det vil sige: ›Barmhjertighed ønsker jeg, ikke slagtoffer.‹ Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.«

Matthæusevangeliet, kapitel 9, 13

Jesus er kommer for at kalde alle de, der endnu ikke har vendt sig til Gud – synderne og tolderne. Han afviser dem ikke, Han klandrer dem ikke, men fortæller dem om Gudsriget og om Guds nåde og frelse, så de kan vende sig til Gud. Og her hjælper ikke slagtofre, det vil sige; det er ikke loven, der er det vigtigste i dit forhold til Gud, det er derimod kærligheden til Gud, der er vigtigst. Det eneste Han kræver af os er, at vi elsker Gud.

Den gerningsretfærdig og renheds- eller hellighedsopfattelse, som farisæerne og de skriftkloge på Jesu tid arbejdede med, er trods Jesu forkyndelse og, at det at vi opfatter os selv som kristne (da vi jo netop følger Jesu forkyndelse) stadig eksisterende.

Vi har stadig en tendens til at dele mennesker op i frelste eller ikke-frelste eller hellige og ikke-hellige. Måske ikke altid i forhold til Kirkens forkyndelse men så i hvert fald i forhold til samfundets normer. Vi har svært ved folk, der står uden for samfundets standarder. Vi dømmer ofte folk for deres evne eller muligheder til at passe ind. Og her falder nogle udenfor; de psykisk syge, de hjemløse, stofmisbrugere, alkoholikere. Tag dig nu sammen! tænker man måske. De kan jo bare tage noget medicin, finde et sted at bo, droppe stofferne, lad være at drikke. Hvor svært kan det være!? En ting er sikkert: vi vil helst ikke have for meget med dem at gøre. De er nemlig ikke som os andre.

Men er vi netop så ikke lige præcis som farisæerne og de skriftkloge. Vi mener, at vi er mere værd end dem – at vi er bedre end dem. Kom Jesus tilbage den dag i dag, så var det vel netop de mennesker, Han ville omgås.

Og vi må spørge os selv – er vi i Guds øjne i virkeligheden bedre end dem. Vi dømmer og fordømmer. Vi glæder os, når vi hører om, hvordan Jesus sætter farisæerne på plads. Men vi glemmer ofte, at farisæerne Han taler til, også er os. Det er en påmindelse om at holde os til Hans forkyndelse. At huske at vi alle er Guds skabninger. At huske at ingen står uden for Guds kærlighed. At huske at frelsen tilbydes til alle, der vil tage imod den – ingen undtaget.

Det er det, som vi kan tage med os, når vi går ud af Kirken i dag. Vi skal handle i kærlighed til næsten, uanset hvem der er, og uanset hvor vi møder dem. Hvis vi ser os som kristne, skal vi gøre vores bedste for at træde i Jesu Kristi fodspor.

Amen!

Guds Fred til Jer alle og husk Gud elsker Dig!
Pastor Schønberg

Følger du ikke allerede bloggen, så skriv din email herunder – så får du besked, hver gang et nyt indlæg lægges op.

Kategorier:Andagtsord, Bibel-Lukasevangeliet, Kirkeåret-Trinitatistiden, Kristenliv, Prædikener

Tags: 3. søndag efter Trinitatis, Bibel-Lukasevangeliet, Bibel-Matthæusevangeliet, farisæere, Frelse, Hyrde, Romerbrevet, syndere, toldere