Dagens prædiken er en historisk prædiken, holdt i Sankt Johannes Kirke af Olfert Ricard (1872-1929), der efter at være generalsekretær for KFUM i en årrække, virkede som præst ved Sankt Johannes Kirke på Nørrebro, og i Garnisons kirken, København.

Ricard var kendt som en levende og spændende prædikant, der i sin samtid fyldte kirkerne hver søndag. Som man kan se holdt han lange prædikener, men lad det ikke afskrække dig fra at se det store talent for prædikekunst som han besad.

BEMÆRK: Jeg har tilrettet prædiken så den er nemmere at læse for de fleste i dag, blandt andet ved at stavningen (f.eks. cykel, i stedet for cyclen). Skriftsteder er dog holdt i sproget fra 1907-oversættelsen af Bibelen som Ricard benyttede.

Evangelieteksten (Matthæusevangeliet 5,43-48) stammer fra anden række – det vil sige de tekster der prædikes over i lige år (evangelieteksten er altså ikke den der prædikes over i 2021, men derimod i 2022).

Herunder gengives evangelieteksten i Bibeloversættelsen fra 1907, som Olfert Ricard benyttede.

I have hørt, at der er sagt: Du skal elske din Næste og hade din Fjende. Men jeg siger eder: Elsker eders Fjender, velsigner dem, som forbande eder, gører dem godt, som hade eder, og beder for dem, som krænke eder og forfølge eder, for at I må vorde eders Faders Børn, han, som er i Himlene; thi han lader sin Sol opgå over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Thi dersom I elske dem, som elske eder, hvad Løn have I da? Gøre ikke også Tolderne det samme? Og dersom I hilse eders Brødre alene, hvad stort gøre I da? Gøre ikke også Hedningerne det samme? Værer da I fuldkomne, ligesom eders himmelske Fader er fuldkommen.

Herunder i oversættelsen fra 1992, som bruges i dag:

 »I har hørt, at der er sagt: ›Du skal elske din næste og hade din fjende.‹ Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også. Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også. Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!«

Matthæusevangeliet, kapitel 5, 43-48

Fuldkommen som Faderen
4. søndag efter Trinitatis

I.

Jesus prædiker fuldkommenhed. Det kan ingen, som ser enfoldigt og ærligt på denne tekst, benægte. Han endte jo med at sige: »Værer da fuldkomne, ligesom Eders himmelske Fader er fuldkommen.« Og fordi her til tider har været nogle hysteriske mennesker, som sang Halleluja og sagde, de syndede ikke mere, derfor skal vi ikke prøve at forandre de ord, Jesus har sagt. Vi skal prøve at vise de mennesker, at de ser forkert på sig selv, og så skal vi se efter, om vi ikke også har noget at lære af dem. Og det vi kan lære, er netop det, at målet er fuldkommenhed, og lavere end det skal vi ikke sigte. En, som skyder til skive, vil dog ikke give sig til at sigte i udkanten af skiven, fordi han ikke har håb om at få et pletskud lige med det samme. Jo dårligere skytte han er, jo mere umag må han gøre sig for at sigte på centrum. Sådan går det også i det kristne liv: lad os endelig ikke begynde at slå af. Lad os sige det til os selv: det er fuldkommenhed, der skal nås.

Fuldkommenhed. Og lad os så heller ikke blive stående ved sådan et teologisk eller moralsk ord i al almindelighed, som vi ikke forbinder med nogen bestemt tanke med. Hvad menes der med fuldkommenhed? Nu vel, der mener meget mere, end teksten i dag viser hen til. Men hele det åndelige liv hænger sammen, så det vil være nok for os idg blot at tale om det særlige forkomne, ligesom vor himmelske Fader, siger han. Og hvordan er han da fuldkommen? Jo, siger han: „Han lader solen skinne og regnen falde over alle mennesker, både gode og onde”. Det er jo rigtig sommertanker, sol og regn. Solen gør glad, – du bliver altid glad når solen skinner ind i din stue, og når du ser de dirrende solpletter i havegang og skovbund, ja selv på den høje mur i byen. Og regnen gør godt; – når den trommer på kastanjebladene og drysser over plæner og marker, så véd du, det gør godt og frisker op. Sådan vil Jesus have, at vi skal være mod alle mennesker: vi skal gøre dem glade og gøre dem godt. Blot den måde, du hilser dem og møder dem på, har noget at betyde. Et fornøjet og venligt goddag virker opmuntrende på os. Sådan skal du være: altid ens, altid glad, altid god, – og sådan mod alle mennesker, så de uvilkårlig ved at se og møde dig bliver kvikket op og får lidt mere lyst til at være her på jorden.

Men nu siger Jesus heller ikke, at vi i al almindelighed skal være sådan mod „folk” eller imod alle mennesker. Men han siger, at sådan skal vi ganske særlig være mod vore fjender, mod dem, der forbander os, dem, er hader os og krænker og forfølger os. Dem siger han, at vi skal elske, altså virkelig med hjertet holde af, og velsigne, altså ønske godt over, og gøre dem godt, ligefrem gøre det godt for dem, så de befinder sig bedre; ja, endog bede for dem, altså give dem den bedste gave, det ene menneske overhovedet kan give det andet. Sådan forstår han fuldkommenhed, og sådan siger han, at vi skal være.

Der er måske dem, der så ville tænke: „Det skal ikke forstås ganske bogstaveligt. Naturligvis er det smukt og sandt, hvad Jesus her siger. Men det passer dog mere på hine rå tider i gamle dage, da folk virkelig hadede hinanden og forbandede og forfulgte og dræbte hinanden. Da var sådanne strenge og stærke ord nødvendige. Og de har jo også forandret og forædlet menneskeheden, så vi nu ikke længer behøver at tage dem så bogstaveligt. Jeg har overhovedet ikke fjender,  – det skulle da lige være prøjserne; jeg hader ingen mennesker – det skulle da så være en ganske enkelt, jeg tænker på, men han har rigtignok også båret sig lurvet ad, at han fortjener kun foragt; og forbande nogen, det kunne aldrig falde mig ind, det gør overhovedet ingen dannede mennesker, – undtagen måske når værtens datter øver fingerøvelser på klaveret ved siden af, når jeg skulle sove til middag; og krænke og forfølge andre, det falder jo ingen fredelig mand ind – undtagen sine konkurrenter, men handelslivet det er jo også noget for sig selv, ligesom politik!”
Du ser, hvorledes et menneske, så snart han vil se at komme uden om disse ord, straks bliver nødt til at slå sig selv på munden. Fjender; – hver gang jeg læser om en ny uret eller voldshandling i Sønderjylland, har jeg svært ved at bekæmpe hadet. Og vel forlanges det naturligvis ikke, at jeg eller nogen anden skal billige vold og uret: men det forlanges, at vi ikke af den grund må nære had eller fordom over for et nabofolk. Og du hader måske ingen; men nogen hade måske dig, og hvad for tanker har du så om dem, når du får det at vide? og sidder der alligevel ikke hos de allerfleste et eller andet sted et gammelt, opsamlet nag mod nogen, så vi giver os selv lov til at tale ondt om dem og ialfald søger at undgå dem? Kristus sagde, at vi skulle gøre dem godt. Du forbander ingen? Da hører vi da ofte nok, at de „forbandede” unger laver spektakel og ødelægger allevegne, og de „forbandede” cykler og automobiler gør det livsfarligt på gaderne og spolerer Strandvejens fred, og så snart nogen forstyrrer vor ro, er de „forbandede”. Istedetfor at vi skulle unde dem det godt. Du krænker og forfølger ingen? Du fortæller heller ikke noget nedsættende om andre mennesker? og du mener, at fordi nogen handler med det samme som du, så skulle Herrens ord ikke gælde om dem? Jo, jeg er bange for, at vi dømmes alle af dette ord om fuldkommenhed; og selv om vor person ikke har lidt overlast eller har lært at tåle fornærmelser, – når det gælder den sag, vi elsker og kæmper for, det parti og land, vi hører til, eller andre mennesker, som står os nær,  – hvor vanskeligt er det da ikke at stå mål med ordet om fuldkommenhed!

Jeg kunne da bedre tænke mig, om nogen ligefrem ville protestere mod det. Jeg kunne tænke mig, om nogle unge ville sige: „Dette er ikke en religion for os! Det er en kvindagtig lære, en slavemoral. Vi vil være mænd. Vi vil slås med vore fjender. Hader nogen os, vil vi hade hjerteligt igen. Forbander de os, skal de få svar på tiltale. Krænker og forfølger de os, så kan de bare vente sig. Slette mennesker bliver bare dobbelt så frække og forbryderiske, hvis vi behandler dem som engle. Nej, ellers tak, – skal dét være kristendom, så betakker vi os, det kan måske være godt for barmhjertige søstre og blide tanter, men ikke for unge, raske og ærekære mænd”.

Til Eder vil jeg sige: Så sagte, så sagte. Kristus var en mand. At den hellige kunst alt for ofte har malt ham med kvindehår og sødladent ansigt, det er kunstens fejl; som han er malt i Evangelierne, stråler han af ægte, mandig kraft. Og er det nu i grunden så mandigt altid at slå igen? Det er måske mere dyrisk end mandigt. Hvepsen stikker, når man forstyrrer dens rede; ja den afskyelige vivisektion har vist os, at selv en frø, som man har skåret hjerne ud på, vil sparke igen, når man prikker den bagben med en nål. Det rå, dyriske instinkt gengælder ondt med ondt. Men den største kraft findes ikke hos den største slagsbroder. Tro mig, det er hundrede gange så svært at lære at tilgive som at lære at bokse. Ønsker I unge en religion, der stiller krav til Eders yderst anspændelse, – nu vel, så er kristendommen en religion for Eder, ikke mindst Herrens ord om at velsigne og bede for sine fjender. God ungdom sætter sig altid målet højt. Nu vel, mine venner, her er det højeste mål, der nogensinde er sat:

„Værer da fuldkomne, som Eders himmelske Fader er fuldkommen.”

II.

Men her må jeg standse ved en tanke, som flere af Eder vistnok sidder med. Det er en tanke, som til tider vil vove sig frem hos ethvert tænkende menneske, men som særlig i de sidste tider igen er kommet op hos mange. Jeg mener tanken om Faderen deroppe i Himlen og så alt det, der sker hernede. Er denne Gud nu så fuldkommen, og er han virkelig en Fader? Han lader sin sol opgå over gode og onde, står der, og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Det gør han også, og det burde vi sikkert tænke på, mere end vi gør. Men vi mennesker er nu som bekendt mest tilbøjelige til at se på skyggesiderne. Og det, som det falder så svært for mangt et nutidsmenneske at forlige sig med det er det: at han lader også alle disse ubegribelige slag og ulykker ramme de gode og onde i flæng. Vi kan tænke på Titanic-katastrofe¹ , på Messinas jordskælv² for nogle år siden eller Gentofte-ulykken³ hin sommeraften. Hvordan i alverden kan dg dette forliges med tanken om en Fader i Himlen, om en fuldkommen Gud? Hvorfor alder han dog dette ske, og hvorfor skal alle disse ulykkelige undgælde?

 Jeg mener, det må til tider være en prædikants pligt at møde disse spørgsmål, når et ord som dette lægger det nær. Og jeg siger det straks, – det fulde svar formår jeg ikke at give, thi jeg kæmper selv ligesom I og har ofte en oprørsk tanke. Lad os erkende, at der er mange ting, vi ikke forstår og aldrig kommer til at forstå her, – men lad os så også huske på, at gåderne er det, hvad enten vi tror på Gud eller ingen Gud tror på. Tro endelig ikke, at en fritænker bedre forstår, hvorfor alle disse ulykker sker, end en kristen. Så af den grund skal ingen opgive sin tro.
Men dernæst må vi erindre, at den almægtige Gud virker i denne tilværelse gennem de love, han har sat. Når vi siger, at Gud lader solen opgå over gode og inde, og lader det regne over retfærdige og urtefærdig, så vil det jo ikke sige, at Gud trækker solen op og ned i en snor eller lader regnen styrte fra himmelske beholdere. Vi véd, at han har givet naturlovene, og at de virker efter deres orden; og også heri ser vi hans faderlige kærlighed; thi kunne vi jo aldrig være trygge et eneste skridt. Det er spurgt: hvor var den kære Gud, da kæmpedamperen Titanic gik under? Jeg vil svare: der kom et herligt stort isbjerg drivende, – Gud var i dét isbjerg, det havde sin blanke renhed og skønhed fra ham. Og der kom en pragtfuld oceandamper sejlende – Gud var i dens vældige maskinkraft, som drev det frem i flyvende hast. Og der var tusinder af mennesker ombord på skivet; og i nogle af deres hjerter var Gud, men i andres var han måske ikke; thi her er det menneskets vilje, som er højeste lov. Nu måtte de to vældige kæmper, iskæmpen og stålkæmpen, tørne sammen følge de guddommelige love for bevægelsens hastighed og retning. Men hvem der kunne dø med glæde, fordi de virkelig kom nærmere til Gud, og hvem der måtte dø med rædsel, – det kom an på, hvilke hjerter der ville lukke Ham ind.

Det falder mig ikke så svært at forstå. Men hvad der falder mig sværere at forstå, dette er al den vold og uret, som mennesker må lide her. Det er det, at Gud i det hele tåler de onde og uretfærdige, og at uskyld og svaghed så ofte må undgælde derfor. Hvad skulle vi sige dertil?

Vi svarer: også i menneskeverdenen har Gud givet love. Ikke blot har menneskene fået deres viljes frihed, men menneskenes samfund har også deres love. Vi høre alle sammen, i den grad, at når et enkelt menneske ved sin tankes lys eller sit hjertes dåd gør et fremskridt i det gode, så kommer det alle os andre til gode; – men det inde, som en synder gør, de løgne, som slette ånder sætter i gang, dem kommer vi også alle til at undgælde for. Og når da enkelte ulykkelige særlig kommer til at lide vold eller uret, så har ikke blot en forbryder, men så har vi alle, du og jeg med, vor del af skylden for, at samfundet ikke er bedre, og skal gå i os selv og lære at handle herefter og også få de andre dertil.

Men dertil kommer endnu en overvejelse. Vistnok kan alle, både gode og onde, komme til at lide uforholdsmæssig meget ondt. Men da er det dog de tusind gange bedre at lide ondt, og så have en Gud hos sig, end lide ondt og slet ingen Gud at have. Så det, at der sker noget ondt og tungt, det skal heller ikke få os til at slippe Gud, det skal tværtimod føre os „nærmere, Gud, til dig”⁴ og anspore os til at hjælpe de andre hen til Ham, at det onde og tunge dog kan blive til at holde ud.
Og endelig, – er der en Gud, så er det jo heller ikke færdigt med den korte tid hernede. Så er der også en gengældelse, og det er godt således. Det gives udåd, som kræver sin gengældelse, og den skal ikke lade vente forgæves på sig. Men da er der også en trøst, en usigelig stor trøst hos Gud. O hvor vil han ikke trøste det barn, man her har handlet ilde med, hvor vil ikke al ve og vånde være glemt og borte, når han har trøstet det på sit skød! Der er da ikke den kvist, der blev brækket, uden at den skal læges i den store harmoni, som Gud engang skal bringe til veje på den ny jord under den ny Himmel.

III.

Se, alt det er overvejelser, som dog måske kunne hjælpe nogle af Eder. Men vil du sige: jeg ville gerne tro ligesom du, men jeg kan nu ikke finde Gud i alt det, jeg ser omkring mig, og derfor har jeg heller ikke magt til at være fuldkommen og elsk, som jeg gerne ville! da svarer jeg: heller ikke jeg sér Gud i denne verden, men det var heller aldrig troens vej. Jeg sér Gud i Jesus Kristus, og i Ham alene. Ja.

„Hvo der har set Ham, har set Faderen.”

Johannesevangeliet, kapitel 14, 9

Han der sad dér og prædikede fuldkommenhed, – Han var selv fuldkommen. I dette fuldkomne menneske møder du Gud.
Ja, og Han blev selv fuldkommen ved lidelser, det står der om Ham. Han måtte lære lydighed af det, Han led. Lydighed til døden, ja korets død (Hebr. 5,8-9). Det er dog også værd at tænke på, at den Gud, vil tilbeder i Jesus Kristus, Han har ikke nøjedes med altid at svæve dér højtoppe over sol og regnskyer, men Han har gået sin gang hernede på jord imellem os som et fattigt, ringe menneske. Og Han er blevet behandlet som en æreløs, der er blevet øvet rå vold og skændig uret imod Ham, der er blevet løjet og vidnet falsk om Ham, og til sidst er Han blevet martret til døde på korsets træ. Så er det ikke den skam og lidelse, et menneske kan komme til at undergå, lige til ærestab og forbryderdød, uden at Guds Søn har båret det samme. Derfor er lidelsen helliget engang for alle, og de, som lide meget, skulle vi ære desmere, og vi kan være forvissede om, at Guds hjerte lider inderligt med os, når vi lide; thi det kender selv til lidelsen. Og samtidigt med, at Han således helligede lidelsen, så lærte Han os, ved sit eget eksempel, at bære lidelsen, at elske vore fjender, at velsigne dem, som forbande os, at gøre dem godt, som hade os, og at bede for dem, som krænke og forfølge os. Alt det gjorde Han jo ganske bogstavelig.

Men idet Han gjorde dette, å gjorde Han jo noget endnu større. Han frelste os. Thi i os selv, som vi er af naturen, så er vi jo fjender af Gud, fjender af hellighed og alvor og fuldkommenhed, og vi er med til at forbande ham, når vi forbande nogen, som Han skabte til frelse, eller forbander de kår, han gav os; og vi hader tugt og krænker Guds lov og forfølger derved Kristus, ligesom Saul fra Tarsus, dengang han forfulgte Herrens hellige (ApG 9,4). Men se, Jesus elskede os, da vi var fjender (Rom 5,10), og gik i døden for os; han velsignede os, førend vi vidste deraf, i vor dåb; han gjorde godt imod os og lod sin frelses ord møde os på vor vej, og som han bad på korset for sine forfølgere, så beder han endnu i sin Himmel for os, som lever i dag. Dér alene, i Ham, i Hans skikkelse og ord, i Hans lidelse og død, møder vi Gud som vor Fader og som den fuldkomne, hellige kærlighed.

Så vil jeg ikke klage eller kritisere mere. Jeg vil skamme mig. Jeg vil ikke skyde skylden for alt det onde på Gud, men på menneskenes ondskab og mest på mig selv. Og så vil jeg takke Gud for Kristus, o hvem Hans kærlighed fuldkommen er åbenbaret.

Ham vil jeg give min tro, og da skal intet i verden, hverken død eller liv, eller negle eller magter, hverken det høje eller det dybe, hverken det nuværende eller det tilkommende, eller nogen anden skabning kunne skille mig fra Guds kærlighed i Kristus Jesus (Rom 8,38-39). Og ved Hans Ånds kraft vil jeg stræbe efter fuldkommenhed, det eneste værdige mål for et menneske. Jeg vil stræbe efter at forstå og elske mine fjender og prøve på at være sol og regn for alle mennesker, indtil jeg når målet, fuldkommenheden, hjemme hos Ham. Thi Jesus kan fuldkomment frelse dem, som kommer til Gud ved Ham, efterdi Han lever altid og til at gå i forbøn for dem (Hebr 7,25).

Amen!

Noter:

1. Titanic-katastroen – Natten mellem den 13. og 14. april 1912 kolliderede Titanic, på det tidspunkt topmoderne passagerskib, med et isbjerg på vej fra England til New York. Af de i alt 2.224 ombord, omkom 1.514.
2. Messina-jordskælvet – 28. december 1908 ramte et jordskælv den italienske by Messina. Jordskælvet kostede 72.000 mennesker livet.
3. Gentofte-ulykken – 11. juli 1897 overså en lokomotiv-fører et stopsignal ved Gentofte Station, og kørte ind i et holdende passagertog. Ulykken kostede fyrre mennesker livet, og yderligere niogtredive hårdt sårede.
4. Nærmere Gud til dig – Olfert Ricard henviser med dette vers, fra salmen af samme navn, til beretningen om, at orkesteret ombord på Titanic spillede denne på dækket mens det gik under.

Guds Fred til jer alle og husk: Gud elsker dig
Pastor Schønberg

Tilmeld dig med din email-adresse herudner, og få besked, hver gang et nyt indlæg slås op på bloggen

Kategorier:Andagtsord, Bibel-Matthæusevangeliet, Gæsteindlæg, Kirkeåret-Trinitatistiden, Kirkehistorie, Prædikener, Prædikener-Historiske

Tags: Garnisons Kirke, Gentofte, Gentofte-ulykken, Historie, KFUM, Olfert Ricard, Sankt Johannes Kirke, Titanic